Du kom til vor runde jord, barn, på bare fødder, midt i engles julekor, med Himlens frakkeskøder. Du var dreng i Nazareth, stod i tømrerlære, skar dit navn i stort og småt, Jesus, du min Herre!

Du sprang kådt i dåben ud, ingen ku’ dig kue, Helligånden fløj fra Gud, Johannes så en due. Var der ondskab, folk som led, djævelsk atmosfære, du gav al din kærlighed, Jesus, du min Herre.

Dagligt håb du tømred os, vildt fra korsets planker, døde for at være hos din Far, med vore tanker. Røveren fra Golgata loved du at bære med til Paradis den dag, Jesus, du min Herre!

Påskemorgen stod du op, du kan ikke bindes, gravens sten er ikke nok, og døden overvindes. Hver gang at jeg syns jeg ku’ helt la’ vær’ at være, står du her med livets nu, Jesus, du min Herre!

Barn Jesus i en krybbe lå, skønt Himlen var hans eje; hans pude her blev hø og strå, mørkt var det om hans leje! Men stjernen over huset stod, og oksen kyssed barnets fod. Halleluja! Halleluja! Barn Jesus!

Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad, ryst af din tunge smerte, et barn er født i Davids stad til trøst for hver et hjerte; til barnet vil vi stige ind og blive børn i sjæl og sind. Halleluja! Halleluja! Barn Jesus!

Et barn er født i Bethlehem — thi glæde sig Jerusalem! Halleluja, halleluja! En fattig jomfru sad i løn — sad i løn og fødte himlens kongesøn.

Han lagdes i et krybberum — krybberum, Guds engle sang med fryd derom Han lagdes i et krybberum — krybberum, Guds engle sang med fryd derom. Halleluja, halleluja! Og østens vise ofred’ dér — ofred dér guld, røgelse og myrra skær. Halleluja, halleluja!

Forvunden er nu al vor nød — al vor nød, os er i dag en frelser fød Forvunden er nu al vor nød — al vor nød, os er i dag en frelser fød. Halleluja, halleluja! Guds kære børn vi blev på ny — blev på ny, skal holde jul i himmelby. Halleluja, halleluja!

Ham være pris til evig tid — evig tid for frelser bold og broder blid Ham være pris til evig tid — evig tid for frelser bold og broder blid. Halleluja, halleluja!

Dejlig er den himmel blå, lyst det er at se derpå, hvor de gyldne stjerne blinke, hvor de smile, hvor de vinke os fra jorden op til sig, os fra jorden op til sig.

Det var midt i julenat, hver en stjerne glimted mat, men med et der blev at skue én så klar på himlens bue som en lille stjernesol.

Når den stjerne lys og blid sig lod se ved midnatstid, var det sagn fra gamle dage, at en konge uden mage skulle fødes på vor jord.

Vise mænd fra Østerland drog i verden ud på stand for den konge at oplede, for den konge at tilbede, som var født i samme stund.

De ham fandt i Davids hjem, de ham fandt i Bethlehem, uden spir og kongetrone, der kun sad en fattig kone, vugged barnet i sit skød.

Stjernen ledte vise mænd til vor Herre Kristus hen; vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist.