Præsentation er lastning. Vent venligst

Præsentation er lastning. Vent venligst

Gomorgen. Vi skal tage hul på foredragsrækken

Lignende præsentationer


Præsentationer af emnet: "Gomorgen. Vi skal tage hul på foredragsrækken"— Præsentationens transcript:

1 Gomorgen. Vi skal tage hul på foredragsrækken
Kanon og din danskundervisning - en brugsanvisning, som Dansklærerfaggruppen her på Blaagaard har besluttet at tilbyde især 2. årgang, for at ruste jer til at komme ud i skolen og arbejde under den kanonlov, som trådte i kraft pr. 1. august For dem af jer, der ikke kender mig, så er det altså mig, der er Mette Tønnesen, som annonceret på opslaget. met /2006

2 Den SAMTALE, vi er i gang med om kanon har ikke, som man kunne tro, et skarpt fokus på FORTIDENS KLASSIKERLANDSKAB OG DETS KVALITETER. Kanonsamtalen drejer sig nok så meget om FREMTIDENS LITTERATURUNDERVISNING - OG HVAD VI SKAL LÆSE MED ELEVERNE I SKOLEN DÉR. Samtalen foregår især i, hvad vi kunne kalde et LITTERATURSAMFUND. Der er en række gatekeepers. De er uddannede til at vide noget om bestemte kvaliteter og sikrer, at samtalen holder et bestemt niveau. Vores samtale om de litterære og kulturelle værdier bliver nogen gange omtalt som ”kulturkamp”. Kanonlandskabet, vi skal ind i er altså ikke noget naturfænomen. Det er et symbollandskab, hvor de symbolske værdier står til forhandling og forvandling. Vores samtale går altså ikke alene ud på at få udpeget nogle mere objektivt iagttagelige størrelser, fx litterær kvalitet, som utvivlsomt også findes i de forhold, vi taler om, men i høj grad også på, HVAD vi GERNE VIL. Lad mig give eksempler på det jeg siger med nogle citater fra Kanonrapporten fra 2004. met /2006

3 Jeg har valgt nogle stemmer ud, der taler fra mere eller mindre centrale og magtfulde positioner i litteratursamfundet. Jørn Lund, kanonudvalgets formand, har vi hørt. På den anden side har vi: Professor Torben Weinreich. Danmarks første og hidtil eneste professor i børnelitteratur. Torben Weinreich har været initiativtager til kanondebatten. Selv er han varm fortaler for en værkkanon. En liste med konkret udvalgt ældre børnelitteratur, der skulle læses i folkeskolen. Weinreich udsendte selv et forslag til en sådan liste. Weinreich har i bøger og debatindlæg præsenteret en række præcise hensigter med sit udspil. Dels at han gerne så, at den ældre børnelitteratur i det hele taget fik en placering i uddannelsessystemet . - Dels, at han gerne så selve udvælgelses- /kanoniseringsprocessen sat til åben diskussion. Børnelitteraturvinklen kommer Karen Vilhlemsen ind på næste gang, så vi går let over den her. Hvad angår ønsket om at afdække og offentlig gøre kanoniseringsmekanismerne i litteratursamfundet, så har TW også meget præcise hensigtere. Han vil have diskussioner om konrete værker - for at få synliggjort de kriterier, vi lægger til grund, når vi giver litteratur stemplet god eller dårlig. Han siger met /2006

4 Vores særlige emne i dag ER altså selve KanonDEBATTEN om ældre dansk litteratur i folkeskolen. Vi har præciseret det vi snakker om til at være: Den ældre danske litteraturs placering i folkeskolens danskundervisning i fremtiden. I de Kanonudvalgets rapport fra 2004, og Kanon som rettesnor fra 2005, som vi har anbefalet I læste, inden vi gik i gang, taler forfatterne om, at den ”gode litteratur”, ”klassikerne” repræsenterer en ”kulturarv”. Det vi vælger at HAVE med ind i fremtiden af fortiden, bidrager til at konstruere vores forestilling om HVEM VI ER og til at lægge grundlaget for, HVORDAN VI KAN HANDLE. Inden vi går over til at se nærmere på stemmerne fra litteratursamfundet - lige få ord til kulturbegrebet, vi har mødt. met /2006

5 STADIG, skriver Jørn Lund, fordi det også står i rapporten, som vi så.
Men nu udvider han udsagnet og lægger endnu større vægt på, at vi lærere skal mene noget: ” Et af udvalgets vigtigste resultater er nok, at rapporten, ligesom Torben Weinreichs talrige udspil, har intensiveret debatten og skolens tekstvalg; i den sammenhæng er kritik både naturlig og ønskelig.” Ikke alene beder Jørn Lund altså om at få kvalitetsvurderingerne anfægtede - vedrørende valget af forfatterskaber. Nej, her opfordres vi direkte til diskussion og kritik i forbindelse med SKOLENS TEKSTVALG. Det er NATURLIGT OG ØNSKELIGT, hedder det hos Jørn Lund. Det er den opfordring til selv at gå ind og tage del i KANONDEBATTEN vi er i gang med at følge her. Det betyder for os lærere, at vi skal kende forskellige udvælgelseskriterier som redskaber. Derfor er det vigtigt, at vi sammen ser dem, som allerede er blevet anvendt nærmere efter i sømmene. Selvom selve debatten altså ikke er et ”indholdselement” i folkeskolen. Så er den et nødvendigt indholdselement i en læreruddannelse. Vi lærere skal nemlig vide, hvad vi gør, når vi vælger tekster ud. Det er ikke nok bare at vælge efter kanonlister - heller ikke fnår det gælder forfatterskaber. met /2006

6 Professor Torben Weinreich
”Frem for at lade tilfældighederne råde, skal en kanon bygge på eksplicitte overvejelser og principper. Dermed kan en kanon åbne en ellers skjult proces”. Et tidligere kanonudvalg barslede i 1994 med en rapport. Hvordan den er forskellig fra det nuværende udvalgs rapport, samler den nye rapport om sådan her: ”Hvor 1994-udvalget lægger hovedvægten på analyse, teori og kulturpolitiske tilkendegivelser, skal 2004-udvalget arbejde sig frem mod konkrete anbefalinger” (Kanonrapporten, 2004) Nu er der bare det interessante - at vores sidste rapport, der vil have ”konkrete anbefalinger” netop IKKE anbefaler VÆRKER, sådan som Torben Weinreich har foreslået at gøre - men FORFATTERSKABER. Og desuden taler den rapport rigtig meget om KULTUR. Knapt så meget om LITTERATUR. Professor Torben Weinreich met /2006

7 LITTERATUR KULTUR Kanonrapport 1994 Kanonrapport 2004
Klassikere har: Universalitet - almengyldighed Transhistorisk rækkevidde Kompleksitet og sluttethed Mangetydig flerstemmethed Kanonrapport 2004 Ældre litteratur: Forfatterskaber Kulturel identitet Hvis vi ser på dynamikken mellem de to rapporter og den lovgivning det er mundet ud i fra 2005 om, HVAD SKOLEN SKAL GØRE, så ligner tanken dette: 1994-rapporten opregner HVAD VI HAR (ubrugte klassikere i litteraturbanken) 2004-rapporten opregner HVAD VI ER (danskere med uformuleret identitet) 2005-loven fortæller HVAD VI GØR (henter kapitalen i banken og sætter den ind) met /2006

8 Dynamikken bag Kanon-lov
1994-rapporten opregner HVAD VI HAR (ubrugte klassikere i litteraturbanken) 2004-rapporten opregner HVAD VI ER (danskere med uformuleret identitet) 2005-loven fortæller HVAD VI GØR (henter kapitalen og sætter den ind) met /2006

9 For tiden kommer der mange nye litteraturhistorier, For det vi er ved er jo at genskrive historien - med vores kulturelle identitet, vores fremtidige samfund og hvad vi kan der og med ”kulturkapitalen” for øje. Om det siger en litteraturhistoriker, der har været med til at rejse diskussionen om den ældre litteratur i skolen - og som nu er medforfatter på endnu en ny litteraturhistorie dette her: met /2006

10 Børnelitteratur ikke taget med i skolebøgerne
Mange børnelitterære titler har ikke overlevet glemselen fordi de ikke blev holdt i live i skolens undervisning. (Kanon som rettesnor, Ingelise Moos & Karen Vilhelmsen) Børns og kvinders litteratur er slet ikke kommet med i betragtning, når der skulle vælges kvalitet i undervisnningsøjemed. met /2006

11 I de formuleringer fra Kanonrapporterne, jeg har brugt i indledningen, ligger der allerede nu ord, der kunne kræve omfattende præciseringer. Hvis vi skal være enige om, HVAD DET ER VI TALER OM. Det gælder ”litteratur” - og det gælder ”kultur”. I første omgang skal jeg lige pege på 3 forskellige dimensioner af, hvad vi forstår som KULTUR. Jeg fokuserer i første omgang på ”kultur”-begrebet, fordi det er centralt i den sidste kanonrapport. Jeg begynder i midten: Vores ældre litteratur er noget ”vi har”. Den er en fælles ejendom - og ”vi” er alle personer, der læser og taler dansk. Ligger arven uberørt hen (uberørt af vores skolesystem), forbliver den en slags urealiseret kapital, vi har i banken. Vi taler om den som en arv. Vi har arvet H.C. Andersens, Klaus Rifbjergs, Johannes V. Jensens, Ingemanns og Halfdan Rasmussens tekster. Samtidig hedder det, at den arv skal fortælle os noget om, hvem vi ER. ”Vi” er stadigvæk os allesammen i samme kategori uanset etnicitet, alder (barn eller voksen), køn (mand, kvinde, transvestit), klassetilhørsforhold (rengøringskone, seminarierektor, lærer etc.). Endelig er det hensigten, at vi, når nogen har givet os arven, så skal vi HANDLE på en bestemt måde, som er i overensstemmelse med dem, vi er. Jeg vender tilbage til denne tredeling. Blot vil jeg ligehave plantet de tre forskellige dimensioner i jeres hoveder, inden vi fortsætter. Nu tilbage og se på litteratursamfundets stemmer i debatten. met /2006

12 Christian Kock taler nemlig om, at arbejdet med en litterær kanon kan munde ud i enten at fokusere på det, han i Kanon som rettesnor kalder OPBYGGE KULTUREL KAPITAL I modsætning til det, han kalder OPBYGGE MELLEMMENNESKELIG KUNNEN Det vil jeg lige bruge lidt tid på at uddybe. For her kommer vi helt ind i billedet som lærere. Dels er der nemlig hvilke forfattere og hvilke tekster, vi har at trække på på vores kanonliste. Dels er der imidler tid den omtalte dynamik imellem KULTUR som noget vi er og KULTUR som noget vi HAR og endelig KULTUR som noget vi gør. Til at illustrere nogle pointer omkring dette trækker jeg en forfatterrepræsentant på banen fra vores panel af kanondebattører: Jens Smærup Sørensen. Han siger om dette her: met /2006

13 Den stemme, vi skal høre nu er en forfatters
Den stemme, vi skal høre nu er en forfatters. Altså fra et helt andet sted i debatten end fra de UDDANNEDE gatekeepere - her er det fra et producentled så at sige. Hvad siger Jens Smærup Sørensen her? Han siger, at for ham var den litteraturhistoriske oversigt, han fik i skolen en ADGANGSBILLET TIL NOGLE ANDRE SOCIALE LAG Altså - især en ”KULTUREL KAPITAL” Hvad mener Christian Kock så med at skelne mellem en sådan ADGANGSBILLET til særlige sociale lag - og hvad han kalder MELLEMMENNESKELIG KUNNEN? Det er DET spørgsmål vi som lærere skal øve os på at svare på. Hvad er det litteraturen kan og litteraturundervisningen - hvad angår mellemmenneskelig kunnen? Hvad er det Mathilde Fibigers stærke og selvstændige kvinde-figur taler om, når hun taler om, at der findes en dannelse, der er som FERNIS - den sidder udenpå? Det spørgsmål, kan vi ikke besvare i dag. Men vi SKAL besvare det, hvis vi skal svare på, HVAD VI VIL med litteraturundervisning og tekstudvalg i skolen i fremtiden. met /2006

14 met /2006

15 met /2006

16 Efter min opfattelse er det, vi som lærere skal kunne, at skelne mellem vores viden om litteratur - og at kunne se på litteratur - ikke alene som æstetiske produkter skabt af sprog - men som en særlig viden. Det er en særlig viden om, hvordan dynamikken mellem kultur som noget vi har, noget vi er og noget vi gør bliver til i det enkelte subjekt. Litteraturen er nemlig det eneste sted, hvor kvaliteten subjektivitet er noget i sig selv. Litteraturen er subjektiviteternes mødested. Her er det en kvalitet, at der er plads til så mange forskellige subjektive erfaringer og indlevesler som muligt. Altså er den dynamik, som er den centrale i litteraturllæsnignen: hvordan æstetisk erkendelse bliver til genkendelse , subjektiv erfaring og empat - (med sig selv?). Det er litteraturvalgets - og litteraturundervisningens store udfordring i dag. met /2006

17 met /2006

18 met /2006

19 Clara Raphael-fejden 1851 Her kort et eksempel på et stykke litteratur, som ikke er med i kanon. Værket har haft stor kulturpolitisk betydning i Danmark. Det udløste en ophedet offentlig debat i samtiden om kvinders adgang til uddannelse, bl.a. om kvaliteten af pigeskole-undervisningen. Forfatteren var en 20-årig ung kvinde Mathilde Fibiger ( ) I brevromanen med itelen Clara Raphael lader forfatteren en ung huslærerinde, som er ansat hos en forpagterfamilie på Lolland skrive til veninden om sin utilfredshed med arbejdet, med familielivet, med de snævre rammer for konversationen i dagligstuerne, (hvor der kun er udsigt til køkkenhaven og et gadekær med snadrende ænder - ingen svaner - som hun understreger), den ortodokse præst, kort sagt de fængselslignende rammer om et kvindeliv ikke kun i provinsen var underlagt. Det nye ved romanen i forhold til dansk litteratur indtil da, er den stærke selvstændige og selvsikre kvindelige jeg-figur, der insisterer på adgang til at udtrykke sig frit og deltage i den offentlige debat. Det var altså først og fremmest figuren og dens insisteren på selvstændighed, der var det nye. Der var ikke oprørske holdninger til tidens nationalliberalisme, deltagelsen i krigen, eller andre større samfundsideologiske bastioner. Kvinden insisterede blot på at være med på slagmarkerne for krig og politik. Derfor faldt både venstre- og højrefløj over romanen med kritik. Socialister fordi hun ikke krævede samfundsreformer, nationalliberalister fordi hun ville have borgerskabets kvinder ud af køkken og dagligstue. Lad os lige læse et par citater. met /2006

20 ”Ja, mændene have tusinde Midler til deres Uddannelse
”Ja, mændene have tusinde Midler til deres Uddannelse! Foruden Studier have de den frie Udvexling af Tanker med deres Venner, som de selv kunne vælge! Men vi! ... Det er ikke kvindeligt at sige imod! Man må ikke stikke af blandt de andre!” (Mathilde Fibiger, Clara Raphael) Hovedpersonen, en ung lærerinde, harmes over ikke at kunne øve sig i at tale så meget hun vil og om hvad hun vil. Eller ligefrem at få adgang til uddannelse i at udtrykke sig bedre. Kvinder havde som bekendt på dette tidspunkt ikke adgang til de højere uddannelser og slet ikke til kunstakademierne - hvor argumenter som, at der blev malet efter nøgenmodeller var helt almindelige. met /2006

21 ”..siden jeg læste hans Bemærkning om at vi ikke fik vore Begreber klarede af Mangel paa Leilighed til at udtale dem i Ord, er der kommet et Taleraseri over mig, Jeg har selv prøvet at tale med folk om ”Noget”, men det har ikke havt anden Virkning, end at de troe, jeg har en Skrue løs.” (Mathilde Fibiger, Clara Raphael) For romanen fik Mathilde Fibiger 5 gange den årsløn hun kunne tjene som huslærerinde. Så man kan da ikke fortænke hende i, at hun drømte om en reel karriere som forfatter og offentlig samfundsdebattør. Teksten er ikke alene kulturelt nybrydende. Den udløste altså en voldsom kulturdebat i nationale aviser bl.a. Berlingske Tidende. Den blev genudgivet 43 år efter den samme udgivelse i og derefter først 83 år senere igen - i 1976, hvor en fremsynet tante gav mig den i fødselsdagsgave. Jeg var 21. Som ung kvinde i 1976 var jeg overrasket over så relevante og vedkommende romanens temaer stadigvæk forekom mig. Sprogligt set var den også overraskende moderne - med metaforer som taleraseri, skrue løs, prøve at tale om ”Noget” etc. met /2006

22 ”.. Frøken Sonne er smuk, men affecteert, og har altfor meget af den falske Dannelse, der sidder udenpå som Fernis.” Se her et sidste citat, hvor Clare Raphael udtrykker et dannelsessyn, hun har. met /2006

23 Hvad synes du ? Kanon skaber skole skaber skole kanon?
Det er op til dig - dit litteraturvalg, din litteraturundervisning, din formidling af historisk og litterær bevidsthed til dine elever i din danskundervisning. God fornøjelse med opgaven. met /2006


Download ppt "Gomorgen. Vi skal tage hul på foredragsrækken"

Lignende præsentationer


Annoncer fra Google