Diagnosens pædagogiske betydning … og konsekvenser for praksis Susan Tetler DPU, Aarhus Universitet Oktober 2009.

Præsentationer af emnet: "Diagnosens pædagogiske betydning … og konsekvenser for praksis Susan Tetler DPU, Aarhus Universitet Oktober 2009."— Præsentationens transcript:

1 Diagnosens pædagogiske betydning … og konsekvenser for praksis Susan Tetler tetler@dpu.dk DPU, Aarhus Universitet Oktober 2009

2 Indhold 1. Hvad handler de aktuelle bekymringer om? 2. Hvordan forstå disse medikaliseringstendenser? 3. Hvad betyder det for os som pædagogisk professionelle? 4. Hvad kan det betyde for vores samarbejde med forældrene?

3 Det er evident, at …  Stadig flere børn får neuropsykiatriske diagnoser, som fx ADHD og Asperger … og ventelisterne til udredning på bl.a. børnepsykiatriske afdelinger vokser.  Nervemedicinen Ritalin eller lignende medicin bliver i stigende grad en anvendt behandlingsform. I 2008 var det 10.700 børn (en stigning på 40% i forhold til året før og næsten en tredobling i forhold til 2006).  Stadig flere specialiserede pædagogiske tilbud dukker op i kommuner, fx et nyt ’supercenter’ i Sorø.  Stadig flere lærere oplever sig afmægtige i forhold til at håndtere denne børnegruppe … og efterlyser eksperthjælp.

4 Bekymring 1 Hvilke konsekvenser får denne medikaliseringstendens for vores forståelse af problemer, af os selv og vores handlemuligheder?  En drengerøst: Oliver er en dreng på 7 år, som går i 1. klasse. En dag møder han op i specialcentret for at få hjælp til at overvinde sine vanskeligheder med den første læseindlæring. Han siger til Hanne (en af mine masterstuderende): ’Hej, jeg hedder Oliver, og jeg er sindssyg inde i hovedet, for jeg har Damp; det siger de alle sammen’.  Hvilken forståelse af sig selv udvikler Oliver, når han allerede som syvårig har en så eksistentiel erfaring med at være stærkt afvigende?  Vi ved det faktisk ikke; for der er ikke foretaget forskning med dette som fokus!

5 Bekymring 2 Hvor pålidelig er denne diagnose, som kan få vidtrækkende konsekvenser for den enkelte?  En mors røst … i et interview: Bent begyndte at gå til skolepsykolog, og der var jeg så lige ved at stå af, for så kommer hun op med asperger og autisme og sådan noget … Jeg var ved at stå helt af … og så indkalder hun NN (en psykolog fra en anden region), som skulle hjælpe hende med at sætte den diagnose, og så finder de lige pludselig ud af, at det var DAMP. Og så har vi også været på Børnepsyk, og så blev det altså slået fast, at det er klassisk DAMP.  En ADHD diagnose er en betegnelse for symptomer. For at kunne opfylde kriterierne for en ADHD-diagnose skal barnet udvise mindst seks ud af ni symptomer på uopmærksomhed eller demonstreret mindst seks ud af ni adfærdstræk, der indikerer hyperaktivitet/impulsivitet. Den baseres altså på en subjektiv vurdering af adfærd.

6 Bekymring 3 Etablering af stadig flere ikke-inkluderende specialtilbud  En forældrerøst – interview i avis: ’Vores børn har haft mulighed for at lære af og være sammen med "normale" børn, hvilket har haft en kæmpe betydning, men fremover skal de nu gemmes af vejen i specialklasser’.  En forældrerøst fra et Ballerup-interview (daginstitution): ’Man kan ikke lære dem at blive sociale med nogen, der heller ikke er det’.  Hvad får det af konsekvenser på længere sigt, at vi ikke ser os i stand til at rumme dem i ’den almindelige skole’?  Og kræver det virkelig en helt særlig pædagogik, udført af specialister?

7 Paradokset  Udviklingen er paradoksal i en tid, hvor vi taler om barnet i problemer, samtidig med at vi etiketterer stadig flere børn med problemer.  Internationale hensigtserklæringer gør nemlig op med opfattelsen af det enkelte barn som problembærer, og at afvigelse kan forstås som udelukkende et resultat af en individuel patologi.  Snarere lægges der op til, at fokus må rettes mod de omgivelser, som barnet er en del af … ud fra en opfattelse af, at problemer må forstås som relationelle; som opstået i netop mødet mellem barnet og dets omgivelser.  Hvordan kan vi forstå dette paradoks?  Eller måske sagt mere præcist: hvorfor er diagnoser blevet så attraktive? Hvilke formål tjener de?

8 Medikalisering Medikalisering kan defineres som en proces gennem hvilke ikke-medicinske problemer bliver bestemt og behandlet som medicinske, normalt i termer som sygdomme og forstyrrelser. (Conrad, 1992). Sagt på almindeligt dansk kan man også stille spørgsmålet op således: Hvordan kan en adfærd, der betragtes som en opførelsesproblematik blive til et medicinsk fænomen?

9 Medikaliseringens lyse side (1) Den neuropsykiatriske diagnose giver en form for værdighed og bedre status, idet den friholder forældrene for ansvar. Karen Vibeke Mortensen, professor i klinisk psykologi: ’Symptomerne på ADHD ligner dem, man finder hos omsorgssvigtede børn … For mange børn får stillet diagnosen ADHD’.

10 Medikaliseringens lyse side (2) Sygerollen nyder stor anerkendelse som moralsk frigørende og som udløser af sociale ressourcer Behøver ikke at skulle leve op til sine samfundsmæssige pligter/krav Der er en ansvarsfrihed i forhold til afvigelsen; fx ikke ansvarlig for egne handlinger. En ung mand (kammerat til en kollegas søn) udtaler: ’Jeg har altid følt mig mislykket. Som om at det var min skyld, at jeg ikke var mere struktureret og gjorde mig mere umage. Da jeg fik at vide, at jeg havde ADD, var det en lettelse. Jeg følte, at en tung byrde var væk. Og Ritalin har gjort mit liv meget lettere’. Det er ikke mig, der er problemet! Det er min hjerne!

11 Medikaliseringens lyse side (3) Genererer optimisme, fordi den giver løfter om, at vi kan få bugt med problemerne med den rette behandling, som fører til selvopfyldende profetier. Den medicinske verden udsender konstante signaler om, at det ’meget snart’ er muligt at helbrede … Thomas Brante, professor i sociologi hævder, at ’medicinalindustrien har enorm betydning for udbredelsen af diagnoser’ … qua deres medicinske præparater

12 Medikaliseringens lyse side (4) Et administrativt godt redskab, dels ved at give tilgang til ressourcer, dels ved at sætte grænser herfor. En benhård kamp om specialpædagogiske ressourcer

13 Medikaliseringens mørke side (1) Stigende individualisering af sociale problemer, hvor fx en udadreagerende adfærd søges socialt kontrolleret via medicinering. Risikerer at overse ’råbet om hjælp’ Hverdagslivets betydning (fx barnets positive nære relationer, overskuelighed i hverdagen og en tryg og sikker platform, søvn og sund mad) 7,4 % af børn og unge i USA er eller har været diagnosticeret med ADHD. Den sociale baggrunds betydning: forekomsten er 6,4% blandt børn, der bor sammen med begge deres forældre, mens den fx er 12,8 % blandt børn, der hverken bor sammen med deres mor eller far.

14 Medikaliseringens mørke side (2) En neuropsykiatrisk diagnose kan spærre for en erkendelse af skolens andel. Skolens normer og krav For lidt lærertid og -kontakt

15 Medikaliseringens mørke side (3) Risiko for at overse den almene kompetence i det pædagogiske miljø, når ekspertrollen bliver så dominerende. Oplever vores egen almenpædagogiske faglighed komme til kort … og bliver gjort afmægtige

16 Medikaliseringens mørke side (4) Der afsiges en moralsk dom, fordi en medicinsk diagnose dybest set er et udtryk for noget uønsket, noget defekt. Gendiagnostikken … og dens grænser

17 En professor i sociologi udtaler sig … (1) Vi lever i en tid, hvor det biologiske menneskesyn er gældende. Neuropsykiatrien ligger godt i forlængelse heraf. Og så har vi efterhånden fået teknologi, der kan måle den; fx er PET-scannere blevet et meget udbredt måleinstrument. ’Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at man stadig ikke har fundet et gen eller andet biologisk, der kan dokumentere, at ADHD stammer fra en fejl i hjernen’. (Thomas Brante, 2009)

18 En professor i sociologi udtaler sig … (2) Hans budskab er, at man ikke må forfalde til reduktionisme – og tro, at man kan finde én forklaring på fænomenet. Man må i stedet forsøge at finde modeller, der kan integrere biologiske, psykologiske og sociologiske teorier, forklaringer og fakta. En diagnose som ADHD må altså ikke ses som en forklaring på, hvad der er galt, men som en beskrivelse af nogle symptomer. (Thomas Brante, 2009)

19 Konsekvenser for vores pædagogiske profession  En psykiatrisk diagnose er ikke noget, man er, men nogle symptomer på en adfærd, defineret af fagfolk.  Det er altså andet og mere end genetik og biokemi. Symptomerne må også ses i sammenhæng med den psykosociale virkelighed, hvori symptomerne optræder.  Og det er her, at vi som pædagogisk profession kommer ind med en relationsorienteret tilgang, systemiske tiltag og en opmærksomhed på, hvad der i givne situationer skaber problemer for et barn.

20 På udkig efter børns og unges uanede udviklingsmuligheder … kræver  At vi som pædagogisk professionelle er nysgerrige på at trænge ind bag de umiddelbare udtryk, som disse børn giver;  At vi har en tro på, at det er muligt at etablere en sund tilknytning mellem barnet og de voksne (omkring barnet);  At vi som pædagogisk professionelle formår at møde børnene, så de selv får mod på at deltage i de ’nye’ sammenhænge;  At vi bestræber os på at få blik for et barns potentialer;  Og ikke mindst … at vi selv har lyst til at deltage i denne udviklingsproces. (Søren Hertz, 2009)

21 En ændret problemforståelse  Fra at se problemet iboende det enkelte barn, som der så skal sættes specifikt ind overfor  Til at se problemet som opstået i mødet mellem det enkelte barn og dets omgivelser

22 Tak for jeres opmærksomhed tetler@dpu.dk