241 – Du skabte os, Herre 1, S1 Du skabte os, Herre, til frihed og leg, til i ansvar og tillid at følge din vej, din jord skulle dyrkes, dit værk have navn, men til gengæld vi kendte ej sorg eller savn, vi vandred om aftnen i haven.
241 – Du skabte os, Herre 2, S2 Du gav os din verden og stilled os frit til at pløje og høste det land, som er dit, du skabte af glæde, af din kærligheds drøm, og vi spiste af træet og drak af den strøm, som rinder fra livet i haven.
241 – Du skabte os, Herre 3, S3 Men kærlighed, Herre, er tåbelig blind, i friheden listede fristelsen ind, og mennesket faldt, da sin grænse det brød, og nu kender vi ondskab og sygdom og død, så det blev vor grænse til haven.
241 – Du skabte os, Herre 4, S4 Vort arbejde føles som meningsløst slæb, hvor penge og ære blir mål for vort stræb, din jord bliver dyrket dit værk gi’r vi navn, men det sker med forbandelse, surhed og savn, – så fjernt er vi kommet fra haven.
241 – Du skabte os, Herre 5, S5 Trods viden og kunnen vi kan ingenting. kun du, Gud, kan bryde forbandelsens ring, vær tåbelig kærlig og send os det bud, at du elsker os stadig du mægtige Gud, og venter os atter i haven. Holger Lissner 1971, 1995.
241 - Fade, S6