Erfaring – læring – viden –videnskab – undervisning Om den pædagogiske egenlogik i undervisningsmæssige dannelsesprocesser og betydningen deraf for alle.

Præsentationer af emnet: "Erfaring – læring – viden –videnskab – undervisning Om den pædagogiske egenlogik i undervisningsmæssige dannelsesprocesser og betydningen deraf for alle."— Præsentationens transcript:

1 Erfaring – læring – viden –videnskab – undervisning Om den pædagogiske egenlogik i undervisningsmæssige dannelsesprocesser og betydningen deraf for alle niveauer i moderne dannelsessystemer Dietrich Benner / Alexander von Oettingen 5. Forelæsning ved Syddansk Universitet, Odense 12. april 2012 kl – 12.00

2

3 Videnskabens mål (sandhed)
Antikke paradigme efter Aristoteles Ledende forestillinger Moderne paradigme efter Bacon Definerer sandhed som en videnskabelig iagttagelsesproces fra erfaringen til den teleologiske orden af naturen (kosmos) og samfundet (polis) der går forud erfaringen. Videnskabens mål (sandhed) Definerer sandhed som tilnærmelse af den menneskelige viden til verden, hvis kausale orden af naturen, psyken og moralen gud har skabt. Differentierer mellem materiale, formale, kausale og teleologiske vidensformer, hvor den sidste ordner de andre. Vidensformer Kender kun to vidensformer: kausal og teknisk viden; den første forklarer alt ud fra givne lovmæssigheder, den sidste udvikler teknologier som benytter disse lovmæssigheder. Definerer metoden som epagoge (henføring) fra sansningen og erfaringen til den teleologiske grund. Forsknings- metoder Definerer den videnskabelige metode som negative erfaringer som følge af induktion, som benytter sig af empiriske iagttagelser og eksperimentet. Opdeler grundkategorierne for tænkningen og væren ud fra kvantitet, kvalitet, relation, sted, tid og formål. Kategorier/ principper Opfatter rum og tid som matematiserede dimensioner og definerer sand viden som en fortolkning af viden uden teleologisk formål og som går ud fra en enhed mellem viden og magt.

4 Læring og undervisning
Antikke paradigme efter Aristoteles Ledende forestillinger Moderne paradigme efter Bacon Definerer læring som tager udgangspunkt fra noget der forud erfaringen og definerer undervisning som en henføring til det som ud fra sagen er det første og grundlæggende. Læring og undervisning Definerer læring som en læring af negative erfaringer (fejltagelser) og positivt forløbende eksperimenter (verifikationer). Orienterer de frie borgeres dannelsesproces som en vej fra erfaringen til erkendelsen af den formålsbestemte orden af kosmos og polis og derudfra til den fornuftige tænken og handlen. Dannelsesproces Orienterer menneskets og menneskehedens dannelsesvej mod ideen om en kontinuerlig udvikling af viden og magt inden for erkendelse og inden for den menneskelige handlen. Prøver at befri den samfundsmæssige orden (den græske bystat – polis) fra ekspanderingsstrategier og skelner mellem den legitime magt, hvor frie hersker over frie og hvor frie hersker over slaver. Samfundsmæssig utopi Begrunder forestillingen om en fredelig sameksistens af mennesket på scientifistisk-tekniske fremskridtsprocesser, hvor magt og indflydelse ikke fordeles efter stand og klasser men efter viden og kunnen og hvor religioner lever i fredelig sameksistens. Fortolker den naturlige og samfundsmæssige orden teleologisk og ser ikke udover polis. Rækkevidde og grænser Kender endnu ikke kritikken af ideen om et kontinuerligt scientifistisk-teknisk fremskridt.

5 Kant trådte ind på den kritiske vej, idet han
i sin Kritik af den rene fornuft viste, at videnskaben i nyere tid forklarer alle empiriske data indenfor natur, psyke og samfund ud fra love, som vor forstand konstruerer og efterprøver med erfaringen. Med disse love griber den komplekse årsag-virkningssammenhænge på fænomenernes niveau, medens den ikke formår at indfange den verden, som ligger til grund for fremtrædelserne. medens han i Kritikken af dømmekraften gjorde rede for, at de love, som den nyere tids videnskab har konstrueret og efterprøvet empirisk, alligevel er mere end blotte konstruktioner, som skyldes den menneskelige forstand. De henviser nemlig til en relation mellem den videnskabeligt opfattede verden af fænomener og den forudsatte Ding an sich-verden, som ikke kan indfanges af vor erfaring og vor tænkning, men som vi refleksivt kan tematisere med ideen om en regulativ teleologisk ordningssammenhæng, en idé, som er regulativ, idet den leder erfaringen fremad, uden at være konstitutiv for erfaringerne selv. 

6 og i sine kritikker af den teoretiske og af den praktiske fornuft ud over dette peger på, at vi i praktisk henseende kan tale om en frihed i den menneskelige tænkning og handlen, som strider mod det program for den nyere tids videnskab, som går efter at erkende kausale sammenhænge. Imidlertid er der ikke tale om en [logisk] [selv-]modsigelse, idet videnskabelig viden ikke trænger frem til et begreb om det praktiske [moralske] jeg og verden an sich. Således kræver det intet brud på naturlovene at tale om friheden. Derimod relaterer talen om frihed sig til spillerum for handling, som kan være til nytte for mennesker i deres praktiske [moralske] selvforhold og verdensforhold.

7 “Ved en sansemæssig genstand, kalder jeg det, som ikke er empirisk, intelligibelt.
Hvis dermed det, der må anses for at være fremtrædelse [fænomen] i sanseverdenen, an sich tillige selv har en evne, som ikke er en genstand for den sanselige anskuelse, men gennem hvilken det imidlertid alligevel kan være årsag til fremtrædelser, så kan man betragte dette væsens kausalitet under to perspektiver: som intelligibel ifølge dets handling, … og som sensibel [sansemæssig], efter dennes virkninger, som en fremtrædelse i sanseverdenen.ˮ (KrV B 566 1ff.).

8 “Således ville da frihed og natur … ved præcis de samme handlinger, alt efter om man sammenligner dem med deres intelligible eller sensible årsag, kunne antræffes på en gang og helt uden modstrid.ˮ (KrV B ff.).

9 “Men hvis vi nu overvejer præcis de samme handlinger i relation til fornuften … og sammenligner dem med fornuften i praktisk [moralsk] henseende, så finder vi en helt anden regelmæssighed og orden, end den naturens orden udgør. Thi da skulle måske ikke alt det være sket, som dog skete ifølge naturens forløb, og som uvægerligt måtte ske ud fra dens empiriske grunde.ˮ (KrV B 578 8ff.)

10 “Efter vores opfattelse. findes der ingen induktion
“Efter vores opfattelse ... findes der ingen induktion. Slutningen om at erfaringen ... verificerer særlige udsagn på teorien er logisk ikke holdbar. Teorier er aldrig empirisk verificerbare. ... Vores opfattelse støtter sig på en asymmetri mellem verifikation og falsifikation, som hænger sammen med almene sætningers logiske form; disse kan nemlig aldrig udledes af særlige sætninger, men kan stå i modsætning til særlige sætninger. Gennem ren deduktive slutninger ... kan man derfor slutte fra særlige sætninger til almene sætningers fejlslutninger ... .ˮ (Popper: Logik der Forschung. 5. Auflage 1973, S ).

11 “Alt liv er problemløsning
“Alt liv er problemløsning. Alle organismer er opfindere og teknikere, gode eller mindre gode, succesfulde eller mindre succesfulde i løsningen af tekniske problemer. Sådan er det hos dyrene, fx hos edderkopperne. Den menneskelige teknik løser menneskelige problemer, fx kanalisering, at skaffe og opbevare vand og mad, som fx allerede bierne gør. Derfor er modstanden mod teknikken som vi møder det hos de Grønne (et politisk parti, AVO) meningsløs, fordi det er en modstand mod livet – som de Grønne desværre ikke har opdaget.ˮ (Popper: Alles Leben ist Problemlösen. Über Erkenntnis, Geschichte und Politik. München 1994, S. 257).

12 “Den uhyre revolution og befrielse, som alle Kvinder har erfaret, med undtagelse af de rigeste ... er i dag ejendommeligt nok så godt som glemt, selv om det var en befrielse ud af et hjerteskærende slaveri. Hvem aner i dag, hvad det betyder, hvis vand skal bæres, hvis man skal bære kul til alle ovne, hvis alt vasketøj skal vaskes med hænderne, hvis der ikke findes petroleumslamper med væger. ... Omkring 1913 startede menneskebefrielsen eller rettere kvindebefrielsen meget langsom med gaskogeren og omkring 1922 blev gaskogeren en seriøs konkurrent til en kuldreven kogeovn. ... Det frygtelige husarbejde må have forkortet ens livstid betydelig for slet ikke at tale om arbejdslidelsen som i dag er erstattet af livsglæden. … Det kan kvinderne takke teknikken for, også dem der prædiker fjendskab mod teknikken.ˮ (ebd., s. 263).

13 Ritter slår tre store refleksionsbuer fra det antikke til det moderne:
en bue fra antikkens ikke praktiserbare teori til den ikke praktiserbare moderne åndsvidenskab; en bue fra den praktiserbare enhed mellem viden og magt i den moderne videnskab til naturvidenskaberne og på deres grundlag byggende teknologi; en bue fra antikkens dual mellem teori og praksis til det modernes dual mellem ånds- og naturvidenskab.

14 “Mens naturvidenskaberne har den skæbne, at man kan blive stående i spørgsmålet om deres samfundsmæssige funktion ved deres praktiske anvendelse (lige meget om man tilgodeser deres rettelige bestemmelse) er det ikke muligt ved åndsvidenskaberne. De er videnskaberne som har horisonten af vores historisk tilgængelige liv historien selv, sproget, kunsten, poesien, filosofi, religionerne men også dokumentation af personlig liv gennem den historiske og hermeneutiske metode som genstand og til at anskueliggøre. Det forholder sig sådan at de ud fra deres genstand sætter sig imod enhver definition der går ud fra deres anvendelse og brugbarhed. Hvad de erkender og også deres erkendelse selv er ikke praktikabel. Det gælder også for den dannelse de formidler.ˮ (Joachim Ritter: Die Aufgabe der Geisteswissenschaften in der modernen Welt. Münster 1961, S. 17).

15 “Hvor ellers den historiske Mnemosyne i den reale kommunikation af det historiske liv kun erindrer det af historien som repræsenteres i samtiden overtager åndsvidenskaberne at anskueliggøre det som uden dem og der, hvor den reelle afhistoriske proces uden rettelser ville overlades til sig selv, nødvendigvis ville blive mere og mere betydningsløs for samfundet og sluttelig forsvinde ud fra dets sammenhæng i verden. ... Hvad den menneskelige ånd i processen af sin historie har dannet og skabt, kalder de, ud fra summen af de erfaringer, som mennesket har gjort med sig selv og verden, tilbage til samfundet, sætter det mod den reelle proces, idet dette samfund, for at befri mennesket til sin menneskelighed, da splittelsens magt bryder ind i den historiske verden, omdanner og afsondrer erfaringen. Således kan man sige, at samfundet selv frembringer åndsvidenskaberne som organ, for at udligne samfundets abstrakthed og historieløshed.ˮ (ebd., S. 27f.)

16 “Skal universiteterne ændre deres mening, så skulle man ikke mindre gribe ind i åndsvidenskaben som i de fag, som helt uberettiget bilder sig ind at have ånden foran sig.ˮ (Werke Band 10,2 S. 498).

17 Erfaring – læring – viden –videnskab – undervisning Om den pædagogiske egenlogik i undervisningsmæssige dannelsesprocesser og betydningen deraf for alle niveauer i moderne dannelsessystemer Dietrich Benner / Alexander von Oettingen 6. Forelæsning ved Syddansk Universitet, Odense 12. april 2012 kl – 15.00

18 “Det positivistiske begreb om videnskab i vor tid er … et restbegreb
“Det positivistiske begreb om videnskab i vor tid er … et restbegreb. Det har ladet alle de spørgsmål falde, som man inddrog i et snart snævrere, snart videre begreb om metafysik, herunder alle de såkaldte, men uklart benævnte „højeste og sidste spørgsmål“. Ret beset består … deres uadskillelige enhed i, … at de rummer … fornuftens problemer. Bliver mennesket til ‚metafysik‘, til specifikt filosofisk problem, så spørges der til det som fornuftsvæsen, og spørges der til dets historie, spørges der til historiens mening, fornuften i historien. Gudsproblemet indeholder åbenbart problemet fortsættes…

19 om den ‚absolutte‘ fornuft, om den teleologiske kilde til al fornuft i verden, til verdens ‚mening‘. Alle disse ‚metafysiske‘ spørgsmål … overskrider verden som de nøgne kendsgerningers univers. Spørgsmålene overskrider denne verden netop som spørgsmål, der går på ideen om fornuft. Og de hævder at have højere rang end kendsgerningsspørgsmålene, som også i hierarkiet af spørgsmål ligger under dem. Positivismen hugger så at sige hovedet af filosofien.ˮ (Husserl: Die Krisis Gesammelte Schriften Band 8, S. 7).

20 Hele den rene matematik har kun at gøre med de abstrakte gestalter i rumtidsligheden … . Men konkret er de virkelige og mulige empiriske gestalter kun givet os som ‚former‘ ved en ‚materie‘, ved en sanselig fylde, altså ved det der fremstår – med egne gradualiteter – i de såkaldt ‚specifikke‘ sansekvaliteter: farve, lyd, lugt og lignende. (ebd., S. 27).

21 Fænomenologiske analyser kunne hjælpe til at få øje på flere perspektiver af erfaringen og vores viden om verden, som for det første forhindrer, at undervisere og dem der lærer tror, at det scientifistiske fremskridt i viden er en tilbagegang til en ordning som forskningen selv har lagt ind i objekterne, for det andet at modvirke den radikal konstruktuvistiske fejltolkning, at videnskabelig viden ikke er andet end en konstruktion af vores forstand, og for det tredje at fortolke mangfoldigheden af erfaringen og viden på en måde, at fortolkningen ikke bliver udlagt som en fundamentalistisk elementaritet, men at bruge fortolkningen for at holde muligheden åben for nye verdenstolkninger.

22 “I forholdet mellem naturvidenskab og teknik har vi et grundforhold foran os som vi kalder for ‚teori‘ og ‚praksis‘. Os sønner af en tidsalder, som kalder sig selv for et teknisk, er denne særlige form så bekendt, ja selvfølgelig, at vi tror, at der findes for mennesket, som vil træde i forhold til den ‚natur‘ han møder – og det skal han alene på grund af sin overlevelse – inden anden måde at forholde sig på som den der træder i klarhed frem i følge af naturvidenskab og teknik. fortsættes…

23 Hvor og hvornår mennesket forholder sig til stoffet og kræfterne af naturen, da forløber det – sådan mener man – som et subjekt, der først ‚teoretisk‘ udforsker det virkelige han møder for så at ‚anvende‘ forskningsresultaterne ‚praktisk‘ – og det vil sige teknisk. Skulle den forestilling være begrundet, så ville der mellem den måde et forhistorisk menneske forholder sig, som styrker sine slåkræfter med en håndkile, og den måde et moderne menneske forholder sig, som med atomkraften bevæger uhyre apparaturer, ingen grundlæggende forskel. Her som der bliver det teoretisk erkendte praktisk brugt. Så må det virkelig hedde: Teknikken er så gammel som mennesket.ˮ (Litt: Das Bildungsideal der deutschen Klassik und die moderne Arbeitswelt. 7. Auflage o. J., S. 16f.)

24 “En videnskab, hvis program det er, at matematisere den natur, som møder menneskene, sætter sig det mål restløst at kvantificere denne natur, dvs. at føre al kvantitativ mangfoldighed i de fænomener, hvormed naturen først præsenterer sig for menneskene, tilbage til forskelle af en art, som er kvantitativ. Den videnskabs forehavende går altså ud på en radikal af-kvalificering. Da den natur, der skal underkastes denne fremgangsmåde, træder mennesket i møde i skikkelse af perciperbare ting og processer, så bliver den nævnte afkvalificering til en udslettelse af den mangfoldighed af sansekvaliteter, som forenes i det åsyn den natur, der taler til os, har. fortsættes...

25 Paradigmatisk for denne udslettelse er den skæbne som den fysiske optik bereder synssansens kvaliteter, farverne, og den, som beredes høresansens kvaliteter, tonerne, af den fysiske akustik. Farvernes skala forvandles til en skala af rent kvantitativt bestemte trin af magnetiske bølger. Toneskalaen forvandler sig i en kvantitativ trinskala vedrørende luftbølger. Af-kvalificeringen er altså samtidig en radikal af-sanseliggørelse, men den er mer end det. Sammen med de sanselige kvaliteter, der bliver ofre for den kvantificerende reduktion, forsvinder også nødvendigvis de betydningsindhold, de havde for den, der var bundet til en omgangssammenhæng. Af-sanseliggørelsen er som sådan samtidig en tømning for betydning. (ebd. S. 22 f.).

26 “Med dette ord ‚omgang‘ er den måde at være forbundet på, som mennesket erfarer mest indtryksfyldt i en bestemt dimension af dets liv og oplevelse: nemlig i mødet med dets fæller. Hvem ville det falde ind, at opsplitte det, der udgør denne omgangs indhold, til en begrundende teoretisk viden, som går forud for praksis, og dels til en praksisadfærd, som bagefter anvender teorien! Det er imidlertid klart, at enhver indsigt, der skal komme denne opposition nærmere, kun kan vokse frem af de levende indtryk, som giver sig af parternes væren med- og til-hverandre. fortsættes...

27 Og denne væren med- og til-hinanden er ikke kun gensidig læren hinanden at kende: det er udvekslingen af virkninger og modvirkninger, i hvis spændingsrige derrivationer forholdet mellem Jeg og Du først profileres. Gensidigheden i denne væren for hverandre er egentlig talt modspillet til den distancerende sondring, som må finde sted, for at et ‚subjekt‘ kan komme til at betragte et ‚objekt‘, som først skulle kunne bestemmes ‚teoretisk‘, og siden hen, i overensstemmelse med denne bestemmelses angivelser, kunne bearbejdes ‚praktisk‘.ˮ (ebd., S. 18).

28 “Men som altid så har diagnosen dens fulde mening som forberedelse til terapien. Den moderne arbejdsorden har sit liv ikke kun i tænkningen og virkningen af de mennesker som betjener sig af den, men også i de indretninger som regulerer ordningen. Disse indretninger er i deres grundtræk forudbestemt af sagens orden. Men det betyder ikke at de er fuldkommen uden for menneskets bestemmelse og i dets forhold fastlagte. fortsættes...

29 De giver på tusinder og atter tusinder måder valget mellem muligheder, som dog netop adskiller sig gennem graden af det viste hensyn over for mennesket. At bevæge sig i dette spillerum både sag- og menneskekundig, forstår kun den som har forstået den antinomi, der er opstået i sammenstøddet mellem sagen og mennesket, og som derfor kan bedømme og forstå begge sider. Den ukundige ved enten kun om sagens nødvendighed eller om menneskets ret.ˮ (ebd., S. 125f.).