Grundtvig og kærligheden

Præsentationer af emnet: "Grundtvig og kærligheden"— Præsentationens transcript:

1 Grundtvig og kærligheden
Kærlighedsforståelsen i N. F. S. Grundtvigs ( ) prædikener

2 Fire opfattelser af kærlighed
Eros: Når jeg forenes med X eller NN, bliver jeg tilfreds, lykkelig og fuldendt eller hel Den romantiske kærlighedsopfattelse Agape Den før-romantiske, feudale, traditionelle, patriarkalske opfattelse af kærligheden Jf. eksemplet i Ordbog over det danske Sprog XI 1929 artiklen ”kærlig”: Råbet ”Kjærlig!” anvendes i ældre sprog af de søfolk, som skal trække sammen og samtidigt i det samme tov. Med dette udråb signalerer de til hinanden, at de villigt og uegennyttigt skal glemme deres individuelle tanker og lyster og ofre sig for den fælles sag.

3 Kraft, Sandhed og Kiærlighed
De tre sider forklarer, supplerer, betinger, forårsager og forudsætter hinanden: Kraft Sandhed Kiærlighed

4 Kraft, Sandhed og Kiærlighed
De tre størrelser som koncentriske lag i en helhed og enhed:

5 Kraft, Sandhed og Kiærlighed De tre lag udgør en integreret helhed:
Kraft, Magt Kiærlighed Sandhed Kiærlighed Sandhed Kraft, Magt

6 Grundtvigs tanker om den inderlige sammenhæng mellem kærlighed, magt, kraft, viden og sandhed
Der er og der bør være: et ”levende Baand” mellem ”Magt” og ”Kraft”, ”Sandhed” og ”Kiærlighed” Der er og der bør være en ”ligesaa inderlig som trøstelig og glædelig Forbindelse” mellem ”Magt” og ”Kraft”, ”Sandhed” og ”Kiærlighed” Der er og der bør være en ”fuldkommen og uopløselig Forbindelse” mellem ”Magt” og ”Kraft”, ”Sandhed” og ”Kiærlighed” (Jf. GPV I, 435, 434, 436).

7 Eksempler: Se for eksempel: GPV I, 435, 434, 436. GPV er en forkortelse for: Jette Holm (ed.), Grundtvig. Prædikener i Vartov IVII 2003, Jf. også: VU VI, og VU = Georg Christensen og Hal Koch (ed.), Grundtvig. Værker i Udvalg. I-X Eksemplerne er: Grundtvigs prædiken ”7de Søndag efter Trinitatis 1840” og hans samleværk Den christelige Børnelærdom (skrevet ). Disse tekster kan findes på adressen: eller: Et tredje eksempel er Grundtvigs prædiken ”18de Trefoldigheds-Søndag 1848” (holdt den 22. oktober 1848), som også kan findes på den nævnte internetadresse. Grundtvig formulerede også sin tanke om den glædelige og trøstelige sammenhæng mellem magt, sandhed og kærlighed i sin bog fra 1836 om Det Danske Fiir- Kløver, i Skolen for Livet fra 1838 og i en række artikler i ugeskriftet Danskeren især i artiklerne fra 1849 om ”Overgangs-Tiden i Danmark I, II og III”.

8 Eksempler på trekantede figurer Enheden af de tre størrelser udgår ”Menneske-Maalet”, ”Dyden” eller ”Retfærdigheden”. At være ”fortabt” betyder, at man ikke ejer nogen grad af Kraft, Magt, Sandhed, Viisdom, Godhed eller Kiærlighed: Kraft Sandhed Kiærlighed Magt Viisdom Godhed Held, Lykke, Fremgang, Forfremmelse, Velsignelse

9 Den fuldvoksne og udlærte kristne broder besidder den højeste grad af godhed, kærlighed, viden, kraft, magt og lykke. ”Derfor Ch. V. [Christne Venner] lad os ogsaa idag rolig og glædelig betragte vor fuldvoxne Broder i Christo, den hellige Stephanus, og prise Gud, som har givet Mennesker saadan Magt, Syndere saa overflødig Naade, Dødens Trælle det evige Liv!” (”2den Juledag 1847”).

10 Kærlighed, vækst og magt
”Da vidner han [den Helligaand] med vor Aand, at vi er Guds Børn, og da giver han os Magt til at ligne og følge Guds eenbaarne Søn, vor Herre Jesus Christus, til at (…) vandre og virke (…) og endelig [Magt til at] at overvinde Verden og overvinde Døden i Jesu velsignede Navn”. (”Onsdagen den 3die Mai 1848”).

11 Den hellige Stephan viser den højeste kærlighed
”Til enhver, som vil beklage ham, siger den hellige Stephanus, saalænge Kirken staaer: jeg seer Himlene aabne og Menneskens Søn staae ved Guds Høire-Haand! og naar vi [høre] disse Ord af det pinte Vidnes Mund, da kan vi jo umuelig beklage, men maa tvertimod lykønske ham, kan kun beklage hans Fiender, og beklage de Frygtagtige, der ikke tør bekiende en Herre, der alt herneden lønner sine Tjenere saa kongelig, ikke tør følge en Forgænger, som baner alle sine Følgesvende Vei til Thronen ved Guds Høire-Haand”. (”2den Juledag 1845”).

12 Formålet med at vælge at blive et medlem af et ”Samfund”
Formålet med at gå ind i et Samfund er at erhverve sig en højere grad af dyd, kærlighed, kraft, magt, viden og visdom end den som findes hos de mennesker som lever uden for dette Samfund. Hvis ikke de kristne udvikler en højere grad af kraft, visdom, godhed, retfærdighed og kærlighed og derfor oplever en højere grad af Fremgang, Lykke og Held end verdens børn, har Guds evangelium været forgæves.

13 Ordene ”Kiærlighed” og ”Selv”
Kærlighed er sammenknyttet med: ”Selv-Opoffrelse”, ”Selv-Fornedrelse”, ”Selv-Fornægtelse”, ”Selv-Ydmygelse”, ”Selvbeherskelse”, ”Selv-Prøvelse” og ”Selv-Anklagelse” Ukærlighed er sammenknyttet med: ”Selvraadighed”, ”Selv-Følelse”, ”Selvtillid”, ”Selv-Ophøielse”, ”Selvstændighed”, ”Selv-Klogskab”, ”Selv-Bedrag”, ”Selvros”, de ”Selvgode” og det ”selvgjorte”

14 Selvklogskab, Selvraadighed
Selvklogskaben består i, at man elsker og stoler på sine egne følelser, spontane fornemmelser, tanker og værdier. På den måde kun at stole på sig selv er at leve i en drøm eller indbildning. Jf. GP X, 101: At være selvklog er ”blindt at følge” sine ”Tilbøieligheder”. GP IX, 252: Det, som præger den moderne tid, er ”Mængdens Selv-Klogskab”. Det kognitive skema i teksterne indebærer, at en sand kærlighed udtrykker sig i en selvfornægtelse og selvfornedrelse ud fra en forståelse af, at der findes en ånd, værdi eller overmagt, som er større, klogere og bedre, og som har en moralsk ret til at kræve hengivenhed, lydighed, følgeskab og efterfølgelse.

15 Selvklogskaben og Selv-Klogskaben
Storagtighedens fristelse består i, at man tror, at man er bedre, klogere eller større end eller lig med sin mester. ”Selvklogskaben” og ”Selv-Klogskaben” viser sig ved, at man elsker og foretrækker og ukritisk stoler på sine egne tanker, fornemmelser og følelser og er utilbøjelig til at anerkende, at der kan findes nogen, som er klogere end en selv. Selvklogskaben er et udtryk for egenkærlighed og ukærlighed. At være selvklog er at tro, at man kun kan opnå lykken ved at følge sine egne tanker, og at indbilde sig, at man har en ret til at følge sine egne tanker og lyster.

16 Selvklogskaben og Selv-Klogskaben
At blive mere kærlig indebærer og forudsætter, at man indser, at ens tanker, værdier og fornemmelser kan være misvisende. At være selvklog eller selvrådig er både upassende, ukærligt og selvskadeligt. At være kærlig er at gøre det, som er passende og gavnligt i konteksten, og at blive mere kærlig er derfor adaptivt og gavnligt for en selv og fremmende for ens interesser. At blive mere kærlig indebærer, at man tilpasser sig konteksten og derved lærer at gøre det, som er passende. At være selvklog og selvrådig er at nægte nødvendigheden af at tilpasse sig den givne kontekst.

17 Kærlighed er selvopofrelse og det modsatte af selvklogskab og selvrådighed
Jf. GSV II, 296 nr. 104: ”Polykarp”: ”Han mellem Luer stod. / Han folded sine Hænder / Og takkede sin Gud, / Som Kalken med hans Frelser / Ham gav at tømme ud. / I Ham gav de røde Luer / En ægte Straale-Krands, / Kun Stefans Martyr-Krone / Kan overstraale hans. / Han var den sidste Hyrde / Af apostolisk Art, / Den sørgelige Ære / Gid han maa tabe snart! / Det er de gode Hyrder / Paa denne Verdens Ø, / Som leve kun i Herren, / Og vil for Hjorden døe”.

18 Kiærligheden, Selvtilliden og Selvstændigheden
Er det sandt, at det er den uforanderlige Grundlov i Christi Rige, at hvo sig selv ophøier, skal fornedres, da maa enhver Christen vel tage sig i Agt for den herskende Tankegang, at han ikke besmittes af den, thi den er lige tvertimod og udspringer af den Grundsætning, at Selvtillid er det første Trin til en rigtig Høihed og Selvstændighed. Det er nemlig ingenlunde blot i borgerlige Ting, man sædvanlig tænker saaledes, nei, man tænker nu kun saaledes i borgerlige Ting, fordi man alt længe tænkde saa i det Aandelige, og selv Mange, som finde, det gaaer for vidt, naar ogsaa i det Borgerlige Selskab, Alle vil regiere og Ingen adlyde, selv de mene dog sædvanlig, at i Aandens Verden er det meget rigtigt, at jo høiere Tanker man har om sin egen Værdighed og Viisdom, des høiere staaer man, og des høiere skal man stige baade i Tid og Evighed. (GPV I, 458: 1840).

19 Selvtilliden, ukærligheden og hjerteløsheden
Mistanken og Mistroen til Hjertets dybeste og sandeste Følelser, under Paaskud af at de er dunkle, denne Mistanke og Mistro, den reiser sig af vor Selvtillid, af de høie Tanker vi har fattet om vor egen Forstand og Dømmekraft, det er da, hvad vi maae lære at bekæmpe. (”Paaske-Mandag 1842”).

20 Kærlighed, sødtalenhed og svaghed
At vise kærlighed er det modsatte af at være ”sødtalende”. Umodne børn og verdens børn tror, at ”Sødtalenhed” er barmhjertighed, mildhed og kærlighed, men i virkeligheden er en sødtalende og eftergivende adfærd det samme som ukærlighed og kun et udtryk for frygt og svaghed.

21 At vise kærlighed er i høj grad at ære sin fader, herre, mester eller ”Aand”
”Denne fader- og moderstand har Gud i særdeleshed givet prisen frem for alle stænder, som står under ham, idet han ikke slet og ret byder, at vi skal elske forældrene, men ære dem. Thi om brødre, søstre og næsten i almindelighed befaler han intet højere end at elske dem; men fader og moder skiller han ud og udmærker dem frem for alle andre personer på jorden og anbringer dem nærmest sig selv. Thi det er langt større at ære end at elske, da dette ikke alene rummer kærligheden, men også tugt, ydmyghed og ærbødighed som mod en skjult majestæt”. Den store katekismus: ”Du skal ære din fader og moder”: i Regin Prenter (udg.), Luthers skrifter i udvalg II, København 1963, 130. Når jeg møder min fader og moder, møder jeg ikke to mennesker eller individer, men en ”stand”.

22 Det, som forhindrer mennesker i at blive mere kærlige, er især frygten
Den mandige kærlighed er den ikke-blødagtige, ikke-kvindagtige og ikke-barnagtige form for kærlighed. Den er ikke præget af ”Menneske-Frygt” eller af ”Frygt for dem som slår Legemer ihjel”. Det, som mere end noget andet hindrer mennesker i at virkeliggøre en sand form for kærlighed, er menneskefrygten. Frygten for verden og for dem, som slår legemer ihjel, er den største trussel imod, at det kristne menneske kan vokse i godhed og kærlighed. Frygten er den naturlige sjælelige svaghed, som de kristne brødre først af alt må lære at overvinde eller kontrollere.

23 Det, som forhindrer mennesker i at blive mere kærlige, er begæret
Mennesker fristes hele tiden af såkaldte glæder og nydelser. De fristes til at gå ud af det gode ”Samfund”, hvor de p. t. befinder sig i en slags opdragelse, der skal forøge deres kærlighed. I deres selvklogskab kan de indbilde sig, at de er nødt til at få tilfredsstillet deres lyster og begærligheder. Eksempel: Jesu fristelse i ørkenlandet.

24 Det, som forhindrer mennesker i at blive mere kærlige, er begæret
De kristne brødre viser og beviser deres kærlighed ved at fornægte sig selv og ”undertrykke” og ”udrydde” deres naturlige ”Begiærlighed efter det Synlige”, ”de vilde, umættelige Begiærligheder”, de ”onde Lyster” og ”de legemlige Begiærligheder”. Menneskers begær og grådighed efter jordiske goder og nydelser er en forfærdelig kraft, der driver dem imod fortabelsen, og som vidner om den onde djævels magt i verden. De kristne brødre skal bevise deres mandige kærlighed ved at ”korsfæste Kiødet med dets Begiærligheder”. Ved ”daglig at døde” de ”verdslige Begiærligheder” udviser de den højeste kærlighed, og de erhverver sig et ”reent Hjerte”. Verdens børn stræber efter at tilfredsstille deres urene lyster efter jordiske goder, men deres begærlighed er både ”ond” og ”latterlig”. Begæret er den ild, som aldrig kan udslukkes på en naturlig måde i denne verden. Et menneske er som græsset, der visner, og i denne forkrænkelige verden er alle kødelige lyster og begærligheder umættelige og umulige at tilfredsstille.

25 En ”Sværm” modsat et ”Samfund”
Det modsatte af et sandt ”Samfund” eller ”Fællesskab” eller ”Rige” er: En ”Sværm”, en ”Vrimmel”, en ”Masse”, en ”Mængde” eller en ”Hob”. Et ”Samfund” er præget af (a) en bestemt struktur eller orden, (b) bestemte processer og (c) et bestemt ”Telos”, mål eller formål. Et ”Samfund” gør noget muligt, som ellers ikke ville være muligt. Inden for periferien af et ”Samfund” findes en form for ”Naade”. Et ”Samfund” har en klar periferi eller grænselinje. En ”Sværm” eller ”Vrimmel” har ingen tydelig ydre grænselinje. Eksempler på et ”Samfund” er far, mor og børn, et værksted, ”Israel”, den kristne menighed eller en skole.

26 En ”Sværm” eller en ”Vrimmel”
Består af individer Etableres ved en tilfældig kontrakt Deltagerne kan frit indgå og udgå af fællesskabet Uden en forud given faderlig autoritet eller mester Uden på forhånd givne værdier Normer og værdier er et resultat af fri forhandling eller afstemning Ikke-hierarkisk Deltagerne er forbrugere, rettighedshavere eller interessenter De indbilder sig at de ikke står under nogen naturlig mester, herre eller ånd og de siger: Vi er vores egen fader og mester! De skriger på frihed og individuelle rettigheder Målet er ikke at de små og svage skal dannes, opdrages eller vokse op til en større kraft, viden eller godhed I en ”Sværm” findes hverken frihed, værdighed, menneskelighed eller kærlighed Statisk opfattelse af menneske og samfund

27 Et ”Samfund” Består af svage og stærke agenter som for eksempel børn og forældre Etableres ”top down” ved et faderligt initiativ Eksisterede før vi eller jeg indtrådte i fællesskabet Deltagerne har deres identitet og finder deres livs mening i og har deres værdier og mål fra fællesskabet Har en given faderlig autoritet eller mester eller herskende ”Aand” På forhånd givne normer, mål og værdier Normer og værdier er ikke et resultat af fri forhandling men ligger iboende i selve fællesskabet Det indlysende mål er at blive som sin mester eller fader eller leve op til den ånd som er en herre i fællesskabet Asymmetrisk og hierarkisk orden Deltagerne er elever eller lærlinge Målet er at de små og svage skal vokse op til en større kraft, viden, dyd eller godhed Det gode er det som er effektivt, gavnligt og passende i forhold til fællesskabet Optimistisk samfunds- og menneskeopfattelse

28 At gå ind i et ”Samfund” er at gå ud af ”Verden”
At de første Christne, saavidt mueligt, samledes daglig til fælles Bøn og Opbyggelse, er aabenbart, og vi maae deraf nødvendig slutte, at det hører til den christelige Fuldkommenhed, saa det er slet intet Under, at vi finde Lyst til en saadan Gudelighed overalt hvor Man vaagner af Søvne og opstaaer af Døde til at lade Christus lyse for sig, heller slet intet Under, at Saadant er Verden forhadt, der nok til Nød kan finde sig i Christelig Guds-Tjeneste engang om Ugen, men slet ikke i Noget der ligner Død fra Verden og uafbrudt Liv i Gud. (”11te Trinitatis Søndag 1832”).

29 Den nødvendige sammenhæng mellem Kiærlighed, Ære og Skam
De tre størrelser forudsætter og betinger hinanden: Skam Ære Kiærlighed

30 Den nødvendige sammenhæng mellem Kiærlighed, Ære og Skam
Det gode og kærlige er at gøre det, som kaster ære og berømmelse på ens fader, mester og herre eller over den ”Aand”, som råder i ens ”Samfund”. Man motiveres til gode og kærlige gerninger i kraft af (a) en indledende følelse af skam over sig selv og af (b) en stræben efter ære, ret og fortjeneste.

31 Mesterlæren Den ungarsk-britiske filosof Michael Polanyi ( ). Jf. Polanyi 1962, 53: “To learn by example is to submit to authority. You follow your master because you trust his manner of doing things even when you cannot analyse and account in detail for its effectiveness. By watching the master and emulating his efforts in the presence of his example, the apprentice unconsciously picks up the rules of the art, including those which are not explicitly known to the master himself. These hidden rules can be assimilated only by a person who surrenders himself to that extent uncritically to the imitation of another”. Polanyis læringsteori er centreret om mesteren, som gennem en erfaring har erhvervet sig en bevidst eller førbevidst “abduktiv” fornuft blandt andet i form af en intuitiv forståelse. Mesteren har en fingerspidsfornemmelse for, hvad der er det nyttige, gode og sande. Eleverne er både bevidste og ubevidste om den indlæring, som foregår hos dem sammen med mesteren. Den viden, som de lærer, består i høj grad af evner, vaner og færdigheder. Deres voksende viden viser sig ved, at de får en ny personlighed.

32 Mesterlæren Langtfra at ville mestre Hans Anordninger eller efter vort fattige Begreb drøfte og rette Hans hemmelighedsfulde Ord (…) maae vi (…) sætte os ydmyg ved Mesterens Fødder og vogte paa Hans Læber og giemme Hans Ord i vort Hjerte. Disipelen er ikke over sin Mester, men enhver som er fuldkommen, skal være som hans Mester. (GP XII, 260: 1839).

33 ”Samfund”, værdier og ”Kiærlighed”
Sml. den kontekstuelle teori hos Lave og Wenger 1991, 122: En lærlings identitet ligger i, at han er en deltager i et handlingsfællesskab. Den indlysende mening med hans virksomhed er, at han skal udvikle sig fra et være en ”newcomer” til en ”old-timer”. Hans identitet udgøres af en vis ”knowledge”, ”skill” og ”discourse”, men disse evner og egenskaber har deres værdi fra og giver kun mening inden for rammerne af det omgivende fællesskab. Lærlingens motivation for at handle og forbedre sig stammer fra det omgivende system og fra, at han er en deltager i dette system. Han drives frem af mål og værdier, som ikke umiddelbart kommer fra ham selv som et individ, men fra, at han er en deltager i et fællesskab, hvor alle deler de samme værdier, og hvor mål og værdier er selvfølgelige og indlysende for alle. I et sådant samfund eller fællesskab er mening og værdier en del af og en funktion af strukturen i fællesskabet.

34 ”Kiærlighed”. læring og ”Samfund”
Jf. den kontekstuelle læringsteori hos Lave og Wenger 1991, 122, som beskriver, hvordan en lærlings ”participation moves in a centripetal direction, motivated by its location in a field of a mature practice. It is motivated by its growing use value of participation and by newcomers’ desires to become full practitioners”. Konteksten giver eleven en mening til hans handlinger i form af en viden om, i hvilken retning han skal gå. At søge at blive som sin mester er et indlysende mål, som ingen inden for konteksten kan betvivle, fordi dette mål er selve kernen i og meningen med fællesskabet. Et bestemt mål er selvindlysende inden for et bestemt fællesskab, men et sådant mål behøver på ingen måde at være indlysende for dem, som befinder sig uden for dette fællesskab. ”Selv Solen er usynlig for de Blinde”.

35 Inden for et Samfund lærer mennesker en højere Dyd
”Ligesaa vist (…) er det (…) at de sande Christnes Liv i denne Verden altid har været og altid maa være i det mindste langt dydigere end deres, som forkynde og ophøie deres egne Dyder, thi det er som Herren siger, at uden vor Retfærdighed overgaaer de Skriftkloges og Pharisæernes, da kommer vi ikke i Himmeriges Rige, og den samme Apostel som byder os [at] (…) forkynde Hans [Jesu Kristi] Dyder (…) han indskærper os strax derpaa, at vi endelig maae opføre os smukt mellem Hedningerne, saa de, der bagtale os som Misdædere kan, ved at betragte vore gode Gierninger, komme til at prise Gud paa Besøgelsens Dag”. (”4de Søndag efter Trinitatis 1846”).

36 Dyden og Samfundet ”Ja, Christne Venner! vil vi lære at forstaae Herrens Tanke-Gang, da maae vi lægge vel Mærke til at Himmeriges Rige i hans Mund er det Rige, han stiftede paa Jorden, og hvori de alle ved Daaben indgaae, som troe og ærlig slutte Pagt med den Trofaste, saa de sande Christne øve ikke Retfærdighed for at komme i Himmeriges Rige, men fordi de er der og maae da nødvendig bære Retfærdigheds Frugter ved Jesum Christum. Det er derfor nødvendig Mangel enten paa Liv eller Lys, som giør det, at vi trættes med Verdens Moralister om Dydens Nødvendighed til Salighed, thi den [Dydens Nødvendighed] skal vi strax indrømme og kun tilføie, det er vor Tro, at kun Christus kan giøre os dydige tilgavns Amen i Jesu Navn Amen!” GP VII, 270: ”6te Søndag efter Trinitatis 1834”.

37 Muligheden for at være dydig og kærlig uden for og inden for ”Samfundet”
”Kan I altsaa det, skal vi sige til vor Troes Modstandere, kan I, uden Tro paa den Korsfæstede og uden at besjæles af den Aand der udgaaer fra Faderen i hans Navn, kan I uden det være barmhjertige som den himmelske Fader (…) kan I det af eder selv, da ønske vi eder til Lykke, og saavist som Kiærlighed er Lovens Fylde, har I da ogsaa, trods alle eders Synder, opfyldt Loven og kan glæde eder ved Giengiældelsens Ret som aldrig aflægges”. GP VI, 258: ”4de Søndag efter Trinitatis 1833”.

38 Efterlignelsen og mesterlæren
Men, Christne Venner! I er sikkert allesammen enige med mig derom, at det er et stort Spørgsmaal, vigtigt for alle sande Christne, hvorvidt vi paa Jorden kan komme til at ligne Herren, og paa hvad Vei det lykkes bedst, thi det er jo netop vor Sorg og Klage, baade naar vi betragte vort eget og vore Med-Christnes Liv og Levnet, at det ligner saa lidt den Eenbaarnes, som dog ingenlunde blot vil beundres og lovsynges af sine Troende men fremforalt indlemme dem i sig, og leve, boe og vandre i dem, saa hvad Verden kalder deres Liv, forkynder lydelig Hans Dyder som os kaldte fra Mørket til sit underlige Lys, og saa al Verdens Trængsel og Møie bliver dem let at bære, formedelst hans Fred, og det usvigelige Haab at være med ham klædt i hans Purpur og kostelige Linklæder, som er Himlens Konge-Dragt og de Helliges Retfærdighed. ().

39 Mesterlæren og relationen faderen og sønnen
Ja, dette store Livs-Spørgsmaal, maae vi stadig have for Øie, og da det, mellem Christne er en afgjort Sag, at selv, uden Jesus Christus, kan vi slet intet giøre til indvortes og udvortes at ligne ham, som blev i Faderens Kiærlighed og holdt derfor Hans Befalinger med Lyst, satte sin Glæde i at herliggiøre Ham paa Jorden og lade det Himmelske Lys udskinne i Hans gode Gierninger til Hans [faderens] Priis, saa Spørgsmaalet er kun, om vi med ham, med vor Herre og Frelser, besjælede af hans Aand og overvundne af hans Kiærlighed, kan træde i hans Fodspor og aabenbare hans Dyder, som kaldte os fra Mørket til sit underfulde Lys! Skal nu dette Spørgsmaal om Jesus Christus med os, og vi med ham indenfra kan rense os fra al Kiøds og Aands Besmittelse og fuldende Helliggiørelsen i Gudsfrygt, skal dette Livs-Spørgsmaal besvares med et gyldigt Ja, da maa vist nok Herrens Folk, den Christne Menighed i det Hele med Ord og Gierning bevise, at vi formaaer alt i Jesus Christus, som giør os stærke, fordi han er i Sandhed Immanuel, det er ”Gud med os,” saa alle Guds Forjættelser maae blive Ja og Amen i os, ligesom de er i ham, og dersom dette ikke skedte, da var det kun tomt Praleri, hvad vi prædike og udraabe om den Christne Troes og Christi Kiærligheds vidunderlige Magt og Styrke, og om Jesu Herligheds Aabenbarelse paa og igiennem hans troende Disipler. (”2den Helligtrekonger-Søndag 1849”).

40 Dyden, mesterlæren og relationen mellem faderen og sønnen
Det var jo ingenlunde den rige Mands Feil, at han ikke havde trøstet sig ved at have Abraham til Fader, thi endnu i Helvede, høre vi jo, han stræber at trøste sig derved og fører bestandig dette Fader-Navn paa Tunge, nei det havde været hans Feil, som Saamanges, at han indbildte sig at kunne være Abrahams Søn og arve hans Velsignelse uden at giøre Abrahams Gierninger, saa det maa staae soleklart for os, det nytter slet ikke, at vi trøste os ved at have Jesus Christus til Frelser og indprænte det saaledes i vor Hukommelse, at vi end ikke i Helvede kunde glemme det, det nytter slet ikke, dersom vi indbilde [os] at kunne være Christi Venner, uden at giøre hvad han har befalet os, at kunne være Opreiste med Christo og dog fæste Øie paa de jordiske Ting istedenfor paa de Himmelske. ().

41 Faderens nødvendige hårde tugt som en del af skabelsens orden
Skulde vi skyde Skylden for Dagenes Ondskab, eller og kun med Taushed taale at Skylden skydes paa Ham, fra hvem Tidernes Besværlighed unægtelig kommer, da Han er den store Enevolds-Konge over al Verden, som spørger Ingen om Raad, og uden Hvis Villie der ligesaalidt falder en Steen paa vor Vei, og en Steen paa vort Hjerte, som der uden den falder et Haar af vort Hoved og en Spurv til Jorden! Nei, nei, mine Venner, er vi Christne, da kan vi umuelig istemme Verdens bespottelige Tale om Herrens uforskyldte Haardhed, og om Verdens Uskyldighed i sin Ondskab, og er vi Guds Ords Tjenere, da kan vi umuelig tie til Saadant, men maae udraabe det høit og vise det klart, at Dagene ere onde, og at det er de onde Dage, der avle Tidens Besværlighed, fordi Synden er Folkets Fordærvelse. ().

42 Det centripetale Ved ankomsten begynder eleven som en nykommer en løbebane præget af en voksende grad af magt, kraft, viden, godhed og kærlighed som til sidst gør ham et med mesterens dyder. Denne vækst er kun mulig inden for cirklens område altså inden for en given kontekst:

43 ”Frihed” og ”Kiærlighed”
At være bundet på den ene eller anden måde er et vilkår, som gælder for alle mennesker. Det, som et menneske kan vælge, er, om han vil lade sig binde af eller til den ene eller anden ”Herre” eller ”Aand”. Verdens børn er bundet af verdensånden og til verdens fyrste. At være bundet, lade sig binde og binde sig selv er en nødvendig betingelse for at kunne vokse og forfremmes i frihed, lykke, kraft, viden, menneskelighed, dyd og kærlighed. Kun inden for et ”Baand” kan menneskers negative tilbøjeligheder omformes og fortrænges. Det uudviklede, vilde, uformede, ubændige, naturlige menneske ejer ingen sand frihed og kan ikke gøre nogen kærlige gerninger og ved slet ikke hvad kærlighed er. Det er ikke noget sandt menneske.

44 Frihed: Ingen bør tvinges ind i et Samfund
Ligesom vi derfor maa ønske, at enhver christelig Konge nu og herefter vil lade Troen og Gudsdyrkelsen være en fri Sag i hans Rige, fordi det ved at være en tvungen Sag, taber sit Liv og sin Velsignelse for de Gudfrygtige uden dog at gavne de Ugudelige, ja, giør de Ugudelige daglig værre og hindrer de Gudfrygtige fra at blive bedre, saaledes skal ogsaa enhver christelig Huus-Fader lade Troen og Andagten være en fri Sag i hans Huus, fordi Andagts-Øvelserne ellers i Almindelighed bliver enten et Skalke-Skjul eller et tomt Munds-Veir, ikke blot fordærveligt for dem der ønske det, men usømmeligt og skadeligt for alle dem, der tage Deel deri, og høist uforsvarligt for den Huus-Fader som, ved at opelske det, giør sig ligesom med Flid deelagtig i fremmede Synder. (”21de Trinitatis Søndag 1835”).

45 Sammenhængen mellem viden, handling, godhed og kærlighed
Grundtvigs prædikener er præget af et skema, som sammenknytter viden og kærlighed: Hvem, der kender sin fader, elsker ham, og hvem, som elsker sin fader, kender ham dvs. ved, hvad der er hans faders sande natur og egenskaber. Hvem, der kender sin fader, ved, at han er værd at elske. Hvem, der ikke elsker sin fader, ved ikke, hvem eller hvad hans fader er, og han ved dybest set slet ikke, hvad en fader er. Et sandt menneske ved, at han skal elske sin fader – ikke fordi denne fader er hans egen fader, men fordi denne fader er en fader og har en faders egenskaber.

46 Hvad er viden? Viden kan kun komme af erfaring, handling og deltagelse i en relation eller i et fællesskab. En ny viden viser sig ved, at man handler og relaterer sig på en anden og bedre måde i forhold til konteksten. En voksende viden og kærlighed er adaptiv derved, at de kristne brødre i stigende grad tilpasses og tilpasser sig normer og værdier i menigheden. Mennesker kan ikke på forhånd regne ud, hvad sandhed er, eller hvad meningen er, når de hører sætningen ”Gud er Kiærlighed”. Sandheden er det, som rent faktisk virker, gør en forskel og bringer mennesker frem til målet. Det, som virker og gavner, og som derfor er sandt og virkeligt, er noget, som mennesker erfarer i en deltagende virksomhed.

47 Den kontekstuelle kærlighed
Det, som er passende for en fader, er, at han elsker sine egne sønner. Det, som er naturligt og passende for en søn, er at elske sin fader. Det, som er naturligt og passende for de kristne brødre, er at elske deres brødre i ånden og ikke alle mulige andre mennesker, som lever uden for deres kontekst, og som ikke vil underordne sig ham, som de kristne brødre elsker, frygter, ærer og anerkender som deres fader. Når de elsker hinanden, gør de derfor det, som er naturligt, passende og sømmeligt. Kærligheden og det gode er det, som er passende, muligt, nødvendigt, naturligt, nyttigt og rationelt inden for en given kontekst eller inden for rammerne af et Samfund.

48 Kærligheden til næsten
Grundtvig afviste to opfattelser, der i følge hans prædikener var vidt udbredt i samtiden. Den opfattelse af kærligheden til næsten, som formuleres i Grundtvigs prædikener, afviser dels, at kærligheden skulle være en valgmulighed, som uden videre står åben for alle mennesker, fordi alle mennesker er sideordnede individer med den samme form og udviklingsgrad, og dels, at en sådan kærlighed til næsten skal tage udgangspunkt i og opfylde, hvad det andet menneske skulle opfatte som sine egne nødvendige behov.

49 Det kommunistiske Manifest 1848:
Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse "kontante betaling".

50 To metoder til at undersøge opfattelsen af kærlighed
Der kan anvendes to metoder til at undersøge kærlighedsopfattelsen i en tekst: Man kan lede efter udtrykkelige forklaringer, beskrivelser eller definitioner af ord som ”kærlighed”, ”kærlig” eller ”elske” i teksten. Man kan undersøge, hvordan teksten rent faktisk anvender sådanne ord og undersøge hvilke andre ord eller forestillinger som disse ord sammenkædes med. Jf. hvis et menneske spørges: - Hvordan har du det med kærligheden?

51 Et skema i en tekst Et ord er regelmæssigt forbundet med andre ord eller enheder i teksten: