155 – Ved Jerusalem engang 1, S1 under folkets jubelsang græd min frelsers øje; ej for døden han var ræd, – for den gamle stad han græd på de trende høje. 155 – Ved Jerusalem engang 1, S1
155 – Ved Jerusalem engang 2, S2 „Ak! hvor tit og mangen gang med mit åbne vingefang, mine milde blikke, har jeg kaldt jer, én og hver, ind at finde hvilen her; – men I ville ikke!“ 155 – Ved Jerusalem engang 2, S2
155 – Ved Jerusalem engang 3, S3 Milde Frelser! Stærke Gud! End du spreder vingen ud, kalder ømt din stemme; – jeg vil komme, som du bad, under vingens skygge glad, ved dit bryst mig gemme! 155 – Ved Jerusalem engang 3, S3
155 – Ved Jerusalem engang 4, S4 Den, som der har fundet ly, truer ingen uvejrssky, ingen høg og glente; under dette vingepar, indtil luften bliver klar, roligt vi kan vente. 155 – Ved Jerusalem engang 4, S4
155 – Ved Jerusalem engang 5, S5 Som en fuglemoder tro først sig giver vel til ro – er de alle inde – sådan venter Jesus Krist også dig, som blev til sidst, – lad ham dog dig finde! Alberta Eltzholtz. 155 – Ved Jerusalem engang 5, S5
155 – Fade, S6