Fra vugge til grav, Vejen, 2016-17 Uberørt af byens travlhed Fyldt af glæde over livets under Vi kommer til din kirke, Gud Du som gi´r os liv og gør os glade Det er så yndigt at følges ad

Uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus, som en helle midt i larmen står det underligste hus. Stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav, her hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav.

Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted, hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred, og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. s

Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind, så Guds Helligånd må hviske for at nå et splittet sind; men da hænder søndag morgen det forunderlige, at Kristus hilser os i døren: ”Dine synder er forladt!”

Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted, hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred, og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. s

Slægters fodtrin lyder mod os op igennem glemte år, danse-lette eller tunge, som de følte deres kår, når de andagtsfulde kom med deres små til livets Gud, når de knugede af sorgen bar de kære døde ud.

Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted, hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred, og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. s

Stilhed, der er livets egen, falder på os ord for ord, når vi knæler ung og gammel med Guds Søn omkring hans bord. Selviskhed er næsten komisk, her hvor sidste mand er først, og et fattigt barn, der leger for Guds ansigt, kaldes størst.

Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted, hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred, og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. s

1 Fyldt af glæde over livets under, med et nyfødt barn i vore hænder, kommer vi til dig, som gav os livet.

2 Fyldt af bæven foran ukendt fremtid lægger vi vort barn i dine hænder. Det, som sker i dåben, gør os trygge.

3 Fyldt af undren er vi i din nærhed 3 Fyldt af undren er vi i din nærhed. Du, som bærer verdensrummets dybder, venter på de små og tar imod os.

4 Ved dit værk, ved kærlighedens vilje, er vi født på ny til liv i Kristus, til et åbent liv i tro og tillid.

5 Og ved tidens grænse lever fortsat dine løfteord ved døbefonten, dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

6 Større rigdom, end hvad ord kan rumme, har du givet os ved dåbens gave. Herre, skænk os troen fuld, af glæde!

1 Vi kommer til din kirke, Gud, og finder døren åben 1 Vi kommer til din kirke, Gud, og finder døren åben. Det navn blir aldrig slettet ud, vi fik hos dig i dåben.

2 I dåben har du givet os dit Himmerig i eje, selv om du vidste, vi i trods gik bort fra dine veje.

3 Du lærte os at sige Far til dig, da vi var spæde 3 Du lærte os at sige Far til dig, da vi var spæde. Du sa’: I disse små jeg har min allerstørste glæde.

4 Så blev vi børn af dig, som bor på jorden og i Himlen 4 Så blev vi børn af dig, som bor på jorden og i Himlen. Den mindste her, som på dig tror, blir ikke væk i vrimlen.

5 Den grund, du har i dåben lagt, dit stærke ja til svage, bekræfter du, skal stå ved magt i dag og alle dage.

6 O Herre, hvor skal vi gå hen. din dør er altid åben 6 O Herre, hvor skal vi gå hen? din dør er altid åben. Her taler du til os igen som første gang i dåben.

1 Du, som gir os liv og gør os glade, du, som holder af os, som vi er, du, som åbner bøgehækkens blade, du, som skaber blomst og bi og bær, uden dig var alle marker golde, uden dig var alle hjerter kolde.

2 Uden dig har kolde spekulanter skabt en hverdag uden lys og luft, uden tid til børn og gamle tanter, uden fuglesang og blomsterduft. Uden dig må glæden gå på krykker, uden dig må livet gå i stykker.

3 Uden dig forråder vi hinanden, uden dig går vores sind i chok 3 Uden dig forråder vi hinanden, uden dig går vores sind i chok. Uden dig går folket fra forstanden, hele verden går mod ragnarok. Derfor råber vi i angst og smerte: Lær os én gang til, hvad Jesus lærte:

4 ”I kan ikke tjene Gud og Fanden, I må vælge mellem liv og død 4 ”I kan ikke tjene Gud og Fanden, I må vælge mellem liv og død. I skal ikke tjene på hinanden, I skal dele glæde, sorg og brød. Tjen hinanden, I er alle lige, der er ingen rige i mit rige!

5 I skal se med kærlighedens øjne, alt det skabte skal I passe på 5 I skal se med kærlighedens øjne, alt det skabte skal I passe på. I skal ikke tro på gyldne løgne, i mit rige er de store små. I skal ikke frygte nogen fjende, kærlighedens liv har ingen ende!”

6 Du, som åbner døren gennem døden, når vi drikker af dit hjerteblod, vis os midt i mørket morgenrøden, giv os hvedekornets kraft og mod. Du, som åbner bøgehækkens blade, giv os liv og lys og gør os glade!

1 Det er så yndigt at følges ad for to, som gerne vil sammen være; da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære; ja, det er gammen at rejse sammen, når fjederhammen er kærlighed.

2 Det er så hyggeligt allensteds, hvor små og store har ét i sinde, og det, som drager de store læs, i hjertekamret er inderst inde; ja, det er gammen at holde sammen, når ja og amen er hjertets sprog.

3 Det er så herligt at stole på, vi har en Herre, som alting mægter, han os ej glemmer, når vi er grå, hans nåde rækker til tusind slægter; ja, det er gammen, at alle sammen er ja og amen Guds nådes ord.

4 Det er vemodigt at skilles ad, for dem, som gerne vil sammen være, men, Gud ske lov! i vor Herres stad for evig samles de hjertenskære; ja, det er gammen at leve sammen, hvor ja og amen er kærlighed.

5 Hvert ægtepar, som med kærlighed i Jesu navn holder bryllupsgilde, skønt alt i verden går op og ned, skal finde tidlig og finde silde: Det er dog gammen at sidde sammen, hvor arneflammen er kærlighed.

1 Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!

2 Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død.

3 Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjælevé, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

4 O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed!

5 Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind, ret som om det ånded af lyset ud - o du milde Fader, min skaber, Gud!

6 Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.

7 Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst!