Fra dagligstue til konsultation? Cecilie Rubow: Institut for Antropologi.

Præsentationer af emnet: "Fra dagligstue til konsultation? Cecilie Rubow: Institut for Antropologi."— Præsentationens transcript:

1 Fra dagligstue til konsultation? Cecilie Rubow: Institut for Antropologi

2 Hvorfor bruger jeg ikke det vejlederbrev, jeg HAR skrevet? Studerende opøver viden om vejledning fra 1. semester. Generelt god information på kurser i forbindelse med vejledning. Hvis der ligger for mange papirer mellem os bliver det for formalistisk. De studerende (og jeg) ser frem til at møde et menneske. God nytte af mundtligt at præsentere og diskutere de retningslinjer, der står om i brevet. De studerende er rede til det. Tid er ikke længere en ressource der kan tilføjes som universalmiddel. At vejlede er for mig ideelt et ’totalt socialt forhold’ (indeholder både faglige, sociale og eksistentielle forhold) ligesom de feltarbejder de studerende kaster sig ud i. Derfor bruger jeg også ofte mere tid på det end normeringen siger. Der er stadig lidt dagligstue over det (i positivt forstand), men det begynder mere at ligne en konsultation (også i positiv forstand).

3 Hvorfor har jeg brugt skemaet ’registreing af vejledning’ regelmæssigt et ½ år? Der er et stigende antal studerende i synkrone forløb: fx fire BA-opgaver og fire til feltarbejdsforberedelse og fire specialeskrivere. -> skemaet gør det muligt for mig at holde styr på deres forløb (mødedage og evt. hvad de har afleveret). -> planlægge min egen tid ved at afsætte særlige vejledningsdage. -> selve papiret ansporer både den studerende og mig til ideen om, at detpå den afsatte tid, kan lade sig gøre at aflevere en tilfredsstillende tekst (time boxing) -> fremover vi jeg tilpasse skemaet og kategorierne

4 Hvorfor har jeg ingen ide om, hvordan jeg formelt skulle evaluere en vejledning? Vi har ingen retningslinjer for det på instituttet. Pt. evaluerer de studerende (meget) og undervisere (lidt) i hver deres gruppe og det skaber en polarisering, som formentlig ikke er gunstig. Efter eksamen lykkes det sommetider at snakke med den studerende, men det er enten i form af skåltaler (hvor gik det godt!), eller hvis jeg tager kontakt, fordi den studerende har haft store personlige vanskeligheder. Svært at se, hvordan det skal foregå meningsfuldt, men der skal jo nok være en brugbar form og idé et sted, gerne kombineret med relevant supervision til vejledere som har haft mindre heldige forløb. En grundlæggende problem ved evalueringer er spørgsmålet om, hvad informationen skal bruges til.