Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Oplæg ved lektor i sociologi, Anders Petersen Velkommen til diagnosekulturen Dilemmaer i diagnosekulturen Paradokser i diagnosekulturen

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen

Hvad definerer diagnosekulturen? Universelt at mennesker oplever psykisk lidelse i deres liv – og at de forsøger at tillægge mening til lidelsen. MEN specifikt for diagnosekulturen, at psykiatriske diagnoser mobiliseres som fortolkningsramme for næsten enhver form for lidelse, afvigelse og ubehag. En megatendens…

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Den megatendens omfatter vores forståelse af psykisk lidelse, ubehag og afvigelse inden for områder som:  arbejdsliv,  uddannelse,  socialt arbejde,  kriminalitet,  underholdning osv. Hvordan viser diagnosekulturen sig?

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Antallet af diagnoser er eksploderet I den første diagnostiske manual (DSM-I fra 1952) var der godt og vel 100 – på hundrede sider I den nyeste version af DSM (nummer 5) er der over 400 fordelt på næsten 1000 sider Og diagnoserne er altså performative – de sættes med andre ord i spil

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen

25% af danskerne opfylder kriterierne for én psykiatrisk diagnose i løbet af et år – ligeså mange er i behandling i løbet af sine 50 første leveår I diagnosekulturen er de psykiatriske diagnoser og et helt patologisk sprog blevet demokratiseret:  Stress, angst, depression, ADHD anvendes i stigende grad som betegnelser for egne eller andres problemer  Voldsom eksponering af psykiske lidelser og psykiatriske diagnoser i massemedierne og det offentlige rum: ’Gal eller normal - til jobsamtale’ ’Sådan er det skøre sind’ ’Syg i hovedet’, ’De angste børn’ – tv-serier ’Sopranos’ ’Homeland’  Tests på nettet – don’t try this at home!

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Det psykiatrisk funderede diagnosesprog har opnået en særlig magt!  Diagnoser anvendes i moderne velfærdsstater som reguleringsmekanisme: De organiserer tildeling af privilegier og ressourcer, herunder adgang til støtte, orlov, pensioner, behandling og legitim sygdomsadfærd.

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Diagnosekulturens konsekvenser Medikalisering af hverdagslivet… Indskrænkning af andre lidelsessprog:  Religiøse, Eksistentielle, Moralske, Politiske, Sociale… Sygeliggørelse af almindelige menneskelige træk – hvor er det normale henne? Udfordring af forholdet mellem personlig autonomi og umyndiggørelse.

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen I diagnosekulturen etableres både forudsætningerne for et bruger såvel som et medborgerperspektiv Diagnosekulturen facilliterer således både autonomi og umyndiggørelse. Hvordan kan debatten herom tages, og hvilke stemmer skal høres? Borgerne – der får stillet diagnoserne – må være centrale.

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Dilemmaer i diagnosekulturen De diagnosticeredes stemmer centrale i forståelsen af, hvad psykisk lidelse er, og hvad der ”skal” gøres ved dem. MEN: Er det altid gavnligt for mennesker i vanskelige livssituationer, at deres subjektive perspektiv på lidelsen skal definere den og dens (behandlings)konsekvenser? En psykiatrisk diagnose kan efterspørges, fordi den netop giver en form for autoritativ, anerkendt viden om deres lidelse – og dermed adgang til anerkendt hjælp. Spørgsmålet er, hvad diagnoser gør?

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Diagnoser har rollen som menings-, ordens- og sikkerhedsskaber i en eller kaotisk bunke symptomer og rodet erfaringsverden. Diagnoser skal eliminere usikkerhed og uorden – skabe sikkerhed, som institutioner, organisationer og personer kan holde fast i. MEN – diagnoser er ikke faste, men flydende enheder:

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen 1. Diagnoseprocessen er næsten altid rodet 2. Diagnoser kan ændres – og man kan sågar vokse fra dem 3. Der kan forekomme fejldiagnosticering 4. Og diagnosespektret udvider sig hele tiden  I den nyeste version af DSM fra 2013 er der kommet 15 nye diagnoser til (bl.a. nikotinafhængighed, hamstringsforstyrrelse, præmenstruel forstyrrelse og overspisningsforstyrrelse), mens andre er slået sammen og enkelte er slettet (mest bemærkelsesværdigt Aspergers syndrom). Hvad bliver det næste…? 5. Diagnoser flyder i stigende grad ud og benyttes af mange andre end lægerne – socialrådgivere, lærere, forsikringsselskaber osv. Hvem ejer diagnosen?

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Paradokser i diagnosekulturen Et paradoks: Det der opstår, når forsøget på at opnå noget bestemt, netop afskærer os fra at opnå dét. Centralt paradoks i diagnosekulturen: Borgerne i moderne velfærdsstater gøres i stigende grad ansvarlige for deres liv og sundhed. De forventes at gå til sundhedstjek, monitorere sit helbred, arbejde med sind og krop – blive fit for fight i det hele taget! På den anden side sker det gennem en diagnostisk logik, der kan risikere at tage ansvaret fra dem.

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Med en depressions- eller ADHD diagnose – for eksempel – kan man ikke drages (fuldt ud) til ansvar for ens vanskeligheder. Der synes at være to modsatrettede strømninger på spil: På en og samme gang ansvarliggøres borgeren og umyndiggøres. Borgerne har ansvaret for egen sundhed, men umyndiggøres i det øjeblik, man ikke er i stand til at honorere de herskende samfundsmæssige krav. Skal man eksempelvis spise antidepressiv medicin for at få sine sygedagpenge?

Dilemmaer og paradokser i diagnosekulturen Et sidste – væsentligt - paradoks: Diagnoser individualiserer lidelsen – diagnosesystemet kan kun se symptomer, der knyttes til individet. Diagnoser ser ikke familier, organisationer, samfund som måske er ophavet til symptomerne. Individet aftvinges individuelle løsninger på problemer, hvis ophav (måske) ikke er individuelle. Kan diagnosekulturen afholde os fra at opspore årsagerne til den lidelse, der definerer symptomerne?