Subjektet i den kritiske psykologi

Præsentationer af emnet: "Subjektet i den kritiske psykologi"— Præsentationens transcript:

1 Subjektet i den kritiske psykologi
Morten Nissen Institut for Psykologi Københavns Universitet "Subjektet" – som begreb for den empiriske entitet – overfor det teoretiske begreb Den teoretiske kategori som praksis – ikke bare som noget udenfor i verden eksisterende plus noget der kendetegner en (uskyldig) videnskab. Arven fra virksomhedsteorien, ideologikritikken og diskursanalysen Subjektet som problematisk genstand i psykologien – som den genstand der rokker ved videnskabernes grænsedragninger Subjektet som reproduktion og produktion: reproduktion – behovskategorien og dens normativitet; funktionalismens negation produktion – fremstilling og selvoverskridelse Restriktiv og udvidende handleevne Subjektets fremstilling – i tekster og andre objekter Subjektet som deltagelsesrelation – roden til jeg’et er vi’et

2 Subjektet Subjekt ≠ Individ ≠ Menneske ≠ Person
Subjektivitet ≠ Subjektet ≠ et konkret subjekt Psykologi som ’science’  Individet som objekt samt Subjektivitet som egenskab ved dette objekt …adskilt fra Forskersubjektet som ’rammen’ Dikotomi subjektivt / objektivt Alternativet: Psykologi som subjektvidenskab: Subjektproblemet er i spil i psykologien Refleksion af stadige overgange subjektivt/objektivt Subjektivering og objektivering

3 Lynkursus i kritisk psykologi I
Den kritiske psykologis rødder: Dobbelt ideologikritik Kritische Psychologie / Critical Psychology Virksomhedsteorien, den kulturhistoriske skole Kritikken af ’traditionel psykologi’ Variabelpsykologi - manglen på sammenhæng og kategoriel begrundelse Umiddelbarhedspostulatet Det reaktive menneske De to historiceringer i kritisk psykologi Ideologikritik (genealogi) Kategorialanalyse (grundlagskritik) Varianter af kritisk psykologi: Anti-psykologi - psykologien er ideologi og må bekæmpes, eller måske blot underkasted diskursanalyse (Ian Parker) Kritisk psykoanalyse - marxismen må suppleres med en teori om subjektet (Fredumarxismen, Lacan, Walkerdine, Butler) Opbygning af en psykologisk ontologi, en positiv teori – på grundlag af marxismen

4 Lynkursus i kritisk psykologi II
Den kritiske psykologis almene psykologi Isomorfi mellem begrebshierarki og udviklingslogik Det psykiske, den individuelle læreevne, antropogenesen Tilpasset til en menneskelig levevis Det humanistiske perspektiv: Idealet om det menneskelige; subjektperspektivet Handleevne Mennesket skaber verden og sig selv Deltagelse i den fælles skabelse og kontrol af livsvilkår Ikke ’socialisering’ og heller ikke ’selvrealisering’ Ikke altruisme og ikke egoisme Enheden af selvreproduktion og selvoverskridelse Udvidende og begrænsende handleevne

5 Et problem i kritisk psykologi I
Handleevne er… - rådighed gennem deltagelse i den samfundsmæssige rådighed over livsbetingelser Så hvorfor misforstås det hele tiden som… ’autonomi’? ’rationalisme’? Kategorianalysernes utilstrækkelighed Den teoretiske ramme Utopisme og transcendentalisme - modsiger praksisforskning Den nødvendige kontekstualisering Fra skolastik til situering i hverdagslivet, i praksis – henimod den fænomenologiske problematik Kritik af de organiserende begreber – henimod diskursanalyse Lad os først se lidt på den teorihistoriske baggrund som mine overvejelser er lavet på Problemet om misforståele - eller at medforskere skal på kursus i kritisk psykologi, i kategorierne osv. - ligger i forestillingen om en teoretisk ramme Kantiansk - transcendentale begreber Utopisme: Afgrænsningen af et rent rum hvor disse begreber styrer

6 Et problem i kritisk psykologi II
Subjektperspektivet som fænomenologi Den fænomenologiske vending: Fænomen-analytik som minimalvidenskab Fra ’individet’ til ’hvert jeg’ Mulighedsrelation, handlegrunde, livsførelse Handlesammenhænge – situeret handlen Hverdagslivet – den uafgrænsede totalitet Poststrukturalistisk kritik Det forudgivne subjekt, uproblematiseret, altid-allerede værende Det normative: Rationaliteten (og dens skygge); tidens autonomidiskurs Subjektet dannes i kulturelle former Koblingen til ideologiteori og –kritik W.F. Haug m.fl. – Projekt Ideologiteori ….og hva så? Lad os modsat -favne subjektet som enhed -kaste os ud i virkeligheden, det der virker -etablere et eksplicit normativt perspektiv Holzkamp,K. (1983). Grundlegung der Psychologie. Frankfurt/M: Campus Verlag. Holzkamp, Klaus (1984): Kritische Psychologie und phänomenologische Psychologie. Der Weg der Kritischen Psychologie zur Subjektwissenschaft. Forum Kritische Psychologie 14, 5-55 Holzkamp,K. (1993). Lernen. Subjektwissenschaftliche Grundlegung. Frankfurt/New York: Campus Verlag.

7 Arbejdets subjektivitet
”Hovedmangelen ved al hidtidig materialisme — Feuerbachs medregnet — er, at tingen, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneskelig sanselig praksis, ikke subjektivt. Dette var grunden til, at den virksomme side, i modsætning til materialismen, blev udviklet af idealismen — men kun abstrakt, da idealismen selvfølgelig ikke kender den virkelige, sanselige virksomhed som sådan.” Fra Marx: 1. tese om Feuerbach, 1845 ( Arbejdets subjektivitet er marxismens centrale nyskabelse Min påstand er - med den kritiske psykologi - at her ligger en filosofisk kim til et helt andet subjektbegreb end det der er herskende i psykologien

8 Bemærkning til læseren
Som I kan se, er det et temmelig langt foredrag, som jeg kun nåede opvarmningen til. Jeg prioriterede den – endda overfladiske – introduktion til kritisk psykologi. De næste slides giver måske en fornemmelse for hvad det i øvrigt drejede sig om…

9 Subjektivitet: Begrebsindhold
Agency – at indvirke, at forårsage Standpunkt – perspektiv, interesse Identifikation – intersubjektivitet Via indføling (socialintentionalitet) og via Deltagelse: (betydningsalmengørelse) Fælles mål og midler Produktion af betydning og mening Refleksion, selvforhold (umiddelb.overskridelse) Via betydningsstrukturer Via tværkontekstualitet Deltagelsesbegrebet er et komplekst begreb Mening og betydning – sml Leontjev Identifikation i kraft af fælles mål og fælles midler – ikke i den forstand at de er træk ved både A’s og B’s handlen, men i den forstand at A’s og B’s handlen er halve, kun er logiske givet helheden (jæger-klapper) Produktion af begge dele – det subjektive bliver også til i denne proces Et andet centralt betydningsindhold i begrebet subjektivitet er selvforholdet eller refleksionen – det som Holzkamp kalder umiddelbarhedsoverskridelsen til forskel fra denne umiddelbare kooperation Betydninger er vejen til refleksivitet - spejling gennem især skrift, penge m.v. – først her ser vi Meads signifikante symboler, idet disse netop er konventionelle En anden vej er tværkontaktualitet, jvf. Goffman Dreier osv.

10 Subjektets formidlethed
Formidlet af... betydninger (fremstillede) fællesskaber praksis’er (…3 forbundne, men ikke identiske begreber…) ….dannes subjektet hele tiden påny Hovedpointen er at subjektet er noget der løbende dannes – ikke noget der én gang for alle er skabt og at det sker formidlet Jeg er særligt optaget af formidlingen over fællesskaber Min radikale påstand er at også fællesskaberne er subjekter At opfatte fællesskaber som subjekter er en måde at løse et bestemt problem i socialpsykologien, fx community psykologien – nemlig hvordan afgrænses et fællesskab fra et andet? I sociologien tilsvarende – staten afgrænser ’samfund’ implicit Men her ser vi på det i forbindelse med spørgsmålet om subjektivitet, subjektdannelse

11 Objektivering - fremstilling
at fremføre, at vise og at producere Troldspejlet - forvandler (Latour: The objective is that which objects!) Fremstilling som begreb er lånt fra Jacob Cornett

12 Reciprocation Imagination
“An existing object, by recreating the maker, itself necessitates a new act of objectified projection: the human being, troubled by weight, creates a chair; the chair recreates him to be weightless; and now he projects this new weightless self into new objects, the image of an angel, the design for a flying machine”. Scarry: The Body in Pain, 321 The ”Arc of Creation”: Realization Scarrys fænomenologiske diskussion af objektivering E. Scarry. The Body in Pain. The Making and Unmaking of the World. Oxford:Oxford University Press, 1985. Imagination Reciprocation

13 Community Cultural objects Participant Imagination Reciprocation

14 Ideologi I Ideologi er ”falsk bevidsthed”, dvs.
Genspejler realiteten... (står overfor den) …forkert (forvrider billedet af den) Spørgsmålet om ”falsk bevidsthed” forudsætter kritik  Forandringsprojekt (politisk, pædagogisk, etisk osv.) Tænkeformer som genstand (der skal forklares/forstås) Mulighed for (mere) videnskabelig forståelse (  samfundsteori) Velkendte principper fra marxistisk ideologiteori: Ideologi er reproduktiv, interessebundet, hegemonisk Ideologi kan forklares materialistisk (basis-overbygning) Knap så kendte principper fra marxistisk ideologiteori: Ideologi er (også) praksisimmanent Ideologi er (også) produktiv Ideologi er subjektkonstituerende Ideologiteori kan lede os på sporet af noget af det, som diskursanalysen viger tilbage for Subjektets ideologiske struktur er en udmærket titel, selvom det vist var Henrik der fandt på den. Ideologi er nemlig – jvnf senere – subjektets objektivering Den ideologiske effekt ligger i praksis, og dermed i subjektpositionen der tales til og fra – ikke i udsagnet taget for sig selv Nogle referencer: Billig, M Ideology and Opinions. London: Sage Billig, M Banal Nationalism. London: Sage Hänninen, S. & Paldán, L. (eds.) Rethinking Ideology: A Marxist Debate. Berlin: Argument Sonderband AS 84, Argument-Verlag Projekt Ideologie-Theorie Theorien über Ideologie. Berlin: Argument Verlag Zizek, S. (1993). Tarrying with the Negative: Kant, Hegel, and the Critique of Ideology. Durham: Duke University Press. Zizek, S. (1994). The Spectre of Ideology. In S.Zizek (Ed.), Mapping Ideology (pp. 1-33). London / New York: Verso. Zizek, S. (1999). The Ticklish Subject. London: Verso.

15 Ideologi II Ideologi er fremstilling af subjekter: Ideologi er subjektets objektivitet Ideologi er produktiv (proliferating hybrids) Ideologi er almengørende (en bestemt almeninteresse) Ideologikritik er ideologiproduktion ”There is no ideology that does not assert itself by means of delimiting itself from another ’mere ideology’. An individual subjected to ideology can never say for himself ’I am in ideology’, he always requires another corpus of doxa in order to distinguish his own ’true’ position from it” Zizek: The Spectre of Ideology, p Ideologi som subjektets objektivering eller fremstilling Dialektisk enhed af spontan bevidsthed og påtvungen, kunstig selvsubsumtion (Zizek) Det spontane, livsverden, er altid allerede koloniseret – sml. Hellers objektiveringer i sig, for sig, og i og for sig Problematikken om ideologi som fastholdelse, som reproduktion i modsætning til udvikling

16 Kollektiv subjektivitet
“Man kan ikke forstå forholdet mellem samfundsmæssighed og subjektivitet rigtigt, hvis man tager afsæt i individerne og forsøger at fremhæve egenskaber, som skal karakterisere deres subjektivitet” (…) “Menneskelig ‘subjektivitet’ må således først kunne fremhæves som karakteristikum ved den totalsamfundsmæssige proces, altså som ‘subjektiv faktor’ eller ‘samfundsmæssig subjektivitet’. Først på dette grundlag kan man bestemme individuel subjektivitet som personlig realisering af samfundsmæssig subjektivitet” Holzkamp, K. (1979). Zur kritisch-psychologischen Theorie der Subjektivität. Forum Kritische Psychologie 4, s. 7-8 Arbejdsprocessens subjektivitet er selv en kollektiv subjektivitet – men er det også et kollektivt subjekt? Næppe

17 Verdensånden Det sande er helheden. Helheden er imidlertid kun det væsen som fuldender sig gennem sin udvikling. Om det absolutte må det siges, at det væsentligt er resultat, at det først ved slutningen er det, som det i sandhed er; og netop heri består dets natur, at være virkeligt, subjekt, eller blivende sig selv. Hegel: Åndens fænomenologi, indledning, 18/20 Her har vi derimod den organiske helhed, det kollektive subjekt Subjektdannelsen er altså her Verdensåndens nødvendige eksternalisering i det timelige subjekt, en modsigelse der ’ophæves’ i døden og genopstandelsen (Hegel iflg. Taylor 1975) G. W. F. Hegel. Phänomenologie des Geistes, Hamburg:Felix Meiner Verlag,

18 Marx & Engels: Den tyske ideologi, 1845-6
”De forudsætninger, som vi begynder med, er ikke vilkårlige, ikke dogmer; det er virkelige forudsætninger, som man kun kan abstrahere fra i indbildningen. Det er de virkelige individer, deres handlinger og deres materielle livsbetingelser, såvel de forefundne som dem, der frembringes gennem menneskenes egne handlinger. Disse forudsætninger kan altså konstateres ad rent empirisk vej. Den første forudsætning for al menneskelig historie er naturligvis eksistensen af levende menneskelige individer. Den første kendsgerning, der kan konstateres, er altså disse individers legemlige organisation og deres dermed givne forhold til den øvrige natur.” Marx & Engels: Den tyske ideologi, Mens Marx slet ikke talte om subjekter – han talte om individer – og udgangspunktet var ikke Verdensånden, men naturen Men Marx var ikke 100% klar Marx bør ikke læses individualistisk. I hvert fald ikke udelukkende Han rummede også et kollektivt subjekt i skikkelse af klassekampen Zizek hævder at klassekampen spiller en rolle for Marx, der er parallel til Verdensånden hos Hegel – den subjektivitet, der med en viljesytring lukker gabet i det reelle K. Marx and F. Engels. Die Deutsche Ideologie, Berlin DDR:Dietz Verlag,

19 Hegel: Åndens fænomenologi, indledning, 18/18
”Endvidere er den levende substans den eksistensform, der i sandhed er subjekt, eller med andre ord, i sandhed kun er virkeligt som den bevægelse at sætte sig selv, at formidle sin andenværen med sig selv. Den er som subjekt den rene enkle negativitet, og netop derigennem det enkles spaltning eller modsigende fordobling, som igen er negationen og modsætningen til den ligegyldige forskellighed. Det sande er kun denne genetablerende selvidentitet, denne refleksionen af andenværen i sig selv – og ikke en oprindelig eller umiddelbar enhed som sådan. Det er selvtilblivelsen, den cirkel, der forudsætter sin slutning som sit formål og sin begyndelse, og som kun gennem sin udførelse og sin ende bliver virkelig.” Hegel: Åndens fænomenologi, indledning, 18/18 ( Hegels subjektbegreb er hele tiden bestemt som et altid-allerede – en selvtilblivelse, en teleologi Hvis vi anlægger en praksis-epistemologisk tilgang, så er subjektet i en vis forstand altid primært, og det giver unægtelig et paradoks, når man vil forstå subjektets tilblivelse

20 Interpellation Louis Althusser: Ideologier og ideologiske statsapparater Hvordan er ideologier subjektkonstituerende? Ideologien taler til subjektet Prajning – at ”mellem-kalde”: An-svar Navnet: Partikulær, unik Altid-allerede subjekt En tilgang til hvordan selvet kan være sat ved et andet kan være interpellationsbegrebet. Interpellation stammer fra Althussers ISA Pascal: Knæl ned, fold hænderne, og De tror – praksisimmanent og samtidig eksternt, ISA Hans statsbegreb var meget bredt Althusser diskuterede den mest klassiske ideologi, den kristne religion Unik – her adskiller ideologiteorien sig fra teorier om diskursiv subjektivering – diskurser vægrer sig ved det unikke, her er kun det specifikke og det generelle. Foucault var nominalist. Det unikke subjekt fordrer et ligeså unikt fællesskab Altid-allerede: Althusser citerede Freud som han kendte via Lacan – subjektpositionen i fællesskabet er der på forhånd Det ubevidste er evigt – det ubevidste er den Andens sprog Men det har meget dybere rødder – Althusser var anti-hegelianer, men iflg Thomas Højrup bliver han hegeliansk i skriftet om ISA L. Althusser. Ideologi og ideologiske statsapparater, Aarhus:Forlaget Grus, T. Höjrup. Dannelsens Dialektik, Köbenhavn:Museum Tusculaneum, 2002.

21 Community / Practice Form
Recognition, Exchange Ends TYPE OF Agent Object INTERVENTION Constitu Means tion SITUATION CONDITIONS Participant Participant Participant premises Participant premises Vi havde abstraheret fra det partikulære, situerede osv., fra processen, og fra fællesskabet Vi lader processen stå et øjeblik endnu Men lad os så indføje denne interventionsform i en situation og et fællesskab Her er der kun to deltagere for overskuelighedens skyld Læg mærke til at vi skelner mellem deltageren i fællesskabsformen på den ene side og så aktøren i interventionsformen på den anden; det er ikke givet at jeg træder ind i rollen som lærer fx Altså her og nu konstituerer vi det vi gør som undervisning, som en forelæsning. Det er ikke en struktur der determinerer vores handlinger, men en vi bruger og tager på os.

22 Vi’et: Fællesskabet som partikulært subjekt
Fra ’Vi’ som aggregat af jeg’er til… Vi som enhed overfor andre …og…. Vi som enhed af flere, dvs. Vi som enhed overfor deltagere Fællesskaber rummer deltagere står overfor hinanden deltager i hinanden….og i det uafgrænsede samfund (hverdagslivet) Vi mænd - en ligegyldig forskellighed - jeg er ude efter den partikulære enhed - midt imellem vi danskere og dronningens vi - jvnf. Margrethe: Der er 3 i et ægteskab: Du, jeg og vi Begrebet om fællesskaber er empirisk set et uhyre komplekst begreb Hverdagslivet eller samfundet som ubestemt er et utopisk begreb, fordi når man bestemmer det, mister det sin kvalitet. At tale på vegne af det er at positivere det, men også at negere det Dette er også ideologiens dynamik, en kritisk påkaldelse af hverdagslivet, hvormed nye fællesskaber konstitueres

23 Fællesskabets indlejring
Arb.deling Spejling Konflikt Deltagelse: Anerkendelse Udveksling Arb.deling Spejling Konflikt Deltagelse

24 Det kollektive subjekt II
Kritikken af det kollektive subjekt Uklar begrebsbestemmelse (”mystisk”) Utopisme /ideologi: ”Vi er alle i samme båd – I ror, jeg styrer!” Det differentierede og refleksive kollektiv Indeksikalitet (metakommunikation) Deltagernes og fællesskabernes anerkendelse er prekær Vi’et som forening af identitet og andethed (som ”relæ” for skift af subjektpositioner) Mange slår kors for sig ved tanken om et mystisk kollektivt subjekt, hvor deltageren bliver slugt Ofte netop når den kritiske påkaldelse af hverdagslivet ontologiseres Men deltagerens anerkendelse forudsætter at kollektivet er subjekt Kollektivet er refleksivt qua sin indeksikale regulering Vi er det samme som mig og noget andet end mig

25 Jeg og vi Selvbevidsthedens nærmeste udviklingszone: Jeg deltager i at vi forholder os til mig ”Fake it till you make it”: Substantialisering Interpellationens gensidighed: Jeg og vi konstitueres i samme proces (men ikke som et jævnbyrdigt forhold) NUZO burde hedde Zonen for Potentiel Udvikling – potentialitet er et nøgleord her Selvbevidsthedens NUZO er både umiddelbar og refleksiv AA’s motto rummer visdommen Højrup m.fl. Taler om det afhængige subjekt, men det er at gøre det for absolut T. Höjrup. Dannelsens Dialektik, Köbenhavn:Museum Tusculaneum, 2002. M Nissen. Objective Subjectification: The Anti-Method Of Social Work. Mind, Culture & Acitivity (In Press)

26 Magt og subjekt Kommunikativ intersubjektivitet Viljernes kamp
Verständigung: At komme til forståelse med sig selv og andre - Holzkamp Den generaliserede anden – og de signifikante symboler - Mead Problemet om anerkendelsen af den enkelte: Ikke en abstrakt ret Problemet om frirummet, utopien Viljernes kamp Foucaults magtbegreb: Handlinger om handlinger Magtens objektivering skaber subjektet – diskursiv subjektivering Fra Panoptikon til selvteknologier – formidlethed: Med noget Anerkendelsesdialektikken – selvbevidsthedens kilder Kampens intersubjektivitet – refleksivitet Dødsangsten (eksistensen) Produktionen: Formidletheden: Om noget – det fælles tredje Processuelt, forhandlet Habermas ligger bagved og spøger, igen den kantianske idealisme, det herredømmefrie rum Hos Mead og hans efterfølgere er de signifikante symboler sproglige, konventionelle, og vi er ligevidt, det bliver et problem om marginalisering

27 Foucaults magtbegreb S O S O/S S S
Venligt udlånt af Esben Houborg Pedersen Sociologi

28 Magt og subjekt Kommunikativ intersubjektivitet Viljernes kamp
Verständigung: At komme til forståelse med sig selv og andre - Holzkamp Den generaliserede anden – og de signifikante symboler - Mead Problemet om anerkendelsen af den enkelte: Ikke en abstrakt ret Problemet om frirummet, utopien Viljernes kamp Foucaults magtbegreb: Handlinger om handlinger Magtens objektivering skaber subjektet – diskursiv subjektivering Fra Panoptikon til selvteknologier – formidlethed: Med noget Anerkendelsesdialektikken – selvbevidsthedens kilder Kampens intersubjektivitet – refleksivitet Dødsangsten (eksistensen) Produktionen: Formidletheden: Om noget – det fælles tredje

29 Subjektivering når konfrontation medfører deltagelse (identifikation)
Magt: Subjektivering når konfrontation medfører deltagelse (identifikation) Desubjektivering når konfrontation betyder udelukkelse (negativ spejling) Fællesskab Konfrontation Magtforholdet er det aspekt ved fællesskabet, at deltagerne deltager i at håndtere hinanden og derigennem sig selv - altså objektivere hinanden - med redskaber, altså midler Her har vi en objektivering: Hashhoveder og småpædagoger Formidlingen Linda snakker om sikrer at den bliver en identifikation, snarere end en marginalisering Altsammen under forudsætning af at hun viser at man også kan deltage som hashhovede, altså der er et fælles tredje, arbejdet med en radiostation bl.a. Ny deltager Deltager/e Spejling Objektivering

30 Subjektivitet: Begrebsindhold II
Agency – at indvirke, at forårsage Standpunkt – perspektiv, interesse Identifikation – intersubjektivitet Via indføling (socialintentionalitet), via konflikt, og via Deltagelse (betydningsalmengørelse) Fælles mål og midler Produktion af betydning og mening Refleksion, selvforhold (umiddelb.overskridelse) Via betydningsstrukturer (tertiære artefakter) Via tværkontekstualitet Via fælles og individuel selv-objektivering

31 Subjektiveringens paradoks I
"The story by which subjection is told is, inevitably, circular, presupposing the very subject for which it seeks to give an account. (…) A power exerted on a subject, subjection is nevertheless a power assumed by the subject, an assumption that constitutes the instrument of that subject's becoming" Judith Butler: The Psychic Life of Power, 1997, s. 11 Subjektets teleologi: Igen at blive det, som vi egentlig altid har været (fx kategorien ”menneskelig”) Dette paradoks optager Judith Butler og var en af grundene til at Rose forlod Althusser – hvordan kan prajningen beskrive tilblivelsen af et subjekt, når et subjekt føler sig truffet? Hos Hegel var det netop her Verdensånden kommer ind i billedet – den enkelte er i virkeligheden en legemliggørelse af verdensånden Teorien eller ideologien om det menneskelige – faktisk humanismen – kan være et godt eksempel Gandhi i New York: Reporter: Mr Gandhi, what do you think of western civilization? Gandhi: I think it would be a good idea J. Butler. The Psychic Life of Power. Theories in Subjection., Stanford, Cal.:Stanford University Press, 1997.

32 Subjektiveringens paradoks II
Vi’et rummer et potentielt (abstrakt) jeg hvis konkretisering (substantialisering) udgør dets realisering dets overgang til sin modsætning Man skabes, skaber sig selv, med en historie, en oprindelsesmyte, der peger tilbage i fællesskabet Ideologi søger at forankre subjektet i en bestemt oprindelse og endemål (fx ”Danmark”) Ideologi er dynamisk konstitutivt Det giver en nøgle til subjektiveringens paradoks En bestemt identitet mellem forskel og identitet Dynamisk konstitutivt = at subjektet ikke konstitueres som en ’ramme’ men som en bestræbelse, for at sætte på spidsen: En frustration M Nissen. Det kritiske Subjekt. Psyke & Logos 23 (1):65-85, 2002.