Kolonisering.

Præsentationer af emnet: "Kolonisering."— Præsentationens transcript:

1 Kolonisering

2 England var i midten af 1800-tallet en verdensmagt med kolonier overalt. England og Frankrig var godt i gang med at dele Afrika mellem sig, da en ny magt trådte frem på arenaen, nemlig Tyskland. For at undgå krig indvilgede England og Frankrig i at deltage i en konference i Berlin i Her satte de europæiske stormagter sig ned for at dele resten af Afrika mellem sig – spillereglerne var ganske enkle. Det gjaldt simpelthen om at komme først:

3 Europæernes overtagelse af Østafrika skete i starten helt tilfældigt og uden en samlet plan. Enkeltpersoner udrustede en karavane og rejste ind i landet for at få de lokale høvdinge til at skrive under på en aftale om, at deres land underlagde sig enten England eller Tyskland. Aftalerne var det rene fup og svindel, for høvdingene anede ikke, hvad de skrev under på. De store flotte dokumenter var skrevet på engelsk eller tysk.

4 Høvdingene troede, at de gaver de fik, var venskabsgaver, og at de hvide ville give dem våben til at bekæmpe deres fjender med, men i virkeligheden stod der i teksten, at de afstod deres land: ”Traktat om evigt venskab. Mangungo, høvding over Msovero i Usangara, overdrager hele sit territorium med alle dets forskellige rettigheder til doktor Carl Peters som repræsentant for ”Selskabet for tysk kolonisering”, udelukkende til brug for tyskere”.

5 I Europa så man stort på, at man havde snydt og bedraget afrikanerne
I Europa så man stort på, at man havde snydt og bedraget afrikanerne. Underskriften blev brugt til at bevise, at England eller Tyskland havde krav på de forskellige landområder. I løbet af få år havde England og Tyskland delt området mellem sig. Når høvdingene senere opdagede, at de var blevet snydt og gjorde modstand, var det slut med gaverne og de smukke ord. Så blev der taget helt andre midler i brug.

6 ”Infanteristerne skød støt og roligt, uden hastværk eller ophidselse, for fjenden var langt borte. Desuden var soldaterne optaget af deres opgave og gjorde deres yderste. Men snart blev det en ensformig rutine. Maskingeværernes kapper løb tør for vand. De tomme patronhylstre faldt klingende til jorden og dannede snart voksende bunker ved soldaternes fødder.

7 ”Og imens derude på sletten, skar kuglerne sig ind i kød, knuste og splintrede knogler; blodet sprøjtede fra forfærdelige sår; tapre mænd kæmpede sig fremad i et inferno af hylende metal, eksploderende granater og hvirvlende støv – lidende, opgivende, døende”. Winston Churchill. (Citat: Udryd de sataner, Sven Lindquist, side 71 – 71).

8 En engelsk officer skrev i nogle breve til familien i England om, hvordan straffeekspeditioner blev sendt ud for at få afrikanerne til at makke ret: ”Vi gik straks i gang med arbejdet, satte ild til en landsby for at mine soldater kunne få varmen. Vi ødelagde alle deres landsbyer, og da vi forsøgte at omringe de sorte, stak de af. ”

9 ”De ville ikke standse, så jeg fik ikke nogen chance for at afprøve mit nye gevær. Majoren nedlagde et par sorte i den første landsby… Vi erobrede 1100 geder og en masse korn, da udyrene ikke ville standse… Vi så sjældent de sorte, så vi fik ikke megen sjov, men vi ødelagde en masse landsbyer.” Citat: Kolonitid og frigørelse i Afrika, Claus Buttenschøn og Olaf Ries.

10 Da de hvide havde kontrol over hele Østafrika, fik afrikanerne for alvor at mærke, at de havde fået nye herrer. Afrikanerne blev tvunget eller narret til at overlade deres jord til hvide. Jorden blev udbudt til salg i Europa og i tusindvis af hvide landmænd drog til Østafrika, hvor de for en slik fik enorme ejendomme. Afrikanerne blev samlet i reservater, hvor der var så lidt at leve af, at de blev nødt til at tage arbejde på de hvides farme.

11 ”Fra de hvides synspunkt er reservatet et sted, hvor vi kan få billig arbejdskraft. De, der kan arbejde, skal tvinges til det. Kun af og til skal de vende tilbage til reservatet for at hvile sig og for at avle næste generation af arbejdere” (Citat: Kolonitid og frigørelse i Afrika)

12 Også på andre områder ændredes afrikanernes tilværelse
Også på andre områder ændredes afrikanernes tilværelse. Missionærer strømmede til for at omvende de stakkels hedninge til gode kristne. Gamle traditioner og skikke blev forbudt, så europæerne slap for at se de vilde mennesker, der opførte sig barbarisk. De måtte godt ligne de hvide, men de skulle være klar over, at det var de ikke.

13 Et af midlerne var at oprette skoler for nogle af de afrikanske børn og lære dem at klæde sig anstændigt, at holde op med deres danse og fester, at indrette sig på at tjene og arbejde for de hvide og lære at læse netop så meget, at de kunne udføre deres rolle som 2. klasses mennesker i deres eget land.

14 De østafrikanske lande var europæiske kolonier i omkring 75 år
De østafrikanske lande var europæiske kolonier i omkring 75 år. De første tanker om selvstændighed dukkede op efter 2. verdenskrig, da de to supermagter USA og Sovjet-unionen lagde et voldsomt pres på især England og Frankrig for at få dem til at frigøre deres kolonier. Alle områder i Østafrika var efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig blevet engelske, men England bekæmpede ethvert forsøg på modstand med hård hånd.

15 Afrikanerne fik deres selvstændighed i begyndelsen af 60’erne, men de gik en usikker fremtid i møde. Det blev hurtigt klart for alle, at England stort set intet havde gjort for at for at forberede selvstændigheden. Alle embedsmænd, officerer, universitetslærere, teknikere, forretningsfolk, læger, dyrlæger osv. var hvide. Kun meget få afrikanere var uddannet, så de kunne overtage ledelsen af de nye stater. Afrikanerne havde ikke en chance for at klare sig uden de hvides hjælp.

16 De nye lande var helt afhængige af hjælp udefra
De nye lande var helt afhængige af hjælp udefra. Hjælpen kom fra de vestlige lande, men den var ikke gratis. I stedet for at være regeret af England, blev de nye lande ”regeret” af en række multinationale selskaber, der som betaling for deres hjælp fik lov til at udnytte de nye landes råstoffer.

17 Landene slås stadig med arven fra kolonitiden – dårlige levevilkår for mange, afhængighed af udlandet, dårligt sundheds- og uddannelsessystem osv. – de er fortsat udviklingslande.