Brug for to missionsparadigmer

Præsentationer af emnet: "Brug for to missionsparadigmer"— Præsentationens transcript:

1 Inspiration og udfordringer fra Cape Town og Edinburgh til kirke og mission Knud Jørgensen DMR 2011

2 Brug for to missionsparadigmer
Mission som Guds initiativ: Missio Dei Den kristne tro er for hele verden: World Christianity

3 Missio Dei: Voksede frem i kølvandet af tilbagegang for kirke og mission i Vest. Hvordan være tro mod missionsbefalingen i en brudt verden? Udfordringen til at tænke om inden for den økumeniske bevægelse, resulterede i missio Dei.

4 Missio Dei placerer mission i hjertet af Treenigheden.
Sætter ord på afhængighed af Guds initiativ. ”Vor” mission er at deltage i Faderens sendelse af Sønnen og Helligånden. Mission handler om teologi og ikke bare strategi. Edinburgh 1910 snakkede ikke om teologi.

5 Missio Dei: hvad er det at være kristen og kirke?
Ikke en opgave ved siden af mange andre. Kræver ikke specialister eller organisationer. Mission er en integreret del af at være kirke. Hovedfokus på den lokale kirkes vidnesbyrd lokalt og globalt.

6 1910 var en samling for missionsselskaber.
2010 handler om at kirker genopdager og genopfinder sig selv som missionale og missionerende.

7 Missio Dei: Mission ”from the West to the rest” er erstattet af en bevægelse “from everywhere to everyone”. Kan ikke skille mellem en kristen og en ikke-kristen verden. Eller lever forestillingen fortsat: missionskald, ”missionsfelter”, ”de unåede”? Mission er handler om et verdensvidt nærvær og et lokalt vidnesbyrd.

8 Missio Dei er peger på enhed i mission, som en integreret del af vitnesbyrdet om den ene Gud.
Både kirke- og allianseøkumenikken har rødder i 1910. Mission og enhed både den gang og i dag afgørende for at verden skal tro.

9 Missio Dei: Gud er optaget af hele verden og alt liv.
Mission er ”holistic, integral and transformative”. Ikke noget skillet mellem evangelisering og sosialt ansvar. I stedet ”integral mission”. Missio Dei inkluderer ansvar for skaberværket, menneskets værdighed, retfærdighed og en sårbar verden.

10 World Christianity: Tænkning stammer fra Andrew Walls og Lamin Sanneh. Samme fokus i Atlas of Global Christianity (Todd Johnson & Kenneth Ross, 2010). Tyngdepunktet har siden 1910 forflyttet sig fra det sydvestlige Spanien til Timbuktu i Mali.

11 1910: 70 % kristne i Europa. 2010: 70 % i det globale Syd.
Andrew Walls: “a serial expansion” af kristentroen og ”a huge reversal” af det kristne verdenskort. Evangeliet har slået rødder i alle kulturer og båret frugt i kirke og samfund verden over.

12 1910 bidrog til at kristentroen for første gang blev til en verdensreligion.
Af samme grund er den derfor også ”the ultimate local religion” (Dana Robert). Hele 2010 processen, inklusive Cape Town og Tokyo, var en fejring af ”world Christianity”.

13 Troskab mod 1910: bære med sig visionen om verdensevangelisering, mission og enhed - ind i en 2010-virkelighed. Verdensevangelisering i vort slægtled handler om en grundlæggende forståelse af, at evangeliet skal ud til alle hele tiden, og at enhver ny generation må gives muligheden til et Jesus-møde. Er ikke entusiasme for mission og længsel efter enhed fortsat centrale kristne værdier?

14 World Christianity betyder slutten på en opdeling i nord og syd og udfordrer til partnerskap/følgeskab. 1910 henviste det globale Syd til at være modtagere. Man tog fejl. Degradering til andenplads lever fortsat, når der skal tænkes magt, økonomi, resourcer og hjemlige behov. En lignelse om Guds store kurv: Hvad tager vi med os fra kurven?

15 Rene Padilla: “Sad to say, the biggest obstacle to implementing true partnership is the affluence of the North and the West – “the Western missionary problem” (Jonathan Bonk)….it is high time for the missionary force connected with this movement (i.e. Lausanne)..to renounce money power and to make the incarnation, earthly ministry, and cross of Jesus the model of missionary life.”

16 2. Mission, magt og sårbarhed
Idet vi er foruroligede over asymmetrier og ubalanse mht. magt, som skaber splittelse og uro i kirken og verden, er vi kaldet til omvendelse, til kritiske overvejelser omkring magtsystemer og til ansvarlig brug af magtstrukturer. Vi er kaldet til at finde praktiske måder at leve som lemmer på et Legeme - i fuld bevidsthed om, at Gud står den hovmodige imod, at Kristus tager imod de fattige og sårede og giver dem kraft, og at Helligåndens kraft manifesterer seg i vor sårbarhed (Et fælles kald, punkt 4).

17 1910 en optimisk tro på evner, muligheder og civilisationens nye tekniske magtmidler.
En endnu større tro på vestlig missions pengemagt. Både Edinburgh 2010 og Cape Town taler om evangeliets og missionens magtesløshed.

18 ’Sårbarhedens’ mission: mission i fattigdommens kontekst og mission udført af de som ikke har magt.
Er der her et potentiale, som kan skabe fornyelse inden for mission og kitrke? Sårbar mission - den sårbare Gud, som identificerer sig med de fattige og marginaliserede. Korset som Guds dårskab og som Guds styrke.

19 Missionens "agenter" kommer i dag primært fra de fattige
Missionens "agenter" kommer i dag primært fra de fattige. Sårbarhed er ”an enabling condition for mission”. Jesus Kristus er Guds ”sår i verden”. Den sårbare Gud kalder os til at sætte fri de sårbare til tjeneste. Jvf. Luther: Guds magt er skjult under sin motsætning (sub contrarie specie).

20 Samuel Escobar kalder det missionens hjerteslag og tryk (thrust):
There is an element of mystery when the dynamism of mission does not come from the people of position of power and privilege...but from below, from the little ones, those who have few material, financial or technical resources”.

21 Vinay Samuel: Unless we hear and receive the gospel from the poor and the vulnerable, from below, there is a genuine risk of a shift of emphasis from the grace of God to the works of humans.

22 1910: “advancing the kingdom of Christ”.
I stedet tale om mission som “joining in with the Spirit”? En bevægelse nedefra, et Åndens arbejde? Mission er ikke kun en opgave, men en spiritualitet – et liv i Kristi Ånd. Det åndelige livet er den kontekst, som danner og former mission.

23 Sand spiritualitet: en missional kontemplation og en kontemplativ misjon.
”Idet vi kender Helligånden, som blæser over hele verden... som genoppretter forbindelsen til skabningen, og som bringer autentisk liv, er vi kaldet til at blive medfølende og helende fællesskaber, hvor unge aktivt deltager i mission, og hvor kvinder og mænd deler magt og ansvar ligeligt, hvor der er en ny iver efter retfærdighed, fred og beskyttelse af miljøet, og hvor en fornyet liturgi genspejler Skaberens og skaperværkets skønhed.”

24 Sårbar mission kræver et opgør med enhver teologi og missionsstrategi, som forherliger magt, sukces og grådighed. En sådan teologi og strategi repræsenterer ”The Hole in Our Gospel” (bog af Richard Stearns delt ud i Cape Town).

25 Cape Town’s kritik av ’The Midas touch of consumerism’
Cape Town’s kritik av ’The Midas touch of consumerism’. En materialistisk forbrugerkultur er afgudsdyrkelse. Hvor alt er til salgs og kan købes, kan evangeliet forvandles til et "produkt”. Overdrevet markedsføring kan gøre målgruppen til herre over budskabet: ”a shallow evangelism and a deficient discipleship” (Oss Guiness & David Wells)

26 Kritik af herlighedsteologien (health and wealth gospels), som eksporteres fra USA til det globale Syd. Indebærer en flugt fra virkeligheden, en fejltolkning af formålet med at give (tiende bliver en "investering"), en misforståelse af en Jesus, som kom for at frelse syndere, og som advarede mod at tjene både Gud og mammon.

27 Kalde kirken tilbage til et liv i ydmyghed, integritet og enkelhed.
Et opgør med en teologi, som har forgiftet missionen mange steder. Magtsyge ledere har begrunnet deres position ud fra Bibelen. Grådighed er blevet skjult under et dække af, at Gud velsigner sine med materiel velstand. Succes er blevet målestok på, hvor nært Gud et menneske lever.

28 Kaldet til at afstå fra magt gælder også familien og arbejdslivet.
Handler om at leve åbent og ærligt og ikke lyve os til succes gennem f.eks usand statistikk. Kaldet til at afvise herlighedsteologien begrundes i Jesu egen livsstil.

29 ”Selv om vi tror på Guds magt og Åndens kraft afviser vi, at Guds kraft til at gøre mirakler kan forståes som noget automatisk eller som noget, der er tilgængeligt ved menneskelige teknikker eller kan manipuleres gennem menneskers ord, handling, gaver, ting eller ritualer” (CT-erklæring, del II, 5.5).

30 Forfølgelse: Forsvare religionsfriheden. Forsvare og give stemme til de, som ingen stemme har, og som rammes av menneskerettighedsbrud. Kæmpe for at religionsfriheden skal gælde for alle. Konfrontere styremagter mht kristenforfølgelse og annen trosforfølgelse.

31 3. Mission og migration World Christianity paradigmet indebærer et globalt skifte i missionærer. I stedet for 1910’s envejs-trafik kommer missionærer i dag fra alle verdenshjørner og rejser i alle retninger. Illustreret i Cape Town’s ”celebration”.

32 Missionærer fra det globale Syd accepteres bedre i Syd, fordi de forstår og kommunikerer bedre.
Lalsangkima Pachuau: ‘If the 1910 World Missionary Conference in Edinburgh represents the high point of the modern missionary movement from the West to Asia, Edinburgh 2010 marks another high point, namely Christian missions from Asia, by Asians, in Asia and around the world.’

33 Denne nye bevægelse finder nye udtryk og nye mønstre
Denne nye bevægelse finder nye udtryk og nye mønstre. Et af de vigtigste er migration. Både Edinburgh 2010 og Lausanne III er optaget af migration og mission. Migration har altid været den vigtigste faktor i kristentroens ekspansion (forfølgelser, kristne på rejse, folkevandringer, handelsruter mot øst, kolonitidens migration).

34 Nærværet i Vesten af levende, voksende, ikke-hvide indvandrermenigheder et svar på Vestens makedonske råb: ”Kom over og hjælp oss!” Med kristentroens tyngdepunkt i det globale Syd, vil migration av kristne fra syd til nord være vort århundredes vigtigste missionsbevægelse. Migrationens veje bliver også veje for mission.

35 Missio Dei-paradigmet kan skjule missionens interconnectedness og strømmen mellem regioner.
På tværs af grænser og ”god orden mellem syd og nord” forflytter mennesker – og mange fra Guds folk – sig. Resultatet er diaspora-menigheder, på linje med det 19.århundredes migration af 60 mill europæere.

36 Vigtige perspektiver i forståelse af kristen immigration:
Kristne indvandrere har større erfaring i at vidne om Kristus og vinde mennesker blandt andre indvandrere. De møder et samfund, hvor kristentroen er svigtende, og forstår på en anden måde end vi, at Vesten er missionsmark.

37 I mange lande i Vesten repræsenterer de kristentroens ansigt over for samfundets marginaliserede.
De har bedre forudsætninger for at forstå religiøst mangfold og kan derfor selv gå aktivt ind i religionsmødet og bibringe kristne i etablerede kirker kundskab og inspiration.

38 Jehu Hanciles: denne ikke-vestilge missionsbevægelse repræsenterer “mission beyond Christendom”:
..mission de-linked from structures of power and domination; mission undertaken from positions of vulnerability and need; mission freed from the bane of territoriality and one-directional expansion from a fixed centre; mission involving agents who reflect the New Testament reference to the ‘weak things of the world’ (1 Corinthians 1:27).

39 Betyder også anderledes strukturer: Ikke noget hovedkontor, ingen bestyrelser, ingen kommando-struktur, ingen centraliseret økonomi, og ofte ikke nogen samlet strategi. I stedet networking, relationer, post-confessional, vægt på åndsmagt og spiritual conflicts, og lang erfaring med religiøs pluralisme. Vi kan ikke bruge vore modeler til at analysere nye strukturer.

40 4. Mission til forandring
Cape Town (Lausanne III) en stormønstring af mennesker. Mange fra små og isolerede kirker og fra lande, hvor kristne forfølges, fik en første oplevelse af den universelle kirkes vitalitet og mangfoldighed. Lausanne III blev en mægtig "celebration" på tværs af alle slags grænser. Satte hjerter og hjerner i brand og skabte ny frimodighed.

41 Vore kirker i Vest og Nord har mere brug end de fleste for at få del i inspirationen ved at mødes som en verdensvid Jesu Kristi kirke. Under overskriften ”God is on the move” blev vi taget med rundt i verden for at se og fejre hvad den treenige Gud gør. Vigtigt at denne dimension præger vor missionstænkning, missionsteologi og missionskommunikation.

42 Vigtig komponent i denne verdensdimension er "The unengaged":
Lausanne kendt for at utfordre kirke og misjon til at prioritere unåede folkegrupper (unreached people groups). Lausanne III fulgte op. "Unreached" er skiftet ud med "unengaged", dvs. grupper, hvor ingen mission så langt har engageret sig.

43 Handler om befolkningsgrupper, til hvem evangeliet ikke er formidlet, som ikke har bibeldele på eget sprog, og som ikke har troende i deres midte - som kan give troen videre. Listen over ’unengaged people groups’ er fortsat lang. Kun en marginal del af vore ressourcer bruges blant sådanne grupper.

44 Brug for at drøfte både teologi og metode omkring dette anliggende, sådan at vi samarbejder med kirker i Syd og ikke igen tænker missionsfelter.

45 Edinburgh 1910 havde fokus på missionsselskabsmodellen; Cape Town og Edinburgh 2010 var optaget af forskellige former, hvorpå evangeliet kommer til udtrykk: ”Vi glæder os over den fornyelse, vi oplever gennem migrationsbevægelser og mission i alle retninger, og vi glæder os over, at alle bliver utrustet til mission med Helligåndens gaver, og over Guds fortsatte kald til børn og unge om at fremme evangeliet” (Et fælles kald).

46 Siden 1910 har vi bevæget os fra "missionsselskabs-mission" til "lokalmenigheds-mission".
I det 19 og 20 århundrede var mission for de profesionelle, mens lokalmenigheder skulle støtte gennem forbøn, penge og rekruttering til missionærtjeneste. I dag taler vi om "the church of the mission" og "the mission of the church".

47 Lokalmenigheden er hovedaktøren i mission
Lokalmenigheden er hovedaktøren i mission. Her kommer den universelle kirke til udtryk – spejler kirkens missionsidentitet. Eksperimenter med flere modeller: nogen steder kan sognestrukturen fortsat bruges, men de fleste steder er der brug for andre modeller: husmenigheder (a la Kina), "fresh expressions" eller "mission-shaped" menigheder, "emerging churches" med mindre strukturerede former (kafeer, danselokaler, flodbredder..), ”fluid church” med mange valgmuligheder.

48 De nye former er udtryk for en genopdagelse af del almene præstedømme (katolsk tænkning: ’lægfolkets apostolat’). En ny rolle for præster baseret på et femfoldigt "embete" (Ef 4), hvor den fælles opgave er at udruste de hellige til tjeneste. Helligåndens gaver (nådegaver) er en central del af en sådan udrustning.

49 En bred kirkeforståelse har plads til både kom- og gå-strukturer.
Gå-strukturen er en genuin del af kirken. Både kom-strukturen (lokale menigheder) og gå-strukturen (missionsselskaper, evangeliseringsteam, diakonale grupper, etc.) slider; begge har brug for at udvikle nye former, i retning af glocal.

50 I 1910: ”the church on the mission field” og ”the home base”
I 1910: ”the church on the mission field” og ”the home base”. I dag nye modeller. Man kan ikke skille mellem ydre og indre mission. Mission til verdens ende afhænger ikke længere af missionærer fra Vesten. Heller ikke tale om ”missionsfelter” eller behandle unge kirker som opvoksende ungdom. Flere og flere eksempler på, at vestlig mission var en igangsætter (katalyst), men det var lokale kristne som plantede kirken.

51 Missionsselskaber fortsat ”kirkens entreprenører”: med til at udfordre til mission og til at bygge kirke lokalt og globalt. Hjemvendte missionærer centrale i arbejdet på også at plante menigheder i Norden. Liquid mission har brug for organisationer, som koordinerer og sørger for synergi, så man ikke gør sig for afhængige af enkeltpersoner eller enkeltmenigheder. Brug for organisationer, som spørger efter det jødiske perspektiv på mission til "hedningene".

52 Brug for organisationerr, som minder om de mange, som ikke har hørt evangeliet endnu.
En spændende brydningstid, hvor man leder efter vision og nye former. Men missionsstrukturenes tid er ikke forbi; kirken i Syd og Øst har brug for missionærer (missionærer med specialkompetence indenfor områder som lederoplæring).

53 Men ikke brug for "hvide" missionærer, som bærer med sig en stor vestlig bagage.
I stedet beder man om kristne, som er kaldet til mission. Missionsarbejde er kald og vidnesbyrd og ikke kun profession.

54 5. Kirke- og allianceøkumenik
Lausanne-bevægelsen blev til i en tid med missionsteologisk forvirring. Polarisering af relationer mellem kirkeøkumenik og allianceøkumenikk. Siden er meget hændt inden for begge lejre: kirkeøkumenikken har genopdaget evangeliseringens betydning; allianceøkumenikken har fundet sammen om et fokus på et holistisk evangelium.

55 Centrale personer har bidraget til dialog og en vis grad av konvergens: John Stott, James Sherer, Arthur Glasser, Jacques Matthey, Andrew Kirk, Alister Mcgrawth, Emilio Castro, David J. Bosch og Valdir Steurnagel. Tegn på konvergens i synet på Skriften, forståelsen av missio Dei, holistisk mission, kirke og mission, evangeliet og kulturene. Cape Town’s fokus på ”mission som forsoning” er et fælles tema, på samme måte som temaet ”mission som vidnesbyrd”.

56 Vidner om, at vejen mellem Lausanne og Genève er mere farbar, end den var i 1974 (KV-generalsekretær Olav Fykse Tveit i Cape Town). Begge har ændret sig. De sydlige og de ortodokse kirker har drejet KV i en mer ”evangelisk” retning, mens Lausanne har gjort det socialetiske til en integreret del af sin tænkning og profil.

57 Fortsat forskelligt syn på vigtige spørgsmål
Fortsat forskelligt syn på vigtige spørgsmål. Forskellig syn på Kristus som den enestående (the uniqueness of Christ) og synet på åbenbaring i andre trosoppfattelser. Kirkeøkumenikken vil også have problemer med at acceptere det evangelikale syn på Bibelens autoritet som eneste kilde og norm for kristen tro og praksis. Også forsoningslærens tale om syndens radikalitet.

58 Vigtigt at samtalen fortsætter, og at Lausanne deltager aktivt – mere helhjertet end i Cape Town.
Cape Town afspejlede ikke ringe forståelse for, at der er andre kirketraditioner, som også tager del evangelisering. Repræsentanter fra den brede økumeniske verden var tilstede, men usynlige. Blev ikke nævnt, at Lausanne var med-arrangør for Edinburgh 2010 år og havde medansvar for ”Et fælles kald”, som hele den globale kirke kunne samle sig om.

59 For de, som kommer fra økumeniske kirkesammenhænge, er det vigtigt, at Lausanne kender til og fortsætter samtalen med kirkeøkumenikken. ”Hele kirken skal forkynde hele evangeliet til hele verden”: hvad menes med ”hele kirken”. Nygaard: ”Den evangelikale verden ender i en form for uvirkelighed, såfremt denne større økumeniske sammenhæng ikke opfattes og positivt anerkendes. Her har (Lausanne-) bevægelsen klart et forbedringspotentiale”.

60 2010 et fantastisk år. Mission er til forandring. Vi har kastet lods fra 1910 og er for ramme alvor på vej ind i fremtiden (God is on the move) – og på vejen øver vi os i at slå følge med Gud Helligånd (Joining in with the Spirit).