Billedtropen.

Præsentationer af emnet: "Billedtropen."— Præsentationens transcript:

1 Billedtropen

2 De fire metaforteorier (lidt repetition):
(1) ornatusteorien (Aristoteles, Quintilian, Jakobson) (2) den kreative metaforteori (Goethe, Coleridge, Richards, Lakoff & Johnson, Turner & Fauconnier) (3) den kognitive metaforteori (Richards, Lakoff & Johnson, Talmy, Turner & Fauconnier, Gibbs) (4) den kommunikative metaforteori (Grice, Searle, Sperber & Wilson, Glucksberg, Kitschs)

3 Såvel den kognitive som den kommunikative metaforteori indebærer et opgør med
metaforteorien fra Aristoteles’ tid. Mens den klassiske teori, ornatusteorien, opere- rer med forestillingen om et fuldt færdigt sprogsystem, som metaforen så blot skal udnytte ved så at sige at gå fra ord til ord, går såvel den kognitive som den kommu- nikative metaforteori ud fra, at metaforen inddrager præ-sprogligt, rent kognitivt mate- riale Hvad arten af dette materiale angår, deler vandende sig derimod: Mens man in- den for den kognitive metaforteori mener, at de metaforiske udtryk i sproget får kraft gennem dybtvirkende kognitive mappings fra metaforiske kildeområder til metaforiske målomåder: er det opfattelsen inden for den kommunikative metaforteori, at metaforerne kun lokalt indeholder kognitivt materiale, nemlig i form af implikaturer igangsat af brud på det bogstavelige normalsprog: Julie er solen Ifølge den kommunikative metaforteori munder metaforen ud i en eller flere - i prin- cippet uendeligt mange – parafraser. KRIG KRIG SKAK parafraser

4 Såvel den kognitive som den kommunikative metaforteori indebærer et opgør med
metaforteorien fra Aristoteles’ tid. Mens den klassiske teori, ornatusteorien, opere- rer med forestillingen om et fuldt færdigt sprogsystem, som metaforen så blot skal udnytte ved så at sige at gå fra ord til ord, går såvel den kognitive som den kommu- nikative metaforteori ud fra, at metaforen inddrager præ-sprogligt, rent kognitivt mate- riale Hvad arten af dette materiale angår, deler vandende sig derimod: Mens man in- den for den kognitive metaforteori mener, at de metaforiske udtryk i sproget får kraft gennem dybtvirkende kognitive mappings fra metaforiske kildeområder til metaforiske målomåder: er det opfattelsen inden for den kommunikative metaforteori, at metaforerne kun lokalt indeholder kognitivt materiale, nemlig i form af implikaturer igangsat af brud på det bogstavelige normalsprog: Julie er solen Ifølge den kommunikative metaforteori munder metaforen ud i en eller flere - i prin- cippet uendeligt mange – parafraser. På linie med Searle har vi kritiseret den kognitive metaforteori for at væ- re ude af stand til at skabe evidens for deres teori. De ”dybtvirkende” mentale mappings må snarere ses som sammenfatninger af de erfarin- ger, vi danner os i vores dagligprak- sis gennem perception og handlen i verden.(hermeneutiske erfaringer kunne vi passende kalde dem). Men vi skal heller ikke være helt til- fredse med Searles teori. Vi mener, vi i virkeligheden vil kunne grave et spadestik dybere – og faktisk nærme os kognitivisterne, dog uden helt at for- lade det kommunikative fundament, som vi finder med Grices maksimer. KRIG KRIG SKAK parafraser

5 Vi skal stadig have fat i det griceske implikaturbegreb, men kommunika-
tionsmaksimerne om sandhed og korrekthed fra den bogstavelige kom- munikation skal erstattes af en ny maksime, nemlig maksimen om realis- me. Her må vi forestille os implikaturerne udløst af forskellige former for brud på netop denne maksime. Men først og fremmest skal vi have fat på billedet. Men hvad er et billede?

6 BILLEDETS GRUNDBESTEMMELSE ER FØLGENDE
BILLEDETS GRUNDBESTEMMELSE ER FØLGENDE. Billeder er ting og ikke tegn (anti-semiotisme). Der er ganske vist knyttet en handling til et billede, nemlig den handling, der består i at udvælge billedet som billede. Men at udvælge et billede som billede, er – som enhver form for udvælgelse – ikke nogen kommunikativ handling. Det er en ren instrumentel handling. Det er den samme type handling som det at udvælge sig et træ i skoven eller en skruetrækker eller en kop. Billeder kan vises. Og det at vise noget er en kommunikativ handling. Men at vise et billede er endnu ikke nogen sproglig handling. At vise et billede involverer ikke noget sprogligt tegn. Det er ikke en reference til noget, og det er heller ikke meddelelsen af en tanke om noget andet end billedet selv. Det betyder dog ikke, at billeder ikke kan danne udgangspunkt for såvel pegehandlinger som handlinger, der er i stand til at meddele tanker (og rent evolutionsmæssigt også må have gjort det). Men det betyder ikke dermed, at billeder i sig selv kan referere til noget eller meddele tanker om noget. De kan referere lige så lidt som træer, skruetrækkere og kopper kan gøre det.

7 Nedenfor følger en redegørelse for mit billedbegreb – uden brug af ord (ud over, hvad jeg bliver nødt til at anvende til efterværts tydeliggø-relser af, hvad billederne viser). billede = udvalgt eksemplar blandt en gruppe af ting. Billedet står som repræsentant for de ting, der indgår i gruppen Anti-repræsentationalisme: Træet står ikke for arten som art. Træet er blot et eksemplar af et træ

8 billede = mere eller mindre defekt eksemplar
Her finder vi et krav om realisme. Billedet kan være mere realistisk som repræsentant for gruppens øvrige medlemmer

9 BILLEDETS KOMMUNIKATIVE ANVENDELSE: Visningen
visning af et pas visning af et billede For at visningen skal være vellykket må det fordres, at der er kollektiv bevidsthed til stede (forestillingen om et ”vi”, hvor jeg ved, at du ved, og du ved, at jeg ved), og at der opereres med refleksive kommunikative intentioner: Jeg har intentionen1 om at vise noget for dig, ligesom jeg har intentionen2 om, at du skal forstå, at jeg netop har denne intention1 (Grice )

10 Det at pege på en ting i et sceneri: Vi er taget til Møns Klint og står
og kigger på det smukke sceneri og peger på en ting her: For at pegningen skal være vellykket må det fordres, at der foreligger joint attention (Tomasello), dvs. at de kommunike-rende parter er i stand til i fællesskab at rette deres opmærk-somhed om den genstand, den ene peger på for den anden. Her kommer igen de griceske kommunikative dobbeltintentio- ner i spil: Den pegende skal have intentionen1 om at pege, ligesom han skal have intentionen2 om, at den anden skal forstå, at det netop er hans intention1

11 Pegningen er ikke en del af billedet som billede.
Det at VISE et partikulært billede og PEGE ind i det - skyggereference: situation: Vi står derhjemme og ser på et billede af Møns Klint: afbildet (fraværende) ting: billede: reference ind i kopi = skyggereference ind i (partikulær) original Pegningen er ikke en del af billedet som billede. Den kommer ”udefra” som en selvstændig akt (jf. sidste slide). Det nye er her, at parterne skal forstå, at billedet er et tilstrækkeligt reali- stisk eksemplar af den partikulære original

12 Lad nu dette krav om realisme være den maksime, vi erstatter de griceske maksimer for den bogstavelige kommunikation med: Grices billedmaksimer: Vær informativ Vær relevant Vær realistisk! Ud fra dette maksime synes det nu at være muligt at se forskellige typer billeder som billedtroper – dvs. som brud på denne maksime med henblik på, at der skal drages slutninger. Vi synes med andre ord at kunne se visse billedtyper som griceske implikaturer. Her er så imødekommelsen af Lakoff og Johnsons kognitivisme: Her har vi nogle ikke-sprogligt udløste implikaturer. Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at det kognitive er forankret i en specifik handleinstans, nemlig billedbrugen. Vi har her lokalt styr på det kognitive element, og kan ikke blive udsat for Wittgensteins privatsprogsargument.

13 Billedtropen: Hverken billeder eller deres visning kan være af tropisk art, men det at vise et billede kan udgøre en del af det at betjene sig af en trope. Hvad en trope er, kan illustreres således: Internt brud på realismemaksime (billedmetafor, billedmetonymi): ? [Grice-implikatur: Hvad kan billedfrem- stilleren mon have ment?] Billedtypen her er karakteriseret af realistisk dele, men sat sammen på en urealistisk måde, fuldstændig ligesom ved den sproglige me- tafor. Billedtypen her er collagen, montagen.

14 ? Brud på informativitetsmaksimen og herigennem også realismemaksimen
[Grice-implikatur: Hvad kan billedfrem- stilleren mon have ment?] Billedet er lidet informativt (ikke-detaljeret). Spiller stilmæssige overvejelser ind her?

15 ? [Grice-implikatur: Hvad kan billedfrem- stilleren mon have ment?]
Brud på relevansmaksimen (symbol) ? [Grice-implikatur: Hvad kan billedfrem- stilleren mon have ment?] Billedet af duen her er til en vis grad urealistisk (er stiliseret), men det er tilstrækkelig informativt for formålet at skildre en due. Det, det derimod kniber med er konteksten: Hvad er formålet med at tegne en due her?

16 Mange symboler er mere eller mindre konventionaliserede (og arbitra-riserede), hvor større eller mindre dele af det billede, der indgår i sym-bolet, skal have en bestemt vedtagen form. Der indgår dermed et tegn-element i symbolerne. Hvad duen fra sidste slide angår, er der også konventioner i spil. Vi kender duen med oliegrenen fra adskillige fremstillinger som symbol på fred. Det at benytte sig af konventioner kræver flere ting af kon- ventionernes brugere. Konventioner er vedtagne anordnin- ger til bærer af statusfunktionserklæringer (Searle). Status- funktionserklæringer er erklæringer om, at en given ting X – et billede, et ord, en underskrift, eller tegningen af en due – tæller som et eller andet Y, som ikke umiddelbart kan af- læses gennem præsentationen af X. Det kræver igen, at man kan skelne mellem situationer, hvor den givne ting X bliver indført – indføringssituationer - og efterfølgende situa- tioner, hvor tingen bliver blot brugt - brugssituationer. Kon- ventioner er udtryk for den deontologiske orden i samfundet

17 2 B Her følger nogle eksempler på konventionaliserede symboler:
EGENTLIGE ABITRÆRE OG KONVENTIONALISEREDE ”SYMBOLER” = TEGN SOCIALE TEGN: 2 B

18 LINGVISTISKE TEGN: ”POSTKASSEN ER RØD” ”PÆRETRÆET HAR MANGE FRUGTER I ÅR” Lingvistiske tegn er tegn, som muliggør, at man kan udtrykke tanker gennem kommunikative akter. Det lingvistiske tegn er altid sætnings-formet, hvor én del af sætningen bruges til at referere til et eller andet i verden og en anden del bruges til at sige noget om det, der er ble-vet refereret til (prædikation). Den vigtigste lingvistiske akt eller tale-handling er assertionen (sandhedsværditilskrivningen). Assertioner er (forsøg på) at sige noget sandt om et eller andet i verden, hvilket samtidig muliggør, at man kan indføre tanker i sproget. Formen for denne lingvistiske akt eller talehandling er: Jeg erklærer mig herved forpligtet på sandheden af P(A) , hvor P er udtryk for referencehandlingen og A er udtryk for det, der siges om P.

19 LINGVISTISKE TEGN: ”POSTKASSEN ER RØD” ”PÆRETRÆET HAR MANGE FRUGTER I ÅR” Lingvistiske tegn er tegn, som muliggør, at man kan udtrykke tanker gennem kommunikative akter. Det lingvistiske tegn er altid sætnings-formet, hvor én del af sætningen bruges til at referere til et eller andet i verden og en anden del bruges til at sige noget om det, der er ble-vet refereret til (prædikation). Den vigtigste lingvistiske akt eller tale-handling er assertionen (sandhedsværditilskrivningen). Assertioner er (forsøg på) at sige noget sandt om et eller andet i verden, hvilket samtidig muliggør, at man kan indføre tanker i sproget. Formen for denne lingvistiske akt eller talehandling er: Jeg erklærer mig herved forpligtet på sandheden af P(A) , hvor P er udtryk for referencehandlingen og A er udtryk for det, der siges om P. Sætninger er bærere af tanker. Men præformer af sætnings-bårne tanker finder vi også i vores perceptuelle akter og i vores handlinger. At se noget er altid at se noget som noget, dvs. at være rettet mod en eller anden genstand i verden (svarende til den sprog-lige reference) og betragte den fra et eller andet ståsted (sva-rende til den sproglige prædika-tion). Den kommunikative præ-form finder vi i pegningen og den samtidige visning af et billede (som man eventuelt ”skygge”-peger ind i)

20 LINGVISTISKE TEGN: ”POSTKASSEN ER RØD” ”PÆRETRÆET HAR MANGE FRUGTER I ÅR” Lingvistiske tegn er tegn, som muliggør, at man kan udtrykke tanker gennem kommunikative akter. Det lingvistiske tegn er altid sætnings-formet, hvor én del af sætningen bruges til at referere til et eller andet i verden og en anden del bruges til at sige noget om det, der er ble-vet refereret til. Den vigtigste lingvistiske akt eller talehandling er assertionen (sandhedsværditilskrivningen). Her (forsøges det) at sige noget sandt om et eller andet i verden, hvilket samtidig muliggør, at man kan indføre tanker i sproget. Formen for denne lingvistiske akt eller talehandling er: Jeg erklærer mig herved forpligtet på sandheden af P(A) , hvor P er udtryk for referencehandlingen og A er udtryk for det, der siges om P. Sætninger er bærere af tanker. Men præformer af sætnings-bårne tanker finder vi også i vores perceptuelle akter og i vores handlinger. At se noget er altid at se noget som noget, dvs. at være rettet mod en eller anden genstand (svarende til den sproglige reference), stående i et eller andet iagttagelsesforhold til den (svarende til den sproglige prædikation). Lad os forfølge den perceptu-elle akt i sin mest abstrakte form og se, hvordan vi kan fø- føres frem til billedtroperne Sætninger er bærere af tanker. Men præformer af sætnings-bårne tanker finder vi også i vores perceptuelle akter og i vores handlinger. At se noget er altid at se noget som noget, dvs. at være rettet mod en eller anden genstand (svarende til den sproglige reference), stående i et eller andet iagttagelsesforhold til den (svarende til den sproglige prædikation). om man betragter .

21 Figur på baggrund

22 Figur på baggrund

23 Figur på baggrund Figur i figur (del i helhed)

24 Perceptuelt aspekt (perspektiv)
Figurer (ting) eksisterer uafhængigt af de perceptuelle aspekter, vi sanser dem under (realismeprincippet). 2. Vi kan ikke identificere genstande uafhængigt af et perceptuelt aspekt (ontologi involverer epistemologi). 3. Vi vil altid gennem handling kunne skifte perspektiv/aspekt. Handlinger koordinerer de forskellige perspektiver/aspekter, vi kan lægge på en genstand (hvilket viser, at verden er en numerisk identitet på tværs af alle de perspektiver/aspekter, vi kan anlægge på den). (1) bliver tit anfægtet ud fra argumenter hentet fra gestaltpsykologien. Disse argumenter er imidlertid ikke korrekte. Ideen i gestaltpsykologien er, at den verden af klart afgrænsede genstande, vi mener at percipere, er resultat af visse gestaltloves eksistens. Således skyldes det disse love, at vi ”ser” en trekant i figuren nederst i højre hjørne, selv om der ikke er nogen trekant, men det er os, der ”lukker” figuren. Men sådan gælder det generelt: Der eksisterer ingen verden uafhængigt af vor perception af den. Verden er en subjektiv konstruktion. Der er ingen tvivl om, at der ikke er nogen trekant i figuren ovenfor. Men tilfældet er netop et randtilfælde og er udvalgt som randtilfælde. Det viser intet om, at vi i almindelighed ”færdigkonstruerer” de genstande, vi perciperer i verden, sådan som det antages. Snarere viser eksemplet det eksakt modsatte, nemlig, at vi ikke opfatter figuren i højre hjørne som en normal trekant, netop fordi vi ved, hvordan trekanter normalt ser ud, når vi støder på dem. Fejlen bag argumentationen er, at man slutter fra randtilfælde til centraltilfælde, selvom man allerede har anerkendt randtilfældet som randtilfælde, og dermed centraltilfældet som centraltilfælde, dvs. som bekræftende det, man vil benægte, nemlig verdens eksistens uafhængigt af erkendelsen. Litteratur: Köhler, Wolfgang (1947 (1972)) Gestaltpsykologi. København: Vintens Forlag. Standardbelysningen af (2) og (3) finder vi hos den tyske logiker og semantiske filosof Gottlob Frege. Velkendt er her hans eksempel med Morgenstjernen og Aftenstjernen, som netop belyser pointen i (2) og (3). Intet kan være kendt af os, med mindre vi vælger et aspekt at se det under, en givethedsmåde, som Frege kalder det. Det gælder også, når vi retter vores blik mod himlen over os. Her er himmellegemerne, vi ser, altid udmålt ud fra en given position og en givet situation her på jorden, uden at alt dermed går op i aspekter (Frege: givethedsmåder). Det viser netop eksemplet med Morgenstjernen og Aftenstjernen: Mesopotamerne kaldte i sin tid den sidste stjerne, der slukkedes på morgenhimlen for Morgenstjernen, og den første, der lod sig se på aftenhimlen, for Aftenstjernen. De troede, det drejede sig om stjerner, og de mente der var to af dem. Senere mente bl.a. Pythagoras at kunne fastslå, at der ikke var tale om stjerner, men om planeter, og at der ikke var tale om to planeter, men kun en, nemlig planeten Venus. Eksemplet viser, at de aspekter, vi lægger ned over genstandene i verden, er koordinerede gennem disse genstande, og at det er en empirisk spørgsmål, hvordan de er koordinerede. Men her spiller verden netop en selvstændig rolle. Aspekter tilhører ganske vist epistemologien. Men det, de retter sig imod, tilhører ontologien: Numerisk identitet er en ontologisk størrelse, og det er en størrelse, der sikrer koordinationen af vores aspekter. Frege, Gottlob (2002 ( ) Filosofiens, sprogets og matematikkens grundlag. Århus: Philosophia.

25 Perceptuelt aspekt (perspektiv)
(1) bliver tit anfægtet ud fra argumenter hentet fra gestaltpsykologien. Disse argumenter er imidlertid ikke korrekte. Ideen i gestaltpsykologien er, at den verden af klart afgrænsede genstande, vi mener at percipere, er resultat af visse gestaltloves eksistens. Således skyldes det disse love, at vi ”ser” en trekant i figuren nederst i højre hjørne, selv om der ikke er nogen trekant, men det er os, der ”lukker” figuren. Men sådan gælder det generelt: Der eksisterer ingen verden uafhængigt af vor perception af den. Verden er en subjektiv konstruktion. Der er ingen tvivl om, at der ikke er nogen trekant i figuren ovenfor. Men tilfældet er netop et randtilfælde og er udvalgt som randtilfælde. Det viser intet om, at vi i almindelighed ”færdigkonstruerer” de genstande, vi perciperer i verden, sådan som det antages. Snarere viser eksemplet det eksakt modsatte, nemlig, at vi ikke opfatter figuren i højre hjørne som en normal trekant, netop fordi vi ved, hvordan trekanter normalt ser ud, når vi støder på dem. Fejlen bag argumentationen er, at man slutter fra randtilfælde til centraltilfælde, selvom man allerede har anerkendt randtilfældet som randtilfælde, og dermed centraltilfældet som centraltilfælde, dvs. som bekræftende det, man vil benægte, nemlig verdens eksistens uafhængigt af erkendelsen. Litteratur: Köhler, Wolfgang (1947 (1972)) Gestaltpsykologi. København: Vintens Forlag. Standardbelysningen af (2) og (3) finder vi hos den tyske logiker og semantiske filosof Gottlob Frege. Velkendt er her hans eksempel med Morgenstjernen og Aftenstjernen, som netop belyser pointen i (2) og (3). Intet kan være kendt af os, med mindre vi vælger et aspekt at se det under, en givethedsmåde, som Frege kalder det. Det gælder også, når vi retter vores blik mod himlen over os. Her er himmellegemerne, vi ser, altid udmålt ud fra en given position og en givet situation her på jorden, uden at alt dermed går op i aspekter (Frege: givethedsmåder). Det viser netop eksemplet med Morgenstjernen og Aftenstjernen: Mesopotamerne kaldte i sin tid den sidste stjerne, der slukkedes på morgenhimlen for Morgenstjernen, og den første, der lod sig se på aftenhimlen, for Aftenstjernen. De troede, det drejede sig om stjerner, og de mente der var to af dem. Senere mente bl.a. Pythagoras at kunne fastslå, at der ikke var tale om stjerner, men om planeter, og at der ikke var tale om to planeter, men kun en, nemlig planeten Venus. Eksemplet viser, at de aspekter, vi lægger ned over genstandene i verden, er koordinerede gennem disse genstande, og at det er en empirisk spørgsmål, hvordan de er koordinerede. Men her spiller verden netop en selvstændig rolle. Aspekter tilhører ganske vist epistemologien. Men det, de retter sig imod, tilhører ontologien: Numerisk identitet er en ontologisk størrelse, og det er en størrelse, der sikrer koordinationen af vores aspekter. Frege, Gottlob (2002 ( ) Filosofiens, sprogets og matematikkens grundlag. Århus: Philosophia. den blå cirkel er numerisk den samme (et ontologisk forhold), aspek- terne , hvorunder den blå cirkel ses, er derimod forskellige (et episte- mologisk forhold)

26 De nære relationer - tid og rum (anskuelsen, matricen for kontiguitet)
Lokativisk, statisk apekt ved i på ærterne er i dåsen billedet hænger på væggen huset ligger ved søen

27 De nære relationer - tid og rum (anskuelsen , matricen for kontiguitet)
Lokativisk, dynamisk aspekt Kommer ind i

28 De nære relationer – kausalitet (anskuelsen, matricen for kontiguitet)
Den første kugles bevægelse ind mod den anden kugle bevirker eller gør, at den anden kugle begynder at bevæge sig ind i den lyseblå cirkel har på (sig)

29 har på (sig) har i (sig) kontiguitet
De nære relationer – tid ,rum , kausalitet (anskuelsen, matricen for kontiguitet) Lokativisk, dynamisk aspekt Være- og have-aspekterne samt kausalitet er med til at definere, hvad vi kan vide om verden. De fortrinsvis rumlige relationer, vi har beskæftiget os med i det fore- gående, har alle været kendetegnet af at de genstande, de har involveret, har ind- gået i en relativ nær relation til hinanden. Disse rumlige relationer har været forbun- det til hinanden gennem: S er i P P har S S kommer i P P får S C gør, at S kommer i P C giver, at P får S har på (sig) kontiguitet har i (sig) Være- og have-aspekterne samt kausalitet danner en fuldstændig matrice for kontiguitet mellem figurer (ting). Disse danner udgangspunkt for dannelse af metonymiske slutninger.

30 Én, to – gentagelsen, det identiske og det forskellige (forstanden)
Gentagelsen kan angå de perceptuelle akter: først ses A, så ses B eller den kan angå de perciperede en- titeter og deres egenskaber: Én To

31 Ét, to – gentagelsen, det identiske og det forskellige (forstanden)
For hvert par af objekter, er der to og kun to grundlæggende epistemologiske spørgsmål, man kan stille. Det første spørgsmål har vi netop stillet: Hvordan er objekterne topologisk relateret til hinanden? (aspekt, anskuelse; metonymisk slutning) R

32 Ét, to – gentagelsen, det identiske og det forskellige (forstanden)
≈ Når vi taler om lighed eller forskel, spiller vaghed/præcision en væsent- lig rolle. Hvor stor vaghed eller præcision der accepteres i et givet tilfælde, er et pragmatisk spørgsmål (hvad skal ligheden eller forskellen bru- ges til?). Slutninger i forb.m. troper opererer altid i et område præget af større eller mindre vaghed. Der er ikke tale om kvalitativ identitet, men om grader af similaritet. For hvert par af objekter, er der to og kun to grundlæggende epistemologiske spørgsmål, man kan stille. Det første spørgsmål har vi netop stillet: Hvordan er objekterne topologisk relateret til hinanden? (topologisk aspekt) Men der er også et andet spørgsmål, vi kan stille, og som vi nu vil behandle: Hvilke kategorier har de tilfælles? (ligner de hinanden … ≈ eller er de forskellige og i givet fald hvordan?)

33 Ét, to – gentagelsen, det identiske og det forskellige (forstanden)
a b c d e f g Alt, hvad der har eksistens i verden, lader sig sammenligne og bringe på fælles kate- gorial form. Jo længere kategorial afstand, der er mellem to entiteter i verden, jo hø- jere abstraktionsgrad må man benytte sig af. Abstraktion er et træk ved handlingen (og perceptionen): at abstrahere vil sige at se bort fra eller negligere visse informa- tioner ved de entiteter, vi står i kontakt med gennem vores handlen, sådan som det kommer til udtryk gennem vores handlen (og perception). Det har ikke noget med verden at gøre. Det er ikke et ontologisk forhold, men udelukkende et epistemolo- gisk. Radioen eksisterer både som en radio og som en ting, der kan ruste. Her er det aspekt, der udvælges, epistemologisk, mens det, at det overhovedet kan udvælges, er noget ontologisk. Således kan en tulipan ikke ruste. Princip: enhver trope kan udtømmes kategorialt

34 Ét, to – gentagelsen, det identiske og det forskellige (forstanden)
a b c d e f g nummerisk identitet kvalitativ identitet kategorialitet mht. substans, form, tekstur, tyngde, antal kvalitativt identiske dele, farve, smag, lydkvalitet

35 Ét, to – gentagelsen, det identiske og det forskellige (forstanden)
farve substans, blødhed Brostenen ligner en radio [mht. form, farve mv.] Brostenen ligner en tulipan [mht. form, farve mv.] Brostenen ligner et krystal [mht. form, farve mv.] Brostenen ligner en burger [mht. form, farve mv.] Burgeren ligner en brosten mht. ?? Radioen ligner en brosten mht. ?? gå! ontologisk afstand metafysisk kategori At sammenligne genstande med større eller mindre indbyrdes katego-rial afstand er at sammenligne dem mht. form form kategorial afstand Similaritet

36 Ét, to – gentagelsen, det identiske og det forskellige (forstanden)
h e b c d f g TING AGENT PERSON Den største kategoriale afstand finder vi mellem ting (naturen), agenter (handlinger og artefakter) og personer (social handlen, tale). Fælleskategorien for disse grund- forskellige entiteter er entitet, som kan defineres som noget i tid og rum givet, eller noget, som er fæstnet til noget i tid og rum givet. Her finder vi det underste land for iagttagelse af similaritet i verden.

37 kontiguitetsslutninger similaritetsslutninger
Tropen – den tropiske slutning Matricen for tropedannelse Tropedannelse indbefatter to (eller flere) genstande, A og B (og C, D osv.), og bygger på to slags slutninger: kontiguitetsslutninger fra A til B via slutningsformen R (A,B) similaritetsslutninger fra A til B via slutningsformen (A,B) mht. D A på C B på C ≈ have-aspekt (sol, himmel) (sol, himmel) similaritet kontiguitet ≈ (sol, øje) kontiguitet mellem himmel og sol ≈ himlens øje similaritet mellem sol og øje Helix Nebula NGC 7293 På baggrund af RUND FORM

38 ≈ Metaforen – den metaforiske slutning
Definition: En metafor er en slutning fra et kategorialt A i en kontekst C til et kategorialt B i samme kontekst C på baggrund af similaritet. C kan udelades (kan fremgå implicit). Også markeringen af, at der er tale om en similaritetsrelation mellem A og B kan udelades. D er den abstraktive kategori, der tillader slutningen. Den er normalt udeladt og repræsenterer tolkningen af metaforen, dens direkte kategoriale angivelse. mht. D R (A,C) R(B,C ) ≈ similaritet kontiguitet Julie er solen R(A,C) = R(B,C) mht. D løven Achilleus skibet skar gennem bølgerne Achilleus er modig som en løve R(A,C) = R(B,C) mht. D R(A,C) = R(B,C) mht. D

39 pigen er lige til at spise (som en majs) (parafrase)
≈ R(a,c) R(b,c) pigen (a) i majsblade (c) (metonymi) = pigen er en majskolbe (b) (metafor) pigen er lige til at spise (som en majs) (parafrase)

40

41

42

43