Barrierer for solidaritet i velfærdssamfundet. Kærlighedsanerkendelse i helt nære relationerisær mellem mor og barn og i forholdet mellem familie og venner.

Præsentationer af emnet: "Barrierer for solidaritet i velfærdssamfundet. Kærlighedsanerkendelse i helt nære relationerisær mellem mor og barn og i forholdet mellem familie og venner."— Præsentationens transcript:

1 Barrierer for solidaritet i velfærdssamfundet

2 Kærlighedsanerkendelse i helt nære relationerisær mellem mor og barn og i forholdet mellem familie og venner er betingelsen for udvikling af basal selvtillid. Institutionel anerkendelse af den enkelte borger som et ligeberettiget medlem af samfundets retsfællesskab er betingelsen for, at et menneske kan opnå selvagtelse som borger. Anerkendelse af den enkelte for vedkommendes særlige egenskaber og præstationer er betingelsen for, at et menneske kan udvikle en følelse af selvværd.

3 En solidarisk handling bygger på anerkendelse af den til enhver tid værende anden som en ligeberettiget og ligeværdig interaktionspartner. Et solidarisk samfund bygger på en retfærdig fordeling af de samfundsmæssige anerkendelsesbetingelser, dvs. retfærdige institutioner. Hvad der i sidste ende bør prioriteres afgøres af en god dømmekraft i situationen, dvs. en dømmekraft i hvilken anerkendelsestanken er førstefilosofi. En retfærdig anerkendelsesorden er grundbetingelsen for integration og samfundsmæssig sammenhængskraft.

4 ”Noget for noget” handler om at gøre op med konsekvensløsheden uden at dræbe ildsjælene og uden at sætte egoisme i system. (…) Men vi lever i dag i et samfund, hvor det i mange situationer er ligegyldigt, om man bare lige skraber sig igennem, eller om man virkelig sætter sig op og skaber noget stort og banebrydende. Derfor skal vi påskønne og belønne dem, der gør en forskel. ”Noget for noget” kan også være en sanktion overfor dem, der blæser på de fælles regler (...) Derfor handler dette oplæg i høj grad om, hvordan man kan belønne dem, der kan og vil. Samtidig kan vi med gode eksempler vise vejen for dem, der vil, men ikke kan”.(Beskæftigelsesministeriet 2004:3)

5 ” Det gennemgående har været, at socialrådgiverne ikke har taget mig alvorligt eller har lyttet til mig. Først nu, hvor det er konstateret, at jeg har ledegigt i hænderne, og hvor jeg selv kan læse det i papirerne fra sygehuset, tror de på mig. Nej, jeg føler ikke, at der er blevet lyttet til mig, hverken når det gælder mine børn eller mine muligheder på arbejdsmarkedet. Jeg fik faktisk én på hovedet første gang jeg mødte min nuværende sagsbehandler, og gik tudende hjem. Hun sagde op i mit åbne ansigt, at det eneste, der havde gjort, at jeg ikke for længe siden var blevet sparket ud på arbejdsmarkedet, var, at jeg var alene med mine tre børn. Hvad så med al min sygdom og alle lægepapirerne, spurgte jeg jo så. Det slog faktisk benene væk under mig, så jeg tænkte: ”De tager dig ikke en skid seriøst”. (citeret efter Høilund & Juul 2005:34)

6 Den grundopfattelse, at forskere medbringer fordomme i forståelsesprocessen, som kan være deskriptive såvel som normative. Forskere, der tror sig neutrale eller objektive er ofre for et selvbedrag, og den moderne videnskabs forsøg på at rense videnskaben for værdier og normativitet kan ikke opretholdes. Vore fordomme – deskriptive som normative - er et grundvilkår ved den menneskelige væren og det nødvendige udgangspunkt for erkendelsen. Den overbevisning, at der ikke findes et finalt empirisk argument. Hvad der tæller som empiri, er en funktion af forskerens spørgsmål, og hvad empirien indeholder levendegøres først, når den fortolkes. Ingen fortolkning kan gøre krav på at være endelig eller absolut sand. Heraf følger, at hermeneutisk fortolkning er en argumentationsdisciplin, der aldrig kan lukkes eller afsluttes.

7 Den overbevisning, at samfundsvidenskaben skal være kritisk, og at kritikken må være forankret i et normativt ideal, der selv er begrundet. Idealet er hverken universelt eller overhistorisk. Det reflekterer de problemer, mennesker erfarer i en social og historisk kontekst samtidig med, at det foregriber en mulig anden tilstand i fremtiden. Den overbevisning, at vore normative idealer i lighed med andre fordomme må vise deres værdi i praksis, dvs. når det anvendes i konkrete kritiske analyser. Validitet bliver et spørgsmål om fortolkningernes overbevisningskraft, og samfundsvidenskaben bliver en medspiller i kampen om overbevisningerne. I sidste ende er validitet et spørgsmål om virkningshistorien: Vinder mine tænkemåder, begreber og fortolkninger anerkendelse over tid i forskersamfundet og det omgivende samfund?