Professor Hanne Warming

Præsentationer af emnet: "Professor Hanne Warming"— Præsentationens transcript:

1 Svigtet tillid og uvished Anbringelse af børn fra familier med rusmiddelproblemer
Professor Hanne Warming Roskilde Universitet, Institut for Samfund og globalisering Kontakt: Om mig selv: Min forskning – fokus på udsatte børn og unge, og i særlig grad på børns perspektiver og inddragelse af børn – sidste projekt om tillid; den akse den gode indsats drejer sig om, hvis man spørger børnene selv: Børnenes tillid til voksne: de nære og de professionelle (og det vinder rigtig meget genklang: Ja, børnene er blevet svigtet rigtig meget – kommer fra miljøer, der ikke har tillid til os – så det er udfordringen at lærer dem tillid til os MEN det er lige så meget den anden vej, der er en udfordring, hvis man tager afsæt i det børnene siger: De oplever at der ikke har været tillid til dem Det er så helt generelt – men netop fordi, tilliden er så vigtig – og fordi det er det, min nyeste forskning har haft i fokus, og fordi den er en stor udfordring – eller en mangelvare, kunne man også sige disse børns liv – børnene fra familier med rusmiddelsproblemer - er det også det, jeg har valgt at tale om i dag.

2 Tillid som mangelvare Fortællinger fra børn fra familier med rusmiddelsproblemer
Forældres svigt mens man bor hjemme, under anbringelsen og i forbindelse med samvær Omgivelsernes manglende tillid til barnet – normalitet som forudsætning for anerkendelse Tabu, skam og solidaritet: Manglende tillid til omgivelserne Usikkerhed i anbringelsen: Barnet kan ikke have tillid til systemet Mens man bor hjemme: Grundlæggende usikkerhed og omskiftelighed – det kommer næppe som en overraskelse for jer, som arbejder med disse børn – mister ’barntroen’ på de voksne, må selv tage over – nogle bliver det, vi kalder ’små voksne’ - de kan være dem, der tager sig af små søskende, tager kontrollen/ansvaret i hjemme for at der er mad osv, drager omsorg for forældrene osv. Ofte følger der også skænderier og vold med alkoholmisbrug – så de kan også tage rollen som beskyttere af en forælder eller søskende Man kan sige, at børnene udvikler overlevelsesstrategier i forhold til nogle helt uacceptable opvækstvilkår – de udvikler sig anderledes end andre børn, og deres anderledeshed gør, at de bliver mødt med kompensationsstrategier, bekymringer og krav om at ændre sig fra omgivelserne: At slippe kontrollen, tro nu på de voksne, tænk på dig selv/mærk dig selv osv. De voksne gør det i den bedste mening, men for børnene bliver det let en kommunikation af, at de ikke er gode nok – de oplever det som mistillid. Det er noget, de oplever meget massivt, både mens de bor hjemme og i forbindelse med en anbringelse: Krav om at lære at være børn på den rigtige måde – mistiild til børnene – og manglende opbakning til børnenes vigtige livsprojekter (derved få de heller ikke tillid til de voksne) Dertil kommer ideologien om barnet som familiens spejl – tanken om at børn først og fremmest dannes gennem deres familier og at de gør de i en grad, så man ved at se på forældrene, kan vide hvordan børnene er – og omvendt. Det betyder at børnene bliver identificeret med forældrenes misbrug og familiens dysfunktionalitet: De bliver set – ikke som børn i problemer – men som børn med problemer, som de professionelle skal tage ansvar for. Igen i den bedste mening – men for børnene bliver det kommunikation af mistillid til dem som personer. Konkrete eksempler: Nedjustering af faglige forventninger, forventning om at de nok lyver, at de sandsynligvis også selv kommer til at drikke, bliver set som ’dårligt selvskab’ Fra at tro at alle har det sådan til skam og tabu (selvpålagt qua indoptagelse af diskurser – ’pålagt’ af forældre og omgivelser) – forhindrer barnet i at bruge andre voksne og kan skabe konfliktfelter samt gøre barnet til syndebukken (det er hende/ham det er galt med – igen mistillidskommunikaition): Misforstået hensyntagen til forældre og måske også til barent – både i forbindelse med anbringelser (hvor der nogle gange aldrig bliver sat ord på – konflikter mellem barn og forældre, manglende skolegang, trivsel etc) og skolegang. Eks. Barnet i familiepleje – aldrig italesat – barnet blev både syndebuk og kom i et konfliktfelt mellem forældre og plejeforældre, og blev selv medspiller i det. Pigen som ville flytte fra sin far – tidligere anbringelser – misbrug osv. Når de bliver anbragt forsætter svigtet – nogle gange massivt og vedblivende; andre gange svingende – børn fra alkoholmisbrugende familier, er nogle gang nogle af dem, der både har det mest udbytterige og belastende (ambivalente og modsætningsfyldte) forhold til deres forældre – og dem som ikke oplever det ambivalent, men aktivt siger det fra – får ikke altid lov Usikkerhed i anbringelsen: Når misbruget stopper – hvis det ikke er tabuiseret men også hvis det er tabuiseret, og frivillig anbringelse. Alt i alt fortæller børnene om oplevelser af gensidig mistillid – det gælder selvfølgelig ikke alle, der er også gode historier og dem vender jeg tilbage til Først lige, hvad børn og unge siger om, hvad det gør ved dem, at blive mødt med mistillid og selv føle mistillid til de voksne. Det har jeg nemlig spurgt dem om i forbindelse med tillidsforskningsprojektet, hvor jeg dels har lavet workshops med børnene og de unge; dels interviewet dem individuelt. I workshopsne forsøgete jeg at være pædagogisk og dele det op: At de voksne viser mig tillid – og at jeg kan have tillid til de voksne: De kan man ikke belærte de unge mig om

3 Konsekvenser og reaktioner
”Selvmordstanker” ”Man får herre-nederen på” ”Sådan nogen som os, tror ikke så meget på voksne” ”Man vender sig mod sine ’fucked-up venner – selvom det jo også er noget lort Tillidens og mistillidens betydning kan underbygges og perspektiveres teoretisk Man tænker: ’Fuck dem!’ ”Man mister troen på sig selv”

4 To teoretiske perspektiver: Hvorfor er tillid vigtigt og hvordan opbygges den:
Grundlæggende tillid: Basic trust og tilknytningsmønstre (Bowlby, Ainsworth mf., Hart & Schwartz) – et udviklingspsykologisk perspektiv Social tillid, systemtillid og institutionaliseret mistillid (Luhmann) – et sociologisk perspektiv Jeg refererede indledningsvist hvordan vigtigheden af tillid – i forstanden børnenes tillid til de voksne – vækker genklang: Det gør den ud fra de profesionelles erfaringer og ud fra den teoretiske udviklingsspykolgiske baggage, de har med sig. I udviklingsspyskologien er en af de mest kendte og mest veldokumentere teoretiske forståelse, betydningen af den grundlæggende tillid og etaberingen af et trygt tilknytningsmønster – afgørende betydning for barnets (og den senere) voksne evne til senere tilknytning, selvtillid og relationer til andre som sådan. I denne forståelse er behovet for tillid alment menneskeligt – et universielt behov gældende i alle samfund til alle tider. Og muligheden for tillidsrelationer senere i livet afgøres af den tidlige barndom – der lægges særlig vægt på det lille barns behov for tillid – og så senere hen er fundamentet for det større barns og den voksnes selvstændighed, selvtillid og måder at indgå i relation til andre mennesker. Tillid bliver noget, som man har i sig – og det bliver ikke muligt at forstå, hvorfor det også er vigtigt for børnene senere hen at blive mødt med tillid – og når de ikke kan have tillid til de voksne omkring dem, bliver det først og fremmest deres individuelle problem – et problem inden i dem – begrundet i deres opvækst. At den tidlige opvækst betyder noget i den sammenhæng, vil jeg på ingen måde benægte – men jeg vil hævde, at det er en forsimplet forståelse og en forståelse, der ikke gør os i stand til at forstå, når børnene og de professionelle omkring dem opbygger tillid på trods Heroverfor anskues tillid fra et sociologisk perspektiv, som noget der er (opbygges, skabes og nedbrydes) i relationen mellem mennesker (social tillid) eller mellem mennesker og system (et system kan være en organisation, et vidensparadigme etc) – ikke først og fremmest i mennesket. Man kan være mere eller mindre disponeret for tillid – så anerkender den psykologiske viden – bare ikke som tilstrækkelig - og behovet for tillid afhænger af den samfundsmæssige kontekst. Tillid er vigtigt for at kunne håndtere risiko og kompleksitet – og bliver derfor mere og mere nødvendig for at kunne oritere sig, handle og samhandle – alternativet er paralysering vores samfund mere tillid og mere institutionaliseret mistillid (forklar begrebet)

5 Hvorfor er tillid vigtigt og hvordan opbygges den? ifølge Luhmann
Tillid opbygges i interaktion og over tid ved at man Kommunikerer tillid og viser sig tillidsværdig Tillid er altså mellem mennesker/systemer, men Man kan være mere eller mindre disponeret for tillid Tillid som (nødvendigt ) alternativ til fortrolighed, tiltro og rationel kalkulation Tillid reducerer kompleksitet og gør handlen og samhandlen mulig – mistillid paralyserer, gør ensom og er subjektivt belastende Tillid og institutionaliseret mistillid som funktionelle ækvivalenter At blive vist tillid er motiverende og forpligtende – at blive vist mistillid er demotiverende og frisættende I interaktionen – tager tid – at vove det – De unge: ”de skal vise os tillid igen og igen, også når vi ikke fortjener det - og om dem selv: Det er bare op på hesten igen. Skelner mellem tillid til forældre og andre: I Luhmans forståelse er tillid noget andet end tiltro (såsom basic trust), og end fortrolighed i forstanden velkendthed. Tillid er reflekteret at kaste sig ud i samarbejdet ud fra en vurdering af , at den anden nok vil og kan bidrage konstruktivt, og samtidig at indse risikoen for at skuffes. Tillidens tiltagende vigtighed skyldes kompleksitet og risiko(bevidsthed) gør alternative mere traditionelle attituder – såsom fortrolighed (det skæbnebestemte, hvor der ikke er en forskel – den religiøse holdning), tiltroen (den ureflekterede forventning om det gode, basic trust) og rationel kalkuleren udholdbare: Tillid er at indse risikoen, men alligevel vove handlen og samhandlen med andre. At vove dette er altafgørende for at kunne håndtere risiko og kompleksistet, det vil sige for at handle - Gør man ikke det paralyseres man af kompleksiteten og riscisi – siger Luhmann. Derfor bliver mistillid (til og fra andre) subjektivt belastende, socialt afkoblende og isolerende. Luhmann mener, at tillid bliver stadig mere fremherskende – simpelthen fordi det er nødvendigt. På det sociale område og i forhold til børn og unge generelt, ser jeg imidlertid, at der også er modsatrettede tendenser på spil – og at disse bliver en barrier for at se, høre og inddrage børnene – for at tage højde for deres komplekse virkelighed. Jeg ser en vilje til at lukke øjnene for og fornægte kompleksitet og umuligheden af rationel kalkuleren – det bedste eksempel herpå er facinationen af og troen på evidensbasering af det pædagogiske og sociale arbejde og krav om standarder. Det er en vilje til rationel kalkuleren og det, Luhmann kalder institutionaliseret mistillid på bekostning af tilliden. Institutionaliseret mistillid – hvad er nu det for noget? Det kan eksempelvis (rettet mod sagsbehandleren) være sikring af barnets rettighed til deltagelse gennem lovgivning om børnesamtale, og krav om dokumentation for, at denne børnesamtale er afholdt. Eller rettet mod den unge systematiseret urinprøvekontrol (hvis man er bekymret for misbrug). Ifølge Luhmann er tillid og institutionaliseret mistillid er funktionelle ækvivalenter, idet de reducerer kompleksitet og risiko og dermed kan frisætte til tillid – men med den forskel, at tillid er motiverende og forpligtende, mens mistillid – også den institutionaliserede – er demotiverende og fritsættende. Dermed har den institutionaliserede mistillid ikke den samme opbyggende effekt hverken i forhold til barn-voksen relationen eller barnets identitet og handlekapicet. Det betyder, at jo mere vi læner os op af illusionen om rationel kalkuleren (troen på at der er sikre løsninger, som vi derfor legitimt kan trække ned over hovedet på børnene) og institutionaliseret mistillid, desto mindre rum er der for inkluderende medborgerskabslærerprocesser – for børns ligeværdige deltagelse og medborgerskab.

6 Udfordringer og potentialeri anbringelsen: At skabe rum for tillid
De voksne skal lære at vove tilliden og at kunne bære at blive skuffet igen og igen De voksne skal lære at kommunikere tillid (undgå mistillidskommunikation) Bryd tabuet – nedbryd skyld, skam og individuelt ansvar Nedbrydelse af forestillingen om barnet som familiens spejlbillede At få øje på, at symptomer også kan være styrker – samtidig med at de udgør afvigelse fra normaliteten og måske sårbarhed Tillid helt afgørende: for trivsel, for mægtiggørelse/empoverment, for den gode indsats, hvor man bliver hinandens partnere i stedet for modspillere Man kan ikke adskille anbringelsen fra det der går forud og det, der sker bagefter – den lineære tanke, at fortiden skaber nutiden og fremtiden – men også omvendt nutiden og forventinger til fremtiden skaber fortiden og dennes skabelse af vores nutid I forhold til disse børn er tillid en særlig udfordring – både for os og for børnene: Det kræver en ekstra indsats, hvor vi skal arbejde med vores egne kompetencer og med diskurser, der modvirker tillid til og anerkendelse af børn fra familier med alkoholmisbrug. Den lille voksne – Jonas Den lille voksne og politimand Og den gode historie om pigen, som boede hos mor, der havde alkoholmisbrug, og fik hjælp – vil gør en forskel, hvis hun bliver anbragt

7 Tak fordi I lyttede  Mere om mine forskningsprojekter på:
& Plejebørns erfaringer: