Evidens om vejledning Gitte Wichmann-Hansen, adjunkt, ph.d.

Præsentationer af emnet: "Evidens om vejledning Gitte Wichmann-Hansen, adjunkt, ph.d."— Præsentationens transcript:

1 Evidens om vejledning Gitte Wichmann-Hansen, adjunkt, ph.d.
Aarhus Universitet Tak. Jeg vil starte med kort at sige lidt om, hvem jeg er og så vil jeg sige lidt om, hvordan jeg har tænkt programmet for denne her workshop ser ud de næste 45 minutter. Jeg arbejder til daglig som adjunkt på det, der hedder Enhed for Medicinsk Uddannelse, som er en kombineret forsknings- og udviklingsenhed på Århus Universitet, hvor vi primært arbejder med at udvikle den medicinske uddannelse og det medicinske undervisningsområde. Derudover varetager vi også en række forskellige opgaver indenfor det universitetspædagogiske område generelt, idet vi både forsker og underviser i universitetspædagogik. Det kan være jeg lige skal nævne at selvom jeg er havnet på sundhedsvidenskabeligt fakultet, er jeg ikke selv læge af uddannelse. Jeg er udannet cand.mag. i pædagogik men har taget min ph.d. i sundshedsvidenskab og specialiseret mig i pædagogik indenfor sundhedssektoren, så jeg lugter kun lidt af læge. Min hovedinteresse både forsknings- og undervisningsmæssigt har overvejende været på vejledningsområdet, både vejledning i relation til oplæring og træning på arbejdspladser men i stigende grad også vejledning knyttet til opgaveskrivning og forskningsforløb på universitetet. Og det ahr senest udmøntet sig i at jeg i efteråret lavede et review, dvs. en systematisk litteratursøgning over hvad findes der af evidensabaseret litteratur om vejledning knyttet til opgaveskrivning og projekt- og forskningsforløb på universitetet. Og det er det review, jeg har tænkt mig at præsentere for jer nu. Og det har jeg tænkt mig at gøre ved at jeg vil lave sådan en lidt klassisk præsentation hvor jeg fortæller jer om den forskningsmetode vi brugte og de resultater og konkluysioner vi nåede frem til. Og det varer max. ½ time, nærmere 20 minutter. Og derefter havde jeg tænkt at ordet var frit, så vi har i hvertfald 15 og måske nærmere 20 minutter til at I både kan stille spørgsmål til min fremlæggelse men også frit associere videre og melde ind med de tanker, det vækker hos jer. Og hvis vi når det kunne jeg godt tænke mig hvis vi kunne nå at berørere en diskssuion om, hvor forskningen indenfor dette her felt med fordel kan bevæge sig hen i frmetiden. Jeg kommer til sidst i mit oplæg med nogle bud på baggrund af det review jeg har lavet men jeg er meget nysgerrig efter at høre om I har nogle gode ideer. Hvad synes I forskningen skal undersøge..? Hvad har I brug for at vide mere om? Det var lidt om mig og programmet for denne her session. Så jeg synes vi skal kaste os ud i det. Det første jeg vil sige om denne her litteratursøgning er, at jeg netop har publiceret den som en reviewartikel i det seneste nummer af Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift, som jo bekendt er DUN’s tidsskrift. Jeg har skrevet referencen på artiklen nederst på det papir, som I får bagefter, hvor jeg også har kopieret de centrale slides fra denne her præsentation. Men jeg tillader mig at vente med at dele papiret ud til bagefter. Og jeg skal også lige nævne, at af artikelreferencen fremgåpr det også at Berit Eika og Annemette Mørske fra Enhed for Medidicnsk Udananlse er meforfattere på artiklen og har været med til sparring på projektet. Baggrunden for at jeg lavede denne her litteratursøgning var at jeg på mange måder mener, at der er en tendens til at vejledning lever et usynligt liv på universitet og ufortjent er en lidt overset undervisningsform på universitetet. For det første indgår vejledning ikke formaliseret som en del af universiteternes beskrivelse af deres undervisningsaktiviteter (hvad man ser hvis man konsulterer Universitetsloven). For det andet finder man i studieordninger kun få og overordnende bestemmelser for, hvad der skal foregå i vejledningen og hvordan det skal foregå (Rienecker L. et al 2005). For det tredje synes vejledningen at være underlagt en antagelse om, at dygtige fagfolk, der behersker sit fags viden, metode og teknikker, også naturligt agerer som dygtige vejledere, når det gælder akademisk tænkning og skrivning. Den antagelse mener jeg at se udtrykt ved at der er et påfaldende fravær af konkrete beskrivelser af, hvordan vejledere sikres pædagogisk kvalificering, og hvordan vejledning systematisk evalueres. For det fjerde er vejledning en aktivitet, der foregår i det man kunne kalde ”et lukket rum”( Danmarks Evalueringsinstitut, 2000), fordi både vejledere og studerende kan opfatte situationen som intim, og begge parter omtaler oftevejledningen som et individuelt og meget personligt forhold. Oftest har studerende og vejledere kun få modeller for deres egen rolle, og vejledningen diskuteres ikke oplagt med andre kollegaer. Den begrænsede opmærksomhed omkring vejledning i universitetsregi giver mistanke om, at emnet måske også er sparsomt belyst i uddannelsesforskningen. Vi satte os for at efterforske mistanken og forsøge at synliggøre omfanget af forskningslitteratur om emnet.

2 Formålet med studiet var, at afdække, hvad der findes af publicerede studier, som empirisk har undersøgt vejledning indenfor universitetsuddannelser. Formålet med studiet var:… Det betød, at vi opstillede fire vigtige inklusionskriterier. 1. At det skulle være publicerede studier betød, at det skulle være formidlet i bøger eller artikler, som var indekseret i offentlige databaser. Dvs. ikke interne arbejdspapirer, hæfter, rapporter eller lignende uden copyright. 2. At det skulle være empirisk betød, at vi kun inkluderede evidensbaserede studier, hvilket vi i denne her sammenhægn definerede til at være studier, der rapporterer data, som er systematisk indsamlet og analyseret med et bestemt, defineret formål – til forskel fra eksempelvis teori- og lærebøger og håndbøger, der videregav forfatternes personlige erfaringer og gode råd. Der er oplagt nogle vanskeligheder forbundet med at bruge empiri som et inklusionskriterie. Begrebet empiri er i sig selv vanskeligt at operationalisere, og tolkes ofte forskelligt afhængig af fagtraditioner og videnskabsforståelser. En anden vanskelighed ved at bruge kriteriet om evidens i denne sammenhæng var, at væsentlig og spændende litteratur om vejledning måtte udelukkes, heriblandt en række velskrevne lærebøger baseret på forfatternes betydelige personlige erfaringer, vidensopsamling og syntetisering af teori på området. Vores argument for at lægge et empirisk snit på undersøgelsen var imidlertid ikke udtryk for en normativ vurdering af litteraturens kvalitet og relevans, (om det ene var er bedre end det andet) men egentlig drevet af flere ønsker og motiver:Dels et ønske om at kunne gøre status over den aktuelle forskning og anvise fremtidig forskning på området. Samtidig var vi drevet af en nyserrighed efter om, der kunne opstilles nogle anvisninger på god praksis for vejledning baseret på et samlet evidensmateriale, som lå i litteraturen. Så det var også noget af motivationen bag at lave dette her studie. 3. Og med vejledning indenfor universitetsuddannelser mente vi: opgavefaglig vejledning, projektvejledning, bachelor- og epcialevejledning og forskningsvjledning, dvs. både før efter kandidateksamen, dvs. vi ekskluderede al litteratur, der handlede om uddannelsesvejledning, karrierevejledning, erhvervsfaglig vejledning, vejledning af ledere, kollegavejledning eller andet.

3 3 DELSPØRGSMÅL Hvad er omfanget af empiriske studier?
Hvilke metoder anvendes? Hvad er studiernes formål og hovedkonklusioner? Vi opstillede tre delspørgsmål. Skriv: Omfang? Metoder? Formål og konklusioner? Dvs. Det første handlede om overhovedet at få kvantificeret litteraturen, så vi spurgte om omfanget. Derefter var vi på jagt efter mere kvalitative parametre, som hhv. gik på studiernes metode og indhold.

4 RESULTATER 50 studier (17 nordiske, 33 internationale)
Selvrapporterede data (n=39) Beskrivende formål (n=38) Hovedkonklusion: vejledningsrelationen er den mest afgørende faktor for en vellykket vejledningsproces Anbefaling: Vejledningsrelationen gives tid og opmærksomhed – især i starten af forløbet, gerne i form af klare aftaler og ”vejledningskontrakter”. Svaret på det første spørgsmål var, at med de kriterier vi havde opstillet for inklusion (at det skulle være publiceret, empirisk osv.) endte vi med at kunne inkludere 50 referencer, som fordelte sig på 17 nordiske og 33 internationale referencer. De internationale studier var primært engelske, Australske og New Zealandske. Vores andet delspørgsmål handlede om de metoder, der blev anvendt i studierne. Vi fandt, at de overvevejnde var baseret på selvrapporterede data, fordelt på kvalitative interviews (n=22), spørgeskemaundersøgelser (n=13) og dagbøger eller lignende narrative beretninger (n=4). I mindre omfang anvendte studierne dokumentanalyser (n=6) og effektmålinger(n=6), herunder eksperimenter og tests. I begrænset omfang indeholdt studierne data om reel vejledningspraksis baseret på transskriberede bånd- og videooptagelser af vejledningsmøder (n=3). Det tredje og sidste delspørgsmål om studiernes formål og hovedkonklusioner er jo det mest interessante, så det vil jeg dvæle lidt ved nu. Vi startede med at analysere og kategorisere de problemstillinger, som studierne havde undersøgt og fandt at de kunne klumpes i tre typer. Studier, der havde et forklarende formål, som typisk bestod i at de målte effekten af at indføre forskellige typer interventioner, dem var der ganske få af (i alt 5). Så var der den gruppe af studier, der havde et komparativt formål, som sammenlignede vejledningspraksis og opfattelser på tværs af fag og discipliner, dem var heller ikke mange af (i alt 7). Og så var der en gruppe af studier, som udgjorde størstedelen, nemlig studier, der havde et. beskrivende formål (i alt 38). Det, der kendetegnede de beskrivende stuider, var at deh avde til formål at beskrive studerendes og vejlederes forventinger og holdninger til og erfaringer med at indgå i vejledningsrelationer. Og hvis man skal trække en hovedkonklusion frem, som er gennemgående og dominerende på tværs af de her studier, så er det, at at en vellykket vejledningsproces først og fremmest afhænger af en god relation mellem den studerende og vejlederen. Og at etablering af en god relation vanskeliggøres af at studerende og vejledere ofte har meget forskellige forvenntinger og opfattelser af hvad god vejledning er og hvad der er en god og passende rollefordeling. Den centrale anbefaling er derfor at vejledningsrelationen faktisk skal gives meget tid og opmærksomhed, især i den første fase af vejledningsforløbet gennem etablering af klare aftaler, gerne i form af en slags kontrakter man laver med hinanden. Det er en meget fornuftig og ikke særlig ressourcekrævende investering.

5 FORSKELLIGE FORVENTNINGER
Studerende vs. vejledere Vejledere internt Studerende internt Faglige traditioner Men nu siger jeg at de her studier overbevisende peger på at forskellige personlige forventinger og holdninger og erfaringer i høj grad er på spil i et vejledningsforløb, så det vil jeg uddybe lidt og sige lidt mere om, for det er faktisk styrken i de her studier, at de får vist kompleksiteten og variationen og de dilemmaer, som vejledningen er indlejret i. Man kan kategoriesere dem lidt og sige og at der er studier, der viser, at er store forskelle på hvad studerende og vejledere som de to parter i vejledningsrelationen forventer og værdsætter ved vejledning. vejledere vs. Studerende: Hvis man ser på, hvad der står øverst på de studerendes ønskeliste over god vejledning, så viser mange af studierne, at de studerende først og fremmest ønsker at blive vejledt. Og det kan jo synes som en lidt underlig forventning (hvad vil du gerne have af din vejleder? At blive vejledt!!!), men forklaringen som gives i studierne er at de studerende reelt har oplevet mangelfulde eller helt fraværende vejledere. De studier, der netop har undersøgt ikke vellykkede vejledningsforløb (dvs. hvor projektet er gået i stå, den studerende er hoppet fra, gået i specialesump, eller droppet ud af sin ph.d) viser, at hovedkritikken fra de studerende er, at vejlederen ikke har været tilgængelig, hverken fysisk eller mentalt. De har været i tvivl om hvornår og om de overhovedet kunne få fat på vejlederen, og vejlederen har ikke delatger når den studerende skal fremlægge sine data i forskellige sammenhænge,. De kritiserer også hvis vejlederen ikke har været mentalt egangeret, f.eks. Har de været uforberedte til vejledningsmøderne, og der har mentalt ikke været tilstede, dvs. de har ikke givet studerende deres fulde opmærksomhed når vejledningen foregik, osv. Dem, der modtager vejledning vurderer det altså som helt afgørende at vejlederen som person er fuldt engageret i projektet og yder tilstrækkelig vejledning. Studier, der i øvrigt undersøgte sammenhængen med speciale- og ph.d. studerendes tilfredshed med vejledning og deres succes med at gennemføre projekterne, fandt, at studerendes tilfredshed med vejledningen korrelerede signifikant og positivt med gennemførselssucces og omfanget af vejledning. Studerendes tilfredshed med vejledningen og studerendes gennemførselssucces var derimod ikke signifikant associeret med deres vurdering af vejledernes faglige kompetence gennemførselssucces. Men det som de her studier ikke siger noget om, det er, hvorvidt de studerende, der får problemer i forløbet og som klager over mangelfuld vejledning måske havde særligt høje eller måske helt urealistiske forventinger til deres vejleder. Men den problematik var tilgengæld fokus i en række andre sundersøgelser, som overbevisende fandt, at det ikke så meget var et spørgsmål om høje eller lave forventninger hos de studerende, men mere om ulige eller uafklarede forventninger mellem de studerende og vejlederne. Nu nævnte jeg at de studerende lægger vægt på vejelderens personlige engagement, men når man ser på hvad vejlederne lægger vægt på hos dem selv så er det fagligheden. De synes det er vigtigst at de er fagligt kompetente (eksperter på det felt, de vejleder i), mens det først står længere nede på de studerendes ønskeliste til vejlederen. De studerende ønsker at vejlederne viser forståelse for de studerendes personlige situation, at vejlederne læste alle tekstoplæg og gav solid tilbagemelding på dem, gerne en vis blåstempling, så de vidste om de var på rette vej. Vejlederne derimod lagde ikke så megen vægt på tryghed og kontrolelementet, men var mere optagede af at skabe rum for faglige diskussioner. Andre studier viste andre forventingsforskelle mellem de to grupper, idet nogle fandt, at vejlederne typisk forventede, at studerende havde lavet en problemformulering eller ihvertfadl et udkast til den, mens kun få af de studerende forventede dette. En del studier er iøvrigt enige om at kunne vise at det problem som vejlederne typisk rapporterer er et bestemt personlighedstræk ved studerende, nemlig at de enten er for uselvstændige og autoritetstro eller den modsatte ekstrem: at de er for selvstændige samtidig med at de overvurderer egen evner. Og der findes mange af denne her type studier, der viser forskellige rolleopfattelser og forventninger. Også intent mellem vejlederne (Akademikeren, konsulenten og mor) Og mellem studerende. Ylijoki’s studie baseret på narrative interviews med 72 finske studerende fra fire forskellige discipliner identificerede fire narrativer: ”Den servicerende”, ”den straffende”, ”den heroiske” og ”den tragiske”. Samtidig demonstrerede studiet vigtigheden af, at studerende og vejledere gensidigt forstår og forhandler hinandens narrativer om at give og modtage vejledning. Eksempelvis oplevede studerende skuffelse og frustration over manglende rådgivning og hjælp, hvis deres forventning var, at vejledningsrelationen var ”servicerende”, mens vejlederens ideal var ”heroisk” baseret på en forventning om, at den studerende arbejdede selvstændigt og motiveret. D. Derudover er der en gruppe studier med et komparativt formål, hvor vejledningsformer blev sammenlignet på tværs af fag, discipliner, uddannelsesniveauer og/eller landegrænser. Studierne fandt samstemmende, at faglige traditioner og discipliner spiller en afgørende rolle for, hvordan vejledningsaktiviteten udformes. I et stort anlagt komparativt studie om forskningsvejledning i Frankrig, Tyskland, Japan, England og USA (Clark BR., 1993) fandt man, at nationale forhold har mindre betydning for, hvordan vejledningen gennemføres, end forhold der vedrører de enkelte discipliner, deres faglige miljøer og hvorvidt, der drives laboratorieforskning eller ej. Eksempelvis havde vejledning flere fællestræk indenfor naturvidenskabsfag i hhv. Japan og Tyskland end i tyske forskermiljøer indenfor hhv. naturvidenskab og humaniora. I hhv. et canadisk studie (Holdaway E. et al. 1995), to norske studier (Smeby J-C, 2000; Kyvik S, Smeby J-C. 1994) og to engelske studier (Pole C, 1998; Becher T. et al. 1994) om vejledning på postgraduat niveau, sammenlignede man ”hårde” og ”bløde” fagområder, repræsenteret ved naturvidenskabelige og medicinske fag på den ene side, og humanistiske og samfundsvidenskabelige fag på den anden side. Studierne konkluderede, at ”hårde” fagområder er domineret af en mesterlære-model for vejledning. Her indgår den studerende i en etableret forskningsgruppe og oplæres gradvist i fagets teknikker og metoder, idet den studerende under tæt vejledning udfører de projekter, som gruppen eller vejlederen har defineret. De ”bløde” fagområder er derimod typisk kendetegnet ved individuelle forskningsprojekter, som er defineret af den studerende og af en mindre tæt, men ikke mindre væsentlig vejledningsrelation. Ofte er der tale om en dyadisk vejlederrelation, hvor vejlederen er den primære og ofte eneste valideringskilde på den studerendes arbejde. Studierne viste samstemmende, at vejledningsmodellen i de ”hårde” fagområder repræsenterer en mere beskyttet teamstruktur for den enkelte forskningsstuderende, og at dette forhold er med til at forklare den højere gennemførselsprocent indenfor disse områder. Studierne viste også, at vejledere fra forskellige fagtraditioner lagde vægt på forskellige elementer i vejledningsprocessen. Vejledere fra natur- og sundhedsvidenskab så det som en særlig vigtig opgave at give råd og feedback i forbindelse med skrivning af artikler til reviewede tidsskrifter. For vejledere fra humaniora og samfundsvidenskab var den vigtigste opgave derimod, at hjælpe studerende med at afgrænse projektet så det ikke ”voksede sig for stort” samt at opmuntre studerende til at vælge og anvende metoder, de følte sig fortrolige med. Endelig demonstrerede Trevor Heath (2002) i sin spørgeskemaundersøgelse af 355 ”nybagte” ph.d.’er ved Queensland Universitet i Australien, at studerende fra ”hårde” fagområder - sammenlignet med studerende fra ”bløde” fagområder - mødtes oftere med deres vejledere, publicerede flere artikler og hyppigere inkluderede deres vejledere som medforfattere. Studier af vejledning på præ-graduat niveau, som designmæssigt var i stand til at sammenligne fagområder, men som ikke primært havde et komparativt formål (Armstrong M, Shanker V. 1983; Lauvås P, Handal G. 1998) bekræftede mange af ovennævnte forskelle. Særligt dokumenterede disse studier, at humaniora og samfundsvidenskab var kendetegnet ved at give studerende større individuelt ansvar, især i forbindelse med udvikling af projekter og udformning af problemstillinger, sammenlignet med natur- og sundhedsvidenskabelige fag. Så hvis man lægger et slags tværsnit på tværs af de her parapmetre, så skitserer det samlet egentlig det som vi har kaldt det typiske studie: nemlig den type undersøgelse, som oftest gik igen i referencerne. Det er baseret på selvrapporterede data indsamlet via kvalitative interviews med studerende og vejledere, der beskriver deres personlige holdninger og erfaringer med at indgå i vejledningsrelationer. Og med den gennemgående hovedkonklusion at relationen er den afgørende faktor for en vellykket vejledning.

6 Konklusioner og Anbefalinger
Stigende opmærksomhed og voksende forsknings-tradition Primært selvrapporterede data Overbevisende at vejledning er dybt kontekstuel (idiosynkratisk) Vejledningsrelationen er velrapporteret Større gennemsigtighed og systematik i søgebasernes indeksering Supplerende observations- studier af reel vejlednings- praksis Fra beskrivende og forstående studier til mere forklarende og handlings- orienterede studier. Fra personlige, relationelle aspekter til didaktiske og metodiske aspekter. Men hvis man nu til sidst skal tage et helikopterperspektiv på det her og sige, hvad er så de overodnede konklusioner, som kan drages ud af det her studie om hvad der kendetegner forskningen og hvilke anbefalinger der skal gives til den fremtidige forskning, så vil jeg sige, at Med et samlet materiale på 50 referencer er det vanskeligt at drage en entydig konklusion om graden af systematisk opmærksomhed på emnet. Omfanget er hverken bekymrende lille materiale eller meget opmuntrende stort materiale. Men det er værd at hæfte sig ved, at de nordiske forskningsmiljøer markerer sig stærkt med mere end en tredjedel af det samlede antal studier. Ydermere er det interessant, at de fleste studier er publiceret indenfor de seneste 5-10 år (kun fire studier er fra før 1990’erne). Dette fund mener jeg kan tolkes positivt som et udtryk for en stigende opmærksomhed på universitetsvejledning og som udtryk for en voksende forskningstradition på området. Men samtidig mener jeg også vores søgning har vist at det stadig er en ung og ikke veletableret forskningstradition, og det mener jeg vi har belæg for at sige fordi vi undervejs i vores søgeproces i baserne gjorde os nogle interessante metodiske erfaringer med at afsøge vejledningsfeltet, og dem vil jeg godt lige dvæle lidt ved, for det viste sig at være en ret vanskelig opgave vi havde kastet os ud i. For det første : respekt for dem der behersker litteratursøgningsmetoden, det er en krævende og kompliceret metode, hvor man skal holde tungen lige i munden. For det andet viste det sig, at vejledning i sig selv var et vanskeligt ord at søge på (pæd fagterm og dagligdagsbegreb (en manual til slibemaskiner), f.eks. I bilioteksbasen, eller i betyhndingen retningslinier for eksamen på institut for fysik – statsbiblioteket. For det tredje var indsnævring og fokusering af søgningen til ”opgavefaglig vejledning” meget vanskelig. Hverken ord som opgavefaglig vejledning, specialevejledning, projektvejledning eller forskningsvejledning optrådte som klart afgrænsede søgeord i baserne, hverken som ”emneord” i biblioteksbasen, statsbibliotekets base og DPU’s base, eller som ”thesaurus”-ord i PsychINFO, ERIC og EBSCO. For det fjerde gav vores håndsøgning (dvs. gennemgang af de inkluderede posters referencelister) hele ni referencer, hvoraf tre måtte ekskluderes fordi de viste sig ikke at være indekseret i baserne. Den manglende gennemsigtighed i indekseringen af litteratur om faglig vejledning, vidner om en ung forskningstradition og tyder måske på, at adgang til dele af litteraturen stadig afhænger af et personligt kendskab via faglige netværk. Så det synes jeg egentlig i sig selv var et interessant metodsik sidefund, som siger noget forskningens status på vejledningsområdet. Hvis man også skal gøre en slags status over forskningens metodiske styrker og svagheder, så synes jeg det er værd at hæfte sig ved, at selvom de mange studier baseret på selvrapporterede data leverer væsentlig viden om vejledning, så afgrænser de sig til subjektive, retrospektive data om, hvad studerende og vejledere tror de gør og hvad de er i stand til at genkalde sig i interviewsituationen. Jeg mener derfor at der mangler flere supplerende observationsstudier af, hvad studerende og vejledere rent faktisk gør. Og hvis man ser på studiernes formål og den viden de har leveret, altså det indholdsmæssige fokus, så mener jeg at den gennemgående konklusion, som kan udledes på tværs af samtlige 50 referencer er, at det forskningen har cementeret er, at vejledning er en undervisningsform, der i høj grad er påvirket af en lang række varierende, personlige og kontekstuelle faktorer, som vidner om vejledningens iddiosynkratiske natur.