Kants kritik af dømmekraften. Det gode liv og den menneskelige dømmekraft Lige siden Platon og Aristoteles – og også tidligere – har mennesket gjort sig.

Præsentationer af emnet: "Kants kritik af dømmekraften. Det gode liv og den menneskelige dømmekraft Lige siden Platon og Aristoteles – og også tidligere – har mennesket gjort sig."— Præsentationens transcript:

1 Kants kritik af dømmekraften

2 Det gode liv og den menneskelige dømmekraft Lige siden Platon og Aristoteles – og også tidligere – har mennesket gjort sig overve- jelser over eget liv. Man har set på livsvilkårene, man har levet under, og gjort sig overvejelser over, om man har kunnet forbedre dem. Det har så igen ført til overvejelser over, hvad det det gode liv overhovedet kan siges at være. Platons og Aristoteles’ undersøgelse af det gode liv tager udgangspunkt i begrebet om det gode som eudaimon. Eudaimon er blevet identificeret med lykke, men her skal man være klar over, at lykke for Platon og Aristoteles ikke så meget er kædet sammen med lykke som følelseskategori, som det er kædet sammen med begrebet om det at kunne lykkes og være vellykket. Faktisk mener Platon og Aristoteles, at alt i verden har indbyggede kriterier for, hvordan det kan være vellykket. Det er med andre ord en formålsrettet eller teleologisk bestemmelse – og det er i sidste instans også en kosmologisk bestemmelse. Specielt hvad mennesket angår, mener Platon og Aristoteles, at dets bestemmelse som handlende væsen er at opnå eudaimon. Det er her, vi skal finde menneskets fremmeste dyd (areté).

3 Det gode liv og den menneskelige dømmekraft Men er eudaimon et praktisk anliggende, der i højere grad er kædet sammen med handlingen og dens mål snarere end med følelsen, er der samtidig tale om en teknisk og etisk kategori. Her forsøgte såvel Platon som Aristoteles – i opposition til den ud- talte relativisme, der herskede i Grækenland på deres tid på handlingens og moralens område – at se handlingen ikke som relativ til tid og sted, men i stedet som reflekteret i de naturlige evner, vi som fornuftsvæsener nu engang har fået for at kunne afgøre, hvad det vil sige at leve et godt liv.

4 Men er eudaimon et praktisk anliggende, der i højere grad er kædet sammen med handlingen og dens mål snarere end med følelsen, er der samtidig tale om en teknisk og etisk kategori. Her forsøgte såvel Platon som Aristoteles – i opposition til den ud- talte relativisme, der herskede i Grækenland på deres tid på handlingens og moralens område – at se handlingen ikke som relativ til tid og sted, men i stedet som reflekteret i de naturlige evner, vi som fornuftsvæsener har for at kunne afgøre, hvad det vil sige at leve et godt liv. Det gode liv og den menneskelige dømmekraft Aristoteles: “Menneskets gode er virkeliggørelsen af sjælens evner i overensstemmelse med dyden.” (Aristoteles 2000:1098 a).

5 Denne tanke om, at det gode liv ikke blot kan bestå i et liv i passiv nydelse (som hedonisterne hævder), men at det må være et liv gennemtrængt af fornuftsstyret handling, hvis det skal være et godt liv, bliver – omend i ændret form – genoplivet i oplysningstiden og romantikken. Her kendes det især som det tyske begreb om Bildung, det, vi på dansk kalder almen- dannelse (Herder, Schiller, Schelling, Humboldt). Her spiller ikke mindst Kants fornuftsbegreb en central rolle, sådan som det er udfoldet i Kants tre kritikker: Kritik af den rene fornuft (1781) Kritik af den praktiske fornuft (1788) Kritik af dømmekraften (1790) Set i et dannelsesteoretisk perspektiv spiller specielt ”Kritik af dømmekraften” en væsentlig rolle. Den kan dog kun forstås i lyset af de andre kritikker. Lad os se på de tre kritikker i tur og orden: Det gode liv og den menneskelige dømmekraft

6 Kants fornuftsbegreb Ifølge Kant består fornuften i virkeligheden af tre typer fornuft: (1) Den rene eller teoretiske fornuft, der for så vidt den er rettet mod tings- verdenen kaldes forstanden. Tingserkendelsen består dels af anskuel- sen (intuitionen), som indfælder de erkendte ting i tid og rum, dels af de forstandskategorier, vi klassificerer genstandene gennem, fx kausali- tetsbegrebet. Forstanden kan være empirisk og angå konkrete ting, eller den kan være ren (som i aritmetik og geometri). Fornuften er - som forstand - konstitutiv over for tingsverdenen. Over for sig selv er den blot regulativ. Her undersøger den bl.a. betingelserne for mulig og gyldig tingserfaring. Undersøgelsen kaldes da transcendental (da den overskrider den empiriske erfaring). Den teoretiske dom er en dom om det Sande. Immanuel Kant 1724-1804

7 Kants fornuftsbegreb Ifølge Kant består fornuften i virkeligheden af tre typer fornuft: (1) Den rene eller teoretiske fornuft, der for så vidt den er rettet mod tingsverdenen kaldes forstanden. Forstanden består dels af anskuelsen (intuitionen), som indfælder de erkendte ting i tid og rum, dels af de forstandskategorier, vi klassificerer genstandene gennem, fx kausali- tetsbegrebet. Forstanden kan være empirisk og angå konkrete ting, eller den kan være ren (som i aritmetik og geometri). Fornuften er - som forstand - konstitutiv for tingsverdenen. Over for sig selv er den blot regulativ. Her undersøger den bl.a. betingelserne for mulig og gyldig tings-erfaring. Undersøgelsen kaldes da transcendental (da den overskrider den empiriske erfaring). Den teoretiske dom er en dom om det Sande. (2) Den praktiske fornuft er ikke rettet mod tingsverdenen, men mod handleverdenen og muligheden for her at stifte en moralsk orden. Den praktiske fornuft er ikke konstitutiv for sit genstandsfelt som den teoretiske fornuft, men alene regulativ: Den skaber ikke hand- lingerne, men finder dem for at regulere dem. Der kan herefter spørges teknisk og praktisk til dem: Er midlerne egnede, givet formå- let? Og er selve målet etisk retfærdiggjort? Her mener Kant nu, at det er muligt af den praktiske fornufts form at udlede et universelt princip for etisk retfærdiggørelse af enhver handling. Princippet – det så- kaldte kategoriske imperativ – lyder (i én af sine formuleringer):”Handl sådan, at du kan gøre din handling til en almen lov.” Den etiske dom er en dom om det Gode. Immanuel Kant 1724-1804

8 Kants fornuftsbegreb Ifølge Kant består fornuften i virkeligheden af tre typer fornuft: (1) Den rene eller teoretiske fornuft, der for så vidt den er rettet mod tingsverdenen kaldes forstanden. Forstanden består dels af anskuelsen (intuitionen), som indfælder de erkendte ting i tid og rum, dels af de forstandskategorier, vi klassificerer genstandene gennem, fx kausali- tetsbegrebet. Forstanden kan være empirisk og angå konkrete ting, eller den kan være ren (som i aritmetik og geometri). Fornuften er - som forstand - konstitutiv for tingsverdenen. Over for sig selv er den blot regulativ. Her undersøger den bl.a. betingelserne for mulig og gyldig tings-erfaring. Undersøgelsen kaldes da transcendental (da den overskrider den empiriske erfaring). Den teoretiske dom er en dom om det Sande. (2) Den praktiske fornuft er ikke rettet mod tingsverdenen, men mod handleverdenen og muligheden for her at stifte en moralsk orden. Den praktiske fornuft er ikke konstitutiv for sit genstandsfelt som den teoretiske fornuft, men alene regulativ: Den skaber ikke hand- lingerne, men finder dem for at regulere dem. Der kan herefter spørges teknisk og praktisk til dem: Er midlerne egnede, givet formå- let? Og er selve målet etisk retfærdiggjort? Her mener Kant nu, at det er muligt af den praktiske fornufts form at udlede et universelt princip for etisk retfærdiggørelse af enhver handling. Princippet – det så- kaldte kategoriske imperativ – lyder (i én af sine formuleringer):”Handl sådan, at du kan gøre din handling til en almen lov.” Den etiske dom er en dom om det Gode. Immanuel Kant 1724-1804 (3) Den æstetiske og teleologiske fornuft (dømmekraften) er hver- ken konstitutivt vendt mod tingsverdenen eller regulativt vendt mod handleverden. Den er ikke engang organiseret ifølge noget fornuftsprincip. Alligevel mener Kant, at den æstetiske fornuft eller dømmekraften, som han kalder den, er i stand til at sikre en empirioverskridende, transcendental grundlægning, dels af den æstetiske erfaring, dels af bl.a. biologien (hvilket vi ikke vil tage op her). Den æstetisk dom er en dom om det Skønne eller det Ophøjede.

9 Immanuel Kant 1724-1804 Den æstetiske dom er ifølge Kant karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede (el. sublime). 5.Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Vi vil se på de fem træk i tur og orden. Bagefter vil vi perspektivere Kants iagttagelser ved at parre dem med nogle iagttagelser, vi kan finde hos Ludwig Wittgenstein i en række forelæsningsnoter, udgivet af nogle af Wittgensteins elever længe efter hans død (Wittgenstein 2001 (1978)).

10 Immanuel Kant 1724-1804 Den æstetiske dom er ifølge Kant karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede (el. sublime). 5.Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Vi vil se på de fem træk i tur og orden. Bagefter vil vi perspektivere Kants iagttagelser ved at parre dem med nogle iagttagelser, vi kan finde hos Ludwig Wittgenstein i en række forelæsningsnoter, udgivet af nogle af Wittgensteins elever længe efter hans død (Wittgenstein 2001 (1978)). Når Kant taler om den æstetiske dom, kan det betale sig ikke nødvendigvis at omfatte den som en sproglig dom. Man skal også – og vel især – kunne opfatte den som dom implicit i den dømmendes handlen.

11 Immanuel Kant 1724-1804 Den æstetiske dom er ifølge Kant karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede (el. sublime). 5.Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Vi vil se på de fem træk i tur og orden. Bagefter vil vi perspektivere Kants iagttagelser ved at parre dem med nogle iagttagelser, vi kan finde hos Ludwig Wittgenstein i en række forelæsningsnoter, udgivet af nogle af Wittgensteins elever længe efter hans død (Wittgenstein 2001 (1978)). Når Kant taler om den æstetiske dom, kan det betale sig ikke nødvendigvis at omfatte den som en sproglig dom. Man skal også – og vel især – kunne opfatte den som dom implicit i den dømmendes handlen. Ludwig Wittgenstein: Den æstetiske dom er en del af folks vanemæssige adfærd: ”Hvordan viser jeg, at jeg kan lide et jakkesæt? Hovedsagelig ved at gå med det tit, eller ved at synes om det, når jeg ser det osv.” (Wittgenstein 2001 (1965): 27).

12 Immanuel Kant 1724-1804 Den æstetiske dom er ifølge Kant karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede (el. sublime). 5.Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Vi vil se på de fem træk i tur og orden. Bagefter vil vi perspektivere Kants iagttagelser ved at parre dem med nogle iagttagelser, vi kan finde hos Ludwig Wittgenstein i en række forelæsningsnoter, udgivet af nogle af Wittgensteins elever længe efter hans død (Wittgenstein 2001 (1978)). Når Kant taler om den æstetiske dom, kan det betale sig ikke nødvendigvis at omfatte den som en sproglig dom. Man skal også – og vel især – kunne opfatte den som dom implicit i den dømmendes handlen. Ludwig Wittgenstein: Den æstetiske dom er en del af folks vanemæssige adfærd: ”Hvordan viser jeg, at jeg kan lide et jakkesæt? Hovedsagelig ved at gå med det tit, eller ved at synes om det, når jeg ser det osv.” (Wittgenstein 2001 (1965): 27). Lad os i det følgende se på den æstetiske doms fem væsenstræk

13 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig

14 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig Kant: ”Hvis vi vil afgøre, hvorvidt noget er smukt eller ikke, og relaterer forestillingen til objektet med henblik på at erkende det, er det ikke forstanden, vi gør brug af; det er derimod indbildningskraften (muligvis i forbindelse med forstanden), vi betjener os af, idet vi forbinder forestillingen med subjektet og med dets følelse af lyst eller ulyst. Smagsdommen er således ikke en erkendelsesdom; altså er den ikke en logisk, men en æstetisk dom, hvorved vi forstår en dom, hvis bestemmelsesgrund ikke kan være andet end subjektiv.” (KaD:57)

15 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig lyst ulyst erkendedom ved forstanden eller indbildnings- kraften smagsdom Erkendedommen er genstandsrettet. Smagsdommen derimod er reflekterende, dvs. rettet mod den lyst eller ulyst, erken- dedommen fremkalder.

16 Jan Vermer: Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1867 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs.

17 Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Kant: ”Det velbehag, som vi forbinder med forestillingen om genstandens eksistens, kalder vi interesse. Altså er et sådant velbehag altid forbundet med vor begærsevne, enten som bestemmelsesgrund for denne eller som i det mindste nødvendigvis forbundet men den.” (KaD:58) Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1867

18 Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Kant: ”Det velbehag, som vi forbinder med forestillingen om genstandens eksistens, kalder vi interesse. Altså er et sådant velbehag altid forbundet med vor begærsevne, enten som bestemmelsesgrund for denne eller som i det mindste nødvendigvis forbundet men den.” (KaD:58) I den æstetiske dom interesserer jeg mig derimod ikke for eksistensen af den genstand, jeg dømmer om, kun om min betragtning af den. Den æstetiske dom er interesseløs. Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1867

19 Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Kant: ”Det velbehag, som vi forbinder med forestillingen om genstandens eksistens, kalder vi interesse. Altså er et sådant velbehag altid forbundet med vor begærsevne, enten som bestemmelsesgrund for denne eller som i det mindste nødvendigvis forbundet men den.” (KaD:58) I den æstetiske dom interesserer jeg mig derimod ikke for eksistensen af den gen-stand, jeg dømmer om, kun om min be-tragtning af den. Den æstetiske dom er interesseløs. Kant: ”[…] hvis spørgsmålet gælder, hvorvidt noget er smukt, ønsker vi ikke at vide, om tingens eksistens er os eller nogen anden magtpåliggende eller kunne være det; hvad vi ønsker at vide er derimod, hvordan vi bedømmer tingen i vor blotte betragtning af den (ved anskuelse eller refleksion).” (KaD:58) Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1867

20 Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Kant: ”Det velbehag, som vi forbinder med forestillingen om genstandens eksistens, kalder vi interesse. Altså er et sådant velbehag altid forbundet med vor begærsevne, enten som bestemmelsesgrund for denne eller som i det mindste nødvendigvis forbundet men den.” (KaD:58) I den æstetiske dom interesserer jeg mig derimod ikke for eksistensen af den gen-stand, jeg dømmer om, kun om min be-tragtning af den. Den æstetiske dom er interesseløs. Kant: ”[…] hvis spørgsmålet gælder, hvorvidt noget er smukt, ønsker vi ikke at vide, om tingens eksistens er os eller nogen anden magtpåliggende eller kunne være det; hvad vi ønsker at vide er derimod, hvordan vi bedømmer tingen i vor blotte betragtning af den (ved anskuelse eller refleksion).” (KaD:58) Lad os give nogle eksempler på forskellen mellem den ikke- æstetiske og den æstetiske dom!

21 Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Den skildrede scene i Goyas billede kan være modbydelig og blomsten og Vermers unge pige kan være indtagen- de; men ingen af de tre domme vil kunne være æstetiske I den æstetiske dom interesserer jeg mig derimod ikke for eksistensen af den gen-stand, jeg dømmer om, kun om min be-tragtning af den. Den æstetiske dom er interesseløs.

22 det nyttige det tiltalende det gode det skønne Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Eksemplerne viser, at vi må skelne mellem Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869

23 det nyttige det tiltalende det gode det skønne Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Det nyttige angår det formåls- rettede middel situation – middel – formål Det er nyttigt at spise grønt Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869

24 det nyttige det tiltalende det gode det skønne Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Det nyttige angår det formåls- rettede middel Det tiltalende er det, som be- hager (fremkalder lyst) ved umiddelbar pirring. Domme om det tiltalende gør ikke krav på universalitet følelse indtryk af lyst af farve Isen en tiltalende Farven er tiltalende Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869

25 det nyttige det tiltalende det gode det skønne Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Det nyttige angår det formåls- rettede middel Det tiltalende er det, som be- hager (fremkalder lyst) ved umiddelbar pirring. Domme om det tiltalende gør ikke krav på universalitet Det gode er uafhængigt af den dømmendes evt. følelse af lyst og ulyst. Dommen er etisk og dermed alene bestemt af det, moralloven dikterer Moralloven: ”Handl kun, så du kan gøre din handling til en almen lov” A har lyst til at dræbe sin nabo Vil A selv kunne acceptere at blive dræbt af andre? Hvis nej, så vil A ikke etisk kunne forsvare at slå din nabo ihjel Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869

26 det nyttige det tiltalende det gode det skønne Jan Vermer Pigen med perleøreringene 1665 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller om det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. 3. Den æstetiske dom er interesseløs. Det nyttige angår det formåls- rettede middel Det tiltalende er det, som be- hager (fremkalder lyst) ved umiddelbar pirring. Domme om det tiltalende gør ikke krav på universalitet Det gode er uafhængigt af den dømmendes evt. følelse af lyst og ulyst. Dommen er etisk og dermed alene bestemt af det, moralloven dikterer Ingen af disse domme er æstetiske. Domme om det nyttige og det gode er hand- ledomme; og domme om det tiltalende er alene udtryk for sansesmag. Kun domme om det skønne (smukke) og det ophøjede er æstetiske. Alene disse er interesseløse og gør krav på universalitet. Alene disse er udtryk for refleksionssmag. Fransisca Goya: Maximilians henrettelse 1869

27 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. Immanuel Kant 1724-1804 Den æstetiske dom om det skønne er en dom om, hvor- vidt det, der afføder lyst eller ulyst, består i et frit spil mellem indbildningskraft og forstand Den æstetiske dom om det ophøjede (sublime) er en dom om, hvorvidt det, der afføder lyst eller ulyst, er en dom om noget, der er så stort, at det ikke kan om- fattes af noget begreb

28 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. Immanuel Kant 1724-1804 Den æstetiske dom om det skønne er en dom om, hvor- vidt det, der afføder lyst eller ulyst, består i et frit spil mellem indbildningskraft og forstand meres under en forstandskategori, er arabesken mere udfordrende for ind- bildningskraftens frie virksomhed, da den vanskeligt lader sig subsummere som cirklen eller trekanten. - Dette kan generaliseres: Hver gang noget udgør en udfordring for indbildningskraftens eller forstandens fri virksom- hed, ledsages det af en følelse af lyst. Monotoni derimod skaber kedsom- hed (og ansporer til at opsøge situationer, som skaber lyst) En dom om en arabesk er en æstetisk dom, fordi den er udtryk for et frit spil mellem indbildningskraften og forstands- gorierne: I modsætning til cirklen og tre- tanten, som ummiddelbart kan subsu- Den æstetiske dom om det ophøjede (sublime) er en dom om, hvorvidt det, der afføder lyst eller ulyst, er en dom om noget, der er så stort, at det ikke kan om- fattes af noget begreb

29 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. Immanuel Kant 1724-1804 Den æstetiske dom om det skønne er en dom om, hvor- vidt det, der afføder lyst eller ulyst, består i et frit spil mellem indbildningskraft og forstand meres under en forstandskategori, er arabesken mere udfordrende for ind- bildningskraftens frie virksomhed, da den vanskeligt lader sig subsummere som cirklen eller trekanten. - Dette kan generaliseres: Hver gang noget udgør en udfordring for indbildningskraftens eller forstandens fri virksom- hed, ledsages det af en følelse af lyst. Monotoni derimod skaber kedsom- hed (og ansporer til at opsøge situationer, som skaber lyst) En dom om en arabesk er en æstetisk dom, fordi den er udtryk for et frit spil mellem indbildningskraften og forstands- gorierne: I modsætning til cirklen og tre- tanten, som ummiddelbart kan subsu- Kant: ”Alt stift regelmæssigt (der kommer tæt på den matematiske regelmæssighed) har noget i sig, der vækker vor smags modvilje: Vi kan ikke i ret lang tid ad gangen beskæftige os med at betragte det, og hvis ikke det udtrykkeligt er knyttet til en erkendelse, eller en bestemt praktisk hensigt, keder det os snart. Heroverfor er det spil, som indbildningskraften uop- fordret og formålstjenligt kan tilbyde, altid nyt for os og vi bliver ikke trætte af at betragte det.” (KaD:91)

30 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. Immanuel Kant 1724-1804 Den æstetiske dom om det skønne er en dom om, hvor- vidt det, der afføder lyst eller ulyst, består i et frit spil mellem indbildningskraft og forstand Den æstetiske dom om det ophøjede (sublime) er en dom om, hvorvidt det, der afføder lyst eller ulyst, er en dom om noget, der er så stort, at det ikke kan om- fattes af noget begreb de fremkalder lyst er lidt kompliceret. Det uforholdsmæssigt store findes i to former: Det matematisk ophøjede, fx det uendelige, og det dynamisk ophø- jede, fx dramatiske og overvældende landskaber. Umiddelbart vil begge fremkalde frygt, fordi de kan knuse én som kødelig eksistens. Imidlertid er dette ophøjede ”...velegnet til at fremstille noget, som vi kan træffe på i sin- det. For det egentligt ophøjede kan ikke rummes i en sanselig form, men vedrører alene fornuftsideer.” (KaD:93). ”Ophøjet er det, som takket være den omstændighed, at vi kan tænke, demonstrerer en evne i sindet, som overskrider enhver sanselig målestok.” (KaD:97) En dom om det ophøjede er en dom om vores forstands utilstrækkelighed, når det gælder erkendelsen af det uforholds- mæssigt store. Grunden til at det ophøje-

31 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at væ- re af begrebslig art. Immanuel Kant 1724-1804 Den æstetiske dom om det skønne er en dom om, hvor- vidt det, der afføder lyst eller ulyst, består i et frit spil mellem indbildningskraft og forstand En dom om det ophøjede er en dom om vores forstands utilstrækkelighed, når det gælder erkendelsen af det uforholds- mæssigt store. Grunden til at det ophøje- de fremkalder lyst er lidt kompliceret. Det uforholdsmæssigt store findes i to former: Det matematisk ophøjede, fx det uendelige, og det dynamisk ophø- jede, fx dramatiske og overvældende landskaber. Umiddelbart vil begge fremkalde frygt, fordi de kan knuse én som kødelig eksistens. Imidlertid er dette ophøjede ”...velegnet til at fremstille noget, som vi kan træffe på i sin- det. For det egentligt ophøjede kan ikke rummes i en sanselig form, men vedrører alene fornuftsideer.” (KaD:93). ”Ophøjet er det, som takket være den omstændighed, at vi kan tænke, demonstrerer en evne i sindet, som overskrider enhver sanselig målestok.” (KaD:97) Som ophøjet er den æstetiske dom et symbol for vor egen fornufts naturoverskridende humanitet – og det er netop det, der gør dommen lystfyldt: Den er billedet på det etiske i men- nesket, og på den frihed, der følger heraf, og som ikke blot er en frihed til at vælge mellem simple alternativer, men er en udstrakt frihed, der giver sig til kende som alment distribuer- bar i ethvert fornuftsvæsen – i form af reflekteret frihed eller autonomi. Den æstetiske dom om det ophøjede (sublime) er en dom om, hvorvidt det, der afføder lyst eller ulyst, er en dom om noget, der er så stort, at det ikke kan om- fattes af noget begreb

32 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Immanuel Kant 1724-1804 Både den teoretiske og praktiske fornuft er kendetegnet af principledede domme og domme af begrebslig art, fx kausal- domme eller domme indbefattende det kategoriske imperativ. Sådanne domme finder vi ikke inden for dømmekraftens om- råde. De er ikke apodiktiske. Alligevel gør dommene her for- dring på at være universelle og gælde for alle.

33 Kants æstetiske dom er karakteriseret af fem væsenstræk: 1.Den æstetiske dom er reflekterende. 2.Den æstetiske dom er forbundet med følel- sen af lyst eller ulyst. 3.Den æstetiske dom er interesseløs. 4.Den æstetiske dom kan være en dom om det skønne eller det ophøjede. 5.Den æstetiske dom er universel uden at være begrebslig. Immanuel Kant 1724-1804 Kant: ”Hvis smagsdommene var uden et princip, som tilfældet er med den rene sansesmag, ville ingen tænke på at tillægge dem en nødvendighed. Altså må de indeholde et subjektivt princip, der kun bestemmer ved følelsen og ikke ved begrebet, men som alligevel alment bestemmer, hvad der behager og mishager. Et sådant princip ville alene kunne betragtes som en fælles sans, der er væsensfor- skellig fra den fælles forstand, som folk undertiden omtaler som fælles sans (sensus communis); for denne sidstnævnte sans døm- mer ikke ud fra følelsen, men altid ud fra begreber, skønt vanligvis ud fra principper, man kun dunkelt forestiller sig.” (KaD:86) Både den teoretiske og praktiske fornuft er kendetegnet af principledede domme og domme af begrebslig art, fx kausal- domme eller domme indbefattende det kategoriske imperativ. Sådanne domme finder vi ikke inden for dømmekraftens om- råde. De er ikke apodiktiske. Alligevel gør dommene her for- dring på at være universelle og gælde for alle.

34 Opsummering og perspektivering: Den æstetiske dom er – som vi har set – reflekterende, forbundet med lyst eller ulyst, interesseløs, rettet mod det Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og forstand) eller det Ophøjede (det begrebsligt set uomfattelige) og universel uden at være af be- grebslig art. Kants æstetik er – som sagt – ikke en psykologisk-empirisk teori om det menneskelige velbehag. Den er normativ, og den er transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form for fornuft, fornuft overhovedet. I den forstand blander den ikke det normative med det empiriske. Det normative er – som Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali- tet. Men hvor eksisterer verden som forudsætning for, at vi har fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål. Immanuel Kant 1724-1804

35 Opsummering og perspektivering: Den æstetiske dom er – som vi har set – reflekterende, forbundet med lyst eller ulyst, interesseløs, rettet mod det Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og forstand) eller det Ophøjede (det begrebsligt set uomfattelige) og universel uden at være af be- grebslig art. Kants æstetik er – som sagt – ikke en psykologisk-empirisk teori om det menneskelige velbehag. Den er normativ og den er transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form for fornuft, fornuft overhovedet. I den forstand blander den ikke det normative med det empiriske. Det normative er – som Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali- tet. Men hvor eksisterer verden som forudsætning for, at vi har fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål. Immanuel Kant 1724-1804 I dag må vi kræve en tættere forbindelse mellem det transcen- dentale og det empiriske, end den Kant var villig til at accep- tere. Men også på anden vis synes Kants teori at måtte kræve en revision. Når Kant taler om det skønne som frit spil mellem indbildningskraft og forstand, forekommer det en kende esote- risk og vel også snævert. Wittgenstein har i stedet for at tale om frit spil mellem indbildningskraft og forstand foreslået, at man taler om bemestringen af en teknik – om, at det at beme- stre en teknik er lystfremkaldende.

36 Opsummering og perspektivering: Den æstetiske dom er – som vi har set – reflekterende, forbundet med lyst eller ulyst, interesseløs, rettet mod det Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og forstand) eller det Ophøjede (det begrebsligt set uomfattelige) og universel uden at være af be- grebslig art. Kants æstetik er – som sagt – ikke en psykologisk-empirisk teori om det menneskelige velbehag. Den er normativ og den er transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form for fornuft, fornuft overhovedet. I den forstand blander den ikke det normative med det empiriske. Det normative er – som Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali- tet. Men hvor eksisterer verden som forudsætning for, at vi har fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål. Immanuel Kant 1724-1804 I dag må vi kræve en tættere forbindelse mellem det transcen- dentale og det empiriske, end den Kant var villig til at accep- tere. Men også på anden vis synes Kants teori at måtte kræve en revision. Når Kant taler om det skønne som frit spil mellem indbildningskraft og forstand, forekommer det en kende esote- risk og vel også snævert. Wittgenstein har i stedet for at tale om frit spil mellem indbildningskraft og forstand foreslået, at man taler om bemestringen af en teknik – om, at det at beme- stre en teknik er lystfremkaldende. ”Det er påfaldende, at æstetiske adjektiver såsom 'skøn', 'fin‘ osv. næsten slet ingen rolle spiller, når der i det virkelige liv bliver fældet æstetiske domme. Bliver der brugt æstetiske adjektiver i musikkritik? Man siger: "Se lige på den overgang her",' eller […] "Denne passage er usammenhængende". De ord, man anvender, svarer snarere til 'rigtig' og 'korrekt' (således som disse ord anvendes i almindelig tale) end til 'skøn' og 'dejlig'.” (Wittgenstein 2001 (1989):24-25)

37 Opsummering og perspektivering: Den æstetiske dom er – som vi har set – reflekterende, forbundet med lyst eller ulyst, interesseløs, rettet mod det Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og forstand) eller det Ophøjede (det begrebsligt set uomfattelige) og universel uden at være af be- grebslig art. Kants æstetik er – som sagt – ikke en psykologisk-empirisk teori om det menneskelige velbehag. Den er normativ og den er transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form for fornuft, fornuft overhovedet. I den forstand blander den ikke det normative med det empiriske. Det normative er – som Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali- tet. Men hvor eksisterer verden som forudsætning for, at vi har fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål. Immanuel Kant 1724-1804 I dag må vi kræve en tættere forbindelse mellem det transcen- dentale og det empiriske, end den Kant var villig til at accep- tere. Men også på anden vis synes Kants teori at måtte kræve en revision. Når Kant taler om det skønne som frit spil mellem indbildningskraft og forstand, forekommer det en kende esote- risk og vel også snævert. Wittgenstein har i stedet for at tale om frit spil mellem indbildningskraft og forstand foreslået, at man taler om bemestringen af en teknik – om, at det at beme- stre en teknik er lystfremkaldende. ”Det er påfaldende, at æstetiske adjektiver såsom 'skøn', 'fin‘ osv. næsten slet ingen rolle spiller, når der i det virkelige liv bliver fældet æstetiske domme. Bliver der brugt æstetiske adjektiver i musikkritik? Man siger: "Se lige på den overgang her",' eller […] "Denne passage er usammenhængende". De ord, man anvender, svarer snarere til 'rigtig' og 'korrekt' (således som disse ord anvendes i almindelig tale) end til 'skøn' og 'dejlig'.” (Wittgenstein 2001 (1989):24-25) At sige ”trommerne skal hænge lidt mere” er en teknisk bemærkning. Men det er samtidig en æstetisk ”bemærkning” gennem den mimik eller gestus, der ledsager den. Det er en implicit ”bemærkning” om, at hvis du får trommerne til at hænge lidt mere, så vil det være tegn på god smag – på noget, der vil kunne fremkalde en følelse af æstetisk behag.

38 Opsummering og perspektivering: Den æstetiske dom er – som vi har set – reflekterende, forbundet med lyst eller ulyst, interesseløs, rettet mod det Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og forstand) eller det Ophøjede (det begrebsligt set uomfattelige) og universel uden at være af be- grebslig art. Kants æstetik er – som sagt – ikke en psykologisk-empirisk teori om det menneskelige velbehag. Den er normativ og den er transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form for fornuft, fornuft overhovedet. I den forstand blander den ikke det normative med det empiriske. Det normative er – som Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali- tet. Men hvor eksisterer verden som forudsætning for, at vi har fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål. Immanuel Kant 1724-1804 I dag må vi kræve en tættere forbindelse mellem det transcen- dentale og det empiriske, end den Kant var villig til at accep- tere. Men også på anden vis synes Kants teori at måtte kræve en revision. Når Kant taler om det skønne som frit spil mellem indbildningskraft og forstand, forekommer det en kende esote- risk og vel også snævert. Wittgenstein har i stedet for at tale om frit spil mellem indbildningskraft og forstand foreslået, at man taler om bemestringen af en teknik – om, at det at beme- stre en teknik er lystfremkaldende. I overensstemmelse hermed kan han definere den æstetiske dom slet og ret som en kompliceret aktivitet, der ledsages af en heri indeholdt gestus. Æstetiske domme er i virkeligheden tekniske domme, der får en æstetisk kommentar i form af en gestus med på vejen.

39 Opsummering og perspektivering: Den æstetiske dom er – som vi har set – reflekterende, forbundet med lyst eller ulyst, interesseløs, rettet mod det Skønne (det frie spil mellem indbildningskraft og forstand) eller det Ophøjede (det begrebsligt set uomfattelige) og universel uden at være af be- grebslig art. Kants æstetik er – som sagt – ikke en psykologisk-empirisk teori om det menneskelige velbehag. Den er normativ og den er transcendental i betydningen: Den omfatter enhver form for fornuft, fornuft overhovedet. I den forstand blander den ikke det normative med det empiriske. Det normative er – som Kant siger –et postulat set fra forstandens synspunkt, da det eneste, forstanden kan se, i virkeligheden er kausali- tet. Men hvor eksisterer verden som forudsætning for, at vi har fornuft. For Kant ingen steder. I dag vil vi nok sige: det, at vi har fornuft, er også et empirisk spørgsmål. Immanuel Kant 1724-1804 I dag må vi kræve en tættere forbindelse mellem det transcen- dentale og det empiriske, end den Kant var villig til at accep- tere. Men også på anden vis synes Kants teori at måtte kræve en revision. Når Kant taler om det skønne som frit spil mellem indbildningskraft og forstand, forekommer det en kende esote- risk og vel også snævert. Wittgenstein har i stedet for at tale om frit spil mellem indbildningskraft og forstand foreslået, at man taler om bemestringen af en teknik – om, at det at beme- stre en teknik er lystfremkaldende. I overensstemmelse hermed kan han definere den æstetiske dom slet og ret som en kompliceret aktivitet, der ledsages af en heri indeholdt gestus. Æstetiske domme er i virkeligheden tekniske domme, der får en æstetisk kommentar i form af en gestus med på vejen. ”For at få klarlagt de æstetiske ord er det nødvendigt at beskrive livsmåder. Vi tror, vi skal tale om æstetiske domme som 'Dette er skønt', men vi finder ud af, at hvis vi skal tale om æstetiske domme, så finder vi slet ikke disse ord, men et ord, der bruges ligesom en gestus, og som indgår i en kompli- ceret aktivitet.” (Wittgenstein 2001 (1989):33)

40 Kants fire bestemmelser af den æstetiske dom: 1.Den er reflekterende 2.Den er interesseløs = skøn 3.Den har form af et frit spil mellem indbildningskraft og forstand 4.Den er universel uden at være begrebslig en kompliceret aktivitet ledsaget af en gestus

41 erkendedom (kognition) monotonifrit spil kaos det kedelige det skønne det sublime det angstfulde æstetisk smagsdom Appendiks