Peter Nedergaard: Undervisning i ”Videnskabsteori, Undersøgelsesdesign og Kildekritik” – Argumentationsanalyse – Uge 37 Dagsorden Generelt om argumentationsteori.

Præsentationer af emnet: "Peter Nedergaard: Undervisning i ”Videnskabsteori, Undersøgelsesdesign og Kildekritik” – Argumentationsanalyse – Uge 37 Dagsorden Generelt om argumentationsteori."— Præsentationens transcript:

1 Peter Nedergaard: Undervisning i ”Videnskabsteori, Undersøgelsesdesign og Kildekritik” – Argumentationsanalyse – Uge 37 Dagsorden Generelt om argumentationsteori Steven Toulmins teori vedr. logik og retorik Opgøret med Aristoteles – og Aristoteles Toulmins basale argumentationsmodel En case Kritik af Toulmin 1

2 Argumentationsteori: hvor afslører et argument sig?
Argumentation kan defineres som ræsonnementer, hvori der indgår mindst to informationer eller påstande. Heraf begrunder den ene information den anden. Argument = en række påstande, hvoraf en (konklusionen) skal begrundes, og en eller flere andre (præmisserne) tjener som begrundelse. Afsløres ofte via argumentmarkører: derfor, for, da, følgelig. Selv om ikke alle ”derfor” indebærer et argument. Nogle gange er argumenterne uudsagte og underforståede. Derfor-testen: 1. præmis + 2. præmis + 3. præmis – derfor konklusion.

3 Argumentationsteori: seks spørgsmål til vurdering af en argumentation
Finde argumenter: 1) Hvad er budskabet i teksten? Er der formuleret påstande? 2) Er der en overordnet tankegang? Er der en rød tråd? 3) Hvis der er et argument: Hvad der konklusionen? Hvad er præmisserne? 4) Er der underforståede præmisser? (Måske trivielle, alment accepterede). Ingen præmisser er væsentlige eller banale. Enten er de logisk nødvendige. Eller også er de overflødige.

4 Argumentationsteori: seks spørgsmål til vurdering af en argumentation
Vurdere argumenter: 5) Er argumentet logisk gyldigt? Hvis præmisserne er sande, så må konklusionen være sand. Hvis man accepterer præmisserne, må man også acceptere konklusionen (= overtalelse). 6) Er præmisserne sande? Trække på specialviden. Her kan logikken ikke hjælpe.

5 Logik og retorik Traditionelt har man siden Aristoteles skelnet mellem to slags argumentation: - 1) Logikken lægger vægt på at bevise sammenhængenes logiske gyldighed, dvs. at nå frem til sand viden gennem videnskabelig bevisførelse. - 2) Retorikken beskæftiger sig omvendt med, hvordan mennesker argumenterer i praksis. Her forsøger én part at overbevise en anden part om at overtage et bestemt synspunkt eller at udføre en bestemt handling med argumenter, som ikke nødvendigvis er logisk gyldige.

6 Steven Toulmins teori Den engelske filosof Steven Toulmins påstand er:
at logik og retorik i praksis ofte er sammenblandet, og at den rene logiske argumentation kun anvendes i meget begrænsede sammenhænge. at overtalelsesevne og overbevisningskraft ofte kommer til at betyde mere end formel logik. Det søgte han at vise i bogen ”The Use of Argument” fra 1958, som har fået status som klassiker inden for argumentationsteorien.

7 En argumentation i samfundsvidenskaberne er kontekstafhængig
Påstanden om sammenblandingen af logik og retorik gælder for de såkaldte substantielle argumenter, som Toulmin separerer fra de såkaldte analytiske argumenter. Forskellen består i, at i analytiske argumenter følger konklusionens gyldighed nødvendigvis af forudsætningen, mens der i det substantielle argument ikke nødvendigvis er en klar sammenhæng mellem konklusionen og forudsætningen. Analytiske argumenter karakteriserer Toulmin derfor som ”Field-invariant” (kontekstuafhængige), mens substantielle argumenter er ”Field-dependent” (kontekstafhængige).

8 Substantielle argumenter i kontekst
I en samfundsvidenskabelig sammenhæng kan en argumentation have mange formål, når det drejer sig om substantielle argumenter: at nå frem til sandheden, at vinde tilslutning for sin sag, at blive klogere, at få ret og at opnå magt.

9 Opgøret med Aristoteles
Alle substantielle argumenter er som nævnt ifølge Toulmin kontekstafhængige. Dette er et opgør med argumentationsteorien fra Aristoteles og frem, som omvendt hævder, at al argumentation i princippet kan sættes på en kontekstuafhængig formel. Skal man ifølge Aristoteles foretage korrekte slutninger, skal argumentationen netop følge et bestemt mønster for at være rationel.

10 Modus ponens Hvis A så B A gælder Derfor gælder også B
Eksempel fra partiforskningen: Hvis et land har demokrati, har man også flere politiske partier. Landet har demokrati. Derfor har man også flere politiske partier. Problem: Hvor store skal de politiske partier være, og hvad nu hvis ét politisk parti har monopol på regeringsmagten ? PRI, Det Institutionaliserede Parti i Mexico var i mange år helt dominerende, men landet var samtidig et demokrati. Samme gjaldt i mange år LPD i Japan.

11 Modus tollens Hvis A så B Der gælder ikke B Altså gælder heller ikke A
Eksempel fra velfærdsstatsforskningen: Hvis et land er en velfærdstat, er alle sikret mod sult. Alle er sikret mod sult. Altså er det en velfærdsstat. Problem: Gælder det for alle borgere, inklusive dem, som kommer til landet udefra?

12 Hypotetisk syllogisme
Hvis A så B Hvis B så C Altså hvis A så C Eksempel fra dansk politik: Hvis S-SF-RV-Ø får flere end 89 mandater ved næste valg, får S statsministerposten. Hvis S får statsministerposten, bliver Helle Thorning-Schmidt statsminister. Altså hvis S-SF-RV-Ø får flere end 89 mandater, bliver Helle Thorning-Schmidt statsminister. Problem: RV kan evt. bryde ud af rød blok, hvis ikke der kommer tilstrækkeligt med reforminitiativer i regeringsgrundlaget.

13 Disjunktiv syllogisme
Der gælder A og/eller B Der gælder ikke A Altså må B gælde Eksempel fra EU-forskningen: EU kan karakteriseres som et mellemstatsligt samarbejde eller en kvasiføderation. Analyser viser, at EU er meget mere end et mellemstatsligt samarbejde. Altså er EU en kvasiføderation. Problem: Kan EU’s karakteristika eventuelt afhænge af intergrationskonjunkturen, dvs. om man er i en periode med stærk (kvasiføderation) eller svag integration (mellemstatsligt samarbejde).

14 Toulmin inddrager konteksten
Modsat Aristoteles hævder Toulmin, at en substantiel argumentations accept afhænger af argumentationskonteksten, der tager højde for de problemer, som er nævnt ovenfor under de forskellige eksempler i den aristoteliske tradition. Den substantielle argumentation kan fx være afhængig af følgende argumentationskontekster: - den videnskabelige kontekst. - den etiske kontekst. - den juridiske kontekst. - den politiske kontekst. - den religiøse kontekst.

15 Toulmins basale argumentationmodel
De fleste substantielle argumenter kan ifølge Toulmin koges ned til følgende figur: Et argument kræver belæg (”data”) – på baggrund af en hjemmel (”warrant”), der ofte implicit etablerer en sammenhæng mellem påstand og belæg – for at en påstand (”claim”) accepteres. Hjemmelen er det interessante. Den repræsenterer ofte noget generelt og regelorienteret. Den repræsenterer endvidere noget tidsligt og aktivt i forbindelse med argumentationen. Den indeholder så at sige den vedtagne regel, der giver os ”adgangsbillet” i argumentet, og som giver os tilladelse til at rejse fra belæg til påstand. At kunne adskille belæg fra hjemmel er en af de vigtigste opgaver i forbindelse med afdækningen af et arguments struktur.

16 Eksempel på anvendelsen af Toulmins begreber i en tænkt retssag (for forenklingens skyld):
Jeg skal frikendes (påstand). Vedkommendes belæg er, at ”jeg ikke har gjort det, jeg er anklaget for” (belæg). Det hænger sammen med (har hjemmel i), at der gælder det princip, at ”er man ikke skyldig i en anklage, skal man frifindes” (hjemmel). Mens de tre grundelementer – påstand, belæg og hjemmel – altid er til stedet i et hvert argument ifølge Toulmin, findes der yderligere tre elementer, som kan være til stede, men som ikke altid er det. De handler alle om, hvordan hjemmelen skal vægtes i det konkrete argument. Første ekstraelement er en såkaldt styrkemarkør. Den signaleres sprogligt via udtryk som ”under alle omstændigheder”, ”sandsynligvis” eller ”måske” i forbindelse med påstanden. Den siger således noget om, hvorvidt afsenderen i alle tilfælde har forbehold med hensyn til, om vedkommendes påstand nu også kan støttes af hjemmelen i argumentet i alle tilfælde. Andet ekstraelement kaldes gendrivelsen, som tager forbehold for de tilfælde, hvor den generelle værdi af hjemmelen bliver sat ud af kraft. Gendrivelsen kan ses som en foregribelse af modstanderens modargument. Det tredje ekstraelement er rygdækningen, som indebærer en direkte yderligere understøttelse af hjemmelen, dvs. en konkret underbyggelse af dens generelle værdi.

17 Eksemplet fra retssagen
Argumentet ovenfor kunne fx lyde således: Jeg skal frikendes (påstand). Vedkommendes belæg er, at ”jeg ikke har gjort det, jeg er anklaget for” (belæg). Det hænger sammen med (har hjemmel i), at der gælder det princip, at ”er man ikke skyldig i en anklage, skal man under alle omstændigheder (styrkemarkør) frifindes” (hjemmel). Det gælder uanset, om man er anklaget for mord eller tyveri (gendrivelse). Samtidig gælder reglen også i alle retssystem er i verden uanset politisk system (rygdækning).

18 Case: Politisk historie fra Morgenavisen Jyllands-Posten (2009) Atomchef i strid modvind
Chefen for Det Internationale Atomenergi Agentur, Mohamed El Baradei, afviser beskyldninger om, at han har tilbageholdt afgørende beviser om Irans påståede våbenprogram som "politisk motiverede og totalt grundløse". - Jeg er forbløffet over beskyldninger fra nogle medlemslande, der har fodret medierne, om, at informationer er blevet tilbageholdt over for bestyrelsen (af IAEA), siger El Baradei. Fra Israel og Frankrig El Baradei er jævnligt blevet beskyldt for at have været for blød i forhold til Iran - ikke mindst af USA. De nye beskyldninger kommer fra Israel og Frankrig, der mener, at El Baradei tilbageholder oplysninger om det iranske atomprogram. IAEA-chefen sagde i sidste uge, at truslen fra Iran ofte bliver overdrevet, men han understregede samtidig, at iranerne ikke giver mange og gode nok svar på spørgsmål, der knytter sig til amerikanske efterretningsrapporter. Grundigt kontrolleret De 35 bestyrelsesmedlemmer af IAEA er samlet til en uges konference i Wien. I sin åbningstale sagde El Baradei, at alle oplysninger, som er offentliggjort efter agenturets inspektioner i Iran, er blevet grundigt kontrolleret. - Dette er et forsøg på at påvirke agenturets inspektioner og undergrave agenturets selvstændighed og objektivitet. Det strider mod IAEA's vedtægter og må straks standses, fastslog Mohamed El Baradei. I sidste uge spurgte den franske udenrigsminister, Bernard Kouchner, offentligt, hvorfor El Baradei afviser at fremlægge tilføjelser til sin seneste rapport om Iran. Nogle diplomater tvivler dog på, at der findes tilføjelser til rapporten. Den 67-årige egypter har været topchef for IAEA siden 1997 og går af som leder i november i år.

19 1) Argumentationen set fra kritikernes side:
Påstand: IAEA’s chef Mohamed El Baradei er for blød overfor Iran i spørgsmålet om den iranske atomprogram. Belæg: Han har udtalt, at truslen fra Iran er blevet overdrevet. Hjemmel: Det er tegn på blødhed at nedtone trusler.

20 2) Argumentationen set fra El Baradeis side:
Påstand: ”truslen fra Iran bliver overdrevet”. Styrkemarkør: ”ofte”. Belæg: ”alle oplysninger, som er offentliggjort efter agenturets inspektioner i Iran, er blevet grundigt kontrolleret.” Implicit hjemmel/generelt princip: når man ser store trusler, selvom grundigt kontrollerede oplysninger ikke underbygger det, er det en overdrivelse. Gendrivelse: (selvom)” iranerne ikke giver mange og gode nok svar på spørgsmål, der knytter sig til amerikanske efterretningsrapporter”.

21 Afslutning: Kritik af Toulmin – og et indirekte forsvar for Aristoteles
Toulmin har evnet at få sat spotlys på kontekstens betydning i den substantielle argumentation i samfundsvidenskaberne. Man bør imidlertid ikke forholde sig ukritisk til hans argumentationsteori. Faren ved Toulmins argumentationsteori er først og fremmest, at den ender i ”argumentrelativisme”. Videnskabsteoretisk befinder Toulmin sig i den socialkonstruktivistiske skole. Det indebærer også problemer. Hvis al argumentation i samfundsvidenskaberne er kontekstafhængig, hvordan kan man så nogensinde hævde, at en argumentation for demokrati må have forrang for en argumentation for et diktatur, at hensynet til etik må have forrang for hensynet til religiøse dogmer osv.? Overvej med dig selv, hvad det kan føre med sig af problemer.