Ligebehandlingsnævnets praksis

Præsentationer af emnet: "Ligebehandlingsnævnets praksis"— Præsentationens transcript:

1 Ligebehandlingsnævnets praksis
SJLAW Advokaterne Karen-Margrethe Schebye og Arvid Andersen Gå hjem møde 13. marts 2013 Gå hjemmøde den 13. marts 2013

2 Ligebehandlingsnævnet i 2012
Lidt statistik for Ligebehandlingsnævnets virke i 2012 Antal modtagne klager: 426 (heraf angik 257 sager forhold på arbejdsmarkedet) Antal afgjorte sager: 243 (hvortil kommer 131 sager som er afvist af sekretariatet) Nævnet har afholdt 26 møder (planlagt 36 møder i 2013) Gennemsnitlig sagsbehandlingstid: 9,2 måneder (8,9 mdr. i 2011 og 9,0 mdr. i 2010)

3 Ligebehandlingsnævnet i 2012
De afgjorte sager fordeler sig på følgende områder Køn: 69 Etnicitet: 11 Religion: 5 Alder 64 Handicap: 22 Seksuel orientering: 5 Social oprindelse: 1 National oprindelse: 7 Politisk anskuelse: 0

4 Ligebehandlingsnævnet i 2012
Hvor mange klagere har fået medhold? Alder: 22 med godtgørelse (5 uden godtgørelse) Handicap: 2 Andre: 3 Køn: ?

5 Ligebehandlingsnævnet i 2012
Retssager: I perioden 2009 – 2011 blev der indledt 86 retssager af Ligebehandlingsnævnet, heraf 42 om køn, 41 om alder og 3 om andre forhold Der var 24 verserende retssager ved udgangen af 2011

6 Ligebehandlingsnævnets sagsområder
Ligestillingsloven Ligelønsloven Ligebehandlingsloven Lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger Barselloven Forskelsbehandlingsloven Lov om etnisk ligebehandling Lov om børnepasningsorlov (ophævet med virkning fra 1. juni 2011)

7 Ligebehandlingsnævnet
Hvordan klager man og hvad man kan opnå: Klagen skal være skriftlig Det er gratis Nævnet kan ikke tilkende eller pålægge sagsomkostninger Nævnet kan afvise en sag, og på grundlag af en realitetsbehandling give klager medhold/ikke medhold, tilkende en godtgørelse og i visse tilfælde (hvis der er hjemmel til det i loven eller overenskomst) underkende en afskedigelse Nævnet på efter påstand tilkende procesrenter

8 Ligebehandlingsnævnet
Hvordan klager man og hvad man kan opnå: Klagen skal indeholde oplysninger om klagerens navn, adresse, cpr.nr. og tlf.nr., om hvem der klages over, samt en rede-gørelse for de faktiske forhold, der begrunder klagen. Klagen skal endvidere indeholde oplysninger om, hvad klager ønsker at opnå med klagen, f.eks. godtgørelse eller en stillingtagen til, om en bestemt adfærd udgør en ulovlig forskelsbehandling. Der kan vedlægges materiale, der underbygger klagen.

9 Ligebehandlingsnævnet
Lidt om sagsbehandlingen: Sagen behandles udelukkende på skriftligt grundlag Sagen behandles i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring. Sekretariatet kan anmode sagens parter om at medvirke til sagens oplysning. Hvis en part ikke efterkommer anmodningen inden den fastsatte frist, fastsættes en ny frist. Hvis opfordringen til at svare ikke efterkommes, kan nævnet beslutte, at sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag, jf. lov om Ligebehandlingsnævnet § 5, stk. 3.

10 Ligebehandlingsnævnet
Nævnets afgørelser: Bliver afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterlevet, skal nævnet på klagerens anmodning og på dennes vegne indbringe sagen for domstolene. Omkostningerne forbundet med gennemførelse af denne retssag afholdes af Ligebehandlingsnævnet – se fx UfR H

11 Praksis - alder Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 26. september 2012
”En landmålingstekniker blev opsagt fra sin stilling hos et landinspek-tørfirma. Klager var på tidspunktet for afskedigelsen 63 år. Det for-hold, at klager på afskedigelsestidspunktet var 63 år, og at han var den ældste af landmålingsteknikerne, var ikke i sig selv en faktisk omstændighed, der gav anledning til en formodning for forskels-behandling på grund af alder. Nævnet fandt herefter, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at for-mode, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Det forhold, at klager var blevet spurgt til, hvornår han på-tænkte at gå på efterløn, kunne ikke føre til et andet resultat. Da klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, fik klager ikke medhold i sin klage.”

12 Praksis - alder Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 22. august 2012
”Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbin-delse med afskedigelse fra arbejdet som elektriker hos indklagede. Nævnet fandt ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling. Nævnet lagde til grund, at der ved afskedigel-sesrunden den 26. november 2009 blev afskediget fem ud af 14 med-arbejdere i det værksted, hvor klager var ansat. Alderen for de af-skedigede medarbejdere var henholdsvis 34 år, 35 år, 52 år, 61 år (klager) og 62 år. Nævnet lagde også til grund, at ud af den samlede medarbejdergruppe hos indklagede udgjorde antallet af medarbejde-re mellem år i alt otte medarbejdere, hvorimod antallet af medarbejdere mellem udgjorde i alt seks medarbejdere. An-delen af ældre afskedigede medarbejdere var således ikke uforholds-mæssig stor henset til alderssammensætningen af den samlede med-arbejderstab. Klager fik derfor ikke medhold.”

13 Praksis - alder Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 31. oktober 2012
”Det var forskelsbehandling på grund af alder, at en kvinde på 61 år, blev ud-peget til forflyttelse i forbindelse med en organisationsændring. Ud over kla-ger blev yderligere fem medarbejdere udpeget til forflyttelse. Alle de udpe-gede var i alderen år og var de seks ældste i gruppen af medarbejdere med den type opgaver, der skulle flyttes. Klager havde i 2004 og 2005 alene arbejdet 15 procent og 5,4 procent med denne type opgaver. Alle øvrige med-arbejdere var yngre, og i hvert fald én af de yngre medarbejdere havde en væsentlig højere andel af opgaverne end klager. Derved havde klager påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning for forskelsbehandling. Ind-klagede havde oplyst, at der ud over klager kun var én anden medarbejder, det var muligt at udpege til forflyttelse, idet de øvrige medarbejdere besad kompetencer, som indklagede ønskede at beholde fremover. Indklagede hav-de imidlertid ikke redegjort nærmere for, hvorfor klager i forhold til denne anden medarbejder blev anset for bedre egnet til forflyttelse. Indklagede havde derfor ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Klager blev tilkendt en godtgørelse på kr.”

14 Praksis - alder Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 5. december 2012
”Klager der var 51 år, blev afskediget fra sin stilling som lærer på den indklagede efterskole. Der blev afskediget fem ud af 14 med-arbejdere. Fire ud af de fem afskedigede var blandt de fem ældste medarbejdere. Klager havde derved påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for for-skelsbehandling på grund af alder. Indklagede havde ikke redegjort for, hvilke kompetence man havde tillagt vægt, herunder hvorfor de tilbageblevne medarbejderes kompetencer var af større værdi for indklagede, end klagers. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på kr., svarende til ni måneders løn.”

15 Praksis - handicap Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 9. maj 2012
”Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en klager ansat i fleksjob blev forflyttet til en anden by og siden opsagt på grund af sygefravær. Klager havde et handicap i form af en ryglidelse, som medførte, at hun ikke kunne klare den øgede transporttid mellem hjemmet og det nye arbejdssted. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at give klager mulighed for forsat at udøve sin beskæftigelse, uanset hendes handicap. Nævnet fandt, at indklagede ikke havde sandsynliggjort, at indklagede ville være blevet pålagt en uforholdsmæssig stor byrde, hvis klager skulle forsætte med at arbejde på hendes oprindelige arbejdssted. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på kr.”

16 Praksis - handicap Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 9. maj 2012 – fortsat I præmisserne hedder det blandt andet: ”Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klagers ryglidelse er et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at klager som følge af sin ryglidelse har varig funktionsnedsættelse, der medfører et kompensationsbehov i form af nedsat arbejdstid samt mulighed for skiftende og varierede arbejdsopgaver, for at hun kan fungere på lige fod med andre i tilsvarende situation. Det er ubestridt af parterne, at klager var i stand til at varetage arbejdsopgaverne også i det nye arbejdssted i Y-by, og at hendes skånehensyn i forhold til arbejdsopgaverne kunne tilgodeses. Problemet var imidlertid, at klager på grund af sin ryglidelse ikke kunne klare den længere transport mellem hjem og arbejdsstedet i Y-by.”

17 Praksis - handicap Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 13. september 2012 ”En kommune havde hverken overtrådt ligebehandlingsloven eller forskelsbe-handlingsloven, da en pædagog i en skolefritidsordning nogle måneder efter sin barselorlov blev omplaceret til en anden institution og efterfølgende af-skediget. Klager var efter barselorloven sygemeldt på grund af en gigtsygdom, som medførte en ryglidelse. Der var ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede ved omplaceringen eller den ef-terfølgende afskedigelse havde handlet i strid med ligebehandlingsprincippet. Omplaceringen medførte ikke ændringer i klagers løn- eller ansættelsesvilkår og afskedigelsen skete først ca. 3/4 år efter sin barselorloven. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at det ville være muligt at tage de fornødne skånehensyn, således at klager ville kunne fungere som pædagog i den anden institution, og sammenholdt med klagers omfat-tende sygefravær, fandt nævnet, at beslutningen om at afskedige klager, ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.”

18 Praksis - handicap Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 22. februar 2012 ”Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som socialpædagog ved handi-capområdet i en kommune. Nævnet vurderede, at klager som følge af en blodprop i hjernen havde et varigt nedsat funktionsniveau, som medfører et kompensationsbehov for, at hun vil kunne fungere på lige fod med de øvrige socialpædagoger. Nævnet fandt derfor, at klager havde en funktionsnedsæt-telse, som måtte anses for at være handicap i forskelsbehandlingslovens for-stand. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at klager ikke var egnet til fortsat at varetage stillingen som socialpæda-gog ved handicapområdet. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilside-sætte arbejdsgiverens vurdering af, at det ikke var muligt at træffe hensigts-mæssige foranstaltninger, som kunne gøre det muligt for klager fortsat at varetage stillingen som socialpædagog.”

19 Praksis - handicap Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 14. marts 2012
”En kvinde mente, at hun blev opsagt fra sit job som sagsbehandler i en sygedagpengeafdeling på grund af sin alder og sit handicap. Lige-behandlingsnævnet fandt, at klagers skulderskade udgjorde et han-dicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet den indebar en funk-tionsnedsættelse, der medførte et kompensationsbehov i form af, at klager var afhængig af en personlig assistent for at kunne klare sit arbejde. Klager havde dog ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskels-behandling på grund af handicap eller alder. Det var ikke tilstræk-keligt til at påvise faktiske omstændigheder, at klager var den ældste i sygedagpengeafdelingen, eller at hun havde et handicap. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.”

20 Praksis - handicap Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 15. november 2012 ”Klager, der er døv, søgte en stilling som chauffør hos indklagede og fik afslag, da indklagede søgte en hørende chauffør til at hente og bringe vasketøj til kommunens borgere. Nævnet lagde til grund, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Næv-net vurderede, at det forhold, at indklagede stillede generelt krav om, at chauffører skulle være hørende, var egnet til at forskelsbe-handle døve ansøgere eller ansatte på grund af deres handicap. Næv-net fandt dog, at der var saglige grunde til at stille krav om, at chaufføren kan kommunikere mundtligt med borgeren. Nævnet fandt ikke, at indklagede havde tilsidesat deres forpligtelse til at undersø-ge, om der ved hjælp af særlige foranstaltninger var mulighed for at ansætte en døv chauffør. Nævnet fandt derfor, at indklagede ikke havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forhold til det konkrete arbejde. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.”

21 Ligebehandlingsnævnets
saglige kompetence Forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 7: ”Loven finder ikke anvendelse, hvis et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap følger af en kollektiv overenskomst eller aftale, der som minimum svarer til bestemmelserne i det i bilag 1 til loven optrykte direktiv nr. 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.”

22 Ligebehandlingsnævnets
saglige kompetence Forskelsbehandlingslovens § 8 a: ”Klager over overtrædelse af forbuddet mod forskels-behandling efter denne lov og over overtrædelse af forbuddet mod repressalier i § 7, stk. 2, behandles af Ligebehandlingsnævnet.”

23 Ligebehandlingsnævnets
saglige kompetence Lov om ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 5 ”Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager fra en lønmodtager om brud på bestemmelser i kollektive overenskomster, der indeholder tilsvarende pligt til ligebehandling eller lige løn som lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæf-tigelse m.v., jf. denne lovs § 1, stk. 9, lov om lige løn til mænd og kvinder, jf. denne lovs § 1, stk. 5, eller lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsord-ninger, jf. denne lovs § 2, eller tilsvarende pligt til ikkeforskelsbe-handling som lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejds-markedet m.v., jf. denne lovs § 1, stk. 6 og 7, hvis lønmodtageren godtgør, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet.

24 Ligebehandlingsnævnets
saglige kompetence Lov om ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 5 ”Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager fra en lønmodtager om brud på bestemmelser i kollektive overenskomster, der inde-holder tilsvarende pligt til ligebehandling eller lige løn som lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. denne lovs § 1, stk. 9, lov om lige løn til mænd og kvin-der, jf. denne lovs § 1, stk. 5, eller lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger, jf. denne lovs § 2, eller tilsvarende pligt til ikkeforskelsbehandling som lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., jf. denne lovs § 1, stk. 6 og 7, hvis lønmodtageren godtgør, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet.

25 U H ”Det kan ikke antages, at det i et tilfælde, hvor den faglige organisation er indstillet på at forfølge et eventuelt krav, har været tilsigtet at give frit valg mellem det fagretlige system og domstolene. A og B kan som medlemmer af HK herefter kun anlægge sag ved de almindelige domstole vedrørende kravene om godtgørelse for usaglig afskedigelse, såfremt de godtgør, at HK har valgt ikke at forfølge deres krav. HK opgav ikke at forfølge A's og B's krav, men valgte at lade kravene forfølge ved domstolene.”

26 U H ”Som det bl.a. fremgår af Arbejdsrettens dom af 19. maj 2009, er der mellem LO og DA enighed om, at § 4, stk. 3, i Hovedaftalen af 31. oktober 1973 mellem disse parter skal forstås således, at adgangen til at indbringe sagen for Afskedigelsesnævnet for så vidt angår lovbaserede krav alene er et tilbud, der ikke afskærer den ansatte - eller LO's organisation som mandatar for denne - fra at indbringe sagen for de almindelige domstole. Denne forståelse af Hovedaftalens § 4, stk. 3, som ligger inden for bestemmelsens ordlyd, må også være bindende for Dansk Handicap Forbund, der i overenskomsten med HK har tiltrådt, at Hovedaftalen er gældende for overenskomstforholdet. Det krav, som HK som mandatar for A gør gældende, er lovbaseret, idet det er et krav om godtgørelse efter funktionærlovens § 2b. Det forhold, at HK havde indledt en fagretlig behandling efter bestemmelserne i Hovedaftalens § 4, stk. 3, ved at foranledige forhandlinger lokalt og på centralt organisationsniveau, kan - da HK ikke indgav klage til Afskedigelsesnævnet - i overensstemmelse med Arbejdsrettens dom af 19. maj 2009 ikke føre til, at adgangen til at indbringe sagen for domstolene er blevet afskåret.”

27 U H ”Som anført i Højesterets dom af 26. marts 2007 (UfR H), kan det ikke antages, at det i et tilfælde, hvor den faglige organisation er indstillet på at forfølge et eventuelt krav, har været tilsigtet at give frit valg mellem det fagretlige system og domstolene. A kan som medlem af Sømændenes Forbund således kun anlægge sag vedrørende betalingskravet ved de almindelige domstole, såfremt han godtgør, at Sømændenes Forbund ikke vil forfølge kravet. Efter formuleringen af brevet af 4. maj 2009 fra Sømændenes Forbund lægger Højesteret til grund, at erklæringen om, at forbundet ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af A's krav, kun er afgivet for at undgå, at Sø- og Handelsretten afviste sagen. Det er endvidere ubestridt, at Sø-mændenes Forbund betaler for A's sagsførelse for domstolene. Højesteret finder herefter, at A ikke har godtgjort, at forbundet ikke vil forfølge hans krav. A er derfor ikke i medfør af arbejdsretslovens §22, stk. 1, jf. § 11, stk. 2, berettiget til at få sit krav behandlet ved de almindelige domstole.”

28 U H ”Forbundet meddelte ved brev af 13. april 2005 A, at man opgav at føre sagen. Efter mæglingsmandens udtalelse af 13. februar 2006 traf 3F imidlertid beslutning om at støtte A's krav. Forbundet kunne på dette tidspunkt ikke inden for gældende tidsfrister forfølge kravet ved faglig voldgift eller Afskedigelsesnævnet. I stedet udtog forbundet som mandatar for A stævning med påstand om godtgørelse for usaglig afskedigelse. Højesteret finder, at 3F under disse omstændigheder ikke kan anses at have opgivet at forfølge A's krav. A kan derfor ikke under denne sag, der er anlagt af 3F Sydfyn som mandatar for A, få kravet vedrørende usaglig afskedigelse behandlet ved domstolene, og Højesteret afviser derfor sagen.”

29 Ligebehandlingsnævnets praksis
ØLD 19/ B Ligestillingsnævnets afgørelse 27/2006 (14. september 2006) Ligebehandlingsnævnets afgørelse 9/2011(28. januar 2011) Ligebehandlingsnævnets afgørelse 340/2012 (13. september 2012)

30 Afvisning i øvrigt Forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet § 11.
”Sekretariatet kan beslutte at afvise sager, der ikke skønnes egnet til nævnsbehandling, jf. lov om Ligebehandlingsnævnet § 5, stk. 4 [må være 2]. Det kan for eksempel være, fordi behandlingen af sagen vil forudsætte en egentlig bevisførelse, herunder afhøring af vidner. Afgørelsen om afvisning skal være ledsaget af en begrundelse og klagevejledning. Stk. 2. Afgørelsen om afvisning kan indbringes for nævnet inden for en frist af 4 uger efter, at klager har fået meddelelse om afgørelsen.”

31 Afvisning i øvrigt Retsplejeloven § 501:
”Fremsættes der indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes det efter den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, jf. stk. 2-4, betænkeligt at fremme forretningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshaverens anmodning. ……. Stk. 4. Fogedretten kan nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang eller beskaffenhed eller af andre særlige grunde bør ske under almindelig rettergang.

32 Eksempler: Ligebehandlingsnævnets afgørelse 13 / (24. januar 2013) Ligebehandlingsnævnets afgørelse 434 / 2012(05. december 2012) Ligebehandlingsnævnets afgørelse 439 / 2012 (05. december 2012)