Drivhuseffekten og Jordens klima

Den naturlige drivhuseffekt Drivhuseffekten har eksisteret lige så længe, som Jorden har haft en atmosfære. Uden atmos-færens drivhus-gasser ville jorden være en dybfrossen planet uden liv.

Den naturlige drivhuseffekt - 2 Når Solens stråler rammer jordover-fladen omdannes de til varme-stråling. Drivhus-gasserne i atmos-færen optager denne varme-stråling, så den ikke med det samme forsvinder ud i verdens-rummet, men gen-bruges og på den måde opvarmer atmosfæren og jorden.

Drivhusgasserne En drivhusgas er en luftart, som har den egenskab, at den både kan optage og udsende langbølget varmestråling fra atmosfæren. Drivhusgasserne er kendetegnet ved, at deres molekyler indeholder mindst tre atomer.

Kultiden I kultiden for godt 300 millioner år siden havde jorden et varmt og fugtigt klima med en global gennemsnitstempe-ratur på mellem 20 og 25 grader. Deponering af store mængder organisk materiale har siden fået CO2-koncen-trationen til at falde fra ca. 3000 ppm til under 300 ppm.

Istider og mellemistider I de seneste 2 milioner år har klimaet været køligt og ustabilt med lange istider og en CO2-koncentration på mellem 200 og 300 ppm. Variationer i Jordens bane omkring Solen er en mulig forklaring på istiderne.

Variationer i Jordens bane Jordens bane varierer på flere forskellige måder i forhold til Solen. Den ene måde er den såkaldte baneexcen-tricitet. Det vil sige, at Jordens bane varierer i en lang cyklus på ca. 100.000 år fra en næsten cirkulær til en mere eleptisk bane.

Variationer i Jordens bane - 2 Hældningen i Jordens rotationsakse varierer med ca. 3 grader over en periode på ca. 41.000 år. En lille aksehældning giver milde vintre og kolde somre. En stor giver kolde vintre og varme somre.

Variationer i Jordens bane - 3 Jordens rotationsakse ligger ikke fast i forhold til Solen, men beskriver nærmest en keglebevægelse i rummet. Det betyder, at sommersolhverv ikke altid falder på det samme punkt på Jordens bane, men forskydes med en periode på ca. 25.000 år.

Efter sidste istid Efter sidste istid for ca. 10.000 år siden har klimaet været relativt stabilt med en koncentration af CO2 i atmosfæren på ca. 280 ppm

Nu stiger CO2 koncentrationen igen Menneskets afbrænding af deponeret organisk materiale som kul og olie betyder, at CO2-koncentrationen nu stiger kraftigt.