PARTIERNES STRUKTUR, VALG TIL FOLKETING & REGERINGEN SAMFUNDSLÆRE PARTIERNES STRUKTUR, VALG TIL FOLKETING & REGERINGEN

De politiske partier Socialdemokraterne (A) Radikale Venstre (B) Det Konservative Folkeparti (c) Socialistisk Folkeparti (F) Kristendemokraterne (K) Dansk Folkeparti (O) Venstre (V) Ny Alliance (Y) Enhedslisten (Ø) Kristendemokraterne Centrum-demokraterne  (CD) Minoritetspartiet  (M) Fremskridtspartiet  (FP) Retsforbundet Ny Alliance Løsgængerne

Regeringen efter 23. feb. 2010 Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) Udenrigsminister, Vicestatsminister Lene Espersen (K) Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) Kulturminister Per Stig Møller (K) Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder (V) Transportminister Hans Christian Schmidt (V) Justitsminister Lars Barfoed (K) Minister for flygtninge, indvandrere og integration samt Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) Miljøminister og Minister for nordisk samarbejde Karen Ellemann (V) Klima- og energiminister samt Minister for ligestilling Lykke Friis (V) Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) Udviklingsminister Søren Pind (V) Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Henrik Høegh (V) Socialminister Benedikte Kiær (K) Minister for videnskab, teknologi og udvikling Charlotte Sahl-Madsen (K)

Partiernes struktur – del 1 Partierne er medlemsbaseret – jo flere medlemmer desto bedre. Medlemmer organiseres i en lokal-afd. eller vælgergruppe. Alle lokalafdelingerne udgør tilsammen partiets landsorganisation. Medlemmerne er med til at udbrede partiets budskab og dermed kan partiet gøres stærkere.

Partiernes struktur – del 2 Medlemmer udvælger hvilke kandidater der skal repræsentere partiet. Det kan f.eks. ske ved urafstemninger. Partiets repræsentanter i Folketinget = folketingsgruppen. Herudover findes der byrådsgrupper og regionrådsgrupper. Partiernes øverste autoritet er landsmødet, her samles alle og partiets overordnede politiske linjer diskuteres.

Partiernes politik Partiernes politik ligger fast i et partiprogram. Det kan enten være et principprogram eller et arbejdsprogram. - principprogram: overordnede regler, og er vedtaget af partiernes øverste myndighed. - arbejdsprogram: konkret dagligt ”værktøj”, er ofte vedtaget af enten partiets folketingsgruppe eller hovedbestyrelse.

Valg (Folketinget) – del 1 I alt er der 175 pladser i Folketinget. Danmark er opdelt i 10 storkredse og ud fra hvordan man stemmer i disse kredse så besættes 135 af pladserne. De sidste 40 pladser (tillægsmandaterne) gives efter hvor mange stemmer partierne har fået på landsplan. Der er dog 3 spærreregler når det gælder tillægsmandaterne: - Partierne skal have fået mindst et kredsmandat - Partierne skal, i to landsdele ,have fået stemmer svarende til det gennemsnitlige antal stemmer, der i landsdelen har givet et kredsmandat - har fået mindst 2 pct. af stemmerne i hele landet

Valg (Folketinget) – del 2 De fleste som stiller op til valg, gør det gennem et parti. Men man kan også stille op som løsgænger. Det er dog en besværlig proces: - man skal være anbefalet af 150 vælgere i valgkredsen. - de skal vinde mindst ét af de 135 kredsmandater for at komme i Folketinget – hvilket betyder over ca. 20.000 personlige stemmer.

Valg (Folketinget) – del 3 Partierne kan vælge at opstille deres kandidater enten kredsvis eller sideordnet. Kredsvis Kandidaten får alle de stemmer, der er afgivet på partiet i opstillingskredsen plus de personlige stemmer, han får i hele storkredsen. Den kredsvise opstilling kan suppleres med opstilling på partiliste, hvor der er prioriteret mellem kandidaterne på forhånd. Udvælgelsen af kandidater foregår ofte ved en urafstemning i partiet

Valg (Folketinget) – del 4 Sideordnet I den sideordnede opstilling er der ikke lavet en prioriteret liste over kandidaterne. Modsat den kredsvise opstilling så går partistemmerne ikke til kredsens kandidat, men fordeles på alle kandidaterne i forhold til deres personlige stemmer. Et flertal af partierne bruger denne opstillingsmetode. De fleste partier overlader det til lokalafdelingen eller vælgerforeningen i kredsene at opstille partiets folketingskandidat.