Intro til Romerriget Remus og Romulus Den Romerske Republik Folkeforsamling og Senatet

Remus og Romulus Roms grundlæggelse

Forum Romanum Det politiske centrum i antikkens Rom

Fra kongetid til Republikansk tid Kongetiden strækker sig frem til 509 f.Kr., da den sidste etruskiske konge, Tarquinius Superbus, blev fordrevet, og den romerske republik etableret. Han og hans søn Sextus var tyranner Romerne med en vis Brutus i spidsen afsætter Superbus og ”lader folket bestemme” Essensen i skiftet fra kongedømme til republik var, at kongens magt nu blev delt og uddelegeret, således at den lovgivende magt kom til at ligge hos folket på folkeforsamlingen, den udøvende hos de valgte embedsmænd (magistraten), mens en form for rådgivende myndighed tillagdes et råd af afgåede embedsmænd, Senatet (senatus). På folkeforsamlingen, som bestod af alle våbenføre mandlige borgere, blev lovene til, og her valgtes også embedsmændene. Afstemningsproceduren var betinget af formue.

Senatet(ca. 300) bestod af rige adelsfolk og aristokrater også kaldet ridderstanden Som udgangspunkt var Senatet ikke lovgivende, men rådgivende Senatets debatter gik videre til Folkeforsamlingerne, hvor Senatets anbefalinger havde stærk påvirkning Senatet blev sammenkaldt af magistratens folk Debatten domineret af forhenværende magistrater Senatet udpegede de to konsuler, som var den øverste udøvende magt. Udover det valgtes: – prætor, der stod for retsplejen og byens ledelses, hvis konsulerne var ude i felten. – ædiler, som stod for ro og orden, samt at føre tilsyn ved bygninger og stå for offentlig underholdning (festspil, gladiatorkampe, ) – Kvæstorer var nederst, som skulle holde styr på forvaltningen af Roms statskasse og regnskaber både ude og hjemme. – Som afslutning på en lang karriere, men lidt uden for den normale magistratur kunne man blive censor, som bl.a. stod for folketællingen og reviderede senatslisten. – Udover disse kunne man vælges som Folketribun – kunne nedlægge veto(jeg forbyder) Kombinationen af formue og omdømme helt centralt for politisk karriere Forholdsvis få aristokratiske familier kunne have stor indflydelse Dog kunne man via flid, evner og brutalitet arbejde sig op.

Patricierne og plebejerne Fundamentalt skel m. frie borgere og ”andre” Patricierne var de fornemme, jordejere og velhavende slægter, der oprindelig havde monopol på de politiske embeder. Alle andre udgjorde plebejerstanden, hvis politiske og religiøse oprindelig var indskrænket, som netop var et af stridighederne. Plebejerne valgte selv deres ledere på folkesamling i form af 10 plebejertribuner, som med tiden blev anerkendt af patricierne. Man kunne være fribåren eller frigiven Fribåren var født med romerske stemmeret og havde adgang til politiske embeder Frigiven havde ikke samme rettigheder som fribåren, men de frigivne slavers børn var frie, hvis de var født efter frigivelsen