Blodlegemer og kredsløb Massøruddannelsen Mandag d. 7 aug. 2006

Blodet Blodet består af ca. 60 pct. Blodplasma og ca. 40 % Blodlegemer (blodets celler). Blodmængde udgør ca. 8 % af legemsvægten, dvs. ca. 5-6 l. hos en person der vejer 70 kg. Af blodlegemerne udgør de røde blodceller størstedelen og resten udgøres af hvide blodlegemer og blodplader

De røde blodlegemer = erythrocytter Hovedopgave er transport af ilt. Ilt bindes i blodet til hæmoglobinet; et jernholdigt proteinmolekyle, som giver blodets dets røde farve. Iltmættet blod er lyserødt. Iltfattigt blod er mørkerødt. Hæmoglobinets evne til at binde ilt bliver dårligere ved jernmangel, fordi organismen skal bruge jern for at danne hæmoglobin. Ved jernmangel opstår anæmi – i daglig tale blodmangel. Bleg, blå læber, kolde ekstremiteter, træthed, mørke øjenomgivelser, svimmelhed.

De røde blodlegemer = erythrocytter De røde blodlegemer dannes og modnes i den røde knoglemarv. Normalt antal 4-5 mill pr. mikroliter. Produktion stimuleres af hormonet erythropoeitin EPO. Levetid normalt 120 dage. Herefter nedbrydes de røde blodlegemer i milt og lever. Ved nedbrydning frigives jern, der i høj grad genbruges. Den del der ikke genbruges omdannes i leveren til galdefarvestof – bilirubin. En stor del heraf udskilles med fæces – giver afføring den mørke farve. Visse blodsygdomme giver øget nedbrydning af røde blodlegemer. Den derved øgede mængde bilirubin i blodet giver hud og slimhinder en karakteristisk gulfarvning. Kaldes icterus.

De hvide blodlegemer - leukocytter Normalt 4000-8000 hvide blodlegemer pr. mikroliter. Der findes tre typer: Granulocytter Lymfocytter Monocytter Findes i blodet og kan hurtigt transporteres til de inficerede steder. Evne til at trænge igennem kapillærvæggene hvor som helst i organismen.

Granulocytter 70 % af de hvide blodlegemer. Dannes i den røde knoglemarv. Levetid få timer til dage. Opgave er at forsvare organismen mod fremmede stoffers indtrængen – eks bakterier. Granulocytter omslutter disse stoffer og ”æder” dem (fagocytose)

Lymfocytter Dannes bl.a. i lymfekirtler og milt. Lymfocytter har hukommelse. Genkender fremmede stoffer når de igen trænger ind i kroppen og bekæmper derved hurtigt og effektivt. Overtager granulocytternes forsvarsopgave ved langvarig infektion. Kan ikke fagocytere, men forsvar er knyttet til deres evne til at danne antistoffer mod bakterier, virus og fremmede proteinstoffer. Kan desuden hidkalde monocytter. Mange lymfocytter er i stand til at yde livslang immunitet. Eks. Vacciner.

Monocytter Dannes i den røde knoglemarv. Findes også i milt og lever hvor de nedbryder de ældste røde blodlegemer. Monocytter kan modnes til makrofager = ædeceller. Kræver signal fra lymfocytter for at æde. Genkender fremmedlegemer på overfladen ”selv” og ”ikke-selv”

Blodplader Dannes i knoglemarv 200.000-400.000 pr mikroliter. Små cellefragmenter (uden kerne), der har evnen til at klumpe sig sammen – at koagulere. Koagulation indtræder, når der opstår små beskadigelser af karvæggen. Et sår er et netværk af blodplader, fibrin og koagulationsfaktorer. Antikoagulantia gives til personer med forhøjet risiko for blodpropdannelse

Blodplasma Blodplasmaet er den gullige opløsning af forskellige stoffer der fremkommer ved centrifugering af en blodprøve. 90 % er vand og resten er opløste stoffer. (uorganiske og organiske) Uorganiske stoffer: natriumklorid, hydrogenkarbonat, osv. Opretholder normal pH, normal muskelspænding, normalt osmotisk tryk. Organiske stoffer: kulstofforbindelser, herunder kulhydrat, protein og fedt. Især mange plasmaproteiner; albumin, globulin, fibronogen.

Albumin kan ”suge” vand til sig og tilbageholder derved væske i blodbanen. Mangel på albumin medfører ødemdannelse = ophobning af væske i eks ekstremiteter. Globulin. Er en del af antistofferne. Antistoffer binder sig til og neutraliserer smitstoffet og bliver i blodet. Hvor længe afhænger af smitstoffets art. Livslang immunitet; mæslinger. Kort immunitet; forkølelse Fibrinogen. Koagulationsfaktor. Får blod til at størkne. Ved vævsbeskadigelse udløses en mekanisme hvor fibrinogen omdannes til fibrin. Trådformet netværk dannes. Serum er blodplasma uden fibrinogen.

Vævsvæske og lymfekar For at blodet skal kunne passere alle organismens celler, findes der et rigt forgrenet kapillærsystem. Blodet har ikke direkte kontakt med cellerne. Cellernes nærmeste omgivelser er vævsvæsken. Udvekslingen af stoffer sker herigennem. Vævsvæske er blodplasma stort set uden proteinstoffer, idet proteinstofferne er for store til at passere gennem kapillærvæggene. Det hydrostatiske tryk – blodtrykket og trykket forårsaget af tyngdekraftens virkning på væskesøjlen presser væske fra blodbanen til omgivelserne. Albumin og andre proteiner ”suger” væske til sig. Osmostisk proces.

Vævsvæske og lymfekar

Lymfekar Resten af overskuddet vender tilbage til blodkarsystemet via lymfekarsystemet. Opsamles i et fint netværk af lymfekapillærer, der begynder inde mellemcellerne og forgrener sig i større og større lymfekar. Løber til slut sammen i de to store lymfekarstammer, der tømmer sig i venesystemet via de store nøglebensvener (vv. Subclavia)

Lymfeknuder I lymfekarrenes væg findes der lymfeknuder, der har til opgave at filtrere lymfen. På størrelse med en ært og består af bindevæv. Indeholder store mængder hvide blodlegemer, der tager sig af smitstoffer og forhindrer deres videre indtrængen. Danner desuden antistoffer. Lymfeknuder findes især på halsen, i armhulen (axillen), i lysken, ved lungeroden samt omkring tarmene. Til lymfesystemet hører også milten. Nedbryder røde blodlegemer og fungerer især hos nyfødte som forsvar mod mikroorganismer. Placeret til venstre under diafragma