Almen og sammenlignende statskundskab Disposition for instruktorundervisningen den 8. februar 2005 Emne: ”Folketinget og partigrupperne” 1. Opsummering.

Præsentationer af emnet: "Almen og sammenlignende statskundskab Disposition for instruktorundervisningen den 8. februar 2005 Emne: ”Folketinget og partigrupperne” 1. Opsummering."— Præsentationens transcript:

1 Almen og sammenlignende statskundskab Disposition for instruktorundervisningen den 8. februar Emne: ”Folketinget og partigrupperne” 1. Opsummering af sidste undervisningsgang. 2. Henrik Jensen: ”Partigrupperne i Folketinget” 3. Pause 4. Magtudredningen –generelle bemærkninger. 5. Erik Damgaard: ”Folkets styre” 6. Evt. diskussion af Damgaard på baggrund af GG perspektivet fra sidst.

2 Henrik Jensen: Partigrupperne i Folketinget – kapitel 3 +9

3 Kapitel 3: Partigrupperne og koordination – en teori, en model og lidt virkelighed
Bogens overordnede undersøgelsesspørgsmål: ”Hvordan er partigrupperne generelt organiseret, hvordan arbejder de og hvordan træffer de beslutninger?” Disponering af kapitlet: - Diskussion af parlamentsteori. - Opstilling af teoretisk model. - Test af modellen på data – for at sikre realisme.

4 Diskussion af parlamentsteori.
Teoretisk kløft mellem amerikansk og europæisk parlamentsteori: - Amerikansk: Udgangspunkt i stærk kongres, med et rationalistisk fokus på det enkelte kongresmedlems genvalgsmotiver igennem levering af goder til sin valgkreds. - Europæisk Komparativt fokus på partier som aktører, grundet medlemmernes høje grad af parti disciplin. Cox + McCubbin som brobyggere: Rationelt fokus, men inddrager også beslutningsprocessen i partigruppen ved at se på, hvordan ledelsen skaber incitamentsstrukturer, der gør at medlemmerne støtter op om levering af kollektive goder. Henrik Jensen afvisning af Cox + McCubbin som teoretisk ramme i dansk kontekst qua: 1. Forudsætningen om flertalsparti i parlamentet ikke til stede, 2. Horisontalt perspektiv (arbejdsdeling) frem for vertikalt (ledelse), 3. Ikke aktørantagelse om genvalgsmotiver, 4. Tilstræber ikke en generel teori (uafhængig af tid + rum).

5 Teoretisk model (I) Model: Overdrivelse af visse træk.
Modelsamfund: Sektoropdelt. Borgerne: Lovlydige og har mindst én sektortilknytning. Politiske system: Består af to institutioner: parlamentet og et sæt af ministerier, der hver især administrerer én sektor. Administrationen er kendetegnet ved: A.) Bureaukratisk organiseret, B.) Statslig intervention via lovgivning, C.) Tilrettelæggelse af lovgivningsinitiativer foregår i ministerierne, der har monopol på ekspertise. Ministerierne ledes af en minister, der har følgende beføjelser. a.) Monopol på embedsværket, b.) Administration af love og retsforskrifter, c.) Kan fremsætte lovforslag overfor parlamentet, d.) besvarelse af spørgsmål fra parlamentet.

6 Teoretisk model (II) Parlamentet er kendetegnet ved at bestå af permanente udvalg, der er en kopi af ministeriernes ressort og som bemandes af parlamentarikere,. Medlemmerne af udvalgene har følgende beføjelser: A.) Kan fremsætte lovforslag indenfor udvalgets ressort, B.) Kan stille spørgsmål til ministeren gennem udvalget, C.) Kan træffe afgørelse om de vil støtte eller forkaste et lovforslag, D.) Kan stille spørgsmål til ministeren om administration af eksisterende love og retsforskrifter. 7a-c: Angår lovbehandlingen, mens 7d angår den parlamentariske kontrol. Udvalgene har hovedrollen i lovgivnings- og kontrol processen. Modellen er urealistisk, da: A.) De fleste udvalg har ikke beslutningskompetence, B.) Opererer ikke med Interesseorganisationer, medier C.) Antager at administrationen er ”neutral”. ”Modellen fastsætter et hierarki af positioner for indflydelse i det politiske system, hvilket betyder, at hvis man vil have indflydelse er det bedst at være minister, dernæst medlem af udvalg, hvis ressort man har et særligt kendskab til.”

7 Model vs. virkeligheden
Modellens antagelser om partigrupper: 1. Permanent arbejdsdeling mellem medlemmerne, der følger af udvalgsstrukturen. 2. Gensidigt repræsentationsforhold: Repræsentant i udvalg kan tegne partigruppen vedr. lovbehandling og kontrolaktivitet. 3. Optræder som enhedsaktør, da medlemmerne har identiske holdninger vedr. love og kontrol Undersøgelsesmetode: statistik, tekstkilder og interviews- Empirien viser: Ja, horisontal arbejdsdeling der følger udvalgsstrukturen. Ja, det enkelte gruppemedlem er sat i et repræsentationsforhold til gruppen. Ja, partigruppen optræder som enhedsaktør.

8 Koordination på modelplan vs. realplan
På modelplanet antages det, at alle gruppemedlemmer har samme holdninger, hvorfor de kan handle autonomt på partiets vegne. På realplanet opstår behovet for koordination qua: Holdnings- og vidensmæssige forskelle ml. medlemmer, afvejning af modhensyn., forhindre intern konflikter i partiet. Gruppemedlemmerne kan stilles til ansvar i baglandet + medierne. Ekstern konsistens. Tværsektorhensyn & koalitioner.

9 Kapitel 9: Folketinget med partigrupper og uden.
Undersøgelsesspørgsmål: ”Hvilken betydning har det for lovgivningsprocessen i Folketinget, at partigrupperne normalt optræder som enhedsaktører med en klar arbejdsdeling og et gensidigt repræsentationsforhold mellem gruppens medlemmer? (p.173) Disponering: 1. Beskrivelse af et typisk beslutningsforløb vedr. vedtagelsen af et lovforslag på baggrund af de modelbaserede karakteristika ved en partigruppe. 2. Beskrivelse af det atypiske beslutningsforløb omkring vedtagelse af L5 om ”Kunstig befrugtning”, hvor de modelbaserede karakteristika ved en partigruppe delvist er sat ud af kraft. 3. Sammenligning af 1+2: Det typiske og atypiske beslutningsforløb. Undersøgelsesmetoder: Anvendelse af kvantitative data vedr. lovgivningsprocessen og stemmeadfærd kombineret med interviews.

10 Sammenligning af folketinget med partigrupper og uden
Undersøgelseskonklusioner: Lovgivningsprocessen med partigrupper sikrer struktur, forudsigelighed og kontinuitet. Omvendt vil lovgivningsprocessen ende i kaos og tilsanding, hvis partigrupperne ikke fandtes.

11 Henrik Jensen – kap 10: Magt og indflydelse i partigrupperne – nogle modelbaserede spekulationer

12 ”Mellem vandret og lodret– ordfører kontra politiske leder” (I)
Case: På Venstres landsmøde i 1998 fik partiformanden opbakning til en politisk midtsøgende linie. Skatteordføreren fra Venstre gik nogle dage efter ud i medierne og annoncerede, at dersom partiet kom til magten ville det betyde store ændringer af velfærdstaten via omlægning af moms- og afgiftssystemet. Han bliver efterfølgende underkendt af partiformanden, der fremfører, at skatteordførerens udtalelser ikke er partiets politik. På det efterfølgende gruppemøde bliver skatteordføreren frataget sit hverv. Casen illustrerer en konflikt i partigruppen om, hvad den politiske linie er og hvem der tegner partiet i det pågældende spørgsmål.

13 ”Mellem vandret og lodret– ordfører kontra politiske leder” (II)
Partier agerer som enhedsaktører via intern koordinering for at undgå splittelse i FT + medierne. Henrik Jensen: ”Hvad kan man sige om magt og indflydelse i partigrupperne?” (p.191) – med udgangspunkt i modellen. Betragtninger desangående: Magt = indflydelse – påvirke udfaldet af gruppens beslutninger ikke kun politiske med også fordeling af poster og ressourcer. Indflydelse knyttes til individer f.eks. MFeres indflydelse i forhold til ansatte i folketingsgruppen og bundethed til baglandet. Formel ligestilling ml. parlamentarikerne jf. GL, men ikke reel. Gruppeafgørelser er flertalsafgørelser – sætter grænser for hinanden. Det må antages, at der er et hierarki i partigruppen, men dette indgår ikke i den videre analyse.

14 Indflydelse i et horisontalt perspektiv (I)
Modelkendetegn ved en partigruppe: enhedsaktør, arbejdsdeling og gensidig repræsentation. Henrik Jensen: ”Hvad kan man qua ovenstående sige om indflydelse på policy spørgsmål” (p.194)

15 Indflydelse i et horisontalt perspektiv (II)
Svar – i et statisk perspektiv: Ansvar og indflydelse følger udvalgsposter. Ordfører: Ansvar for partiets politik på det givne område, tegne partiet, varetage dets interesser / sikre indflydelse. Indflydelse afhænger bl.a. af gruppestørrelsen: MFer i små partier får automatisk indflydelse, da de skal besidde udvalgspost, mens store partier anvender et ”primus inter pares princip”. Hvis man ser bort fra ministerposter er udvalgsordførerposten den bedste måde at få indflydelse på ressort. For regeringspartigruppen er det ministeren, mødelederen og ordføreren, der har størst indflydelse i nævnte rækkefølge.

16 Indflydelse i et horisontalt perspektiv (III)
Dynamisk perspektiv

17 Indflydelse i et horisontalt perspektiv (IV)
Tillid er godt men kontrol er bedre – man holder øje med hinandens ageren i medierne, FT og på gruppemøderne. Også fordi man skal stå til ansvar overfor andre gruppemedlemmers gerninger i eget bagland og medierne. Hvordan opbygges tillid? - Faglig kunden – være inde i stoffet. - Have argumenterne i orden, herunder konsistente. - Styr på positioner: Intern (partigruppen), ekstern (andre partier og offentligheden) - Strategisk. -Være driftsikker og ikke lave fodfejl, så andre skal feje op efter en. Konklusion: Øget beslutningsautonomi som ordfører sikres ved at opbygge ekspertise hos sig selv og tillid – internt såvel som eksternt - hos andre.

18 Indflydelse i et vertikalt perspektiv (I)
Antagelse: Politisk leder er både partileder og gruppeformand. Kendetegnet ved at være generalister der kan gå på tværs af den horisontale arbejdsdeling. Begrænset politiske indflydelse på kort sigt qua arbejdsmængede + kompleksitet. Indflydelsen ligger i stedet ved at påvirke den langsigtede strategi samt påvirke konklusioner på gruppemødet og indgå forlig. Har ikke substantiel ekspertise ligesom ordførerne, men skal ligesom dem opbygge tillid for at øge sin indflydelse. Bliver også kontrolleret af gruppemedlemmerne. Tegner partiet og er den, der i ringest grad behøver at cleare forudgående med gruppen

19 Indflydelse i et vertikalt perspektiv (II)
Politiske ledere er IKKE solkonger: Når de skærer igennem i sager under hensyntagen til den langsigtede politik ”trækker de på en konto.” En politisk leder kan gå i medierne og sætte gruppen skakmat. En politisk leder kan ikke sidde et flertal overhørigt i gruppen. Får også svært ved at handle, hvis hun/han har et mindretal, der modarbejder i gruppen. Repræsentationsspillerummet er større for en politisk leder, da omkostningerne ved at udskifte vedkommende er større end ved at udskifte en politisk ordfører. To indflydelsesstrategier for en politisk leder (1) positiv – opbygge tillid i gruppen. (2) Negativ sørge for at der ikke er mulige alternativer. Kombination af at sidde i regering og være politisk leder forbedrer ens position.

20 Konklusion Magt og indflydelse undersøgt ved modelbaserede træk ej empiri. Perspektiv: Horisontalt og vertikalt fokus på, hvordan aktøren kan fastholde og udbygge sin indflydelse. Indflydelse på ressort ligger hos ordføreren, men partigruppens størrelse, regeringsforhold og ledelsen spiller ind. Forholdet ml. det horisontale og vertikale perspektiv bør undersøges empirisk f.eks. ved at sammenligne DF og SF Henrik Jensens ”udeladelsessynder”: Partigruppens embedsmænds indflydelse. Har ignoreret partigruppernes forskellige relationer til partiorganisationen. Indfanger ikke det uformelle indflydelseshierarki i partigrupperne.

21 Damgaard – kap 1: Folkestyre, magt og ansvar

22 Analytisk tilgang (I) Analytisk udgangspunkt: Magtudredning: Bekymring over tab af demokratisk indflydelse til ikke demokratiske aktører. Analytisk problem: Anvendelse af begreber og teorier, der ikke er tilpasset virkeligheden. Analytisk fokus: Magt og ansvar på nationalt niveau.

23 Analytisk tilgang (II)
Analytiske værktøjer: Den demokratiske styringskæde, Komparativ tilgang: Demokratisk udvikling over tid i DK og sammenligning med andre lande Anvendt empiri: Allerede foreliggende undersøgelser, materialer og synspunkter. Eklektisk metode: Samle og koble eksisterende viden så ny erkendelse opstår.

24 Folkestyrets magt- og ansvarskæde (I)
Den demokratiske styringskæde:

25 Folkestyrets magt- og ansvarskæde (II)
Problem: Kan ikke indfange nutidens kompleksitet grundet: (1) Repræsentationsproblematikken: Mulig diskrepans ml. at handle under hensyntagen til samfundets bedste og samtidig imødekomme vælgernes ønsker. (2) Partipolitiske udnævnelser samt politiske rådgivere. (3) Andre aktører påvirker den demokratiske styringsproces: Interesseorganisationer, medierne, centralbanken, domstolene, halvoffentlige institutioner. (4) Påvirkning fra de internationale omgivelser særligt EU. (5) Udvidelsen af det politiske rum over tid: Stadigt flere emner og områder reguleres politisk. Politikerne gøres ansvarlige for forhold de har svært ved at påvirke.

26 Teori og begreber – magt og ansvar
Magt = relation ml. aktører. En aktørs (As) præferencer kan påvirke en anden aktørs (Bs) ageren. Dahls klassiske magtdefinition. Eksplicit magtanvendelse: Trussel om sanktion, manipulering, el. rationel argumentation. Implicit magtanvendelse: B forudser As reaktion ved given handling og tilpasser sin adfærd herefter. Magtudøvelse: Spørgsmål om ressourcer. I et demokratisk styringsperspektiv = formelle retlig kompetence til at træffe beslutninger. Magt kan delegeres, men man skal kunne stilles til ansvar. Magtudøvelser i et demokrati skal være saglige og være underlagt domstolskontrol.

27 Teori og begreber – Politisk repræsentation (I)
Pitkins model: Ret til at træffe bindende beslutninger på andres vegne Skal følge instrukser fra repræsenterede. Påtage sig ansvaret for noget – står til regnskab for den bemyndigelse man har fået Vælgerne tror følelsesmæssigt på den valgte – har tillid. Repræsentanten tager selv stilling Afspejle dem der har givet bemyndigelsen mht. demografi, holdninger etc.

28 Teori og begreber – Politisk repræsentation (II)
Pitkins pointer: Både frie og bundne mandater er falske. Kombination mellem de to. Dialog og deliberation hvis uenighed. Problemer ved Pitkins model: (I) Teoretisk abstrakt – hvordan realiseres / operationaliseres den i virkeligheden? (II) Individualistisk teori – inddrager ikke politiske partier som aktører.

29 Principal– agentteorien (I)
Tilgang: Over-underordningsforhold ml. principal (regent) og agent (tjener). Principal: Magt + kompetencer. Agent: Ressourcer i form af viden og tid. Logik: Principal delegerer kompetencer til agenten mod, at denne står til ansvar herfor.

30 Principal– agentteorien (II)
Principal- agentteorien i relation til ”Den demokratiske styringskæde”:

31 Principal – agentteorien (III)
Risiko for principalen: Agenten agerer ikke trofast ved ikke at handle når denne skal eller ved at sabotere principalens interesser. Understøtter risikoen: Agenten råder over skjult information (asymmetri). Principalen kan kun kontrollere det, denne har kendskab til. Principalen kan ikke overvåge alle agentens handlinger og derved afgøre, hvorvidt denne handler i overensstemmelse med forudsætningerne for samarbejdet. Hvordan kan principalen mindske risikoen? – Via kontrolinstrumenter (indebærer omkostninger for principalen): (I) Udforme kontrakt, hvor det defineres, hvad agenten skal gøre og evt. hvordan, herunder definere sanktioner for manglende opfyldelse. (II) Screene agenterne før samarbejdet og opstille udvælgelsesmekanismer. (III) Overvåge agenten, samt bede den om at reportere om mål opfyldelsen. (IV) Institutionelle kontrolmekanismer.

32 Principal – agentteorien (IV)
Main, Przeworski & Stokes pointe: ” Det særegne ved den principal-agent relation, der er indeholdt i det politiske repræsentationsforhold, er at vore agenter er vore herskere: Vi udpeger dem som agenter for, at de kan fortælle os, hvad vi skal gøre, og vi giver dem endog autoritet til at tvinge os til at gøre det” (Damgaard, 2002, p. 19)

33 Opbygning af Damgaards bog
1. Del: Forholdet ml. vælgere og MFer ud fra et repræsentationsteoretisk perspektiv. 2. Del: Analyse af væsentlige styringsaktører og deres indflydelse på folkestyrets vilkår. 3. Del: Centrale magtinstitutioners aktuelle situation, relationer og problemer. 4. Del: Sammenfatning og diskussion.

34 Damgaard – Kap. 6: Folketingets udvikling, organisering og magt

35 Træk af Folketingets (FTs) udvikling (I)
FT, der er vælgernes nationale politiske repræsentationsorgan har følgende funktioner: (1) Repræsentere vælgerne. (2) Lovgive. (3) Kontrollere regeringen. Målsætning: effektivitet vedr. (2) + (3)

36 Sammenfatning Aktivitetsniveau i FT stigende over tid.
Regeringen står for vækst i antallet og fremsatte og vedtagne lovforslag. Oppositionen står for vækst i antallet af forespørgsler og spørgsmål. Etableringen af stående specialudvalg i 1972 sikrer effektivitet i FT og øget kontrol med regeringen. Tendenser i Dansk politik: (a) negativ parlamentarisme, (b) regeringen overvejende mindretalskoalitioner, (c) politisering af afstemning omkring forslag til Finanslov, (d) regeringen behøves ikke udskrive valg eller træde tilbage, hvis den kommer i mindretal vedr. væsentlige spørgsmål, (e) alternative flertal opstår i enkeltsager udenom regeringen. Partigrupperne er de centrale aktører i lovgivningsprocessen. Arbejdsform i partigrupperne er kendetegnet ved: Specialisering, repræsentation og samordningsmekanismer. Medfører at partigrupperne efter intern samordning optræder som enhedsaktør. Normativ magtopfattelse: FT skal være den mest magtfulde aktør i samfundet mens mediernes indflydelse skal mindskes.

37 Damgaard – kap 9: Udviklingens demokratiske problemer

38 Indledende betragtninger
Spørgsmål: ”Hvad viser undersøgelsen om folkestyrets udvikling og aktuelle tilstand?” Svar: Den demokratiske styringskædes omgivelser er ændret markant - hvilket ikke et specielt dansk fænomen - men betyder udfordringer for folkestyret. Konklusion: ”Indenfor rammebetingelserne fungerer det danske demokrati tilfredsstillende, men der er problemer”.

39 Ændrede omgivelser (I)
Forestillingen om magtforskydning til fordel for aktører, der ikke er underlagt demokratisk kontrol jf. kap. 1 Massemedierne: (a) Selvstændiggjorte (uafhængige af politiske partier og institutioner), (b) stor indflydelse på fastsættelsen af den politiske dagsorden, (c) politikerne må agere efter mediernes præmisser, (d) MFerne vurderer, at mediernes rolle er for stor, (e) Sætter sager på dagsordenen som politikerne må forholde sig til, (f) gensidigt afhængighedsforhold, (g) medierne ikke underlagt samme ansvarsrelationer som demokratisk styringskæde, (h) Politikerne anvender medierådgivere. Domstolene: (a) Prøvelse af loves overensstemmelse med GL (Tvindsagen), (b) selvstændig fortolkning af internationale konventioner, (c) reform af domstolsvæsnet – uafhængig Domstolsstyrelse. Nationalbanken: ”uafhængig Centralbank” – ikke styret af politikerne.

40 Ændrede omgivelser (II)
Statsvirksomheder og privatisering: Markedslignende strukturer for at effektivisere, men den demokratiske kontrol udvandes. Interesseorganisationer: Har over tid mistet indflydelse. MFerne anser dem i højere grad end tidligere som en fordel. Tendenser ikke særegne for Danmark. Internationale omgivelser påvirker folkestyret: EU kan løse grænseoverskridende problemer, men kan organisationen gøres mere demokratisk?

41 Den parlamentariske magt- og ansvarskæde (I)
Konklusioner vedr. forholdet mellem vælgere og partier: Høj valgdeltagelse: Delegation og ansvar fungerer. Politikerne formår at tilfredsstille vælgerne under hensyntagen til samfundets almene interesser. Det er ikke nødvendigvis et demokratisk problem, at partiernes medlemstal er faldet over tid. Interesseorganisationer udgøre ikke et demokratisk problem. Medierne har stor indflydelse på den politiske dagsorden uden at være underlagt demokratisk ansvar.

42 Den parlamentariske magt- og ansvarskæde (II)
Svært for vælgerne at stille regeringen til ansvar, da dannelsen af denne afhænger af samarbejdsrelationer. Vælgerne udstyrer politiske repræsentanter med mandat og har mulighed for at straffe hvis de svigter. Vælgernes sanktionsmekanismer begrænses grundet mange partier og reducerede partipolitiske forskelle. Mulige løsninger: Positiv parlamentarisme. Ændring af valgloven. Dansk kontekst: Mindretalsregeringer, skiftende koalitioner og alternative flertal. Udfordring vedr. EU. MFernes tilgang matcher ikke altid vælgernes. EU løser grænseoverskridende problemer. Overbevise vælgerne om det fornuftige i et sådan internationalt samarbejde.

43 Den parlamentariske magt- og ansvarskæde (III)
Konklusioner vedr. forholdet mellem FT og regering. Stigende aktivitet i FT fra såvel regering som opposition. Udvalgsreform med stående udvalg har øget FTs effektivitet. FT råder over et arsenal af kontrolinstrumenter i forhold til regeringen. Vigtigst er forhåndsgodkendelsen. Mindretalsregeringer skal sikre opbakning i FT for at få sin politik igennem. Regeringen dog magtfuld, da den sidder på administrationen. FTs kontrolinstrumenter: (1) Redegørelser / undersøgelseskommissioner, (2) Inddrage ombudsmanden og Rigsrevisionen samt få informationer fra eksperter og interesseorganisationer.

44 Den parlamentariske magt- og ansvarskæde (IV)
Konklusioner vedr. forholdet mellem ministre og embedsmænd: I Danmark anvendes ikke politiske embedsmænd. Embedsmandsrollen ændret fra rådgivning i rent faglige spørgsmål til også at rådgive i politisk-taktiske spørgsmål. Ministre udnytter i højere grad karrierekontrol overfor embedsmændene. Kan skabe problemer, hvis embedsmændene bliver for loyale (f.eks. Tamilsagen). Embedsmændene administrerer på vegne af ministeren, der er ansvarlig overfor FT. Eksterne aktører også relevante i forhold til kontrollen med embedsmænd f.eks. ombudsmanden, Rigsrevisionen og pressen.

45 Konklusioner vedr. teoretiske erfaringer
Bogen har anvendt to tilgang: Klassisk repræsentationsteori i form af Pitkins model over forholdet ml. vælgere og parlamentarikere. Principal-agentteorien – der er anvendelig på alle led i styringskæden. Konklusioner: Anvendes den klassiske repræsentationsteori på forholdet ml. vælgere og FT er konklusionen, at folkestyret ikke er udfordret. Anvendes principal- agentteorien på forholdet ml. FT og regeringen er konklusionen, at principalen (FT) står stærk i forhold til agenten (regeringen). Anvendes principal– agentteorien på forholdet ml. regeringen og embedsmændene er konklusionen, at demokratiet er udfordret pga. embedsmandens nye rolle som politisk rådgiver.

46 Samlet konklusion Den parlamentariske styringskæde underlagt nye vilkår pga. ændret national såvel som international kontekst, hvilket ikke er et specielt dansk fænomen. Demokratiet fungerer godt, men der er udfordringer med hensyn i forholdet ml. vælgernes og parlamentarikernes holdning til EU. FT står stærkt i forhold til regeringen som følge af mindretalsparlamentarisme. Politikerne – særligt regeringen bruger i stigende grad politiske rådgivere til at håndtere medierne. Regeringen anvender karrieremuligheder som kontrolinstrument overfor embedsmændene Den demokratiske udvikling er ikke så truet som antaget, men der er udfordringer i forhold til mediernes rolle, selvstændige statslige virksomheder og forholdet til EU