Peter Nedergaard: EU’s udviklingspolitik

Præsentationer af emnet: "Peter Nedergaard: EU’s udviklingspolitik"— Præsentationens transcript:

1 Peter Nedergaard: EU’s udviklingspolitik
Dagsorden: 1. Baggrunden for EU’s udviklingspolitik 2. EU’s udviklingspolitik mellem mellemstaterne og de internationale organisationer 3. Indholdet af EU’s udviklingshjælp 4. Koordinationen af EU’s udviklingspolitik 5. Skiftende udviklingspolitiske diskurser 6. Everything But Arms

2 EU og udviklingslandene – ideologisk baggrund
Washington konsensus: neoliberal tilgang til udviklingsproblemerne. European konsensus – post-Washington konsensus: fattigdomsbekæmpelse, demokrati, good governance, udviklingslandenes ejerskab EU’s fælles tilgang til forskellige regioner i verden: Hjælp Frihandel Politisk dialog

3 EU og udviklingslandene - baggrund
EU’s relationer til udviklingslandene er skabt af tre faktorer: Europas kolonihistorie Den kolde krig EU’s udvidelser Contonou (Lomé) – men allerede Romtraktaten havde skabs et frihandelsområde mellem EF og kolonierne Flere tidligere britiske kolonier var imidlertid for udviklede til Lomé i 1973 – fx Indien, Pakistan Udvidelsen – især i Sydeuropa – pressede landbrugseksporten fra især de nordafrikanske lande

4 Udviklingspolitikken i EU – et three level game
FN’s udviklingsorganisationer, UNDP, WHO, FAO osv. EU – i alt 55 % af verdens offentlige bistand, heraf en femtedel via EU Medlemsstater – ca. halvdelen af EU’s bistand fra Frankrig, Tyskland, UK Men EU er stadig ikke en stærk global spiller vedr. udviklingspolikken

5 Udviklingen de seneste 10-15 år
Efter den kolde krig: Mere fokus på det ”nære” udland på grund af sikkerhed og migrationsspørgsmål Naboskabspolitikken i 2004 CAP-reformer Stadig en vis protektionisme, men vinderne af prisnedsættelserne og mindre importbeskyttelse er især Cairns-gruppen:Argentina,Brasilien,Indonesien,Malaysia Mange små udviklingslande nyder godt af de ekstraordinært høje priser Samtidig er nye skrappere regler kommet til angående sikkerhed, kontrol, sundhed osv. for de importen

6 EU’s handelspolitik og AVS
AVS: Contonou (Lomé) konventionen = 76 lande i Afrika, Vestindien, Stillehavet Toldpræference: næsten hele AVS eksporten har fri adgang til EU-markedet uden told eller kvoter Frihandelen er ikke-reciprok Alligevel har disse aftaler været skuffende for AVS-landene

7 EU’s handelspolitik og andre økonomiske blokke
GSP – Generalized System of Preferences Latinamerika og Asien – 178 lande. Tildelt af EU til disse lande. Kan designes efter behov. Ofte begrænset til halvfabrikata og forarbejdede varer som tekstiler og tøj (med Everything But Arms = GSP) Kina har tidligere (før WTO-medlemskabet) draget fordel af GSP

8 Handel, hjælp og samarbejde med udviklingslandene
EU’s medlemsstater står for over 50 procent af verdens globale udviklingshjælp (medlemsstater + EU) samt ca. 20 procent fra USA og knap 20 procent fra Japan EU’s hovedaktiviteter rettet mod AVS-landene 78 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet 41 ud af 49 af verdens mindst udviklede lande

9 Handel, hjælp og samarbejde med udviklingslandene
Humanitær hjælp Koordineret af European Community Humanitarian Aid Office (ECHO) ECHO = nødhjælp, fødevarehjælp, flygtningehjælp Handelspolitikker m.h.p. at fremme økonomisk udvikling Eksempel: ”Everything but arms” (EBA) initiativet = toldfri adgang til EU for eksport fra 49 mindst udviklede lande i verden – gælder for alle varer undtagen våben Fortolkning heraf: et forsøg på at standse kritikken fra de fattigste lande af EU’s landbrugspolitik

10 EU-koordinationen udadtil
Kommissionen kan forhandle på vegne af EU, når EU har eksklusiv kompetence (handel, fiskeri, landbrug) Hvis enighed også via udenrigsministeren efter Lissabontraktaten Stadig stærkere formel koordination i FN-organisationer Hovedaktør i WTO Kommissionen formel koordinator i IMF (Valutafonden) Mere uformel koordinator i Verdensbanken (hovedspiller vedr. udviklingspolitikken)

11 Internationale udviklingspolitiske diskurser
Tre diskursive bølger med udgangspunkt i Verdensbanken 1950’erne til slutningen af 1970’erne: Moderninseringsteori = opbygge offentlig infrastruktur, statsapparat, uddannelsesvæsen, retsvæsen osv.

12 Internationale udviklingspolitiske diskurser
1980-slutningen af 1990’erne: Neoliberalisme= deregulering, mindre og mere effektiv offentlig sektor, støtte til privatsektorprogrammer, mindre statsintervention, lavere skatter Strukturtilpasningsprogrammer

13 Internationale udviklingspolitiske diskurser
2000’erne og frem: Neoliberal dagsorden suppleret med Good governance Partnerskab mellem donor og modtager Øget deltagelse fra civilsamfundet Anerkendelse af forskellige nationale veje til udvikling, øget nationalt ejerskab

14 Internationale udviklingspolitiske diskurser
EU og de internationale udviklingspolitiske diskurser: EU’s udviklingspolitiske diskurser reflekterer de internationale udviklingspolitiske diskurser stammende fra bl.a. Verdensbanken. Stadigt tættere samarbejde med Verdensbanken vedr. udviklingspolitik fra omkring 2000 Skyldes også den fragmenterede EU-politik. Energien bruges mere på koordination end på eventuel udvikling af selvstændige udviklingspolitiske koncepter

15 EU er follower snarere end leader, når det drejer sig om udviklingspolitikken
Contonou indbar, at EU’s samarbejde med AVS-landene blev knyttet til WTO’s krav om handelsliberalisering og præferencehandelsarrangementer Del af Contonou var EPA, Europæiske Partnerskabsaftaler Samme filosofi som i FN’s Millennium Development Goals: A) 0,7 % af BNI i bistandshjælp i 2015 B) Politiske synergier mellem handel, miljø, landbrug, migration og sikkerhed C) Strategiske udviklingspartnerskaber

16 EU versus FN/IMF m.v. Stemmeregler: EU’s dobbelthed:
EU vil gerne tale med én stemme Det sker i stigende omfang Forstærket efter Lissabon EU’s medlemslande vil OGSÅ bevare de mange nationale stemmer og to pladser i FN’s sikkerhedsråd Er Afrika EU’s udviklingspolitiske kontinent? Som Sydamerika er USAs Og Sydøstasien Japans?

17 EBA – Everything But Arms I
= de fattigste udviklingslande får told- og kvotefri adgang til EU’s markeder = EU’s mest symbolske og politiske udviklingsinitiativ siden Lomé i 1975 Har begrænset virkning på importen fra udviklingslandene undtagen for sukker og til dels ris. Men har alligevel stor betydning i og udenfor EU Skyldes at fattige LDC’s mangler konkurrenceevne. Nogle små LDC-lande har endda tabt eksport, fordi de ikke længere kan sælge til de højere landbrugspriser i EU (på grund af Fischler-reformen, som bl.a. er fremtvunget af EBA)

18 EBA – Everything But Arms II
Landbruget i EU var imod EBA Sydeuropa var imod Påvirkede overgangsperioden, safeguard measures og oprindelseslandsregler Især EU’s sukker- og risreform blev drevet frem af EBA Mere sukker fra nogle LDC-lande – mindre fra andre Sukkerpriser i EU ned med en tredjedel På grund af EBA er AVS-landegruppen (Lomé/ Contonou) brudt op = ikke alle AVS-lande er med i EBA + nogle udenfor AVS er med blandt de fattigste LDC, som får gavn af EBA