TEKNOLOGIHISTORIE ROMERRIGET.

Præsentationer af emnet: "TEKNOLOGIHISTORIE ROMERRIGET."— Præsentationens transcript:

1 TEKNOLOGIHISTORIE ROMERRIGET

2 Romerriget - Monarkiet
Der er desværre ingen skriftlige kilder fra konge-tiden. Men det ser ud til at byens stammer er blevet samlet under én fælles etruskisk konge midt i 700-tallet før vor tidsregning, altså for omkring 2760 år siden. Byen havde fra starten en meget hensigtsmæssig placering. Bebyggelsen lå fordelt på i alt 7 høje langs floden Tiberen ca. 20 km fra havet. I begyndelsen var det dog ikke alle højene, der var beboede. Byens marker lå nedenfor højene, på det flade land langs floden. Det blev hvert år oversvømmet af det næringsrige flodvand, således at markerne blev ved med at være frugtbare.    Det var relativt let at forsvare højene, og samtidig lå byen jo lidt oppe langs floden. Det gjorde det svært for både naboer og sørøvere at overrumple byens borgere. I begyndelsen var byen en bondeby; borgerne var bønder. Men da byen lå ved et vadested, må den tidligt have dannet ramme for handel. Man handlede imidlertid ikke ved hjælp af penge, men brugte kvæg som byttemiddel. Kvæg hedder ’pecus’ på latin, og det ord lever endnu på dansk i det ganske vist ret gammeldags ord ’pekuniær’. Ens ’pekuniære situation’ betyder ens ’økonomiske situation’. Tidligt havde man også saliner, dvs. flade bassiner hvor man fordampede havvand, således at kun saltet var tilbage. Salt blev brugt både som krydderi og til konserveringsmiddel. Disse saliner lå langs kysten ved Tiberens munding; og her byggede romerne også tidligt et fremskudt forsvarsanlæg, Ostia, der siden udvikledes til en travl havneby. Byen fungerer endnu i dag som Roms havneby. Omkring 509 blev den sidste konge fordrevet, og i stedet etablerede de gamle rige slægter i byen en aristokratisk republik, dvs. en slags demokrati. Det var dog kun disse gamle slægter, der havde indflydelse på den førte politik. Det var ikke kun Rom, der var en bystat på denne tid. Det var de fleste andre af datidens byer også. Med udgangspunkt i Toscana (Midtitalien) havde en række bystater beboet af etruskerne dannet et forbund, som Rom længe var knyttet til. I det sydlige Italien og på Sicilien havde grækerne etableret et antal bystater. Det var disse etruskere og græsk-italienske bystater, som allerede tidligt under republikken blev romernes første alvorlige fjender.

3 Romerriget – Republik del 1
Ordet ’republik’ kommer af det latinske ’res publica’, der betyder ’den offentlige sag’. Ordet markerer dermed, at bystatens styre ikke længere var et mere eller mindre privat anliggende for kongen, men en sag for offentligheden. I begyndelsen var det imidlertid kun patricierne, der kunne blande sig.    Patricierne var byens gamle elite, dens fædre – ordet ’patricii’ er ligefrem afledt af det latinske ord for fædre. Det er sandsynligt at patricier-familierne oprindeligt varetog en religiøs funktion. Den øvrige del af befolkningen, plebejerne, havde ingen indflydelse og var i udgangspunktet en slags andenrangs borgere. I de første par hundrede år af republikkens historie var der konstante konflikter mellem patricierne og plebejerne, og det lykkedes efterhånden for de sidste at tilkæmpe sig en formel ligestilling. Man endte med nogle meget indviklede regler for byens styre, som sikrede denne balance.    I øvrigt blev en del plebejere efterhånden ganske rige, mens omvendt mange patriciere mistede deres formue. Og efterhånden opstod der en helt ny klasse under plebejerne, de såkaldte proletarer. Selvom patricierne længe strittede imod plebejernes krav, så havde de sidstnævnte et meget stærkt våben – de gik simpelthen deres vej. Og uden dem var patricierne ude af stand til at få byen til at fungere – og de kunne heller ikke forsvare den. Plebejerne brugte første gang dette våben i 494 fvt., hvor Rom var i krig med nogle naboer. De forlod byen og gik til en af byens høje, hvor de truede med at etablere deres egen bystat. Det fik hurtigt patricierne til at indgå et kompromis, som gav plebejerne ret til egne embedsmænd.    Siden brugte plebejerne udvandringsvåbenet endnu nogle gange, og i 287 fvt. endte det med at plebejerne fik magt til at udstede love, der var gældende for alle byens borgere.   Parallelt med denne klassekamp var Rom i gang med en kraftig ekspansion. Med hjælp af en neutralitetstraktat med handelsbyen Kartago, stormagten i den vestlige ende af Middelhavet, erobrede romerne den ene nabo-bystat efter den anden. I 270 fvt. havde de erobret hele den italienske halvø. Derefter fortsatte de ekspansionen med først Sicilien, Korsika og Sardinien og siden videre i alle retninger.    Deres stærkeste modstander i denne fase var kelterne, et indoeuropæisk folk, som i 387 fvt. trængte helt frem til Rom og erobrede det meste af byen. Først da romerne betalte kelterne for at drage videre, forlod de igen byen. Efter denne oplevelse byggede romerne den såkaldte Servianske bymur rundt om de 7 høje. Rester af denne mur kan ses endnu i dag.    Kelterne var på flere måder teknologisk svagere end romerne, men de var dygtige smede og angrebslystne krigere – der bl.a. brugte lange sværd, spyd, slynger, heste og hestevogne. De havde kontrol med vigtige jernminer i Østrig og derfor let adgang til jern.

4 Romerriget – Republik del 2
Under erobringen af Sicilien kom romerne imidlertid også i konflikt med deres gamle forbundsfælle, Kartago. Det førte til de tre såkaldt puniske krige, som i 202 fvt. endte med Roms definitive sejr og Kartagos udslettelse. Hermed fik Rom kontrol over hele den vestlige del af Middelhavet. Efter 188 fvt. fik Rom også magten i det østlige Middelhav. Set udefra gik det godt; den lille bystat Rom var i løbet af omkring 300 år blevet herre over stort set hele Middelhavsområdet. Ekspansionen har imidlertid haft sin pris. Det største problem var, at Roms oprindelige grundlag, jorden og agerbruget, var blevet forsømt. Det var svært både at dyrke jorden og føre krig. Desuden var der også mænd, der blev slået ihjel i krigene, og selvom en række af Roms nabobyer efterhånden fik borgerrettigheder i Romerriget – og også stillede med soldater – så blev der mangel på både soldater og bønder.    Dette problem løstes på flere måder, dels direkte ved at man betalte ikke-romere til at kæmpe som lejesoldater, og dels indirekte ved at mange småbønder opgav deres jord og solgte den til de større jordejere – og derefter ved at disse større jordejere øgede antallet af slaver. Man regner med at mere end 25 % af Roms befolkning under slutningen af republikken var slaver. Denne udvikling førte imidlertid til nye problemer. De mange fallerede småbønder skulle nu ernære sig som daglejere, og det var vanskeligt. Der fulgte derfor megen social uro med fremvæksten af dette nye proletariat. Fra 123 fvt. søgte man at dæmpe denne uro ved at uddele gratis korn til de fattige – det førte dog til nye problemer, fordi kornpriserne i og omkring Rom faldt, hvilket gav problemer for bønder og godsejere.    Desuden var der også problemer med slaverne. I årtierne omkring år 100 fvt. var der tre store slaveoprør; det sidste ledet af Spartacus. Selvom alle oprør endte med slavernes nederlag, så viste de, at brug af slaver bestemt ikke var uden risici. Der var da også politikere, der søgte at løse disse indre problemer. Det gjorde bl.a. de to Gracchus-brødre, der havde stor politisk indflydelse. De gennemførte en jordlov, der lagde en overgrænse på privates besiddelse af statsjord og som søgte at udstykke jord til proletarerne – nærmest som en slags husmandsbrug.    Den ældste af brødrene, Tiberius, blev imidlertid myrdet, og den yngste, Gajus, lod sig senere i en presset situation dræbe af en slave. Kampen om agerjorden fortsatte imidlertid, og i resten af republik-tiden var der hyppige oprør og borgerkrige. I selve Rom var der i perioder nærmest anarki pga. bandekrige. Alligevel lykkedes det i for Cæsar at erobre Gallien (det nuværende Frankrig og Belgien).    Det gav Cæsar stor popularitet, som han i 45 fvt. – efter endnu en borgerkrig – omsatte til efterhånden at blive diktator på livstid. Samtidig fik hans tidligere soldater tildelt land, så de fremover kunne leve som bønder. Imidlertid blev Cæsar myrdet allerede året efter, og herefter nåede borgerkrigene nye højder. I de følgende årtier lykkedes det dog Cæsars adoptivsøn Octavian både at afslutte krigene og foretage store jorduddelinger. Han fik efterhånden enevældige beføjelser og blev Roms første kejser under navnet Augustus. Det er ham, som i Bibelen befaler, at al verden skal skrives i mandtal.    Augustus døde i år 14 efter vor tidsregning, 76 år gammel. Det var en høj alder for en førende romersk politiker på den tid!

5 Romerriget – Kejser og storhedstiden
Efter at Augustus havde bragt ro i Rom, fortsatte den romerske ekspansion endnu hundrede år. Men allerede i år 9 efter vor tidsregning måtte romerne dog indkassere et af deres værste nederlag. Det var i Teutoburgerskoven nær Osnabrück i Nordvesttyskland, hvor det lykkedes en germansk hær at lokke tre romerske legioner i baghold og helt udslette dem. Slaget kostede mindst romerske soldater livet og var et alvorligt tab for den romerske hær. Foruden soldaterne blev også mange tusinde mænd, kvinder og børn, der ledsagede den romerske hær, slået ihjel.    Efter slaget ryddede germanerne området for romere, og tvang dem tilbage på den anden side af Rhinen. Her kom grænsen mellem germanerne og Romerriget til at ligge, indtil Romerriget begyndte at gå i opløsning. På samme måde dannede Donau på lange stræk Romerrigets grænse mod nordøst. Romerne byggede langs begge floder (og også andre steder) et forsvarssystem. De kaldte disse anlæg for ’limes’, et ord vi genkender i det moderne engelske ’limit’, der som bekendt betyder ’grænse’.    At romerne lod germanerne være, skyldtes nok kølig økonomisk beregning. De vurderede, at udbyttet ikke stod mål med udgifterne. Dels var germanerne for svære at besejre, og dels var der ikke så mange vigtige resurser i det germanske område. I de følgende årtier fortsatte romerne dog ekspansionen med at erobre det meste af England i år 43 evt., og senere også det meste af det nuværende Rumænien (Dacia) i 106. Der var begge steder vigtige metalforekomster, især var de rumænske guldminer af stor betydning.    Romerne lod et stort antal romaniserede folk fra forskellige dele af deres rige bosætte sig i Rumænien, og det moderne rumænske sprog er stadig romansk. Det varede imidlertid kun til år 256, før daciaerne sammen med germanske goter drev romerne tilbage til den anden side af Donau. Således blev Dacia den første provins, som romerne mistede. Men siden fortsatte nedturen, i første række fordi presset fra germanerne blev stadigt stærkere. Der var for det meste rimeligt fredeligt i de romerske provinser; de besejrede folk fandt sig som regel i den romerske besættelse. Romerne gav tryghed og skabte faste rammer for handel, også over lange afstande. Hertil kom at ikke-romerne, der tjente som soldater i den romerske hær, fik romersk borgerret og tildelt jord, når deres tjenestetid var slut.    De fredelige forhold illustreres godt af, at romerne sjældent havde brug for soldater inde i selve riget. I den sene del af kejserperioden var næsten hele hæren således placeret tæt ved rigets grænser, især langs nordgrænsen. Der var dog – udover Asterix og hans genstridige landsby – enkelte folk, der var problemer med. Det var bl.a. tilfældet med jøderne, og deres oprør fik langtrækkende betydning for Europas historie. Jøderne ville ikke affinde sig med den romerske besættelse, og både i evt. efter vor tidsregning og igen i rejste de sig i omfattende opstande. Begge endte dog med at jøderne blev nedkæmpede.    Især den sidste opstand førte til store tab af menneskeliv – nogle kilder mener at over en halv million jøder blev dræbt. Mange andre blev taget til fange og solgt som slaver. Og en stor del af de overlevende flygtede. Der skete også voldsomme materielle ødelæggelser; således blev Jerusalem helt ødelagt.    Efter opstanden overlevede jøderne spredt rundt langs Middelhavet og i Mellemøsten. I de første mange hundrede år kunne de nogenlunde frit dyrke deres tro og kultur, men fra 1100-tallet begyndte den kristne kirke systematisk at diskriminere dem. Herved startede en forfølgelse, der kulminerede med nazisternes udryddelser under Anden Verdenskrig.

6 Sammenbruddet – del 1 Det romerske kejserriges nedgangstid startede for alvor midt i 200-tallet evt. med de mange forskellige soldaterkejsere, og de blev forstærket i takt med at germanerne blev en stadig større ydre trussel. Men de indre problemer begyndte allerede at vise sig under ekspansionen i republik-tiden. Den professionelle hær og lejetropperne kostede penge, mange jorde blev ikke længere dyrket intensivt, de mindre jordejere gav i stort tal op og blev daglejere. I stedet blev jorden samlet til store godser, der blev drevet ved hjælp af slaver – og jordejerne blev efterhånden pålagt højere skatter osv. Efterhånden skubbede romerne mange problemer foran sig, og de blev stadigt sværere at løse. Det blev ikke bedre af, at der i perioder var hyppige borgerkrige og krige mellem forskellige kejseremner. Hertil kom, at det ikke altid var de dygtigste politikere, der blev kejsere. Nogle blev kejsere, fordi deres far havde været det; andre fordi de stod i spidsen for en militærstyrke. I republik-tiden derimod blev alle embedsmænd valgt, ganske vist kun blandt de rigeste, men de blev alle skiftet ud efter et år. En kejser kunne sidde, til han døde – eller blev myrdet! Endelig fik romerne også en række naturgivne problemer. Nogle var de sådan set selv ude om; de hang sammen med rigets og også de store byers voksende størrelse. Efterhånden som riget blev større, tog kommunikationen fra og til centret i Rom længere tid. Markerne blev efterhånden udpint, således at udbyttet blev mindre. Skovene blev mange steder ryddet, således at træ (inkl. brænde) skulle hentes stadig længere væk. Og desuden var den romerske elite ikke stor nok til at varetage alle de politiske og administrative opgaver.  Det sidste problem fik man dog efterhånden løst ved at give statsborgerskab til stadigt flere af rigets indbyggere, og i 212 evt. fik alle indbyggere romersk statsborgerskab

7 Sammenbruddet – del 2 Endnu værre var de rigtigt naturgivne problemer – især sygdomme. Menneskets tætte samliv med dyr kombineret med stadigt større byer har skabt grobund for en række dødelige sygdomme; blandt de nyeste er aids og sars. Men tidligere har sygdomme, der i dag enten er udryddet eller betragtes som ret harmløse, været store dræbere. Mæslinger er en af de værste eksempler; den var oprindeligt en meget farlig sygdom, og også når den i nyere tid for første gang er kommet til nye områder – fx Amerika og Grønland – har den dræbt mange mennesker. I Romerrigets tid var mæslinger endnu en sådan farlig sygdom. En anden farlig sygdom var kopper. En af disse to sygdomme – man ved ikke i dag hvilken – ramte Romerriget fra 165 til 180 evt. Den var blevet bragt til Rom af soldater, der havde været på felttog i Mellemøsten. Det er anslået, at epidemien kostede omkring fem mio. døde. I flg. en romersk historiker døde der i en periode op imod om dagen af sygdommen – alene i Rom. To romerske kejsere var blandt de døde. Den sidste hed Marcus Aurelius Antonius – og epidemien blev efter han kaldt for Antonius-pesten. Den næste store epidemi, Cyprian-pesten ramte Romerriget fra 251 til ind i 270’erne – også denne gang er det usikkert, om det var mæslinger eller kopper. I flg. romerske historikere dræbte sygdommen op imod romere om dagen og førte til regulær mangel på arbejdskraft og på soldater. Den dræbte i øvrigt også en kejser og var med til at øge kaoset under de første såkaldte soldaterkejsere. I 540’erne blev Europa første gang ramt af byldepest. Den blev kaldt Justinian-pesten efter den daværende østromerske kejser og spredte sig fra Ægypten over det Østromerske rige til hele det øvrige Europa. Man mener, at den dræbte omkring 40 % af indbyggerne i den østromerske hovedstad Konstantinopel (i dag: Istanbul). Den vendte flere gange tilbage i de følgende århundreder, hvor den fortsat var en stor dræber. Der er forskere, der mener, at den i alt reducerede Europas befolkning med mellem 50 og 60 %.  Det er usikkert, om de to førstnævnte epidemier nåede til det nordlige Europa, men Justinian-pesten gjorde. Den var imidlertid næppe så dræbende her som i de store og tætbefolkede øst- og vestromerske byer.  

8 Sammenbruddet – del 3 Endelig havde tilbagegangen også teknologiske årsager. Romerne havde kendskab til både vandhjul, kraner og andre maskiner, men der skete kun en ret begrænset udvikling af teknologien under Romerriget, og det var især inden for byggeri og militær. Her udførte man ganske vist også store bedrifter. Du kan her læse mere om romersk byggeri og arkitektur og om den romerske hær. Noget tyder på, at man frivilligt afstod fra mekanisering for at sikre, at der var arbejde til alle. En romersk historiker har i en biografi om kejser Vespasian (der var kejser fra 69 til 79) skrevet, at Vespasian engang betalte en god belønning for en ny opfindelse, men at han undlod at gøre brug af den med den begrundelse, at ’han måtte have lov at give småfolk noget at bestille’. Hvis dette citat har en generel gyldighed, viser det, at romerne var meget optaget at sikre balancen i samfundet. Det er i hvert fald sikkert, at romerne ikke var særligt interesserede i økonomisk og teknologisk vækst – i modsætning til de norditalienere, der omkring 1000 år senere gang i renæssancen og den begyndende kapitalisme.  Men romerne tænkte slet ikke i sådanne kapitalistiske baner. Og de manglede også de institutioner, der som banker og børser kunne have understøttet en kapitalistisk udvikling. Årsagen var nok, at jorden forblev det absolut vigtigste produktionsmiddel i hele rigets historie. Og det at tilhøre en jordejende familie gav mere status end at have penge.  De industrilignende virksomheder der trods alt opstod – som fx miner og våbenfremstilling – var helt under statens kontrol og havde til formål at sikre en stærk og effektiv hær; det var ikke noget, der skulle tjenes penge på.

9 Romerriget – det sene kejserdømme og nedgangen – del 1
I løbet af 200-tallet evt. kulminerede Romerrigets magt, og romerne stødte ind i problemer, som langsomt sled riget op. Der var tale om mange forskellige problemer, nogle havde ydre og andre indre årsager. Du kan her læse en redegørelse for samspillet mellem de forskellige årsager, men nedenfor nøjes vi med de nok tre vigtigste: det stigende pres fra de germanske stammer mod nord, den svage romerske elite og en lavere landbrugsproduktion i rigets kerneområder. Umiddelbart var det det germanske pres, der var mest generende. Germanerne brød ofte ind over grænsen og plyndrede de rige romerske byer. Romerne var derfor nødt til at have store hærstyrker placeret langs grænsen mod nord, især langs Rhinen. Hertil kom at romerne også have brug for mange soldater i England, her for at holde de keltiske skotter ude. Romerne byggede fra år 122 her en 117 km lang mur, den såkaldte Hadrians Mur.    Både de mange soldater og de store forsvarsanlæg kostede penge, og det blev efterhånden dyrt at holde fjenderne ude. Oven i problemerne på nordfronten havde romerne også en del problemer mod øst, især med jøderne og perserne. Midt i 200-tallet evt. måtte romerne opgive nogle af deres seneste erobringer, nemlig Dacia i det nuværende Rumænien og det såkaldt Øvre germansk-rætiske limes i det sydvestlige Tyskland. Hermed mistede romerne kontrollen med guldminerne i Dacia, og i både Tyskland og Rumænien bredte germanske folk sig, hvor romerne måtte trække sig tilbage.    Omkring 410 opgav romerne også England, og også her tog germanerne over efter romerne. Og dermed mistede romerne kontrollen med metalforekomsterne i England. Endnu værre var det imidlertid at Romerrigets politiske system nærmest gik i opløsning midt i 200-tallet. I årene fra 234 til 254 evt. herskede der nærmest anarki i riget. De borgerkrige der havde præget slutningen af republik-perioden kom nu igen, men denne gang var det ikke sociale klasser, der kæmpede om magten, men forskellige generaler, der kæmpede om at blive kejser. Denne periodes kejsere kaldes da også meget sigende for ’soldaterkejserne’.    Det grundlæggende problem var, at man efter at kejserdømmet var blevet indført, ikke længere havde faste regler for, hvordan en afdød kejser skulle efterfølges.    Imidlertid lykkedes det efter 284 kejser Diocletian at genoprette stabiliteten; det gjorde han ved bl.a. at indføre et system med med-kejsere, således at Romerriget for en tid blev delt i fire områder med hver sin kejser og hver sin hovedstad. Ellers huskes Diocletian nok mest for at have iværksat de sidste store forfølgelser af de kristne.

10 Romerriget – det sene kejserdømme og nedgangen – del 2
Efter Diocletian fulgte et nyt kaos med hele seks konkurrerende kejsere; stridighederne endte dog med, at Konstantin blev enehersker fra 324. Det lykkedes Konstantin og hans efterkommere at holde ro internt i det store rige, men germanerne og perserne rev dog fortsat småbidder af riget.  Under Konstantin (i 313) blev kristendommen officielt tilladt, og Konstantin selv blev døbt på sit dødsleje (i 337). I 391 blev kristendommen statsreligion, og hurtigt også eneste tilladte religion. I 395 døde kejser Theodosius, og riget blev derefter delt mellem hans to sønner. Mens det østlige rige med Konstantinopel holdt sig i live helt frem til 1453, så fortsatte det vestlige rige (med hovedstad i Milano og senere Ravenna) videre mod sammenbruddet. I 410 erobrede og plyndrede det germanske folk vestgoterne Rom. Det var første gang i næsten 800 år, at Rom var blevet erobret af en fjende, og begivenheden betragtes da også med rette som et afgørende tegn på, at det gamle Romerrige var tæt på kollaps. Men endnu holdt det sig i live; de gamle strukturer fungerede endnu – selvom riget efterhånden blev mindre.  I 476 var det slut. Et mytteri blandt nogle germanske lejetropper udviklede sig til et egentligt oprør, hovedstaden Ravenna blev erobret, og germanernes leder Odoacer blev konge over resterne af riget. På det tidspunkt bestod det reelt kun af et område lidt større end det nuværende Italien.    Herefter fulgte en længere periode, hvor stort set hele Europa blev regeret af germanske stammer. I Sydeuropa smeltede germanerne efterhånden sammen med den lokale romersk-prægede befolkning og blev til de folkeslag, vi kender i dag.

11 Romerriget & Germanerne – DEL 1
KUNNE ROMERRIGET HAVE OVERLEVET? Romerriget voksede frem fra omkring år 500 før vor tidsregning og blev som bekendt på alle måder oldtidens dominerende magt, i hvert fald i vores del af verden. For en nogenlunde tilsvarende udvikling fandt sted i Kina; også her blev der skabt et vældigt rige ud fra en udvikling, der startede i nogle få bystater. Også i det nuværende Irak og Indien blev der tidligt skabt sådanne store riger, hvis historie på mange måder kan sammenlignes. Fælles for disse store riger var, at de måtte kæmpe med svære indre problemer. For Romerrigets vedkommende var det først de langvarige konflikter mellem patriciere og plebejere; siden begyndte både slaver og de såkaldte proletarer på hver sin måde at skabe uro, og efterhånden blev de sociale kampe suppleret med konflikter mellem forskellige kejseremner. Da kejseremnerne ofte var fremtrædende militærpersoner, blev disse konflikter typisk udkæmpet som regulære krige mellem forskellige dele af hæren.

12 Romerriget & Germanerne – DEL 2
Rigerne måtte desuden ofte kæmpe mod ydre fjender. I Romerrigets republik-tid førte romerne således hele tre krige mod byriget Kartago, men i 146 fvt. vandt Rom en definitiv sejr og udslettede Karthago. Fra det tidspunkt herskede Rom over hele Middelhavsområdet og hele Syd- og Østeuropa. Men mod øst løb de siden ind i en langvarig konflikt med perserne i Iran. Perserne og romerne førte mange krige mod hinanden uden at de dog kunne nedkæmpe modparten endegyldigt. Det var fjenderne i nord, germanerne, der viste sig at være de farligste. I hvert fald afsatte en germansk hærfører i romersk tjeneste - Odoacer - i 476 den sidste vestromerske kejser og gjorde sig selv til konge over resterne af riget. Og derefter gik også resterne efterhånden i opløsning.

13 Romerriget & Germanerne – DEL 3
Romerriget faldt nærmest fra hinanden uden at germanerne – eller andre – var i stand til at overtage det som et samlet rige. Hvis man derimod sammenligner med Kina, ser man en helt anden udvikling. Også det blev erobret af nabofolk - dog senere, mongolerne i 1279 og manchurerne i men her førte det blot til, at kejseren og eliten blev udskiftet. Selve riget levede nogenlunde uforstyrret videre. Det store spørgsmål er derfor: Hvad hvis germanerne havde overtaget Romerriget som et samlet rige? Faktisk oprettede de en række mere eller mindre langvarige stater rundt om i det tidligere Romerrige, men ingen fik blivende betydning på anden måde end, at de flere steder var elementer i den proces, der førte til de moderne nationalstater.

14 Romerriget & Germanerne – DEL 4
Årsagen var umiddelbart, at de germanske stammer var relativt små og som regel også splittede, ofte også internt. Desuden kom de fra et område uden egentlige statsdannelser, og de var åbenbart ikke i stand til at oprette og bevare riger, der rakte ret meget ud over det område, deres eget folk selv beboede.      Men faktisk var germanerne længe inden 476 i færd med at overtage Romerriget indefra. Unge germanske mænd - især fra vestgoterne på Balkan - blev nemlig i stort tal hyret til at kæmpe som romerske lejesoldater, især i kampene mod perserne. Herved slog romerne to fluer med et smæk; dels skånede de deres egne unge mænd, og dels fik de svækket vestgoternes militære potentiale. En tredje fordel var, at de vestgotere, der overlevede soldatertjenesten, fik lov at slå sig ned i Romerriget - med romerske borgerrettigheder. Det gjorde dem hurtigt mere loyale over for Rom end over for deres vestgotiske hjemstavn. Men det endte dog alligevel i 476 som nævnt med at en gruppe germanske lejesoldater satte et defintivt stop for Romerriget. Odoaker og hans folk var heruler - et germansk folk man ved meget lidt om, men deres magt over Romerrigets rester varede kort. De blev 488 angrebet af østgoterne - et germansk folk der samarbejdede med den østromerske kejser i Konstantinopel. I 493 dræbte østgoterne Odoaker og skabte et ret stort østgotisk rige, der varede frem til 535. Det lykkedes da forbigående østromerne at få magten over Italien, men noget samlet Romerrige opstod ikke for alvor igen.

15 Romerriget & Germanerne – DEL 5
Men hvad kunne der være sket – og hvordan kunne Europa havde set ud i dag – hvis germanerne havde været samlede og været i stand til at overtage Romerriget? Og hvad kunne der omvendt være sket, hvis germanerne ikke var begyndt at vandre mod syd? Oprindelig kom de formentlig fra det sydvestlige Centralasien, men havde boet i Sydskandinavien og det nordlige Tyskland siden omkring 500 før vor tidsregning. I årtierne op mod år 0 begyndte de imidlertid at vandre mod syd og sydøst. Siden fortsatte disse folkevandringer, og det endte altså med at Romerriget blev opløst og en række nye stater - heraf flere germanske - opstod på rigets ruiner. Men hvad nu hvis germanerne var blevet hjemme?

16 HVIS ROMERRIGET IKKE VAR FORSVUNDET – DEL 1
Var Europa så blevet til et stort land? Måske… Den vigtigste følge af Romerrigets forsvinden var at Europa blev opdelt i et stort antal større eller mindre stater. Og dermed startede en ny række af krige, der først endte med 2. Verdenskrig og krigene på Balkan i 1990’erne. Det kan desværre ikke afvises, at Europa igen bliver kastet ud i krige, men indtil videre holder bl.a. EU de forskellige nationalstater sammen i et fredeligt og forpligtende samarbejde. Hvis Romerriget ikke var forsvundet, ville Europa (i hvert fald den sydlige og vestlige del) været smeltet sammen til en stor nationalstat med et fælles sprog (latin) og en fælles kultur (romersk) – på samme måde som Rusland og Kina i dag dækker et område, som oprindeligt blev beboet af forskellige folk. I begge disse lande er der endnu etniske mindretal, især i de ydre og sent erobrede regioner – og sådan kunne man også forestille sig det i et moderne Romerrige. Fx kunne man forestille sig at nogle af de germanske folk – især hvis de boede i svært tilgængelige områder – kunne have overlevet frem til i dag.

17 HVIS ROMERRIGET IKKE VAR FORSVUNDET – DEL 2
Faktisk er der små folk i den østlige del af Alperne som endnu i dag taler germansk-latinske blandingssprog; også de moderne latinske sprog (fx fransk og spansk) er blandinger af latin og lokale sprog. Engelsk er en blanding af mange forskellige sprog, bl.a. dansk. Og norsk bokmål er en blanding af dansk og oprindeligt norsk. Så sprogblandinger kan sagtens finde sted – og kunne også sagtens have fundet sted i et større omfang end det er sket. Det var – og ville under alle omstændigheder have været – styrkeforholdet mellem Romerriget og germanerne, der afgjorde Europas udvikling. Det faktiske forløb viste, at germanerne blev stærkere end romerne, men ikke stærke nok til at kunne videreføre Romerriget. Hvis romerne havde været i stand til at holde germanerne ude, ville de naturligvis have måttet kæmpe mod dem – muligvis endnu i dag. Vi ville således have fået et to- eller tredelt Europa, et germansk i nord og øst og et latinsk i syd og vest. Formentlig ville der også være en slavisk del længere mod øst (domineret af russere eller polakker).

18 HVIS ROMERRIGET IKKE VAR FORSVUNDET – DEL 3
Hvis germanerne derimod havde været i stand til at overtage og videreføre Romerriget, var hele Europa allerede for mange år siden blevet samlet til ét folk i en stat på samme måde som Kina blev det. Det ville have været en kultur med både oprindeligt latinske (romerske) og oprindeligt germanske træk, måske tilført enkelte træk fra de østeuropæiske slaver. Slaverne ville næppe have været i stand til at hævde sig imod et samlet Vest-, Nord-, Midt- og Sydeuropa, og de ville efterhånden være blevet tvunget ind i den fælles-europæiske stat – og formentlig ville deres sprog og kultur stort set være forsvundet. Teknologisk ville udviklingen være gået langsommere. En meget stor del af udviklingen inden for både militær og civil teknologi har været drevet frem af konkurrencen mellem de mange forskellige europæiske stater.    Det ville helt sikkert være gået langsommere, hvis Romerfreden havde sænket sig permanent over Europa. Udviklingen ville ikke være stoppet helt, for Romerriget skulle fortsat konkurrere med slaverne i øst og med de islamiske og tyrkiske riger i sydøst. Men det er bestemt sandsynligt at renæssancen, de store opdagelsesrejser og industrialiseringen var forløbet anderledes og meget senere.