Vinterensfugle Fugle ved søer

De fugle som man oftest ser nær vand og vinterens rovfugle:

Blishøne (Fulica atra) Beskrivelse Blishønen er en almindelig ynglefugl i søer og moser i Danmark. Den er let genkendelig med sin runde, sorte krop og sit hvide næb og store hvide pandeblis, der har givet den navn. Hvis en han mister status, fordi den ikke kan forsvare sit terræn, nedsættes hormonproduktionen. Det medfører at blissen bliver mindre. De to køn ligner hinanden. Ungfuglene har lys hals og ansigt, gult næb og mangler blissen. Selv om blishønen lever i vand, er den ikke nogen særlig god svømmer. Fødderne er kun udstyret med svømmelapper langs kanten af tæerne.

Fiskehejre (Ardea cinerea) Beskrivelse Fiskehejren er iøjnefaldende og let genkendelig på sin størrelse med en højde på knap en meter og et vingefang på knap to meter. Til trods for dens højde og vingefang vejer den dog ikke mere end en høne. I flugten bemærkes de lange, afrundede vinger, der buer nedad. Vingeoversiden er mørk med et lysegråt felt på "armen" ind mod kroppen. Halsen er S-formet. Under flugten høres ofte et hæst skrig, der bestemt ikke er blandt de smukkeste danske fuglestemmer. Ses fiskehejren stående i vandkanten eller på jorden, bemærkes den lange lyse hals, det kraftige gule næb og de to lange sorte nakkefjer (prydfjer), der synes i forlængelse af en sort stribe bag øjet.

Hættemåge (Chroicocephalus ridibundus) Den smukke hættemåge er på trods af kraftig tilbagegang stadig et almindeligt syn i den danske natur. I sommerdragten er fuglen meget typisk med sin mørkebrune hætte, men er også ret let at kende resten af året på sine vingers hvide forkant. Hætten er i vinterdragten erstattet af en mørk øreplet. De danske hættemåger trækker til Vesteuropa (og enkelte helt ned til Nordafrika) for at fælde og overvintre allerede i juli, men til gengæld ankommer mange tusinde trækgæster fra Østersøområdet. Disse fugle bliver i Danmark til oktober/november, hvor de har afsluttet fældningen, men mange overvintrer også i Danmark. I løbet af de senere år er det også blevet mere almindeligt, at de danske ynglefugle bliver i landet hele året.

Grønbenet Rørhøne (Gallinula chloropus) Hos grønbenet rørhøne er de to køn ens. De har rød pandeblis og næbrod, gulgrønne ben og en blågrå krop og brune vinger, der er afgrænset fra kroppen med klare hvide kanter. Arten minder lidt om den nærtbeslægtede blishøne, men denne har hvidt næb og hvid blis og er lidt større. Den grønbenede rørhønes konstante halekniks og det nikkende hoved, når den svømmer, er andre gode kendetegn. Da Danmark ligger tæt på artens nordlige udbredelsesgrænse, er den sårbar over for hårde isvintre, hvor en del af de overvintrende fugle dør.

Krikand (Anas crecca) Krikanden er den mindste af de danske ænder, og den er en af de mest almindelige uden for ynglesæsonen. Hannen er i pragtdragten en flot fugl med kastanjebrunt hoved med grøn maske, gul undergump og fint tværvatret grå-sort fjerdragt. Hunnen minder meget om en hun gråand i fjerdragten, men er meget mindre og har grønne i stedet for violette vingefelter. Både det danske navn og det videnskabelige artsnavn henviser til stemmen.

Troldand (Aythya fuligula) Troldanden ses almindeligt i søer og moser og om vinteren i større flokke ved beskyttede kyster. Især hannen er let genkendelig med sin sorte overside, hvide flanker og den karakteristiske nakketop. Hunnen er brun med mørkere ryg end kropssider og er mindre iøjnefaldende end hannen; f.eks. har den kortere nakketop. Begge køn har blåligt næb.

Marianne Mogensen Taffeland (Aythya ferina) Hannen er i sommerdragt ikke til at tage fejl af med det kastanjebrune hoved, det sorte bryst og den lysegrå krop. Hunnen har mere diskrete grå-brune farver. Navnet taffeland refererer til, at man før i tiden anså taffelanden for at være en meget velsmagende fugl - lige til et veldækket taffel. Marianne Mogensen

Hvinand hun Hvinand (Bucephala clangula) Hvinanden er i vinterhalvåret en almindelig gæst i mange danske farvande. Især hannen er meget karakteristisk med sin hvid-sorte fjerdragt, den iøjnefaldende hvide plet i det grøn-sorte hoved og de gule øjne. Hunnen er mindre iøjnefaldende, men kendes på den for arten karakteristiske, trekantede hovedform. Hovedet er brunt, og kropssiderne grå. De små hvide vingefelter ses tydeligst i flugten. Hvinanden har fået navn efter den hvinende lyd, som hannens vinger frembringer under flugten. Gråspurv (Passer domesticus) Typiske flokfugle, som især findes tæt på huse og andre bygninger. Hannen har grå isse og kinder og en brun nakke. Hunnen er gråbrun med en lys øjenbrynsstribe. Gråspurven har ingen kindplet. Finder især føden på jorden, men kan også besøge foderbrættet efter korn og frø. © Per Schans Christensen

Stor Skallesluger (Mergus merganser) Den store skallesluger er en almindelig vintergæst i Danmark og en sjælden ynglefugl. Den er noget større end gråanden og har en anden profil. Hannen i pragtdragt kendes let på det metalgrønne hoved, det lange røde næb med den tydelige krog og den generelt svagt laksefarvede, lyse fjerdragt. Hunnen er mere diskret med grå overside og et mørkebrunt hoved. Især hunnen kan forveksles med toppet skallesluger, men kendes fra denne på bl.a. tydelig hvid strube og mere kontrast mellem hoved og hals.

Han Gråand (Anas platyrhynchos) Gråanden er den mest almindelige and herhjemme, og den ses næsten overalt, hvor der er vand. Hannen er let genkendelig med sin grå fjerdragt, sit brune bryst, metalgrønne hoved og gule næb. Hunnen er, som hos de fleste andre andefugle, camouflagefarvet brun. Begge køn har blåt vingespejl med hvide kanter. Især i byerne findes der dog andre farvekombinationer, hvilket skyldes krydsning med udsatte tamænder. Særlig almindelig er en variant, hvor hannen er ensfarvet brun med hvidt bryst. .

Pibeand (Anas penelope) Pibeanden er en mellemstor svømmeand med et stort, rundt hoved og et forholdsvis kort næb. Hannen er umiskendelig i sommerdragt med sit rødbrune hoved og den gule blis. I flugten kendes hannerne på store, hvide felter på overvingen. Hunnerne er mere anonyme i fjerdragten. Pibeænder bruger generelt deres stemme mere end andre svømmeænder. De har et karakteristisk fløjt, som har givet arten dens navn.

Skarv (Phalacrocorax carbo) Den kontroversielle skarv er en meget karakteristisk fugl, som ses mange steder langs de danske kyster og ved de større søer. Fjerdragten er helt sort, men i pragtdragten har den dog hvide ansigtstegninger og en hvid lårplet. Der forekommer to underarter i Danmark, nemlig mellemskarven, som yngler i landet, og storskarven, som er en almindelig gæst i danske farvande i vinterhalvåret. De to underarter minder meget om hinanden, men storskarven er, som navnet antyder, større og mere robust.