”Pluralisme og elitisme” den 8. februar 2010 v/ Peter Nedergaard

Præsentationer af emnet: "”Pluralisme og elitisme” den 8. februar 2010 v/ Peter Nedergaard"— Præsentationens transcript:

1 ”Pluralisme og elitisme” den 8. februar 2010 v/ Peter Nedergaard
Den pluralistiske dagsorden hos Dahl Kritikken af pluralismen Klassisk elitisme hos Schumpeter Moderne demokratisk elitisme Sammenligning: pluralisme, klassisk elitisme og demokratisk elitisme Perspektiver

2 Hvorfor kan man påstå, at plakaten hviler på pluralistiske forudsætninger?
Pluralisme?

3 Plakaten stammer ikke fra Venstre, men er en påstand om Venstres politik. Hvad går påstanden ud på? Hvad har det med elitisme-pluralisme debatten at gøre? Elitisme?

4 Hvem gør ”unge Dahl” op med?
“Unge Dahls” Who Governs? var et opgør med 1950’ernes elitistiske tradition inden for amerikansk statskundskab. Fx C. Wright Mills (professor på Columbia University): The Power Elite” fra 1956. Heri beskrives relationerne mellem den politiske, militære og økonomiske elite i USA. Mills’ belæg er bl.a., at “the big three”: har et fælles militært præget syn på verden, har en klasseidentitet som bestående af en klasse adskilt fra og over resten af samfundet, har en vandret mobilitet, dvs. en mobilitet på tværs af “the big three” og har en socialisering på baggrund af, hvorvidt man er villig til at ændre sig selv efter disse eliter.

5 Dahl versus Mills

6 Robert A. Dahl: Who Governs? fra 1961 En moderne pluralisme
Case: Byen. Dahls udgangspunkt er et casestudium af byen New Haven, hvor Yale Universitet ligger. Vil vise, at indflydelsesressourcerne ikke er koncentrerede, som C. Wright Mills mente, men spredte. Mener at kunne vise, at med hensyn til indflydelsesressourcer kan New Haven karakteriseres på baggrund af seks forhold:

7 Karakteristik af indflydelsesressourcerne i New Haven
1) Der er mange forskellige måder at påvirke politikere og embedsmænd på, som kræver forskellige ressourcer. 2) Disse ressourcer er som regel ulige fordelt mellem borgerne. 3) Individer med mange af én slags ressourcer har ofte få af andre ressourcer. 4) Ved de fleste nøglebeslutninger er det ikke én bestemt slags ressourcer, der er udslagsgivende for udfaldet. 5)Én indflydelsesressource er nok effektiv m.h.t. nogle politiske områder, men ikke i forhold til dem alle. 6) Næsten ingen står helt uden i det mindste nogle få indflydelsesressourcer.

8 Af bøger fra 1950erne kan nævnes Politics, Economics, and Welfare (med Charles Lindblom) og A Preface to Democratic Theory. I 1960erne kom Who Governs? samt den af Dahl redigerede Political Oppositions in Western Democracies. Fra 1970erne stammer After the Revolution?, Polyarchy, Regimes and Oppositions (red.) og Size and Democracy (med Edw. Tufte). I første halvdel af 1980erne har Dahl blandt andet publiceret Dilemmas of Pluralist Democrac Robert A. Dahl har i årtier været en af statskundskabens mest fremtrædende skikkelser. Udgivet bøger om amerikansk og komparativ politik. Mangeårig professor på Yale University.

9 Udgangspunkt: Opdeling mellem ”Homo civicus” og ”homo politicus”
Dahl er en klassisk liberal politisk tænker i stil med Locke, Bentham osv. Som dem tager Dahl udgangspunkt i en antropologi i seks punkter: 1) To mennesketyper vigtige for analysen: Homo civicus og homo politicus (Aristoteles: zoon politikon). Mennesket er af natur ikke et politisk dyr. 2) Alle mennesker har store potentialer i mange retninger. Men af psykologiske, sociale, uddannelsesmæssige osv. årsager, vil de aldrig udnytte dem alle. 3) Socialisering spiller en stor rolle for menneskers anvendelse af deres potentielle ressourcer. Vigtige faktorer er erkendelse af lovenes, pengenes og valgenes betydning.

10 Udgangspunkt: Opdeling mellem ”Homo civicus” og ”homo politicus”
4) For de fleste giver politisk aktivitet ikke samme tilfredsstillelse som andre menneskelige aktiviteter – fx at være sammen med familien, gå i biografen osv. 5) Nogle få bruger meget af deres tid på politiske aktivitet og på at få politiske ressourcer. 6) Hertil har homo politicus brug for ressourcer = alt, som kan bruges til at ændre valgene for andre individer, fx tid, penge, få støtte for andre. Ressourcer = indflydelse = endnu flere ressourcer. For dygtige politikere er der tale om en opadgående spiral.

11 Dahls sondring: Aktuel og potentiel indflydelse
Oprindelig en sondring fra Aristoteles: aktuel – potentiel. Videre i den politiske filosofi viaThomas Aquinas. Potentiel indflydelse: Alle har en potentiel polititisk indflydelse, som de langt fra altid bruger. Umiddelbart let at forstå begrebet. Men er samtidig et af de sværeste begreber at måle og anvende. Hvordan finder vi størrelsen af den potentielle indflydelse?

12 1)Alle har en form for politiske ressourcer.
Dahls antagelser vedrørende politiske ressourcer og potentiel indflydelse: 1)Alle har en form for politiske ressourcer. 2)Jo flere ressourcer, jo mere potentiel indflydelse. 3)Men ikke alle udnytter deres potentielle indflydelse. 4)Og ikke alle bruger den dygtigt og effektivt. 5)Og ikke alle evner at få en gruppe med på, at de skal udnytte deres potentielle ressourcer sammen.

13 De fleste anvender dem sporadisk.
Dahls konstateringer vedrørende udnyttelse af potentielle politiske ressourcer: Udnyttes forskelligt over et livsforløb. Mindst som ung og ældre. Mest som midaldrende. De fleste anvender dem sporadisk. Udnyttelsen af dem varierer fra politisk område til politisk område. Og fra individ til individ.

14 Dahl: Tre karakteristika ved pluralistiske politiske systemer:
1) Der er altid uudnyttede ressourcer med henblik på at udøve indflydelse på systemet. 2) En kerne af politikere har stor indflydelse på beslutninger i det politiske system. Findes i alle pluralistiske og liberale politiske systemer. Den vigtigste ressource, personer i den gruppe anvender, er deres tid. 3) Der er i systemet indbyggede begrænsninger med hensyn til, hvor stor indflydelse deltagerne i den politiske proces kan udøve. Hvis de ”overudnytter” deres indflydelse, vil andre aktivere deres potentielle indflydelse (ligevægtstankegangen).

15 Er det en demokratisk overbevisning (creed), der holder er demokratisk politisk system sammen?
Tocquevilles forklaring på det stabile amerikanske demokrati er, at der heri findes en stærk tro på de demokratiske idealer. Problemet med den forklaring: 1) Mange er faktisk uenige om de demokratiske idealer vedr. tale-, tro- og forsamlingsfrihed. 2) Der er også uenighed om de demokratiske spilleregler i det hele taget. 3) De demokratiske normer er allerstærkest i det politiske lag.

16 Alternativ pluralistisk forklaring på, hvad der holder demokratiske politiske systemer sammen:
Det er slet ikke nødvendigt, at et flertal af vælgerne tror på de demokratiske idealer. De skal blot acceptere dem og ikke kraftigt modsætte sig deres gennemførelse. 3) Det allervigtigste er, at der findes en dygtig, veluddannet og ressourcestærk minoritet, som virkelig støtter de demokratiske idealer. (Her er Dahl tæt på elitismen!). 4) Ustabilitet opstår, hvis minoriteten ikke længere bakker op. Eller hvis den ikke længere er tilstrækkeligt ressourcestærk. (Her er Dahl igen tæt på elitismen!). Note til punkt 4): Tænk på, hvorfor Dahl her læner sig op ad elitismen?

17 Fordelene ved den pluralistiske forklaring ifølge Dahl
* Kræver ikke konsensus blandt homo civicus om de demokratiske idealer. * Den proces, der foregår, er resultatet af en udveksling mellem det politiske lag og befolkningen. .

18 Hvordan reproduceres opbakningen til demokratiet ifølge Dahls pluralistiske forklaringsmodel?
Processen har følgende 12 karakteristika : 1) Der er bred folkelig enighed om nogle få abstrakte demokratiske grundsætninger (”demokratiet er bedst” osv.). 2) Der er en antagelse om, at det (amerikanske) politiske system er demokratisk. 3) Tilslutningen til de demokratiske idealer produceres og opretholdes af en lang række varierende sociale processer. Bl.a. indoktrineringen i skolerne. 4) Trods den brede enighed om de generelle demokratiske grundsætninger kan borgerne godt være uenige i deres konkrete anvendelse

19 5) Medlemmerne af det politiske lag bakker mest op om de demokratiske normers indhold. De fleste professionelle politikere agerer ”demokratiske legitimatører”. 6) Udfordres de demokratiske normer og idealer kan det blive omkostningsfyldt for udfordreren. De ressourcestærke og dygtige professionelle legitimatører vil slå ned på udfordreren. Han vil blive behandlet som en outsider. 7) Selv om der til tider er uenighed om de demokratiske idealer og normer i det politiske lag, vil de som regel ikke få den store betydning for de brede offentlighed, fordi denne ikke er særligt interesseret i politik.

20 8) Der er af og til uenighed om, hvorvidt de demokratiske normer findes. I så fald er der en række autoriteter, som det politiske lag kan henvise til: domstole, eksperter, juridiske institutioner o.lign. De bakker de ”demokratiske legitimatører” op. 9) Normalt er det ikke svært at opretholde et stabilt politisk system. Også selv om det mangler opbakning fra et flertal af befolkningen. Så længe uenighederne og spørgsmålene ikke er politiserede, går den. Så afgøres de af det politiske lag selv. (Er Dahl elitist her?). 10) Det sker, at et betydeligt segment af det politiske lag begynder at tvivle på, om der kan opnås forandringer gennem de vedtagne procedurer. I disse tilfælde kan man se politikere henvende sig til direkte til befolkningen. Note til punkt 10): Dahls eksempel: McCarthys forfølgelse af venstreorienterede i 1950’ernes USA. Andet eksempel: dansk udlændingepolitik forud for valget i 2001.

21 11) Når repræsentanter fra det politiske lag henvender sig direkte til befolkningen, vil de borgere, der tager stilling, ofte følge deres loyalitet overfor bestemte partier eller politiske ledere. Fordi de ikke har lyst og tid til at sætte sig ind i spørgsmålet. 12) Appellen direkte til befolkningen kan ende på forskellige måder: Der kan ske det, at appellen ikke skaber den forventede effekt i befolkningen. Udfordrerne taber. Der kan også ske det, at legitimatørerne vinder over udfordrerne via ændret folkestemning, et valg el.lign. Udfordrerne taber. Eller der kan ske det, at udfordrerne vinder og dermed bliver næste generations legitimatører. Udfordrerne vinder.

22 Stuart Cleggs kritik af Dahls metode:
En enkelt case-studium. Hvad kan man slutte her udfra? Sammenligner ikke New Haven med andre byer. Der er ingen objektive kriterier for udvælgelsen af de tre undersøgte nøgleområder (byudvikling, uddannelse, politiske nomineringer). Der redegøres ikke for, hvordan aktørerne har opnået ressourcerne. Analyseres kun via deres effekt (problemet med målingen af potentielle ressourcer). Dahls analyse er en strukturelt set flad analyse! Megen debat og kritik af Dahls undersøgelse og model!

23 Demokratiet ifølge Dahls model Newtons kritik af Dahl
. Demokratiet ifølge Dahls model Newtons kritik af Dahl Det moderne USA er et inkluderende pluralistisk samfund. Nej, det inkluderer langt fra for alle grupper. De vigtigste aktører er lederne af de mange interesseorganisationer, som i kraft heraf har de politiske ressourcer. Problemet er, at nogle interesser ikke bliver organiserede, og at nogle grupper er politisk svagere end andre. Ressourcerne er ikke ligeligt fordelt, men heller ikke ulighederne ophobes bestemte steder i systemet. Omvendt. De svage politiske ressourcer hober sig op i bestemte grupper. De fleste mennesker stemmer og har herigennem mulighed for at påvirke den politiske proces. Mange mennesker stemmer ikke. Og stemmeafgivning indebærer i det hele taget kun en svag kontrol med lederne. Systemet med ledere og beslutningstagere er et relativt åbent system. Nogle grupper nægtes adgang til beslutningsprocessen. Mens hver enkelt gruppe er oligarkisk opbygget, er slutresultatet pluralistisk, fordi de konkurrerer med hinanden. Et system med konkurrerende oligarkier danner ikke et pluralistisk system. Et velfungerende demokrati resulterer i det mindste i en vis grad tilfredsstillende fordeling af goderne. Det politiske system fordeler på ingen måde magten ligeligt. Systemet leverer på ingen måde en tilfredsstillende fordeling, men favoriserer i stedet nogle grupper på bekostning af andre. Newtons kritik af Dahls pluralistiske teori er blot én af mange kritikere, men den opsummerer mange andres kritik .

24 Schumpeters klassiske elitisme
Er et opgør med en traditionel opfattelse af demokratisk styre. Antagelser i den traditionelle opfattelse ifølge Schumpeter: 1) ”Folket” har en bestemt og rationalt funderet opfattelse af hver enkelt politisk spørgsmål. 2) De vælger ”repræsentanter” m.h.p. at denne opfattelse kan føres ud i livet. Schumpeter vender denne opfattelse af demokratisk styre på hovedet via en ny definition af demokrati: Demokrati: Et system, hvor individer får magt til at træffe beslutninger ved hjælp af en konkurrencepræget kamp om folkets stemmer.

25 Schumpeter var en østrigsk økonom
Schumpeter var en østrigsk økonom. Schumpeter blev født i Trest i det daværende Østrig-Ungarn (nuværende Tjekkiet) og studerede retsvidenskab i Wien under Eugen von Böhm-Bawerk. Han blev 1909 professor i antropologi ved universitetet i Czernowits i det nuværende Ukraine og i 1911 ved universitetet i Graz, hvor han blev til afslutningen af Første Verdenskrig var østrigsk finansminister og var præsident for Biederman Bank var han professor ved universitetet i Bonn, hvorefter han flyttede til USA og underviste på Harvard-universitetet frem til 1950 Joseph A. Schumpeter Joseph Alois Schumpeter (8. februar 1883 – 8. januar 1950)

26 Schumpeters elitisme – en karakteristik i fem punkter
1) Det er ved at vælge og vælte regeringer, at parlamentet tilkendegiver, om man accepterer eller ikke accepterer premierministerens lederskab. 2) Demokratisk politik er et konkurrencepræget spil om magt, som virksomhedsdrift er et spørgsmål om profit (og ikke om at skaffe folk varer). 3) Vælgerne vælger mellem kandidater, som partierne har udpeget og hvis synspunkter, de synes bedst om. 4) Et parti er ikke en gruppe mennesker, der ønsker at fremme offentlig velfærd. Et parti er en gruppe mennesker, hvis medlemmer foreslår, at man handler sammen i den konkurrenceprægede kamp om den politiske magt. 5) Ellers ville de ikke være sådan, at mange partier havde næsten samme program. Derfor er partiorganisering, annoncer, slogans osv. ikke tilbehør til partierne. De er politikkens essens. Schumpeter var økonom. Kan det aflæses i hans teori om magt og demokrati?

27 Anvendelsen af Schumpeters teori:
1) Den primære funktion med vælgernes stemmeafgivning er at producere en regering. I praksis skal de beslutte, hvem der skal være landets politiske leder – kaldet premierministeren. 2) Premierministerens politiske lederskab består af tre-fire forskellige elementer: at være leder af sit parti i parlamentet, at være en slags leder af parlamentet, at være national formand for sit parti og måske at ende som national lederskikkelse, en statsmand. 3)Kabinettet er et slags ”mellemliggende” lederskab. Kabinettet er premierministerens forlængede arm i forhold til ministerens bureaukratiske maskiner. Det er ikke ”folkets vilje”, der gennemføres her. Til punkt 1): Det vil i et parlamentarisk system ske via valget af et mellemliggende organ – kaldet parlamentet.

28 Eva Etzioni-Halevy (1939-).
Eva Etzioni-Halevy om sig selv: “I was born in Vienna, Austria, but was fortunate to escape as a small child with my parents in We spent the war years in Italy, partly in an Italian concentration camp, and after the Germans conquered the northern part of Italy, in hiding. Having survived the holocaust in this manner, we reached what was then Palestine after the war. I grew up in a religious boarding school, after which I studied Sociology at the Hebrew University in Jerusalem, and later at Tel-Aviv University, where I was awarded my Ph.D. I lived most of my life in Israel, but spent two lengthy stretches of time in other countries, one in the U.S. and one in Australia. Eventually, some fifteen years ago, I decided to return to Israel to seek my roots there. I was born in Vienna, Austria, but was fortunate to escape as a small child with my parents in We spent the war years in Italy, partly in an Italian concentration camp, and after the Germans conquered the northern part of Italy, in hiding. Having survived the holocaust in this manner, we reached what was then Palestine after the war. I grew up in a religious boarding school, after which I studied Sociology at the Hebrew University in Jerusalem, and later at Tel-Aviv University, where I was awarded my Ph.D. I lived most of my life in Israel, but spent two lengthy stretches of time in other countries, one in the U.S. and one in Australia. Eventually, some fifteen years ago, I decided to return to Israel to seek my roots there.” Eva Etzioni-Halevy (1939-).

29 Eva Etzioni-Halevy (1993). The Autonomy of Elites and Democracy
- moderne demokratisk eliteteori Hvordan adskiller demo-eliteteori sig fra andre politologiske perspektiver? I modsætning til andre eliteteorier udgør eliterne ikke en sammenhængende magtstruktur. Nøglebegreberne er eliter og undereliter, som er relativt uafhængige af hinanden. Analysen koncentrerer sig om nogle få magtfulde eliter og magtfulde interessegrupper. Ikke alle eliter er lige interessante. Magten i vestlige demokratier er i hånden på nogle få nøgleeliter og undereliter. Det afgørende for et velfungerende demokrati er, at der findes eliter, som er uafhængige af regeringerne, når der drejer sig om kontrollen med egne ressourcer. Man skal skelne mellem eliter, som vil fortsætte det etablerede status quo og ledere af sociale bevægelser, som vil ændre status quo. Tænk på, hvad der har betydet for de to eliteteoretikere i dette diasshow (Schumpeter og Etzioni-Harlevy), at de begge har haft totalitarisme som en del af deres familiehistorie.

30 Demokratisk eliteteori
Elite = defineres som de personer, der har en stor andel af magten på basis af egen kontrol med vigtige ressourcer (= alt, der er knaphed på). Tredeling af samfundet (en anden en den sædvanlige tredeling): 1)Eliter – toppen af samfundet f.s.v.a. magt og ressourcer. 2) Undereliter – et mellemlag f.s.v.a. magt og ressourcer. 3) Offentligheden – har mindst adgang til magt og ressourcer. Eva Etzioni-Halevy er sociolog. Smitter det af på hendes teori?

31 Ad 3): Offentligheden er den, der ikke er 1) eller 2).
Eliter: Ad 1): Toppositioner i regeringen, administration, parlament, erhvervsliv, militær, medier, universiteter, interesseorganisationer – og topledere i sociale bevægelser. Undereliter: Ad 2): Mellemlederne i politik, forvaltning, universiteter, medier osv. En bufferzone. Nogle af dem har større autonomi fra eliterne end andre = mikro-demokrati i organisationerne. Offentligheden: Ad 3): Offentligheden er den, der ikke er 1) eller 2).

32 Hvorfor er det vigtigt, at eliterne har relativ autonomi (især af regeringseliten) i et demokrati?
Hvad er eliteautonomi? Det er ikke elitepluralisme, som har at gøre med antallet af eliter. 2) Eliteautonomi drejer sig om fordelingen af ressourcerne mellem eliterne. Autonome eliter har adgang til egne ressourcer. 3) Eliteautonomi drejer sig derimod ikke om, at organisationerne er autonome. Eliterne kan godt være autonome, selv om deres organisationer ikke er det.

33 Begrebet relativ autonomi i demo-eliteteorien – karakteristik i syv punkter:
1) Ingen autonomi i et demokratisk samfund er absolut, derfor kun relativ. 2) Der er tale om gradueringer, ikke enten-eller. 3) Analyser heraf må bero på vurderinger og fortolkende analyser. 4) Den relative autonomi kommer ofte til udtryk i måden, hvorpå en elite anvender ressourcerne. Anvendes den på at sikre elitens ”territorium”, er det et tegn på elitens relative autonomi.

34 Begrebet relativ autonomi i demo-eliteteorien – fortsat:
5) Anvendes ressourcerne på en måde, som hverken fremmer eller modarbejder andre interesser udenfor eliten, er det udtryk for en elites relative autonomi i forhold til andre eliter. 6) Derimod vil en relativt autonom elite ofte have sammenstød med andre eliter. Det kan ligefrem være en indikator på relativ autonomi. 7) Særlig vigtig er den relative autonomi i f.t. eliten i og omkring regeringen.

35 Centrale elementer i demo-eliteteorien:
Normativ: Forudsætningen for et demokrati er, at der findes en elite, som er relativ autonom i f.t. regeringen. Man kan ligefrem demokratisere via skabelsen af relativt autonome eliter. Deskriptiv: I vestlige demokratier er den relative autonomi i f.t. regeringen i et vist omfang institutionaliseret – fx via oppositionen, fagforeninger, medier, erhvervsliv, domstole og bureaukratiet.

36 Tilsyneladende paradoks i demo-eliteteorien:
Demokrati: A) Demokrati defineres normalt som kamp om magten via frie valg på baggrund af almen stemmeret. Flertallet får magten. MEN herudover antager demo-eliteoriens om demokratiets grundlæggende forudsætninger: B) Sædvanlige frihedsrettigheder SKAL suppleres med magtadskillelse via eliteautonomi inden for staten.

37 Tilsyneladende paradoks i elite-demoteorien - fortsat
1) Er det ikke udemokratisk med en elite, som ikke er underlagt den demokratisk valgte regeringsmagt? 2) Nej! Forudsætningen for, at den demokratiske proces kan fortsætte efter valget er, at der er nogen til at erstatte den siddende regering. 3)Det kræver, at der er en relativt autonom elite udenfor regeringen i oppositionspartierne og evt. tilknyttede organisationer. 4) Forudsætningen er også, at der findes en relativt autonom elite i form af et ikke-politiseret bureaukrati og politistyrke, i medierne og i erhvervslivet.

38 Konklusion i demo-eliteteorien
Frie valghandlinger forudsætter stærke mod-eliter til regeringen. Der skal relativ eliteautonomi (metaprincip) til for at opretholde de demokratiske principper. Uden eliteautonomi er demokratiet uden substans. Kan i så fald meget let blive offer for udemokratiske kræfter.

39 Sammenligning mellem pluralisme, klassisk elitisme og demokratisk elitisme
Emne Pluralisme Klassisk elitisme Demokratisk elitisme Politisk magt Er delt mellem flere konkurrerende grupper Er samlet hos og omkring den politiske leder Er hos regeringen og eliten heromkring, men trues hele tiden af en mod-elite Politiske ressourcer Er potentielt delt mellem mange aktører Findes i regeringsapparatet Findes både hos den regerende elite og hos modeliter med relativ autonomi Hvorfor er ikke flere politisk aktive? Fordi de langt hellere vil bruge tiden på noget andet Fordi det er nyttesløst. De tilhører ikke magtens indre cirkel Fordi de ikke er elite, underelite eller mod-elite Hvilken rolle spiller folket? Kan aktiveres og blive politisk aktive, hvis tingene går mod deres ønsker Er som passive forbrugere af varer, når de vælger mellem politiske partier Kan blive aktive som del af en mod-elite med relativ autonomi Hvilken rolle spiller troen på demokratiet? Det politiske lag skal tro på demokratiet. Resten skal blot via skolen blive gjort parate til at acceptere de demokratiske principper Der skal være en konstant kamp om magten. Det og kun det er ”troen på demokratiet” Der skal sikres mulighed for, at eliter udenfor regeringen ikke underkastes regeringseliten. Det skal der ”troes” på

40 Perspektiver 1) Pluralisme-elitisme debatten en af statskundskabens store debatter. Sætter sind og faglighed i kog. 2) Handler grundlæggende om, hvordan man betragter og analyserer moderne demokratiske samfund. 3) Stillingtagen til debatten har betydning for, hvordan man angriber en opgave, et spørgsmål, et debatemne osv. 4) Pluralismen blev meget kritiseret i 1970’erne og 1980’erne. Men fik en opblomstring efter Murens Fald. Holder denne opblomstring? 5) Derfor: Hvad er din faglige identitet: Er du pluralist eller elitist? Tænk på, om du hælder til pluralismen eller elitismen (deskriptivt og normativt)?