Diskurs som en flod Ole Togeby Diskurs og sproglig form

Diskurs som en flod Ole Togeby Diskurs og sproglig form 30. 9. 2005
Center for Linguistics Aalborg Universitet

Diskurs som en flod – af kommunikation
Alt flyder Man kan ikke gå ud i den samme flod to gange Heraklit Alt er kommunikation (man kan ikke ikke- kommunikere) Man kan ikke føre den samme samtale to gange. Man kan ikke læse den samme bog to gange. Om hvordan de sproglige former flyder forbi os i tidens strøm

I. Diskurs som en flod Diskurs omfatter kun kommunikation ved hjælp af digitale tegn, og et ’tegn’ defineres som: noget der for nogen angiver noget som det er udformet til at angive Fred Dretske Diskurs drejer sig derfor ikke om adfærd i almin- delighed, og heller ikke om analoge tegn (billeder)

I. Diskurs som en flod I encyklopædien defineres ”diskurs” således:
diskurs, (af fr. discourse 'samtale', af lat. discursus egl. 'løben frem og tilbage'), en sammenhængende kæde af udsagn, fx i samtaler, fortællinger, udredninger, argumenter og taler.

I. Diskurs som en flod Diskurs: proces sætningen og der over
Forholdet mellem ’diskurs’ og sproglig form bliver da følgende: Diskurs: proces sætningen og der over historisk og specifik Sproglig form potentiale sætningen og derunder generisk og almen

I. Diskurs som en flod I. Diskurs som en flod af information (1-6)
II. Diskursprocessering og sproglig form (7-13) III. Tekstarter og sproglig form (14-42) IV. Historisk tolkning og sproglig form (43-??) V. Diskursanalyse og lingvistik (??-??)

II. Diskurs som proces ”Diskurs” kan både betyde ’samtale’ og ’tekst’
Hele interaktionen (samtalen) kan kaldes en diskurs, og den sammenhængende tekst (ytring), der består af flere udsagn eller sætninger, kan også kaldes diskurs. Derimod kan en sætning fra en tekst, et ord eller et morfem ikke kaldes diskurs. Her vil jeg tale om forholdet mellem tekst og sproglig form, ikke om forholdet mellem samtale og sproglig form.

II. Diskurs som proces Hvad der bliver kommunikeret,
Man må skelne mellem fire typer af mening eller indhold: Hvad der bliver kommunikeret, afhænger af Ms faktiske opfattelse af hvad der bliver sagt, som er den relevansstyrede modulation af den bogstavelige mening, som er den syntaktisk mættede version af den leksikalske mening

II. Diskurs som proces Processeringen af diskursen omfatter, foruden ordbogsopslag og syntaktisk ingrering af dem: mætning, modulering og opfattelse af underforståelser: Hvad der kommunikeres Hvad der siges Bogstaveligmening Leksikalsk mening Interaktionel funktion (CP) OPFATTELSE Informationel funktion (CP) MODULERING Propositionel mening (IP) Konceptuel mening (VP) MÆTNING

II. Diskurs som proces

II. Bogstavelig mening Bogstavelig mening er en mætning af leksikalsk mening Mætning er ubevidst, obligatorisk, lokal, nedefra og op: monosemiering: en let opgave +> let = ‘ikke kompliceret’, en let kuffert +> let = ‘ikke tung’; fyldning af tomme pladser Hun begyndte på bogen +> ‘at læse i’; instantiering af variable: John blev arresteret af en betjent; han havde stjålet en tegnebog +> ‘han = John’ (’fordi’ er modulation) udfyldning af ellipser Hun elskede ham, og han hende +> ‘elskede også’

II. Det sagte Det sagte er en modulering af bogstavelig mening:
Modulation er bevidstgørlig og benægtelig, valgfri,, både oppefra og nedefra: berigelse (specifikation) af det abstrakte: Hun tog nøglen frem og åbnede døren +> ‘dernæst’ ‘med nøglen’; Jeg har spist +> ‘jeg er mæt’; Jeg har været i Tibet >> ‘en gang’; løsnelse (abstraktion) af det metaforiske: Automaten har slugt mit kreditkort +> slugt = ‘kortet er ikke kommet ud igen’ overførsel af det metonymiske: Betjenten løftede hånden og stoppede bilen +> ‘fik føreren til at stoppe bilen’.; skinkesandwichen gik uden at betale +> ‘den gæst som havde bestilt en skinkesandwich’.

II. Det kommunikerede Hvad der kommunikeres er hvad der opfattes af det underforståede ved det sagte: Opfattelse er bevidst, valgfri, annulerbar, global og oppefra og ned: opfatte implikatur, Jeg har to flasker spiritus ++> ‘ikke seks’ indirekte sproghandlinger: Can You pass the salt! ++> ‘Gør det nu!’ præsupposition: Der er institutrådsmøde kl. 13, men det er kun for de forskningsaktive ++> ‘du er ikke forskningsaktiv’

III.A. Tekst Følgende tekst er et eksempel på en diskurs, nemlig en afsluttet tekst. Den består af 8 sætninger. [1/Min lillebror og jeg gik en gang ude på en mark;] 2/så skulle han tisse, 3/og samtidig så vi et hus der brændte. 4/Min lillebror tissede hen mod ilden, 5/men han kunne ikke nå. 6/Så løb han hen og tissede på ilden, 7/og så var ilden slukket. 8/Det reddede huset.

III. A Tekst Tekster bør ikke opfattes som ting eller genstande der foreligger så længe de eksisterer, men som begivenheder der forløber i tid hver gang en tekst produceres (skrives eller siges) og forstås (høres eller læses) i kommunikationssituationer. En tekst bør opfattes som ’en sammenhæng- ende kæde af udsagn som kan tolkes som et sammenhængen budskab’ Det kan en samtale ikke

III. A. Budskab [1/Min lillebror og jeg gik en gang ude på en mark;]
2/så skulle han tisse, 3/og samtidig så vi et hus der brændte. 4/Min lillebror tissede hen mod ilden, 5/men han kunne ikke nå. 6/Så løb han hen og tissede på ilden, 7/og så var ilden slukket. 8/Det reddede huset. Budskabsudsagnet (markeret med fed) i denne historie er 8/Det reddede huset, men dette udsagn er ganske uforståelig for modtagerne, for de har hverken kendskab til Det eller huset, før de har hørt hele historien.

III.A. Budskab [1/Min lillebror og jeg gik en gang ude på en mark;]
Udsagnet 1/ til 7/ er således nødvendige støtteudsagn for at gøre 8/ forståelig for modtagerne. Teksten tager sit indledningspunkt i den til- gængelige information om ‘min lillebror og jeg gik en- gang ude på en mark’ [markeret med skarpe parente- ser], den meddeler de nye informationer: 'lillebroderens tisseri reddede huset’, [1/Min lillebror og jeg gik en gang ude på en mark;] 2/så skulle han tisse, 3/og samtidig så vi et hus der brændte. 4/Min lillebror tissede hen mod ilden, 5/men han kunne ikke nå. 6/Så løb han hen og tissede på ilden, 7/og så var ilden slukket. 8/Det reddede huset.

III.A. Budskab Dette at 'lillebroderens tisseri reddede huset’, er det i modtagernes interesse at høre fordi det, som en fiktiv historie, giver den relevante tilværelsestolkning at man kan slå to fluer med et smæk: både få tilfredsstillet sin tissetrang og reddet et hus fra at brænde. [1/Min lillebror og jeg gik en gang ude på en mark;] 2/så skulle han tisse, 3/og samtidig så vi et hus der brændte. 4/Min lillebror tissede hen mod ilden, 5/men han kunne ikke nå. 6/Så løb han hen og tissede på ilden, 7/og så var ilden slukket. 8/Det reddede huset.

III.B. Den hermeneutiske cirkel
Når tekster kommunikeres (ytres og forstås), sker det for de personer der deltager i kommunikationen, i processer der både går nedefra og op og oppefra og ned. Når processen går nedefra og op, forstås delene før helheden: man læser teksten fra venstre til højre, ord for ord, sætning for sætning, og akkumulerer meningen med hvad man har læst indtil slutningen, hvor man skal prøve at forstå helheden. Men samtidig foregår der en proces oppefra og ned: man kan kun forstå meningen med en del, hvis man forstår hvilken funktion delen har i den helhed som den indgår i. Dette paradoksale forhold kaldes den hermeneutiske cirkel.

Kompositionalitet er det forhold at meningen med en enhed afhænger af summen af meningen af delene i den og meningen med måden de er kombineret på. Funktionalitet er det forhold at meningen med en enhed afhænger af meningen med den helhed som den indgår i, og af dens funktion i denne.

Dette kan kategoriseres som to streger. Men når helheden er tydelig, er det to øjne

Og hvis helheden bliver en anden, bliver de to streger pludselig to sure øjne i stedet for to glade øjne.

Det er givet at helheden, opfattelsen af et af ansigterne, er afhængig af opfattelsen af delene. Uden to øjne, en næse og en mund, omkranset af hovedets form, ville det ikke være et ansigt. Men man kan også se hvorledes tolkningen af delene er afhængig af opfattelsen af helheden: øjnene - som på begge ansigter ret beset ikke er andet end to tankestreger - må på det venstre ansigt opfattes som smilende, mens øjnene på det højre ansigt er sure - selv om de er identiske. Opfattelsen af delen afhænger således af opfattelsen af helheden.

Dræbt ved påkørsel af ko En 49-årig kvinde fra Thyborøn døde tidligt søndag aften af de kvæstelser, hun pådrog sig natten forinden, da hun påkørte en ko. Ulykken skete på Fabjergvej i Gudum tæt ved Lemvig, hvor personer fra området, der var i gang med at indfange koen, forgæves forsøgte at advare kvinden. Den 600 kilo tunge ko løb ud foran bilen og blev slynget op på kølerhjelmen, så frontruden blev knust. Med livsfarlige kvæstelser i hovedet blev kvinden kørt til Holstebro Sygehus, hvor hun ikke stod til at redde, oplyser den vagthavende hos Holstebro Politi. Af hensyn til de pårørende tilbageholder politiet kvindens navn. (Ritzau). Politiken tirsdag 1. juni sektion side 2

Denne tekst opfattes som en helt normal avisnotits. Overskriften giver en sammenfatning af hvad der er indholdet af hele teksten, og derefter følger specifikationer af forholdets enkelte elementer (hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor), men allerede her må læserne ikke blot nedefra og op forstå meningen med ordene i overskriften og måden de er sat sammen på, men også oppefra og ned opfatte temmelig meget mere, på grundlag af at det hører til tekstarten nyhedsnotits i en avis.

Frasen Dræbt ved påkørsel af ko angiver ikke andet end: ’drab og påkørsel af en ko’. Læserne må derfor mætte meningen med de valensbundne led: nogen er blev dræbt ved at noget har påkørt en ko. Og læserne kan så modulere disse led med at ‘det er et menneske der er dræbt’, og ikke koen selv eller en flue der sad på koen, at ‘dette menneske sad i en bil der kørte på koen’, og fx ikke stod mellem bilen og koen, at ‘den omtalte begivenhed virkeligt er sket op til 1½ døgn før avisen udkom’ og ‘i Danmark’, og ikke i foregående århundrede i Chile - selv om det ud fra en nedefra og op-tolkning, skulle være mulige tolkninger af frasen.

Alle disse ekstra oplysninger står ikke i frasen (som slet ikke er en sætning), men tilføjes af læserne fordi de har en forhånds- opfattelse af at meningen med helheden (hele teksten) er at oplyse danske læsere af avisen om hvad der er sket af relevante ting siden sidste avis udkom. Og således hele vejen, sætning for sætning, hen gennem teksten; det budskab læserne får af at læse teksten, er således et produkt af den leksikalske (konceptuelle) mening med de ord der indgår, den bogstavelige (propositionelle) mening med den måde ordene syntaktisk er sat sammen på, hvad der er sagt (informationelt) med moduleringen af den bogstavelige mening, og hvad der er kommunikeret (interaktionelt) med underforståelserne i det sagte. Læserne mætter, modulerer og opfatter (tolker) altså under læsningen udtrykket med temmelig meget mere mening.

Ko dræbt ved sammenstød med bil En ko blev i går på hovedvej 10 dræbt ved sammen- stød med en motorvogn af mærket Opel Rekord, model 1968, ført af en rødhåret kvinde af normal legemsbygning, iført en blå spadseredragt, hvid bluse med flæser og sorte sko med en rem op om hælen. Hun har et ar på højre kind og er hjemmehørende i Skanderborg. Da hun vaklede ud af vognen, kastede solen sine sidste svage stråler over ulykkesstedet. Natten faldt på. (Konstrueret tekst, citeret efter Andersson & Furberg.)

Læserne mætter, modulerer og opfatter ved læsning af overskriften frasens mening på præcis samme måde som i den første tekst, og forventningerne til hvad der kommer bliver også her indfriet lige indtil model 1968. Her bryder tekstforståelsen inden for den hermeneutiske cirkel sammen. Det er ikke relevant for en avislæser at få at vide hverken hvad bilmærket var, eller hvad årgang den var af. Læserne bliver nødt til, for at forstå hvorledes sætningerne hænger sammen til en helhed, at ændre deres opfattelse af tekstens funktion i kommunikationssituationen.

Den funktion som den første tekst har, nemlig at give læserne oplysninger om hvilke bemærkelsesværdige begivenheder der er sket siden sidst, kan ikke opretholdes; den må erstattes af forestillingen om den funktion som tekstarten en efterlysning har. Teksten beskriver hvilke kendemærker der er nødvendige for at genkende kvinden hvis man møder hende, selv om man ikke kender hende på forhånd. Det virker altså som om hun er efterlyst.

Tekster skal nemlig altid udfylde præcise funktioner i de organisationer hvor de produceres og læses. Et personaleblad har man kun i et organisation der har så mange ansatte at det kan kaldes personale. Et vielsesritual har man kun i de organisationer (kirken og rådhuset) som kan vie folk med retsvirkning. I avisnotitsen kan man henvise til tidligt søndag aften, og skal ikke skrive 30. maj 2004 eller pinsedags aften, udelukkende fordi teksten er en del af den samfundsmæssige institution et dagblad, der udkommer hver dag, og hvis dato står øverst på hver side. Sådan en notits kan man derfor ikke finde i middelalderen, hvor der ikke fandtes dagblade. Alle genretræk og forestillinger om tekstarter er historisk bestemt og foranderlige fordi teksters funktion i samfundets liv er foranderlig.

III.D. Konneksion Udsagnene i en tekst kan kun sigte på et og samme budskab hvis de alle kan integreres (efter tur) i det meningsmæssige helhed som tekstens udsagn udgør, og som i dette tilfælde kan kaldes et budskab.

III.D. Konneksion [1/Min lillebror og jeg gik en gang ude på en mark;] 2/så skulle han tisse, 3/og samtidig så vi et hus der brændte. 4/Min lillebror tissede hen mod ilden, 5/men han kunne ikke nå. 6/Så løb han hen og tissede på ilden, 7/og så var ilden slukket. 8/Det reddede huset. Den meningsmæssige relation som skal gælde mellem to udsagn som kobles sammen til en integreret helhed, kaldes konneksionen mellem de to udsagn, fx tidsfølgerelationen så: mellem sætning 1/ og 2/, samtidighedsrelationen mens: mellem 2/ og 3/ og modsætningsrelationen men: mellem 4/ og 5/.

III.D. Konneksion Konneksionsrelation mellem to udsagn kan signaleres ved hjælp af manifeste konnektorer, fx så, samtidig, men. Konnektorer kan være side- og samordnings- konjunktioner og, eller, men, for, udsagnsadverbialer: så, derfor, samtidig, tryktabsinterjektionerne hov, nå, ja. Subjunktioner (underordningskonjunktioner), der forbinder to led i en sætning og ikke to udsagn, er ikke markører for konneksionsrelationer.

III.D. Konneksion Det kan også ske at konneksionsrelationen slet ikke er udtrykt sprogligt, men blot fremgår af udsagnenes rækkefølge. Fx er der, selv om det ikke er udtrykt eksplicit, en temporal relation mellem udsagnet Solen stod op, og fuglene begyndte at synge, som er den omvendte relation af den mellem Fuglene begyndte at synge, og solen stod op (det er faktisk det sidste der sker en sommermorgen).

III.D. Konneksion Af konneksionsrelationer er der kun et begrænset antal. Man kan skelne mellem konneksionsrelationer der er: generelle (sideordnende og metarelationelle) om den omtalte situation: temporale, anførende, kausale, om kommunikationssituationen: tekstuelle argumentatoriske

III.D. Konneksion

III.D. Konneksion 1. Hos nogle forfattere har konneksionerne betegnelser som additiv, alternativ, konsekutiv, men her noteres de med et kort ord der angiver typen, fx og:, derfor: eller mens:.

III.E. Tekstkomposition
Tekstarter træder frem som bestemt ved forskellige mønstre af konneksioner mellem udsagnene. Man kan på dette grundlag skelne mellem: Beretning Argumentation Eksposition Instruktion

Alle tekster kan således analyseres efter hvilket mønster af konneksioner der strukturerer teksten, lige fra den øverste altomfattende helhed til hvert enkelt udsagn.

IV. Historisk tolkning Opfattes tekster som en begivenhed, kan man skelne mellem kommunikationssituationen med dens tidsforløb og teksteksterne faktorer: afsender, modtager, kanal, og sprog og situation, institution og samfund, og den omtalte situation, som er det som teksten handler om og som er fremstillet på en bestemt måde i teksten.

IV. Historisk tolkning Kommunikationssituationen er altid indlejret i det samfundsmæssige liv således at teksten er en del af situationen som er en måde organisationen fungerer på, organisationen som hører til i en bestemt af samfundets forskellige sfærer:

IV. Historisk tolkning I sådanne indlejringer skal teksten passe til den situation den er en del af, som handske om en hånd. I dette billede er de sproglige træk (prosaformer: stiltræk, syntaks, ordvalg) som handsken der skal passe til den situation den fungerer i, mens de sociale handlinger (sproghandlingstypen) er som hånden som sproget skal passe til. Begrebet ’tekstart’ eller ’genre’ kan så defineres som ’typer af tekster hvor prosaformen (handsken) passer til sproghandlingen (hånden).

IV.B. Prosaformer Tekstinterne prosaformer
De indre sproglige træk kan i sig selv ikke definere en tekstart eller en genre, men kun en prosaform som er karakteristisk for et afsnit i en tekst, men ikke nødvendigvis for en hel tekst. De drejer sig især om hvad det er for en slags omtalt situation teksten beskriver, en ting eller tilstand, et forløb, et sagforhold, et kontroversiel udsagn eller en fremtidig handling. På grundlag af tekstinterne leksikalske, grammatiske, kompositionelle og informationsstrukturelle kriterier kan man skelne mellem følgende prosaformer:

IV.B. Prosaformer a. Narrativ (ordnet i tid) beretning:
i. virkelighedsforankret: (ikke-fiktiv) beretning ii. ikke forankret til kommunikationssituationen: litterær, fiktiv fortælling, historie, novelle b. Deskriptiv (ordnet i rum) beskrivelse: c. Expositorisk (ordnet begrebsmæssigt): teoretisk redegørelse d. Argumentativ: debatindlæg e. Instruktiv: brugsanvisning f stipulativ definition

IV.B. Prosaformer Tekster kan være sammensat af flere forskellige prosaformer, fx kan en nyhedsartikel i en avis indeholde både redegørende og berettende afsnit: Den 600 kilo tunge ko løb ud foran bilen og blev slynget op på kølerhjelmen, så frontruden blev knust. Med livsfarlige kvæstelser i hovedet blev kvinden kørt til Holstebro Sygehus, hvor hun ikke stod til at redde, er således rent berettende, dvs. struktureret efter de omtalte begivenheders rækkefølge i tid, mens Dræbt ved påkørsel af ko. En 49_årig kvinde fra Thyborøn døde tidligt søndag aften af de kvæstelser, hun pådrog sig natten forinden, da hun påkørte en ko. Ulykken skete på Fabjergvej i Gudum tæt ved Lemvig, er klart ekspositorisk struktureret efter hvor specificerede indholdselementerne er. Som helhed er teksten en eksposition fordi både indledning og slutning har ekspositoriske sproglige træk, det berettende er blot en ø af beretning i et hav af redegørelse.

IV.B. Prosaformer Skellet mellem ikke-fiktive og fiktive beretninger er som regel (der findes undtagelser der bekræfter reglen) markeret sprogligt i selve teksten, nemlig ved hvorledes den omtalte situation relateres til kommunikationssituationen; i ikke-fiktive tekster vil tider, steder, personer og ting blive introduceret på en måde der passer til den intenderede læsers kendskab til det der skal omtales; det modtagerne ikke antages at kende, introduceres i ubestemt form: En 49-årig kvinde, en ko, mens der kan henvises til det der på læsetidspunktet forudsættes kendt, med bestemt form (eller med et kendt navn eller en deiktisk form): natten, koen, kvinden (og Thyborøn, søndag aften som skønt deiktisk er kendt fra avissidens dato) i tekst (2).

IV.B. Prosaformer I fiktive tekster vil tider, steder, personer og ting kunne introduceres i bestemt form som om de er kendte, selv om de ikke er kendte for modtagerne i kommunikationssituationen; fx begynder J.P.Jacobsens novelle Mogens således: Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet. Lige for stod der et gammelt Egetræ ...

IV.B. Prosaformer Hegnet (og Dagen) er bestemt form, selv om læserne ikke ved hvad det er for et hegn (eller dag), og ikke har nogen mulighed for at kunne vide det. Det er altså ikke blot fordi nogen læser noget der ikke er adresseret til dem (som hvis man læser et brev der er adresseret til naboen), det er i selve teksten signaleret at den omtalte situation ikke skal kunne relateres til kommunikationssituationens virkelighed.

IV.B. Prosaformer Dermed er det også signaleret at teksten ikke er udsagn om noget bestemt i den virkelige verden som kommunikationssituationen er en del af, men at teksten skal opfattes som en alternativ måde at opfatte verdener på. Den omtalte verden i den fiktive tekst står som en metafor for kommunikationssituationens virkelige verden, mens emnet for den ikke- fiktive tekst står i et metonymisk forhold til kommunikationssituationens virkelige verden; den omtalte verden er en del af kommunikationssituationens verden.

IV.B. Prosaformer Dette er igen et signal om at den fiktive tekst skal læses på en anden måde end den ikke fiktive; læseren skal ikke søge at rekonstruere hvad afsenderen har ment så præcist som muligt, men muligheden for mange tolkninger af den samme tekst er netop det tekstens afsender søger at skabe. Det er således en kvalitet ved fiktive tekster, at de giver anledning til flere forskellige tolkninger, mens afsenderen ved ikke-fiktive tekster stræber efter entydighed.

IV.C. Sproghandlingstyper
Teksteksterne sproghandlingstyper En tekstytring, hvad enten den er en mundtlige ytring eller en skriftlige tekst, defineres som en sproglig sekvens uden skift i nogen af kommunikationssituationens elementer: afsender, modtager, emne, kanal eller sprog.

Tekstytringer kan - i princippert uafhængigt af deres prosaform - inddeles i sproghandlingstyper på grundlag af en blanding af tekstinterne og eksterne, funktionelle kriterier som: i/ afsenders hensigt, ii/ retningen af tilpasningen mellem ord og verden, iii/ handlingens psykologisk basis, iv/ handlingens styrke, v/ afsenders status, vi/ modtagers interesse, vii/ konneksion til ko-teksten (den omgivende tekst, fx resten af avisen), viii/ funktionen i kontekstens (kommunikationssituationen. institutionen og samfundet).

Sproghandlingstypen konstituerer i interaktionen hvad det at ytre teksten (skriftligt eller mundtligt) ‘tæller som’ i situationen; et løfte tæller fx som det at påtage sig en forpligtelse til at gøre noget, mens et vidneudsagn tæller som garanti for sandhed. Sproghandlingstypen er således de vilkår som prosaformerne skal passe som handske om hånd til.

I. Konstative eller kognitive: tekstens udsagn skal passe til verden II. Evaluative: udsagn og verden skal ikke passe sammen (udsagnet forudsætter andre udsagn som de er reaktioner på og omsagn om) III. Normative: verden skal passe til udsagnet

IV.C.Konstative sproghandlinger
I. Konstative eller kognitive: tekstens udsagn skal passe til verden a/ argumentative påstande; afsenderen forpligter sig på sandhed, fx vide, påstå, antage, forklare, sværge på, bevise, benægte, bekræfte, b/ informerende oplysninger; afsenderen forpligter sig på relevans, fx fortælle, beskrive, informere, generalisere, gengive,

IV.C. Evaluative sproghandlinger
II. Evaluative: udsagn og verden skal ikke passe sammen (udsagnet forudsætter andre udsagn som de er reaktioner på og omsagn om) c/ bedømmelser (vurderende, meningstilkende-givende, emotive, ekspressive) afsenderen forpligter sig på vederhæftighed (ærlighed), fx mene, ønske, hade, foretrække, tilkendegive, synes, d/ kommunikativer (tydeliggørelser, definitioner, identificeringer) afsenderen forpligter sig på sammenhæng, fx spørge, svare, citere, tydeliggøre, præsentere, eksemplificere, kommentere

IV.C. Normative sproghandlinger
III. Normative: verden skal passe til udsagnet e/ reguleringer (direktive: påbud eller kommissive: løfter) afsenderen forpligter sig på retfærdighed, fx påbyde, tillade, love, aftale, f/ deklarationer (institutionelle performative handlinger) afsenderen forpligter sig på autoritet, fx døbe, hilse, udnævne, beslutte, vedtage.

IV.C. Sproghandlinger

IV.C. Fiktionshandling En fiktionstekst er en sproghandling defineret ved en fiktiv kommunikationssituation. Fiktionstekster kan som sproghandlinger defineres som som-om-handlinger eller sproghandlinger på skrømt; det er ikke nødvendigvis den omtalte sag der er uvirkelig - det er kommunikationssituationen der er efterlignet eller på skrømt.

IV.D. Tekstart Tekster, som efter definitionen ikke er genstande, men begivenheder, opfattes altid i kommunikationssituationen som hørende til en særlig tekstart bestemt af det formål hos afsenderen som styrer valget af interne sproglige træk så de passer som handsken om hånden til de allerede eksisterende eksterne sociale vilkår.

IV.D. Tekstart Signaler om tekstens formål og helhedens art forekommer altid i begyndelsen af teksten så den danner rammen om en oppefra og ned- forståelse af hver af tekstens sætninger efterhånden som de læses fra venstre til højre. Læserne må antage at de indre træk som kan iagttages i tekstens begyndelse, passer som handsken om hånden til de ydre vilkår.

V. Diskursanalyse Den bogstavelige (grammatisk-semantiske) mening med
Natten faldt på er bestemt kompositionelt af summen af meningen med delene, morfemerne: ‘natt’ + ‘en’ + ‘fald’ + ‘t’ + ‘på’ og meningen med måden de er kombineret på: ‘natt + en’ er subjekt for verbalfrasen ‘fald + t + på’ (som er mættet) og det moduleres til meningen ‘det begyndte at blive den mørke del af døgnet’. NB: der kan findes normalt flere mulige grammatisk semantiske meninger, fx af PAS PÅ BØRN

V. Diskursanalyse den pragmatiske mening
Den forståelse en intenderet modtager i den kommunikationssituation som teksten er skrevet i, får som kommunikeret mening af en given tekst, kan kaldes den pragmatiske mening Der er dobbelt bestemt; dels kompositionelt, dvs. grammatisk-semantisk af tekstens dele og prosaformen, dels funktionelt i forhold til både udsagnenes ko-tekst og kontekst og sproghandlingstype (hvorfor skal vi have denne oplysning?).

V. Diskursanalyse Fundamentalistiske læsninger af tekster kan bestemmes som læsninger der ignorerer at al læsning er bestemt både kompositionelt og funktionelt. Den bogstavelige mening som læserne får når de har lige deres særlige forudsætninger, interesser og baggrund, anser de som den eneste mulige. Fx: Can you pass the salt! ’er du i stand til at..’

V. Diskursanalyse We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness The American Declaration of Independence, 1776.

V. Diskursanalyse Man kalde det loyale læsning, når læseren har fuld tillid til afsenderen og spontant falder ind i den diskursive rolle som den type adressat som signaleres af afsenderne gennem prosaformen og sproghandlingstypen. Denne læsning er defineret af tekstarten. Den loyale læsning finder i uafhængighedserklæ- ringen en medrivende tilskyndelse til kamp for frihed, grundlaget for vores samfundsform.

V. Diskursanalyse Loyal læsning: for underholdning og tidsfordriv
for livstydning (bekræftelse eller udfordring) for at orientere sig om noget for indlæring af stof for stillingtagen til et synspunkt tilslutning afstandtagen for at følge en opfordring for at pakke de matematiske former ud

V. Diskursanalyse Men læsere kan jo også have en
- skjult eller åbenlys – anden dagsorden for læsningen end afsenderne har intenderet, og som er signaleret ved tekstartmarkørerne i teksten (prosaformerne) og ved forhold i situationen. Dette kan man kalde kritisk læsning

V. Diskursanalyse Til uafhængighedserklæringen kan man fx spørge om den loyale læsning er rigtig, om all men i 1776 faktisk omfattede alle menneskelige væsener, dvs. også børn, kvinder, slaver og indianere? Dette synes usandsynligt; forfatterne har ikke ment at disser grupper var lige med hvide frie mænd og ikke at de var omfattet af retten til frihed. Betegnelsen all men henviser heller ikke til medlemmer af den indfødte befolkning, som senere hen i dokumentet omtales som merciles Indian Savages, whose known rule of warfare, is an undistinguishable destruction of all ages, sexes and conditions. Læst på denne måde er uafhængighedserklæringen en sexistisk og racistisk vederstyggelighed.

V. Diskursanalyse Med refleksiv læsning er læserne ikke inter- esserede i at indgå som deltager i interaktion med afsenderne, har ikke tillid til dem og ønsker ikke at følge deres intentioner, men i - som udenforstående observatører - at reflek- tere over hvorfor afsenderne gør hvad de gør, hvilken ideologi de var hildet i, hvilke midler de bruger i deres kommunikation og den slags ting

V. Diskursanalyse Teksten som genstand for refleksionen
Litterær analyse Grammatisk analyse Kritisk diskursanalyse Ideologikritik argumentationsanalyse Teksten som kilde til viden om noget andet end emnet for teksten (som betragtes som et levn efter en situation). Kildekritisk læsning.

V. Diskursanalyse En særlig form for refleksiv læsning er symptomallæsning; teksten ses ikke som udtryk for afsenderens hensigt og formål, men som resultat af og symptom på afsenderens egenskaber og de samfundsmæssige vilkår teksten er blevet til under. Formålet er ikke at forstå, men at forklare teksten.

V. Forklare og forstå I naturvidenskaberne prøver man personuafhængigt og universelt at forklare fænomener i verden I de humanistiske videnskaber søger man at forstå individuelt frembragte bevidsthedsfænomener. En positivistisk orienteret sociologi hævder at tilvejebringe viden om samfundsmæssige fænomener på principielt set samme måde som naturvidenskaberne. En forstående, hermeneutisk orienteret sociologi fastholder heroverfor, at sociale og samfundsmæssige forhold som menneskeskabte fænomener netop kun kan begribes gennem en særlig form for indlevelse i og fortolkning af meningssammen-hænge knyttet til disse fænomener.

V. Ikke samme flod to gange
Det er et meget stort videnskabeligt problem at beskrive hvad der sker når vandet hvirvler rundt i et vandfald – for slet ikke at tale om at skulle forklare hvorfor det sker. Man prøver på ved hjælp af kendskab til flodlejets form og viden om vandets viskositet, mængde og hastighed gennem kaosteoretiske beregninger at sige noget om vandets dynamik.

V. Ikke samme flod to gange
Problemet med at beskrive diskurs er af samme di- mensioner. Vi må prøve ved kendskab til faktorerne i den historiske situation, og ud fra viden (fra gram- matikken) om sprogets muligheder, at sige noget om kommunikationens dynamik. Men det skal stadig beskrives historisk, for man kan ikke indgå den samme diskurs to gange - heller ikke i dette foredrag.

Diskurs som en flod Ole Togeby Diskurs og sproglig form

Lignende præsentationer

Præsentationer af emnet: "Diskurs som en flod Ole Togeby Diskurs og sproglig form"— Præsentationens transcript:

Lignende præsentationer

Om projektet

Feedback

Log ind

Logge ind via sociale netværk:

Diskurs som en flod Ole Togeby Diskurs og sproglig form

Lignende præsentationer

Præsentationer af emnet: "Diskurs som en flod Ole Togeby Diskurs og sproglig form"— Præsentationens transcript:

Lignende præsentationer

Om projektet

Feedback