Det gigantiske sammenstød - på engelsk "the giant impact hypothesis" - er den alment accepterede forklaring på Månens oprindelse, der indebærer et gigantisk.

Præsentationer af emnet: "Det gigantiske sammenstød - på engelsk "the giant impact hypothesis" - er den alment accepterede forklaring på Månens oprindelse, der indebærer et gigantisk."— Præsentationens transcript:

1 Det gigantiske sammenstød - på engelsk "the giant impact hypothesis" - er den alment accepterede forklaring på Månens oprindelse, der indebærer et gigantisk sammenstød for ca. 4 milliarder år siden mellem den unge Jord og et himmellegeme på størrelse med Mars, ofte kaldet Theia efter den græske gudinde, der er mor til Selene, Månens gudinde. Teorien blev fremsat i 1974 af de amerikanske astronomer William K. Hartmann og Donald R. Davis, men der er i 2012 sået tvivl om teoriens detaljer.[1] Det gigantiske sammenstød er blevet sandsynliggjort ved de kemiske ligheder mellem sten fra Månens overflade og Jordens klipper. For teorien taler også Månens kemiske forskel fra de andre planeter og Jordens hurtige rotation om sin akse. Sammenstødet skal have udslettet Theia og slynget store mængder stof ud i omløb om Jorden. Det samlede sig til Månen, som langsomt driver længere og længere væk fra Jorden. Jorden modtog også betydelige mængder materiale ved sammenstødet og voksede til sin nuværende størrelse.

2

3

4

5

6 Månen foretager et helt kredsløb om Jorden for hver 27,3 dage (den sideriske omløbstid), og de periodiske variationer i Jord-Måne-Sol-systemets geometri medfører, at Månen har faser, som gentager sig for hver 29,5 dage (den synodiske omløbstid).

7 Månen foretager et helt kredsløb om Jorden for hver 27,3 dage (den sideriske omløbstid), og de periodiske variationer i Jord-Måne-Sol-sy stemets geometri medfører, at Månen har faser, som gentager sig for hver 29,5 dage (den synodiske omløbstid). Saroscyklus er en ekliptika hyppighed, der tidligere blev anvendt til at beregne solformørkelser og måneformørkelser. Perioden, der var kendt allerede i Kaldæerne i Babylon, skyldes, at tre forskellige intervaller af Månens bane og dækker 18 år og 11 dage 8 timer. Efter en saroscyklus har Solen og Månen næsten samme indbyrdes placering. Navnet skyldtes Edmond Halley og er fra 1691

8

9

10

11

12 Beskyttelsesbriller/film kan skaffes fra:
Thousand Oaks Optical: (det er et gammelt, velrenommeret firma) Baader Planetarium: (det er også et godt firma, og lidt nemmere med noget fra Europa) Måske har disse to danske importører også noget: Al nødvendig data kan man finde her:   

13 korona, (af lat. corona 'krans, krone'), Solens og visse andre stjerners yderste, meget tynde og varme dele, over kromosfæren. Temperaturen i koronaen er meget høj, ca. 1,5 mio. K, og gassen i koronaen er fuldt ioniseret. Koronaen kan observeres ved totale solformørkelser eller med en koronagraf. Lyset fra koronaen stammer dels fra kontinuumstråling (Thompson-spredning) fra elektroner, dels fra diffraktion af sollys i støvkorn og endelig fra såkaldte forbudte emissionslinjer. Indtil 1940'erne var disse linjer et mysterium og blev tilskrevet et hypotetisk, ukendt grundstof coronium. Nu ved man, at de stammer fra højt ioniserede metalioner, fx Fe XIV (et jernatom med 13 manglende elektroner). Koronaen udsender desuden røntgen- og radiostråling. Koronaens høje temperatur skyldes formodentlig opvarmning pga. dynamiske fænomener i de kraftige buer af magnetfelter, der bl.a. udgår fra solpletter. De ydre dele af koronaen går over i solvinden. Se også Solen.

14 Lyset følger en krum bane omkring et tungt objekt.
Ved en solformørkelse kan astronomerne se stjernerne bag og tæt på solen i en anden position end de normalt har.

15