Den lamme mand ved Bethesdas dam

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Herre, du ransager mig og kender mig. v2 Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; v3 du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. v4 Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; v5 bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. v6 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

v7 Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? v8 Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. v9 Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, v10 så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. v11 Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, v12 så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

v13 Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. v14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud! v15 Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. v16 Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. v17 Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! v18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.