Anne-Marie S. Christensen Filosofi, Institut for Kulturvidenskab, SDU Uskyld og autoritet – illusioner i moralfilosofi. En kritisk reevaluering af etisk teori Anne-Marie S. Christensen Filosofi, Institut for Kulturvidenskab, SDU September 2012, KUA amsc@sdu.dk

En anmelder, som ville dadle dette skrift, udtrykte det mere rammende, end han selv var klar over, da han skrev, at der deri ikke opstilles noget nyt moralitets-princip, men blot en ny formel. Hvem ville vel også indføre et nyt princip for al sædelighed og så at sige være den første til at opfinde det? Som om verden hidtil havde været uvidende om eller fuldstændigt galt på den med hensyn til hvad pligt er. (Kant 1788/2000, 13) Ein Rezensent, der etwas zum Tadel dieser Schrift sagen wollte, hat es besser getroffen, als er wohl selbst gemeint haben mag, indem er sagt: daß darin kein neues Prinzip der Moralität, sondern nur eine neue Formel aufgestellt worden. Wer wollte aber auch einen neuen Grundsatz aller Sittlichkeit einführen und diese gleichsam zuerst erfinden? Gleich als ob vor ihm die Welt in dem, was Pflicht sei, unwissend oder in durchgängigem Irrtume gewesen wäre. (Kant 1788/1990, 8)

Hvis en, der tror at have fundet løsningen på livets problem, ville sige til sig selv, at nu er alt ganske let, så behøvede han blot at huske, for at gendrive sig selv, at der havde været en tid, hvor denne ’løsning‘ ikke var fundet; men også dengang måtte man kunne leve. Og på baggrund af den tid forekommer den fundne løsning som en tilfældighed (Wittgenstein 1998, 17) Wenn Einer die Lösung des Problems des Lebens gefunden zu haben glaubt & sich sagen wollte jetzt ist alles ganz leicht so brauchte er sich zu seiner Wiederlegung nur sagen daß es eine Zeit gegeben hat wo diese ’Lösung’ nicht gefunden war; aber auch zu der Zeit mußte man leben können & im Hinblick auf sie erscheint die gefundene Lösung wie ein Zufall. (Wittgenstein 2004, 6)

Vist er uskyld en herlig ting, men på den anden side er det højst uheldigt at den ikke er særlig let at bevare og let lader sig forføre. Derfor har selv visdommen – der vel ellers mere består i gøren og laden end i viden – også brug for videnskaben, ikke for at lære af den, men til at vinde indpas for sine forskrifter og sikre deres stabilitet. (Kant 1785/1999b, 55) Es ist eine herrliche Sache um die Unschuld, nu es ist auch wiederum sehr schlimm, dass sie nicht wohl bewahren lässt und leicht verführt wird. Deswegen bedarf selbst die selbst die Weisheit – die sonst wohl mehr im Tun und Lassen als im Wissen besteht – doch auch der Wissenschaft, nicht um von ihr zu lernen, sondern ihrer Vorschrift Eingang und Dauerhaftigkeit zu verschaffen. (Kant 1785/1999b, 24-5)

M. Nussbaum: “Why Practice Need Ethical Theory M. Nussbaum: “Why Practice Need Ethical Theory. Particularism, Principle and Bad Behaviour”, 2000. Det etiske: Etisk praksis – regelsystemer – etisk teori Etiske teorier skal … udmønte sig i “recommendations about practical problems” angive “how to test correctness of beliefs, rules and principles” (Nussbaum 2000, 234). Etik praksis kan ikke stå alene: If we remain on at the level of untheoretical critical discourse and practice, as the anti-theorists recommend, we will always be left, as Kant plausibly claims in the Groundwork, with some good thought, corrupted by selfishness, aggressiveness, and urges to dominate. (Nussbaum 2000, 252)

Men, Nussbaum har problemer med at … … respektere forskellen mellem hvad vi ønsker og hvad vi kan få. ... redegøre for ideen om etiske eksperter. “Moral philosophers have good reason to believe that others should not lead their lives by the lights of moral judgement they do not themselves make. That reason is grounded in the value of autonomy: Individuals ought to do or not do what they themselves have come to believe is right or wrong” (Archard 2011, 126). … begrunde forpligtelse til ”the view that philosophy can determine, either positively or negatively, how we should think in ethics” (Williams 1985, 111).

Man vil ofte kunne sige: spørg om grundene til, at du kalder noget godt eller skønt, og da vil den særegne grammatik for ordet ’godt’ vise sig i dette specielle tilfælde. (Wittgenstein 1998, 37) Man wird oft sagen können: frage nach den Gründen, warum Du etwas gut oder schön nennst, und die besondere Grammatik des Wortes ’gut’ in diesem Fall wird sich zeigen. (Wittgenstein 2004, 28)

Es ist eine Hauptquelle unseres Unverständnisses, daß wir den Gebrauch unserer Wörter nicht übersehen. – Unserer Grammatik fehlt es an Übersichtlichkeit. – Die übersichtliche Darstellung vermittelt das Verständnis, welches eben darin besteht, daß wir die ‘Zusammenhänge sehen’. (Wittgenstein 1953/2001, §112) A main source of our failure to understand is that we do not command a clear view of the use of our words. – Our grammar is lacking in this sort of perspicuity. – A perspicuous representation produces just that understanding which consists in ‘seeing connexions’. (Wittgenstein 1953/2001, §112)

Welche Art ist unsere Untersuchungen Welche Art ist unsere Untersuchungen? Untersuche ich die Fälle, die ich als Beispiele anführe, auf ihre Wahrscheinlichkeit? Oder Tatsächlichkeit? Nein, ich führe nur an, was möglich ist, gebe also grammatische Beispiele. (Wittgenstein 2000 90, 286)   What is the nature of our investigation? Am I investigating the cases that I give as the examples with a view to their probability, or their actuality? No, I’m just presenting what is possible, and am therefore giving grammatical examples. (Wittgenstein 2005, 90, 312e)

Etisk teorier som overskuelige fremstillinger af etiske grammatikker: Sådanne fremstillinger er deskriptive og ikke-normative og har til formål at give os et overblik over strukturen i etisk praksis. To opfattelser: Fremstillinger af etiske grammatikker er stabile og generelle. Kollektiv er giver de et overblik over den samlede og konsistente etiske grammatik Fremstillinger af etiske grammatikker er beskrivelser som giver mening i bestemt omstændigheder og som har bestemte formål. Sådanne fremstillinger er partikulære, dynamiske og kan ikke nødvendigvis samles i et konsistent system

Ifølge Adorno er det værdifuldt, at vi i nogle tilfælde “resist the call of practicality with all our might in order ruthlessly to follow through and idea and its logical implications so as to see where it might lead” (Adorno: The Problems of Moral Philosophy 2000, 4). Tja, hvorfor ikke? Pointen i skiftet fra etisk teori til fremstillinger af etisk grammatik er den enkle, at filosofien ikke kan foreskrive, lovgive, befale sådanne grammatikker. Blot konfrontere os med deres mulighed.

Mange tak