Diasshow til holdtime 11.2.:Demokratityper: Konsensus og majoritarian v/ Peter Nedergaard

Dagsorden: 1) Arend Lijpharts hovedspørgsmål/ ærinde 2) Majoritarian vs. konsensus-demokrati: ti dimensioner 3) Storbritannien - en måling på ti dimensioner 4) Barbados – en måling på ti dimensioner 5) Schweitz/ Belgien – en måling på ti dimensioner 6) EU – en måling på ti dimensioner

Arend Lijphart – amerikansk-hollandsk politolog

LIJPHART: Ethvert demokrati må svare på følgende spørgsmål: Hvem skal regere, og hvem skal regeringen stå til ansvar overfor? To mulige svar: Flertallet------------------- Majoritets-demokrati Så mange som muligt---------konsensus-demokrati

Lijpharts ærinde: 1) Udvikle demokratiidealtyper m.h.p. at måle, kategorisere og forklare faktiske demokratityper 2) Udvikler pol-typer: Ekstremerne bruges til at ’definere’ resten 3) Går efter graden af inklusion i beslutningsprocesser - Er det den vigtigste egenskab ved demokratier? - Hvad er generelt fordele/ulemper ved at inkludere få versus mange i demokratiske beslutningsprocesser?

Måledimensioner: Forskelle mellem majoritarian og konsensus-demokrati m.h.t. udøvende magt/partisystemet: Udøvende magt i etpartiflertalskabinetter (majoritarian) versus udøvende magt i brede flertalsregeringer (konsensus). Udøvende magt dominerer over lovgivende magt (majoritarian) versus balance mellem udøvende magt og lovgivende magt (konsensus). Topartisystem (majoritarian) versus mangepartisystem (konsensus). Flertalsvalgsystem versus proportional repræsentation. Pluralistisk interessegruppesystem (majoritarian) versus et koordineret og ”korporatistisk” interessegruppesystem .

Måledimensioner: Forskelle mellem majoritarian og konsensus-demokrati m.h.p. føderal/enhedsstat dimensionen: Enhedsorienteret eller centraliseret regeringsstyre (majoritarian) versus føderal og decentraliseret regeringsstyre (konsensus). Lovgivende magt er et etkammer system (majoritarian) versus et tokammer system med kamre valgt på forskelligt grundlag (konsensus). Fleksible forfatninger (majoritarian) versus rigide forfatninger, der kun meget vanskeligt kan ændres (konsensus). Lovgivningsmagten har selv har det endelige ord (majoritarian) versus, at der sker en juridisk gennemgang af lovgivningens overensstemmelse med forfatningen (konsensus). Centralbanker er afhængige af den udøvende magt (majoritarian) versus uafhængig centralbank (konsensus).

Storbritannien, ti dimensioner af Westminstermodellen: Koncentration af den udøvende magt i en etparti regering og rene majoritetskabinetter: Det mest magtfulde organ i britiske regeringer er kabinettet, som består af medlemmer af Underhuset fra det parti, som har flertallet. To partier har som regel skiftes til at indehave regeringsmagten.Flertalsregeringer. Siden 1945 kun to kortlivede Labour-mindretalsregeringer i 1970’erne.

2) Kabinettets dominans: Kabinettet styres i teorien af Underhuset, hvis flertal kan fjerne kabinettet fra magten. I realiteten består kabinettet af medlemmer fra partiet med flertal i Underhuset. Har dermed automatisk opbakning. Kabinettet dominerer Underhuset – ikke omvendt. Kun et eksplicit mistillidsvotum fra Underhuset medfører, at kabinettet afgår. ”Valgt diktatur”.

3) Topartisystem: Efter 2. Verdenskrig: Tory – Labour - (Lib.Dem.). Mellemkrigstiden: Tory – Whigg (Liberale) – Labour. Før 1. Verdenskrig: Tory – Whigg- (Labour) Sammenhængende med topartisystemerne er ofte en klar placering på en økonomisk højre-venstreakse. Fravigelser fra denne akse: Katolsk-protestantisk dimension i Nordirland og skotske og walisiske nationalister samt en ny EU-skeptisk dimension (fx UK Independence party).

”First past the post”-system. 4) Majoritarian og ikke-proportionale valgsystemer: ”First past the post”-system. Stor favorisering af to store partier. Oftest kun 40 % til det mandatmæssigt klart vindende parti. ”Fabrikerede flertal”. Men forholdstalsvalgsystemet anvendes nu i Nordirland og ved Europa-Parlamentsvalget.

UK valg

5) Interessegruppepluralisme: Pluralistisk interessegruppesystem med mange interessegrupper, der i konkurrence med hinanden forsøger at opnå indflydelse på regeringen. To årsager: Manglende integration af fagforeninger og arbejdsgivere i den politiske beslutningsproces. Begge sider foretrækker tilsyneladende konfrontationslinjen.

6)Enhedspræget og centraliseret regering: Alle former for lokalt styre er skabt af centralregeringen i London. Storbritannien er et af de mest centraliserede lande i den industrialiserede verden. To undtagelser: Nordirland med eget parlament og kabinet siden 1921 (dog med afbrydelser, hvor London tog over). Skotske og walisiske parlamenter.

7) Koncentration af lovgivningsmagten i et etkammersystem: Her afviger Storbritannien fra den teoretiske forventning, da der både er et Underhus og et Overhus. Men relationen mellem de to kamre er asymmetrisk, idet stort set al lovgivningsmagt befinder sig i Underhuset. Overhuset kan kun forhale processen. 8) Konstitutionel fleksibilitet: Storbritannien har en ikke-nedskreven forfatning. Nogle dokumenter har forfatningsstatus: Magna Charta, Bill of Rights 1689, Union Act med Skotland og andre senere dokumenter. Man alt kan i princippet ændres af parlamentet som andre love.

9) Mangel på juridisk overvågning: Der er ingen ”højere lov”, som almindelige love kan måles ved hjælp af. Parlamentsflertallet har den ultimative suveræne autoritet. Afvigelser: Medlemskabet af EU gav pludselig Storbritannien en ”højere lov” i form af EU’s traktatgrundlag og en ”højere domstol” i form af EF-Domstolen. 10) Centralbanken kontrolleres af den udøvende magt: Traditionelt har Bank of England været afhængig af regeringsbeslutninger. Først formel uafhængig status i 1997.

Barbados, ti dimensioner af Westminstermodellen, men passer kun på de seks 1966 – selvstændigt land i stedet for britisk koloni. 1) Koncentration af den udøvende magt i en etparti regering og rene majoritetskabinetter: To dominerende partier: Barbados Labour og Democratic Labour. Et af de to partier har hidtil indehavet kabinettet. 2) Kabinettets dominans: ”Valgt diktatur”. Al magt koncentreret i kabinettet. 3) Topartisystem: Babados Labour – højresiden. Democratic Labour – venstresiden.

4) Majoritarian og ikke-proportionale valgsystemer: I tre valg siden 1966: Flertallet fabrikeret. I fire valg er regeringsmagten ”fortjent”. Og altid det største parti, der har overtaget kabinettet. 5) Interessegruppepluralisme: Pluralisme, men med visse korporatistiske tendenser. 6)-10): Regeringen er centralistisk, men på alle andre punkter passer Barbados ikke ind i Westminstermodellen: Landet har et tokammersystem, det har en nedskreven forfatning. Domstolene har ret til at dømme vedrørende lovenes forfatningsmæssige medholdelighed Centralbanken har medium autonomi i f.t. det politiske system. I Vestindien er der tale om en ”tilpasset” Westminstermodel på de ”føderale” dimensioner.

Schweiz og Belgien, ti dimensioner af konsensusmodellen 1) Den udøvende magt er baseret på magtdeling i brede koalitioner: I Schweiz deltager alle eller næsten alle af de vigtigste partier i den brede politiske koalition. Sprogligt er 4-5 af ministrene tysktalende, 1-2 fransktalende og 1 italiensktalende. I Belgien har alle regeringer siden 1980 været brede koalitioner bestående af 4-6 partier og med lige mange hollandsk- og fransktalende.

2) Magtbalancen mellem udøvende og lovgivende magt: Det schweiziske Nationalrådet (Parlamentet) er langt mere uafhængigt af kabinettet end parlamentet i fx Storbritannien. De belgiske kabinetter har en giv-og-tag relation med Parlamentet. 3) Flerpartisystemet: Schweiz er et firpartisystem plus småpartier. Belgien har følgende store/mellemstore partier: Kristelige Demokrater, Socialister og Liberale. Nu splittet langt sproglige grænser plus rene flamske partier. Flerpartisystemet er opstået p.g.a. landenes sproglige og religiøse opdeling og befolkningens socioøkonomiske opdeling (arbejdere, middelklasse, bønder).

4) Proportional repræsentation: Flerpartisystemet i både Schweiz og Belgien skyldes også det proportionale valgsystem. 5) Interessegruppekorporatisme: Ingen af de to lande er socialt korporatistiske, men begge er liberalt korporatistiske (erhvervsorganisationerne er den stærkeste kraft). Har følgende korporatistiske træk: trepartsforhandlinger, et fåtal store interessegrupper og toneangivende hovedorganisationer. 6) Føderalt og decentraliseret regeringsstyre: I Schweiz er magten delt mellem centralregeringen og de 26 kantoner og halvkantoner. Schweitz er et af verdens mest decentraliserede stater. I 1993 blev Belgien en føderal stat: Flandern, Wallonien og Bruxelles plus tre sprogfællesskaber: flamsk, fransk og tysk (ikke helt overlappende med regionerne). Selvstændige parlamenter.

7) Stærkt tokammersystem: Begge kamre skal have betydelig indflydelse og være valgt på forskelligt grundlag. Schweiz: Nationalrådet repræsenterer borgerne. Statsrådet repræsenterer kantonerne (2 eller 1 repræsentant). Ligestillede kamre. Belgien: Det nye Senat giver ikke overrepræsentation til minoritetsgrupperne. Har også mindre magt end det andet kammer. Svagt tokammersystem i Belgien. 8) Konstitutionel rigiditet: Begge lande har nedskrevne forfatninger. Schweiz: 20 % kan nedlægge veto mod forfatningsændringer. Belgien: Fransktalende befolkning har i realiteten vetoret mod forfatningsændringer

9) Juridisk afprøvning af forfatningsmedholdeligheden: Schweiz: Højesteret kan ikke afprøve, om love er i overensstemmelse med forfatningen. Belgien: Siden 1984 har man haft en forfatningsdomstol. 10) Uafhængig centralbank: Schweiz: Uafhængig centralbank. Belgien: Stigende centralbankuafhængighed siden 1990’erne.

Den Europæiske Union, ti dimensioner af konsensusmodellen EU opfattes i stigende grad som en halv/kvasi-føderation. Kommissionen ligner et kabinet, Europa-Parlamentet underhuset (befolkningskammeret) og Ministerrådet overhuset (føderalstatskammeret). EU-Domstolen og ECB svarer til de tilsvarende nationale institutioner. 1) Den udøvende magt er baseret på magtdeling i brede koalitioner: Kommissionen er en bred og mellemstatslig koalition. Indeholder både venstre, centrum og højre side i europæisk politik. 2) Magtbalancen mellem udøvende og lovgivende magt: Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet er i stigende grad jævnbyrdige institutioner, selv om Ministerrådet stadig er stærkest. 3) Flerpartisystemet: Otte officielt registrerede partier i Europa-Parlamentet.

4) Proportional repræsentation: Valg til Parlamentet sker efter forholdstalsmetoden i alle EU-lande, men små lande er overrepræsenterede. Kombinerer dermed repræsentationsmåden i almindelige overhuse og underhuse som fx Kongressen i USA. 5) Interessegruppekorporatisme: EU har ansatser til euro-korporatisme. Kommissionen promoverer den, men den er langt fra udfoldet. 6) Føderalt og decentraliseret regeringsstyre: Sammenlignet med stater er EU ekstremt decentraliseret (næsten alt implementeres fx på nationalt plan).

7) Stærkt tokammersystem: To kamre (Ministerrådet og Parlamentet) med forskellig sammensætning. Men usædvanligt med mere magtfuldt ”overhus” = Ministerrådet. 8) Konstitutionel rigiditet: EU’s tratatgrundlag kan kun ændres med samtykke fra alle medlemsstater i EU. 9) Juridisk afprøvning af forfatningsmedholdeligheden: EF-Domstolen er blandt de mest magtfulde domstole i EU. 10) Uafhængig centralbank: ECB er en klart uafhængig centralbank.

Argumenter for konsensusmodellen: 1. Participationsargumentet: Dem, der berøres af de politiske beslutninger, skal også have mulighed for at deltage i disse beslutninger enten direkte eller via deres valgte repræsentanter. 2. Pluralitetsargumentet: Især i samfund, der er præget af religiøse, ideologiske, sproglige, etniske osv. kløfter er et majoritarian styre ikke kun udemokratisk men direkte farligt, fordi det risikerer at udelukke bestemte segmenter fra den demokratiske proces (fx Nordirland, som derfor fik forholdstalsvalg i 1998).

Argumenter for Westminstermodellen: Ansvarlighed og transparens: Det er lettere end i konsensusmodellen at se, hvem der skal have ansvaret for politiske succes’er og fiaskoer.. Det gør det lettere at vælge en anden vej. Ny kurs mulig: Det ER muligt at vælge en anden kurs. Man skal blot have flertallet i parlamentet. Her over for er konsensusdemokratier som en politisk supertanker.