Indsatser med marginaliserede unge

Præsentationer af emnet: "Indsatser med marginaliserede unge"— Præsentationens transcript:

1 Indsatser med marginaliserede unge
Morten Nissen Tjek hjemmesiden her hvis I vil se slides senere – mine og Lines

2 Indgang: Problemer med ”integration”
Fokus på ”integration” kan selv være marginaliserende – i modsætning til specifikke afgrænsede problemer ”Integration” rummer typisk et konservativt begreb om det ”normale” samfund Svar: At fremstille fællesskaber – hvor vi selv er med Marginalisering og unge er en sociologisk tilgang – i modsætning til en sygdomsorienteret – det ligger i temaet, til forskel fra fx at tematisere unge og fedme eller unge og misbrug Integration: Begrebet svarer til det sociale arbejdes almene karakter som deltagelse helt overordnet Her kommer et problem – forholdet til de mere specifikke problemer og den tekniske tilgang til dem (og dertil hørende et spørgsmål om hvor psykologer placerer sig). Problemet, det specifikke (misbruget, sygdommen osv.) kan være stemplende, men også paradoksalt almengørende (”sygdom er hver mands herre”) Interessen for marginalitet kan være inkluderende, men også paradoksalt marginaliserende (når man med de bedste intentioner ender med at moralisere). Det afhænger netop ikke i sig selv af ”metoden”, men af magtforhold m.v. om integration bliver marginaliserende som moraliserende assimilation. At søge almengørelsen i problembegreberne (tidens trend) er som at pisse i bukserne for at få varmen. Marginalitetsproblemet bliver skudt under gulvtæppet (man lader som om den unge er en ”borger” der har et værdineutralt problem, en sygdom) og når man desuden sidder fast i problembegrebet (for at ku spille det skuespil), har man ikke redskaber til at håndtere det som sådan. Og så sætter marginaliseringen for alvor ind bag om ryggen. Så hellere tage det op direkte – som den problematik om deltagelse og dermed moral, som det er. Et højere niveau af kritisk refleksivitet.

3 Indgang: Problemer med ”integration”
Fokus på ”integration” kan selv være marginaliserende – i modsætning til specifikke afgrænsede problemer ”Integration” rummer typisk et konservativt begreb om det ”normale” samfund Svar: At fremstille fællesskaber – hvor vi selv er med Hvis vi altså tager problemstillingen og ambitionen om integration op, så må vi arbejde med hvem vi selv er. Ellers skaber vi en ny marginalisering. Her er der i socialteknologierne en pudsig core blindness. En tendens til ikke at gennemtænke intersubjektiviteten i interventionen. En tendens til at midlet og den givne aktørposition er udgangspunkt for tanker om mulige mål – og midlet / positionen er den professionelle relation. Enten betragtes for sig selv isoleret – eller at man overhovedet partout tager dette udgangspunkt. Hvad så med de unge der ikke kan fastholdes i en bestemt professionel relation´? Kan man forestille sig interventioner, der udføres på helt andre grundlag? Ja - og det er fra dette erfaringsgrundlag vi taler i dag. Her er en nøgle til spørgsmålet om integration. Problemet med integration er at man kommer til at tænke i normalitet, og det er pr definition konservativt. Uanset ”rummeligt”. Nøglen er at vi fremstiller fællesskaber. Vi skaber de gode fællesskaber, som er formet efter de præmisser, som deltagerne kommer med – de mærkelige og vi selv. Men kan fællesskaber, vi’er - fremstilles? Universalistisk velfærdsstat skaber kunstige fællesskaber – griber ind i familien og civil-samfundet. Fra løsning af socialt problem til fremstilling af almene fællesskaber. Eksempler: Sundhedsplejen, daginstitutionerne, ungdomsklubberne. ”Kolonisering af hverdagslivet / livsverden” – men so be it Men – når vi fremstiller fællesskaber, som vi selv deltager i, så fremstiller vi os selv. Og hvem er ”vi” der gør det? Er det virkelig os selv – med vores trygge forstadsfamilie og vores karriere?

4 Ideologi og praksisforskning
Ideologi er diskurs der konstituerer bestemte subjekter (vi og jeg) Ikke kun ”os”, men også ”vi” Selverkendelse findes i bevægelsen fra et selvbedrag til et andet Ideologi-/diskurs-teori: Althusser, Foucault, Zizek, Billig Kulturhistorisk psykologi: Vygotsky’s eksperimentelt-genetiske metode  aktions- / ”praksis-forskning” Kritisk psykologi: Subjektperspektivet. Holzkamp, Osterkamp, WF & F Haug, Dreier (m.fl.) At fremstille praksis er fællesskabende! Prototypen Ikke sample, men fremstilling Enheden af tre aspekter: Model, praksis, almenhed (relevans & konsistens) Se evt. Mørck, L. L. & Nissen, M (2005). "Praksisforskning Som Deltagende Kritik. Mellem Mikrofonholderi Og Akademisk Bedreviden." I: G. Christensen & T. B. Jensen (red.). Psykologiske og Pædagogiske Metoder. København: Samfundslitteratur. Mørck, L. L. & Nissen, M. (2001). "Vilde forskningsprocesser. Kritik, metoder og læring i socialt arbejde." Nordiske Udkast 29:1 : Problemstillingen med en core blindness, at vi ikke kan tænke os selv ind, kan diskuteres på et mere teoretisk niveau, som ideologi: Ideologi er fællesskabs- og subjektkonstituerende diskurs. Vi danner os selv bl.a. ved at tale om ”os”. Men - det ligger ikke bare i det, der siges, men i høj grad også i hvordan det sagte ordner subjektpositioner. Ikke i ”os”, men i ”vi”. Fx når ”vi” taler ophøjet klinisk og videnskabeligt om afhængighed som en sygdom – så har vi, ikke nødvendigvis i det vi siger, men mere i det standpunkt vi siger det fra og det vi undlader at nævne osv. - skabt spaltninger mellem at være rationel og at være irrationel, at være behøvende og fri, at være vidende og uvidende, ekspert eller læg – og de gennemsyrer vores selvforhold, også når disse ideologier udfoldes fx som psykoedukative gruppesamtaler. Problemet er at denne bevidsthed om ideologiske mekanismer ikke ændrer ved grundforholdet. Også jeg taler fra en position når jeg taler om den, skaber en ideologi. I sagens natur kan ideologien kun være selvbevidst når man forlader den. En stadig selvoverskridelse. Man kan sige at selverkendelsen kun findes i bevægelsen fra det ene selvbedrag til det næste. Disse erkendelser findes i forskellige former hos folk som Althusser, Foucault, Zizek, og Billig – for hvem imidlertid deres egen bevægelse henimod en ny ideologi alligevel forblev ureflekteret - subjektperspektivet snød alligevel I CHAT ved vi at vi selv er en del af det vi studerer, at vi skaber det. Vygotsky, social engineering, men naivt modernistisk Kripsy – subjektperspektivet og ideologi som selvforhold, og endelig den nyere indtænkning af diskursanalyse og Althusser’s ideologiteori, som vi selv har været deltagere i. Vigtigt fordi problem med idealisering. Praksis er subjektiv, at fremstille praksis er selv fællesskabende. Vi fremstiller en prototype. Også i betydningen skaber Prototyper har 3 aspekter – praksis, model, relevans (praksisrelevans og teoretisk stringens) .

5 Fremstillinger af fællesskaber – former og vilkår
Man fastholdes i bestemte former for praksis og fællesskaber – som (i sagens natur) ikke passer til de skæve unge Constraints som fx: Professionsidentitet Organisation Legitimitet (accountability) Projektformen At klunse og bevæge alle elementer / aspekter – genstande, mål, midler, deltagere, steder osv. Low tech Anerkendt som udviklingsarbejde (Men hov – er det discount og ringe ansættelsesvilkår?) Den stadige knopskydning (ikke flow gennem fast institution) Alle er i spil og på spil – at møde de unge på neutral grund og i bevægelse Grænsefællesskaber! Skæve eksistenser har det med at passe dårligt til de standardiserede former, praksisformer, fællesskabsformer, også fx samtalen med sagsbehandleren eller psykologsamtalen. Man fastholdes af fx professionsidentitet: Den socialpædagog, der har investeret i en videreuddannelse i narrativ terapi på DISPUK vil rigtig rigtig gerne sidde i et rum sammen med en co-terapeut og snakke (om alt muligt andet end de problemer, som det egentlig drejer sig om). Og hvad med en psykolog? – er man rigtig psykolog hvis man skræller kartofler med klienterne? En anden fastholdende faktor er de organisationer, som det sociale arbejde udføres med. De ligger fast af byrokratiske, politiske, økonomiske grunde. Politisk legitimitet, tryghed i ansættelsen, kontraktforhold omkring leje af bygninger og meget andet. En særlig problematik er den aktuelt voldsomt stigende byrokratisering – med evidensbasering, performance management, kontraktstyring osv. – man tænker standardiseret og konformistisk og får stadig mindre råderum lokalt. Men hvad skal der så til for at man kan operere med en mere fri variation af elementer – mål, midler, aktørpositioner, objekter, rum, ressourcer osv.? Projektformen: En særlig know-how – at klunse, at omdefinere, at genforhandle. De mest fleksible organisationsformer er de mest low tech og samtidig dem der er anerkendt som avancerede. Selvhjælp, frivillige, lave budgetter – kombineret med at man defineres som forsøgsprojekt. Discount? (Løsningen må generelt være at man kombinerer en lokal fleksibilitet med en almen tryghed – universalisme igen - sml. (Hirst) ) Ikke en fast institution og et flow af brugere – men en stadig knopskydning, løbende dannet af deltagerne, sådan som de nu er. Og ligesom en familie er der tale om, at alle deltagere er på spil og i spil. Relationspædagogik kræver gensidighed – ikke prof men at være på spil. Antimetode. At man er ”vilde” sammen. Møder de unge på neutral grund og i bevægelse. Det kan antage mange former – fx erfaringen om at de helt nye institutioner, midt i byggerodet, er de bedste. Grænsefællesskaber – sml. Line

6 Fremstillinger af fællesskaber - kulturpædagogik
Identitet – ”vi” og os hver for sig (selvhjælp) Fremstilling også som gengivelse, spejling Selvrefererende ”kulturelle aktiviteter” ”Problembegreber” – men i de unges (subkulturelle) sprog, som de selv er med til at skabe Men – offensivt og offentligt Identitet – at vi er sammen om det og i det, spejler os i hinanden – ligesom i selvhjælpsbevægelsen – giver en nøgle til subjektperspektivet. Men spejlingen er ikke bare i øjets glimt. Fællesskaber fremstilles og fremstiller sig selv med eksternalisering, objektivering. De modeller, som vi er med til at lave, er fællesskabernes selvbilleder. Meningen med det. Derfor er det ikke bare en tilfældig leflen for de unges selvoptagethed, når man laver aktiviteter, som i høj grad handler om de unge selv. Fx undervisning af skolebørn om unge og gadebørn Fx festival Kend din Plads på Blågårds Plads, hashpushere som arrangører, folk viser sig frem Fx piger på år skriver kronikker om hash til Vilde Læreprocessers hjemmeside. Læg mærke til, at man altså her kan tage ”problemet” – fx gadebørn, kriminalitet eller hashrygning – op direkte, men i de unges eget sprog, som er lokalt bevægeligt. Det er noget med ”grineren” og at ”suge den fede” – ikke noget med WHO’s ICD10. Svarer til de unges subkulturer, som lokalt omdefinerer og genforhandler betydninger Men læg også mærke til, at det alligevel ikke er lukket om sig selv. Fremstillingen har et ansigt indadtil, men det virker kun fordi det også har et ansigt udadtil. Det er anerkendt samfundsmæssigt, ellers har det ikke nogen power. Publikum er altafgørende. ”Kultur” også forstået som det at man arbejder med kulturelle artefakter – det er medier, tekst, billeder, sprog, kunst osv. – og igen, ikke bare fordi de unge tror de skal være stjerner for en aften, men fordi de artefakter og aktiviteter netop er velegnede til at spejle, at fremstille. Det er kulturpædagogik i en meget ambitiøs udgave – nemlig kulturel fremstilling af fællesskaber.

7 Fremstillinger af fællesskaber - mobilisering
Opsøgende arbejde og brobygning i samme proces som projektet bygges op Know-how: Politisk-ideologisk mobilisering At tænde og vække – ikke tvinge og ikke lokke med tilbud Ikke en forudsætning, men selve den pædagogiske proces Empowerment: Politik og pædagogik i ét Ikke indrette sin klub efter alle kunstens regler og så åbne dørene og vente på at de kommer Know-how at lave opsøgende arbejde og brobygning som ideologisk mobilisering i den samme proces som den at bygge projektet op (Makarenko). Sjakket m.fl. havde netop know-how fra politik – elevråd, Faglig Ungdom, DKU, BZ, lokal politik på Indre Nørrebro osv. Spørgsmålet som jeg håber nogle af jer kender til: ”Hvordan får vi engageret og mobiliseret de og de folk” – er så at sige et rigtig godt spørgsmål. At ”tænde” de unge – ikke tvinge, men heller ikke bare lokke med ”tilbud” – derimod at ”vække”, at tage ansvar for sig selv og for deres deltagelse. Pointen her er, at det at tænde og mobilisere de unge ikke bare er en forudsætning for at møde dem – det er selve den pædagogiske proces. Empowerment: Den politiske proces og den pædagogiske i én og samme bevægelse. På det grundlag er der i øvrigt også en vej til at indtænke magt. Selvom udgangspunktet er at man ikke kan eller skal tvinge, så er det også, at man arbejder politisk – og dvs. at man hele tiden forholder sig eksplicit til magtforhold, lige fra dem på gaden blandt de unge, til dem på de bonede gulve.

8 Interpellation Louis Althusser: Ideologier og ideologiske statsapparater Prajning – at ”mellem-kalde”: An-svar Navnet: Partikulær, unik Altid-allerede subjekt Selvbevidsthedens nærmeste udviklingszone: Jeg deltager i at vi forholder os til mig Interpellationens gensidighed Fake it till you make it: Substantialisering Utopisk horisont: Fra valg- og skæbne-fællesskaber til kampfællesskaber Socialt arbejde som interpellation til velfærdsstaten som er produktiv og responsiv

9 Altså, hun er så langt ude, så jeg vil skyde på, at om 14 dage, så begynder hun at trække. Fordi hun er ved at være rimelig hooked på det, ikke. Og det er nok, for hun er ikke mere end år, ikke, altså det er ikke særlig meget, vel, når man er på det dér, så derfor bekymrer jeg mig lidt om det, ikke. Og så får Sjakket en bondegård her på søndag, vi skal ud og kigge på. (…) Og der har jeg så tænkt mig at sætte hende ud, og så selv flytte derud i det stykke tid. Og så beskæftige mig med hende, ikke, lave en masse sjove ting med hende derude. Fordi hun har bedt om min hjælp to gange, ikke. Fordi hun så er en gammel veninde. Så det er så det jeg har tænkt mig at gøre nu. (…) Øhm - det er sjovt, fordi jeg har selv haft det samme i gang, da jeg gik inde i gaden, da var der nogle andre der havde nogle projekter med mig, med at få mig væk derinde fra, selvom jeg ikke tog stoffer. Og det samme gør jeg nu. Alexandra, 18 år, Sjakket 1994 Gadebarnet (senere: Vilde unge) altid-allerede subjekter Ressourceperson efter 14 dage Tillidsprincippet – fake it till you make it Substantialisering – et arbejde for alle parter Den gensidige interpellation: Bondegården som vision I parentes bemærket: Fællesskaber konstitueres ideologisk både ved henvisning til det oprindelige og det visionære - altså når vi atter bliver det vi i sandhed er

10 Da jeg først startede i Sjakket røg jeg 7-8 gram om dagen...
Ja (griner). Og så - folk fik selvfølgelig at vide i Sjakket at jeg røg hash, ikke. Men de havde så bare ikke vidst hvor meget jeg røg. Og så begyndte én person at køre på mig specielt, hver gang jeg havde røget, så kom hun hen og skældte mig ud, ikke. Og kørte virkelig på mig hele tiden på grund af at jeg røg hash, ikke. Problemet var bare, at hun vidste ikke, at mit forbrug var blevet sat så meget ned, vel, så det var noget med at vi kørte en strid mod hinanden, hvor vi faktisk var to grupper mod hinanden, ikke. Altså dem der forsvarede mig, ikke, og så dem der var imod at jeg røg hash, ikke. Men det har vi så fået ordnet, - altså jeg må selv bestemme hvad jeg vil, ikke, altså det er jo det der er meningen med Sjakket. Linda, 17 år, Sjakket 1994 Se også Linda italesætter vi / os og jeg / mig på måder der er bevægelige (jf. Lines analyser) og prekære Linda er med til at fremstille Sjakket i et konfliktfyldt felt og med en utopisk horisont der ligger på grænsen ved at tale ind i ideologien om brugerautonomi Linda fremstiller sig selv dobbelt – som a) den interviewede og reflekterende og b) den der nu ryger mindre hash end før Linda deltager i at gøre sig selv til genstand i en bestemt form

11 NO HOPE WITH DOPE SKAL DINE VENNER ENDE SOM FLADE JUNKIER
ER DU HAMRENDE TRÆT AF AT SE FOLK GÅ NED PÅ SPRUT OG DOPE ER DU TRÆT AF AT BLIVE TILBUDT DOPE HVER GANG DU GÅR NED AF ISTEDGADE. VIL DU BO I EN BY HVOR CRACK OG VOLD BARE BLIVER HVERDAGSSTOF OG HVOR FOLK SKYDER HOVEDET AF HINANDEN UDEN NOGEN REAGERER VIL DU VÆRE MED TIL AT GØRE NOGET VED DET? NU HAR DU CHANCEN SJAKKET VIL LAVE FESTER , HAPPENINGS ,MØDER SNAKKE MED DE UNGE OSV OSV MOD DOPE VIL DU VÆRE MED SÅ AFLEVER DENNE BLANKET I KAFFEBAREN – SÅ SKRIVER VI TIL DIG NÆSTE GANG VI LAVER NOGET NAVN ADRESSE: POSTNUMMER: TELEFON: Sjakket et af de knopskudte projekter Artefakter – løbeseddel Begrebet om flade junkier som projektets omdrejningspunkt Udstødelse af junkierne på ét plan Men også identifikation - venner - deltagere tæt på junkierne Støtte fra Sundhedsstyrelsen - formidler magt