Sproglig interaktion Samtaler

Sproglig interaktion Samtaler
EVU Sprog III 16. September 2006 Ole Togeby

Sproglig interaktion – afbrydelser - undervisning
I. Sproglig interaktion A. Udskrift B. Kommunikationsmaximer II. Sproghandlingstyper Illokutionære adverbialer III. Indirekte Sproghandlinger IV. Afbrydelser V. Undervisning

I. A. Udskrift Sproglig interaktion er (selvfølgelig) en begivenhed i tid, og vi kan kun analysere det ved at optage det elektronisk og udskrive det så vi kan se det. Fx således:

Udskrift Udskrift af interaktion kræver en konvention for hvordan man gør det: Dansk standard 1 (men ikke dansk standard 2) fra Kirsten Gregersen, udg.: Dansk standard for udskrifter og registrering af talesprog, Odense 1987.

Udskrift 1. Enhver replik anføres med linjetæller, med et bogstav der betegner personen der taler, og et kolon inden det første ord, der normalt er med stort bogstav, fx: 1 A: Kommer du i morgen? B: Nej.

Udskrift 2. Brug almindelig retskrivning. Man skriver fx at selv om det udtales præcist som og. 3. Brug punktum, kolon, udråbstegn og spørgsmålstegn som sædvanligt. 4. Brug pausekomma. Komma og parentes markerer hvor der holdes pause, skiftes taletempo og toneleje. Der er altså normalt ikke komma foran at-sætninger, mens der ofte kan være komma midt inde i sætninger, især ved sproglige selvrettelser, fx: Men i øvrigt (jeg mener), du kan da ikke, altså, hvad er meningen?

Udskrift 5. Hvis en replik grammatisk og med hensyn til intonation ikke er afsluttet, anføres den uden punktum eller andre afslutningstegn. En replik der er en grammatisk og intonationsmæssig fortsættelse af en tidligere replik, begyndes med lille bogstav, fx: 1 A: Så sagde han alligevel B: Gjorde han virkelig? A: at der ikke var noget.

Udskrift 6. Korte pauser markeres med tankestreger, således at udstrækningen på papiret svarer til udstrækningen i tid. Lange pauser kan markeres med (p) eller (p 12 sek). 7. Uforståelige ord markeres med tilsvarende antal: (ufufufuf) (for: uforståelig). 8. Husk alle småord og udbrud; de skrives som de lyder (og følger altså ikke 2.): øh, øøøøh, hmmmm, ihja, mjohh. 9. Stærktryk på ikke forudsigelige steder markeres med apostrof før den trykstærke stavelse: Jeg så 'dig!.

Udskrift 10. Når to samtalepartnere taler samtidig over længere tid, vises dette i udskriften ved at den ene taler ord sættes mellem skråstreger / ... / og den anden talers understreges, således at det fremgår hvad der siges samtidig med hvad: 1 A: Jeg har ikke set /ham længe/. B: Nå. A: Men så pludselig i fredags /så jeg ham stå inde på/ 5 B: Nej det kan da ikke være A: /Hovedbanen./ B: sandt, det gjorde jeg også.

I. B. Kommunikationsmaximer
Kommunikationsmaksimer (Watzlawick et al.) 1. Man kan ikke ikke-kommunikere 2. Enhver kommunikation har et indholdsaspekt og et forholdsaspekt, sådan at det sidste klassificere det første og dermed er metakommunikation 3. Naturen af forholdet mellem kommunikationsparterne afhænger af hvordan de grupperer sekvensen af begivenheder i interaktionen 4. Mennesker kommunikerer både digitalt og analogt. Digitalt sprog har en kompleks og stærk logisk syntaks, men mangler en passende semantik for forhold, mens analogt sprog har semantikken, men ingen passende syntaks til en utvetydig definition af naturen af forholdet mellem parterne. 5. Al kommunikationsudveksling er enten symmetrisk eller komplementær, afhængig af om den hviler på hhv. lighed eller forskel.

Kommunikationsmaximer
1. Man kan ikke ikke-kommunikere

2. Enhver kommunikation har et indholdsaspekt og et forholdsaspekt, sådan at det sidste klassificere det første og dermed er metakommunikation Dette svarer til Searles teori hvorefter en sproghandling (talehandling) består af følgende: I (Px) I = illokutionær kraft; P = prædikatet, x = et eller flere argumenter.

3. Naturen af forholdet mellem kommunikationsparterne afhænger af hvordan de grupperer sekvensen af begivenheder i interaktionen Det er det gamle spørgsmål om hvem der begyndte: - Jeg slog ham fordi han slog mig. - Nej, det var hende der begyndte med at tage min is.

Manden opfatter kun 2-3-4, 4-5-6, 6-7-8, og konen opfatter kun 1-2-3, 3-4-5,

But I am telling you it is Why then did you say it wasn't?
3. Naturen af forholdet mellem kommunikationsparterne afhænger af hvordan de grupperer sekvensen af begivenheder i interaktionen Good afternoon, I have an appointment with Dr. H. My name is Watzlawick. I did not say it was. But I am telling you it is Why then did you say it wasn't? But I said it was!

But I am telling you it is Why then did you say it wasn't?
3. Naturen af forholdet mellem kommunikationsparterne afhænger af hvordan de grupperer sekvensen af begivenheder i interaktionen HUN Han indleder, men på falske forudsætninger Og hun svarer på hans initiativ Han indleder påny med en selvmodsigelse Så hun svarer på hans selvmodsigelse Han modsiger sin egen selvmodsigelse HAN Han indleder en samtale Hun svarer ikke på hans indledning Så han gentager sin indledning Hun diskonfirmerer på ham en gang til Good afternoon, I have an appointment with Dr. H. My name is Watzlawick. I did not say it was. But I am telling you it is Why then did you say it wasn't? But I said it was!

4. Mennesker kommunikerer både digitalt og analogt. Digitalt sprog har en kompleks og stærk logisk syntaks, men mangler en passende semantik for forhold, mens analogt sprog har semantikken, men ingen passende syntaks til en utvetydig definition af naturen af forholdet mellem parterne.

5. Al kommunikationsudveksling er enten symmetrisk eller komplementær, afhængig af om den hviler på hhv. lighed eller forskel.

A kan godkende og dermed anerkende Ps definition af sit selv A kan modsige, men dermed alligevel anerkende Ps definition af sit selv A kan ignorere, og anerkender dermed ikke Ps definition af sit selv

Kommunikation Kommunikation er en begivenhed i tiden hvorved den enes individuelle manifeste handlinger (eller sporene af dem, tekstens udtryk) i situationen tæller som alle parters fælles latente tanker om den omtalte situation (tekstens indhold) i et sprogfællesskab.

Kommunikation De manifeste handlinger i kommunikationsituationen er et forløb afgrænset i tid som kan kaldes kommunikativ interaktion, og som i flere trin kan inddeles i mindre enheder i tid. En interaktion (samtale, brevveksling, diskurs, debat) er udveksling af ytringer mellem to eller flere parter, den afgrænses i tid af skift i kommunikationssituationens scene, dvs. i skift i tid, sted, institution og antallet af samtalepartnere, og interaktionen kan inddeles i individuelle ytringer.

Kommunikation En ytring (taletur, replik, indlæg, tekst) afgrænses af talerskift (afsenderskift i skrift), og ytringen inddeles i sætninger. En sætning afgrænses i skrift af stort begyndelsesbogstav og punktum, spørgsmålstegn eller udråbstegn, og i talen af prosodiske grænser, markeret ved pause og intonation, og sætningen inddeles i ord og morfer. Et ord afgrænses i skriften af blanktegn og i talen af tryk, mens morfer ikke har nogen umiddelbart iagttagelige afgrænsninger i forløbet.

Kommunikation A: - Kommer du så? Vi spiser. B: - Det forsøger jeg.

Kommunikation

Kommunikation Forholdet mellem helhed og del er på den sproglige interaktions manifeste udtryksside bestemt alene ved kompositionalitet: helheden er lig med summen af delene og måden de er kombineret på: et ord består (i tid) af rækken af morfer som indgår i det, en sætning består af summen af ord som den er komponeret af, ytringen består af summen af de sætninger som den er konstrueret af, og interaktionen af summen af ytringer (taleture) som den er sammensat af.

Intentionalitet Forholdet mellem del og helhed er ved intentionale fænomener bestemt ved funktionalitet: meningen med en del er bestemt af meningen med den helhed som den indgår i, og af dens funktion i denne helhed. Den hvide vase fungerer som figuren på den sorte baggrund, og de to sorte profiler fungerer som figuren på den hvide baggrund. Man ser anden hvis man skal ud og fodre ænder, og kaninen hvis man går i skoven.

Typer af mening Interaktionens enkelte replikker er kommunikative handlinger med sociale konsekvenser. Ytringen har informationel funktion som en budskab (tekst) der har relevans for modtagerne. Sætningen har propositionel funktion som henvisning til elementer i den omtalte situation og udsagn om dem med realitetsstatus (sandhedsværdi). Ord og morfer har konceptuel funktion som betegnelser (beskrivelser eller afbildinger) af genkendelige typer af foregange og genkendelige kategorier af genstande i sagforholdet. (Fonemer og bogstaver har ikke nogen mening, men kun adskillende funktion.)

Typer af mening

II. Sproghandlingstyper
Austins klassifikation: `'Verdictiver' kan oversættes til `voteringer', `juridisk domsafsigelse' og omfatter sproghandlinger som: èrklære skyldig', `finde uskyldig', `tolke som', `karakterisere', `diagnostisere'. Èxercitiver' kan oversættes til ùdøvelse af rettigheder' fx `stemme', `befale', ùdnævne', `råde',' advare'. `Commissiver' kan oversættes til `påtagelse af forpligtelser', fx `love', `have til hensigt', `godkende', `sværge', `vædde', `foreslå', `påtage sig ngt'. `Behabitiver' kan oversættes til og defineres som: òpførsel og social adfærd', fx ùndskylde', `gratulere', `kondolere', `takke', ùdfordre'. Endelig kan èxpositiver' oversættes til `fremlæggelser', àrgumenterende', fx: `forsikre', `benægte', `fastslå', `beskrive', `bemærke', ìnformere', `spørge', `bevidne', `rapportere', àcceptere', `revidere'.

Sproghandlingstyper Searles klassifikation:
`Repræsentativer' (representatives) er forpligtelser (i forskellig grad) på sandheden af et udtrykt udsagn, fx `påstå', àntage', `fremsætte som en hypotese', ìnsistere på','sværge på'. `Direktiver' er forsøg fra afsenderens side på at få modtageren til at udføre en handling, `befale', `beordre', `bede om', òpfordre til'. `Commissiver' er sproghandlinger der forpligter afsenderen (i forskellige grad) til at udføre en handling, fx `love'. 'Expressiver' er dem der udtrykker den psykologiske tilstand som specificeres i ærlighedsbetingelsen, som handler om den tingenes tilstand som specificeres i udsagnsdelen af ytringen, fx `takke', `gratulere', `kondolere', `byde velkommen'. `Deklarationer', er sproghandlinger hvis vellykkede udførelse ændrer verden så den svarer til udsagnsdelens indhold: ùdnævne', `nominering af en kandidat', èrklære krig', `ægtevie'.

Sproghandlingstyper Searle gør omhyggeligt rede for hvilke kriterier han bruger i denne klassifikation: 1) hvad er hensigten med handlingen: `at forpligte sig selv', `få modtageren til noget', `stå inde for sandheden'; 2) hvad er tilpasningens retning: tilpasses udsagnet til verden, som ved `repræsentativer', eller verden til udsagnet, som ved `commissiver' og `direktiver'; 3) hvad er den psykologiske tilstand: overbevisning (belief), fx ved `repræsentativer', hensigt (intention), fx ved `deklarationer', eller ønske, fx ved `direktiver', 4) hvilken styrke har sproghandlingen: svag som i en `henstilling' eller stærk som i en `befaling',

Sproghandlingstyper 5) hvad er afsenderens status: underlegen ved `bøn' eller overlegen ved `befaling', 6) hvad er modtagerens interesser: altruistisk som ved `løfte' eller ehoistisk som ved `befaling', 7) hvilke relationer er der til den øvrige tekst eller samtale: `spørgsmål' eller `svar', `imødegåelse', `logisk slutning', 8) hvad er udsagnsindholdet.

Sproghandlingstyper Habermas' klassifikation:
`Kommunikativer': `sige', `ytre sig', `tale', `snakke', `spørge', `svare', `besvare', ìmødegå', `samstemme', `modsige', ìndvende', ìndrømme', òmtale', `gengive', `citere'. `Konstativer': `beskrive', `berette', `meddele', `fortælle', `forklare', `bemærke', `bevise', `forklare', `forudsige', `tyde', og `forsikre', `bedyre', `bejae', `benægte', `bestride', `betvivle'. `Repræsentativer': `vide', `tænke', `mene', `håbe', `frygte', èlske', `hade', `kunne lide', `ønske', `ville', àfgøre', fx: `åbenbare', àfsløre', `tilstå', `bringe til udtryk', `skjule', `foregøgle', `fordunkle', `fortie', `hemmeligholde', `fornægte' (de negative optræder kun i benægtede sætninger: `jeg fortier ikke at...')

Sproghandlingstyper Habermas’ klassifikation – 2. del
`Regulativer': `befale', òpfordre', `bede', `forlange', `formane', `forbyde', `tillade', `nægte', `modsætte sig', `forpligte sig', `love', àftale', `forsvare', `bekræfte', `stå inde for', òpsige', ùndskylde', `tilgive', `foreslå', àfslå', ànbefale', àntage', `råde', àdvare', òpmuntre', ìndrømme', `tilstå'. Institutionelle talehandlinger (dvs. ikke universelle, men bundet til bestemte institutioner): `hilse', `lykønske', `takke', `gratulere', `kondolere', `vædde', `gifte sig', `forlove sig', `døbe', `forbande', `forstøde', `fortrylle', `bekendtgøre', òffentliggøre', `forkynde', ùdnævne', `dømme', `frifinde', àttestere', `stemme for'.

Sproghandlingstyper Ole Togebys klassifikation af sproghandlinger:
`Påstande' fokuserer på sandheden og forpligter afsenderen til forklaringer på hvorledes udsagnet kan være sandt, fx àntage at ngt er tilfældet', `bekræfte', `benægte', `bestride', `betvivle', `bevise', èrindre om', `forudsige', `forklare', `generalisere', `hævde', ìndrømme', ìndvende', `konkludere', `medgive', `modsige', `påstå', `rette', `tilbagevise en indvending', `tilstå', ùdtrykke tvivl'. Òplysninger' fokuserer på relevansen og forpligter afsenderen til godtgørelser af hvorledes meddelelsen er i modtagerens interesse, fx àdvare om en fare', `bekendtgøre', `berette', `beskrive', `briefe', `fortælle', `give underretning om', `gøre opmærksom på', `meddele', òffentliggøre', òplyse', òrientere'. `Reguleringer' fokuserer på rigtigheden af sproghandlingen i kontaktsituationen som en del af samfundets normsystem, eller på retfærdigheden af afvejningen mellem kommunikationsparternes handlinger, og forpligter afsenderen til at retfærdiggøre afvejningen, fx àcceptere ægteskab' (sige "ja"), àdlyde påbud'(sige "javel"), àdlyde forbud', àfsendermarkering', àfsige dom', àfskedige', àfslå', àfvise løfte', àntage ngn. i en stilling', àppellere en dom', `bede', `bede om lov', bede sig fri', `befale', `beordre', `beskylde', ’døbe', `forbyde', `foreslå', `forlange', `fritage ngn. fra ngt.', `fristille', `give en advarsel', `give lov', `give love', `henstille', `hilse', `hilse tilbage', ìgnorere tilladelse', ìndgå aftale', ìndrømme', `love', `modtage en dom', `modtage et løfte', `nominere', `nægte forbud', `nægte lov', `nægte påbud', òpsige aftale', `påbyde', `pålægge ngn ngt', `tillade', ùnderskrive', `vædde', `vælge ngn. til tillidspost', `ægtevie'.

Sproghandlingstyper `Kommunikativer' fokuserer på korrektheden og forståeligheden, og forpligter afsenderen til at tyde hele ytringens udtryksside, fx: àfslutte ytring', `bede om eksplicitering', `bede om gentagelse', `bede om sproglig tydeliggørelse', `benævne', `betone', `bogstavere', `citere', `definere', èksemplificere', eksplicitere', `fortsætte ytring', `fremhæve', `gentage', ìndlede ytring', `kommentere, tydeliggøre', `kontrollere at man kan høres', `kontrollere om man er blevet forstået', `markere at man vil tale videre', òmskrive', `referere', `resumere', `rette sig selv', `sammenfatte', `signalere forståelse, dvs. ja og nej på rigtige tidspunkter', `signalere manglende forståelse', `Domme' fokuserer på ærligheden, og forpligter afsenderen til forsikringer om at det er hendes virkelige følelser, hensigt, holdning, vurdering og ønske, fx: ànbefale', `bedyre', `bedømme', `dadle', `bebrejde', `beklage', èrklære sin kærlighed', `forbande', `forsikre', `give karakter', `glædesudtryk', `gratulere', `gøre komplimenter', `kondolere', `mene', `mishagsytring', òpmuntre', `prise', `rakke ned', `rose', `synes', `tage parti', `takke', ùndskylde', `velsigne', ùdtrykke angst', ùdtrykke frygt', ùdtrykke had', ùdtrykke håb', ùdtrykke interesse', ùdtrykke medfølelse', ùdtrykke sorg', ùdtrykke sympati', `vurdere negativt', `vurdere positivt', `ønske tillykke'.

II.B. Illokutionære adverbialer
1) Kriteriemarkører: attitudeadverbialer der angiver kriteriet for påstande. Attitudeadverbialet åbenbart angiver at afsenderens grunde til at tro på sandhedsværdien af sætningen, udgøres af et indirekte ræsonnement, og ikke direkte sansning eller sikker efterretning. Adverbialet angiver altså med hvilken vægt sproghandlingen indgår i den interaktionsform som drejer sig om sandhedsværdien: debatten. Man kan ikke bruge åbenbart i sproghandlinger som, med andre midler, er markeret som hørende til en anden kategori end påstande, de kan ikke stå i regulerende sproghandlinger i bydeform, det kan ikke stå i domme, og det kan faktisk heller ikke stå i oplysninger, dvs. sætninger hvor afsenderen har en viden som modtageren ikke har: * - Gå åbenbart! * - Jeg har åbenbart hovedpine, * - Det er åbenbart her jeg bor. Kriteriemarkører kan altid stå i følgende kontekst: At det og det er tilfældet, er sandt. Eksempler: faktisk, formentlig, formodentlig, givetvis, muligvis, måske, naturligvis, nok, rimeligvis, sandsynligvis, selvfølgelig, sikkert (=visseligen), tilsyneladende, tydeligvis, ubetinget, uden tvivl, utvivlsomt, velsagtens, virkelig, vistnok, øjensynlig, åbenbart.

Illokutionære adverbialer
2) Vurderende adverbialer: attitudeadverbialer der angiver afsenderens vurdering af ytringens indhold, hvis sandhed forudsættes. Attitudeadverbialet beklageligvis angiver afsenderens dom (attitude) om udsagnet, men sproghandlingen er ellers ikke nogen dom, men (en påstand eller) en oplysning. Adverbialet beklageligvis er således en parentetisk tilføjet ekstra sproghandling, som ikke udgør en del af sætningens øvrige relevansstrukturering. Den inviterer således til en situation hvor der kan spørges til afsenderens ærlighed, om oprigtigheden i beklagelsen. Vurderende adverbialer kan ikke forekomme i sproghandlinger der på anden vis er markeret som påstande eller reguleringer, og altså ikke sammen med kriterieadverbialer: * _ Gå beklageligvis!, * _ Sov hun heldigvis godt?, * _ John kommer beklageligvis måske i morgen. Eksempler på vurderende attitudeadverbialer: beklageligvis, begribeligvis, desværre, forbavsende nok, forståelig nok, glædelig nok, heldigvis, skuffende nok, ubegribeligvis, utrolig nok, ærgerlig nok.

2a) Vurderende attitudeadverbialer der parentetisk angiver en vurdering af en handling: af vanvare, dumt nok, forsætligt, klogt nok, letsindigt nok, med vilje, retfærdigvis, ved en fejltagelse. 3) Distancemarkører: fokuserbare attitudeadverbialer hvormed afsenderen tager forbehold med hensyn til sandhedsværdien af en påstand eller oplysning: angiveligt, det der med et fint ord kaldes, efter sigende, groft sagt, i drømme, i fantasien, i og for sig, ligesom, lissom, mildt sagt, om jeg så må sige, som bekendt, som de fleste ved. 4) Engagementsmarkører, der parentetisk angiver graden af engagement og ærlighed hvormed sproghandlingen fremsættes: alvorligt talt, bogstaveligt talt, dybest set, egentlig, faktisk, i al fortrolighed, i virkeligheden, mellem os sagt, når alt kommer til alt, oprigtigt talt, ærlig talt.

5) Kompositionsmarkører, som parentetisk og ikke fokuserbart angiver ytringens plads i forhold til andre ytringer (i den samme eller anden tekst): afslutningsvis, alligevel, derefter, desuden, for at knytte an til..., hvis jeg lige må sige noget ganske kort, hvis vi ser på side 2 linje 13, i forlængelse af det der er blevet sagt, i lighed med..., i modsætning til, indledningsvis sagt, med andre ord, yderligere.

III. Indirekte sproghandlinger
- Kan du række mig saltet? (Can you pass the salt?)

Indirekte sproghandlinger
Searle forklarer det på følgende måde: 1. trin: X har spurgt mig om jeg er i stand til at række ham saltet (kendsgerninger om samtalen). 2.trin: Jeg antager at han samarbejder i samtalen og at hans ytring derfor har et sigte eller en hensigt (princippet om samarbejde i samtalen). 3. trin: Situationen tyder ikke på nogen teoretisk interesse fra hans side i min evne til at nå saltet (baggrundsinformation). 4. trin: Han ved desuden antagelig at svaret på spørgsmålet er ja (baggrundsinformation, dette trin er ikke nødvendigt, men gør overgangen til 5. trin lettere).

5. trin: Derfor er hans ytring sandsynligvis ikke kun et spørgsmål. Det har sandsynligvis et yderligere talehandlingssigte (slutning fra trin 1, 2, 3 og 4). Hvad kan det være? 6. trin: Der er for enhver direktiv talehandling en forberedende betingelse om at modtageren skal være i stand til at udføre den handling som omtales i den propositionelle indholdsregel (talehandlingsteori). 7. trin: X har således stillet et spørgsmål hvis bekræftende svar medfører at en forberedende betingelse for at bede om salt er opfyldt (slutning fra 1. og 6. trin).

8.trin: Vi er ved at spise middag, og folk bruger normalt salt til middag; de rækker saltet frem og tilbage, og prøver at få andre til at række det frem og tilbage, osv. (baggrundsinformation). 9. trin: Han har således hentydet til opfyldelsen af en forberedende regel for det at bede om noget, hvilken talehandling det er meget sandsynligt at han vil udføre (slutning fra 7. og 8. trin). 10. trin: Når der ikke er andre sandsynlige talehandlinger, er han sandsynligvis i gang med at bede mig om at række ham saltet.

Jeg var i Iran – det var den gang der var en shah af Persien - og jeg var i den smukke by Isfahan. Da jeg en dag stod på torvet i Isfahan, kom der en amerikaner forbi i en gammel jeep som var bundet sammen med tyggegummi, sejlgarn og gamle remme. Amerikaneren fortalte at han var på vej til Afghanistan spurgte om jeg ville med. For at komme der til skulle man køre gennem den store Semnanørken og gennem den frygtelige saltørken Dast e Kavir der ligger midt inde i den. Her ligger der langs vejene skeletter af de dyr og mennesker som ikke klarede turen. Og jeg så på det miserable køretøj han havde, og så sagde jeg: Can you pass the salt?

A er en gymnasieelev som taler i telefon med sin moder B, som i fire dage har været væk hjemmefra for at hjælpe en gift datter. De ved begge to at datteren ønsker at moderen skal komme hjem. Moderen har ofte bebrejdet datteren A at hun ikke kan klare sig selv, hvad A har benægtet. A1: Og hvornår regner du med at komme hjem? B2: Hvorfor det? A3: Jo, det hele er ved at blive lidt for meget, /ler/ det er - det er ved at blive for hårdt... B4: Nå, hvorfor fortæller du ikke Helen det? William Labov

I. Hvis A beder B udføre en handling X på tidspunktet T, kan As ytring kun opfattes som et gyldigt påbud hvis følgende forudsætninger holder stik: B antager at A antager (= det er et AB-forhold at) 1. X udføres med hensigten Y 2. B er i stand til at gøre X 3. B har pligt til at gøre X 4. A har ret til at bede B gøre X II: Hvis A spørger B om orientering om hvorvidt en handling X er udført, eller på hvilket tidspunkt T X vil blive udført, og de 4 forudsætninger for et påbud gælder, så vil det blive opfattet at A har udtrykt en underliggende ytring; B: gør X!

Der ikke er mere indirekte i tolkningen af - Kan du række mig saltet? som det at bede om noget, end der er ved tolkningen af samme sætning som et spørgsmål. Der er ikke nogen tolkning af sætningen uafhængig af tolkningen af den som sproghandling. Så man må altid foretage et spring fra sætningsmening til ytringstolkning.

Dette ’spring’ sker efter de regler om relevans. Modtageren må gå ud fra at der hverken er tale om et orienteringsspørgs-mål eller om et debatspørgsmål, for afsenderen kender antagelig allerede det ukontroversielle svar - Ja. Og modtageren ved at svaret Ja ville videregive følgende information: ’jeg er i stand til at række dig saltet’, og det ville ikke være optimalt relevant for afsenderen, dvs. ikke umagen værd at tolke.

Modtageren af indskyder så i 3 omgange relevante logiske principper som via (deduktive eller abduktive) ræsonnementer fører til konklusioner der er mere relevante for ham: OPLYSNING: A siger: - Kan du række mig saltet PRINCIP: Man spørger kun hvis man ikke kender svaret OPLYSNING: M ved at A kender svaret KONKLUSION: A spørger ikke, men gør Ms evne til at række saltet til emne for samtalen.

OPL: A gør Ms evne til at række saltet til emne PR: A gør kun det til emne som er relevant for M KNKL: A indikerer at Ms evne til at række saltet er relevant OPL: A indikerer at Ms evne til at række saltet er relevant PR: Evnen til at gøre noget er forudsætningen for at gøre det PR: Forudsætningerne for noget relevant er også relevante KNKL: Det er relevant for M at række saltet (for at bevare det gode forhold til A) (ABDUKTION)

Denne konklusion er optimalt relevant i forhold til modtageren, for Ms reaktion på As forsøg på at få M til at række A saltet, vil definere deres fremtidige relationer, og dem er M interesseret i at præge. Man kan se at denne analyse er korrekt ved at svaret - Ja ikke kan betyde det som man umiddelbart skulle tro, nemlig ’jeg er i stand til at række dig saltet’, men tæller som et løfte fra modtagerens side om at række afsenderen saltet. - Ja betyder altså: ’hvis jeg ikke rækker dig saltet har du ret til negative sanktioner over for mig.’

Interaktionens enkelte replikker er kommunikative handlinger med sociale konsekvenser. Ytringen har informationel funktion som en budskab (tekst) der har relevans for modtagerne. Sætningen har propositionel funktion som henvisning til elementer i den omtalte situation og udsagn om dem med realitetsstatus (sandhedsværdi). Ord og morfer har konceptuel funktion som betegnelser (beskrivelser eller afbildinger) af genkendelige typer af foregange og genkendelige kategorier af genstande i sagforholdet. (Fonemer og bogstaver har ikke nogen mening, men kun adskillende funktion.)

Ytring Sætning Rodord

Typer af mening

IV. Turtagning En vigtig del af analysen drejer sig om turtagning

Turtagning Gentagne afbrydelser af den samme taler fra hendes partner synes at blive fulgt af emneskift. Hvis afbryderen er den der er ved at udvikle et emne, synes afbrydelserne at begrænse den afbrudtes ret til at bidrage til udviklingen af emnet. Vi betragter produktionen af både forsinkede minimale svar og afbrydelser hos mandlige talere i interaktion med kvindelige som en hævdelse af retten til at kontrollere emnet for konversationen svarende til voksen-barn-konversationer hvor barnet i de fleste tilfælde har begrænset ret til et tale og blive hørt på. Don H. Zimmerman and Gandace West: Sex Ro1.es, Interruptions and silences in conversationi Barrie Thorne and Nancy Henley (eds): Language and Sex 1975 Rowley, Blase,. s Oversættelse: OT.

Turtagning

Turtagning Og resultatet hos Zimmerman og West blev så at der i sammekønskonversationer skete 7 afbrydelser ( 4 fra den ene part, 3 fra den anden) og 22 overlapninger (12 fra den ene, l0 fra den anden), mens der i blandede konversationer skete 48 afbrydelser (46 fra mænd, 2 fra kvinder) og 9 overlapninger ( af mænd). De tal er så overbevisende at man slet ikke behøver at lave statistik.

Turtagning 1. Taleren udnævner næst taler. Hvis næsttalerså tager ordet, sker der en glat overgang: KI: - Ja nu har du både en bror og en søster; var der nogen forskel på øh, hvor meget I to drenge og såpigen hjalp til hjemme ? MP: - øh, det vil jeg ikke mene nej. M-12 K = kvindelig, M = mandlig, I = interviewer, P = forsøgsperson.

Turtagning Tager næsttaleren ikke ordet, indtræder der en tavshed som er meget mere belastende for næsttaleren end for taleren fordi det er hende eller ham der bør tale, det kan man kalde næsttalers tavshed: KI: - Hvad gør hun så ? (p) - Hvad gør hun ? MP: - Jah, de skændes jo om ... M-4

Turtagning 2. Hvis taleren ikke udnævner den næste taler kan næsttaleren udnævne sig selv. Sker dette ved et skiftepunkt hos taleren og holder taleren op med sin tale på dette punkt skerder en fri glat overgang: MP: og min mor var hjemme en gang imellem da da vi var mindre, men tog sig af alle alle de praktiske ting. KI: - Ja, nu har du både en broder og en søster...

Turtagning 4. Udnævner næsttaleren sig selv før talerens skiftepunkt, kan det ske at taleren opgiver at føre sin sætning til et skiftepunkt; der er så tale om en regulær afbrydelse: KI: - Men du mindes altså ikke at hun altid stod oghjalp til med vask - med opvasken /mens I andre/ MP: - Nej, jeg vil altså, jeg kan da erindre noget... Syntaktisk kan man godt have skiftepunkt mellem opvasken og mens, men intonationen er lagt an til at lande langt senere.

Turtagning 5. Udnævner næsttaleren sig selv før talerens skiftepunkt, kan der også ske det at taleren fortsætter, så indtræder der det man kunne kalde parallel tale: KI: - ...Er der nogen kønsforskelle at mærke blandt, de unge der deltager i det, altså hvordan ligger det / med med drenge og piger og er der sket noget her ?/ MP: - Ja. Ja. Ja. Altså øh, nu sad jeg i-i-i ledelsen af det her foretagende

Turtagning 6. Efter parallel tale og efter simultan talestart vil en af de samtidigt talende parter hurtigt holde op; det er meget sjældent af finde samtidig tale på mere end en halv linje i udskriften. Er det næsttaleren som opgiver, kan man kalde det med et nyt ord: indbrydelse: MP: _... der er det jo altså kvinderne der i_i_i første grad tager sig af, af_af det huslige arbejde og det og børn, og derfor ikke har_har mulighed for at øh, at deltage i det almindelige karriereløb./ Det det gælder/ altså for dem der er _ der er færdiguddannede, som har... KI: _ Men det er

Turtagning 7.Fortsætter taleren efter parallel tale eller simultan talestart til næste skiftepunkt og holder så op, kan man kalde det en overlapning: KI: _ ... der er jo forholdsvis få/ kvinder der når til tops./ MP: _ Mjah, jah, men det er jo ikke vel, ikke fordi... Det er rimeligt at kalde dette en overlapning for MP svarer her på det spørgsmål som KI stiller mens han svarer, han har altså forstået det før det er sagt færdigt.

Turtagning 8. Udnævner næsttaleren ikke sig selv, kan taleren fortsætte, det er regulært talerens tale. Den forlænges ved minimale svar, nemlig indskudte ja, mm, latter fra næsttalerens side på skiftepunkter i talerens tale; MP: _... da de som regel er gift med nogen øh af samme slags, øh af med mænd,//eller med nogen kvinder KI: _ Ja.

Turtagning 8. Fortsætter taleren ikke med at tale, bliver der tavshed, og denne tavshed er talerens ansvar _ et stykke tid. Talers tavshed: KP: _...og så bliver hun ondskabsfuld og kaster kasserollen med al maden i hovedet på ham. (p) Også den næste der ? KI: _ Ja, hvis du kan gå videre. K 15

Undervisning L- Ja - Nu har vi talt noget om afsenderen i teksten, så kan vi prøve at finde ud af - hvordan ser nu adressaten ud? (pause 17 sek.) L: Hvordan ser - øh - vores adressat ud? (pause 4 sek.) L: Søren! S: Det må være en højt uddannet mand. L: Ja, hvor højt?

Undervisning S: Det står der ikke noget om. L: Jo, det gør der da!
S: Civilingeniør, eller sådan noget. L: Ja ikke - der står hvilke eksamenspapirer: cand. merc. cand. økon., cand. polit. eller HD med afsætningsøkonomi, eventuelt - ikke. - Der står simpelthen specifikt hvilke eksamenspapirer der skal medbringes. --- Der står noget helt andet, der egentlig ligger helt uden for det mere specifikke eksamenspapir? (pause 2 sek.) L: Ja, Peter! P: Tale og skrive pænt, og tale tydeligt ...

Undervisning L: Ja --- Det er noget af det --- men der, jeg synes, altså endnu stærkere, endnu højere krav til denne mand, end netop det at kunne have taget, eller afsluttet, en akademisk uddannelse? Hans? H: At kunne opvise tilfredsstillende resultater fra en lignende stilling og have erfaring i mødeledelse ... L: Ja - H: Og have forhandlingsevne på højeste plan ... H: Og topspecialist. L: Og topspecialist, ikke? Kunne opvise tilfredsstillende resultater .. .

Undervisning

Undervisning Eller noteret på linjer:
0: Pædagogen har ordet º 1: pædagogen definerer nyt emne, dvs, stiller et spørgsmål º 2: pædagogen udnævner et barn til taler º 3: det udnævnte barn taler og svarer på spørgsmålet º 4: pædagogen accepterer svaret º 0.

Tornerose P: Og hvem var det der var med til festen, Dorthe?
Dorthe: Dronningen. P: Ja, hvem var det dronningen havde inviteret med til festen, Bettina? P: Hvem var det der gerne ville ind, Lars? Lars: Det var alle prinserne. P: Alle prinserne; hvad ville de, Jonas? Jonas: De ville gerne besøge Tornerose.

Drenge og piger

Genudnævnelser 0: P. har ordet º 1: P. definerer emne º 2: P. udnævner barn º 3: barn taler º 4a: P. nægter at acceptere svar º 1a: P. gendefinerer emnet º 2a: P. genudnævner barn º 0. P: hjemme på slottet; og hvad var det så hun gjorde, Lars? Lars: faldt i søvn. P: Nej, hvad var det så hun gjorde, Lars? Lars: Hun stak sig. P: Og når man bliver gift, så holder man..., hvad hedder det? Julie: Fest P: Hvad hedder den fest man holder når man bliver gift? Julie: Bryllup. P: Flot, holder de en rigtig flot fest?

Genudnævnelser

Lærerens svar Pædagogen kan også markere at barnets svar er forkert ved selv at besvare spørgsmålet og dernæst stille et nyt spørgsmål til en anden: 0: P. har ordet º 1: P. definerer emne º 2: P. udnævner barn º 3: barn taler º 4a: P. besvarer selv spørgsmålet º 1: P. definerer nyt emne º 2: P. udnævner et andet barn º 0. P: Hvad siger Maja, kunne hun få et barn Maja? Maja: Ja, åh, frøen sagde.... P: Ja, men de kunne ikke få noget barn, men hvad var det der hjalp dem til at få et barn, Julie?

Ignorering Men det kan også ske på en anden måde, nemlig ved at pædagogen ganske simpelt ignorerer det forkerte svar og stiller det samme spørgsmål til et andet barn eller et nyt spørgsmål til et andet barn, altså: 0: P. har ordet º 1: P. definerer emne º 2: P. udnævner barn º 3: barn taler º 1: P. gendefinerer emnet º 2: P. udnævner et andet barn º 0. P: Hele hoffet, ja; og hvad var det så der voksede op, Dorthe? Dorthe: Tårnet. P: Hvad var det der voksede op og gemte hele slottet, Espen? Espen: En tjørnehæk. P: En tjørnehæk, ja. P: Ja, det er flot. Og hvad er det prinsen, han gør'? Julie: Han bliver gift. P: Hvad er det prinsen gør med prinsessen, Bettina? Se! Hvad er det han giver prinsessen? Bettina: Et kys.

Reaktionstyper Man kan generelt sige at der er 2 måder en person kan reagere på en andens ytring på: Man kan anerkende sproghandlingen og bekræfte at talerens ytring tæller som en rimelig sproghandling i situationen, eller man kan undlade at anerkende den. Man kan så igen anerkende talerens sproghandling ved enten at godkende det der er talerens hensigt med ytringen eller modsige det. Anerkender man ikke sproghandlingen, betyder det at man ignorerer talerens hensigt med ytringen:

Reaktionstyper Hvad en godkendelse vil sige afhænger af hvilken sproghandlingstype det er en reaktion på: en påstand godkender man ved at acceptere sandheden, et følelsesudtryk ved at udtrykke sin følelse om det samme, et spørgsmål ved at besvare det, en opfordring ved at gøre hvad man bliver bedt om. En påstand modsiger man ved at påstå det modsatte, et følelsesudtryk ved at udtrykke den modsatte følelse eller vurdering af det samme emne, et spørgsmål ved ikke at give svaret, en opfordring ved at nægte at gøre hvad man bliver bedt om. Og enhver sproghandling ignoreres ved at man hverken bekræfter eller mod_siger, men gør noget der ikke forudsætter den sproghandling man reagerer på.

Forkert barn Et andet punkt for variation i standardsekvensen er barnets svar. Hvad sker der hvis et andet barn end det der er blevet udnævnt, svarer på spørgsmålet. Der er forskellige muligheder; pædagogen kan standse det forkerte barn og genudnævne det rigtige. 0: P. har ordet º 1: P. definerer emne º 2: P. udnævner barn º 3a: forkert barn taler º 4b: P. forbyder det forkerte barn at tale º 2b: P. genudnævner første barn º 3: første barn taler º 4. P. accepterer svar º 0.

Forkert barn P: Det var en ten, ja, som man bruger når man har alt fårets uld; så skal man lave det til garn, så bruger man en ten, ikke. Hvad sagde prinsessen så, Julie? En anden: Så sov hun. P: Du hedder ikke Julie! Julie: Så sov hun i hundrede år. P: Så lukker den sig bagved ham; den vil ikke have flere ind åbenbart. Og hvad gør kongesønnen så, Lars? Maja: Så går han ind. P: Schhh!! Det er Lars jeg spørger. Lars: Så går han ind. P: Hvor ind? Lars: Ind på slottet P: Sid lige ordentligt! Lars: Fordi der er helt stille. P: Hvorfor er der helt stille inde på slottet? Lars: Fordi de alle sammen sover.

Forkert barn Men der kan også ske det at pædagogen ganske simpelt accepterer det forkerte barns svar: 0: P. har ordet º 1: P. definerer emne º 2: P. udnævner barn º 3a: forkert barn taler º 4. P. accepterer svar º 0. P: Maja. Og hvad var det med tjørnehækken, var den nem at komme igennem, kunne de godt komme ind? Børn: Neejj P: Hvem var det der gerne ville ind, Lars?

Børns spontane tale Der er også situationer med variationer med udgangssituationen 0: P har ordet. Når den typiske sekvens er afsluttet er ordet pædagogens. På dette tidspunkt kan et barn begynde at sige noget uden at være spurgt og uden at der overhovedet er blevet spurgt nogen. Børnene kender imidlertid godt reglen om at pædagogen er ordstyrer, og at diskussionsdeltagere (børnene) kun må tage ordet når ordstyreren (pædagogen) har udnævnt en deltager til at være taler. Derfor er flere af børnenes spontane tale også det der i generalforsamlingssprog hedder 'til proceduren'. Barnets spontane tale handler altså ikke om sagen (Tornerose) men om dagsordenen; her er to eksempler:

Børns spontane tale P: Hvad var det der voksede op og gemte hele slottet, Espen? Espen: En tjørnehæk. P: En tjørnehæk, ja. Jonas: Du skal også sige noget om prinsessen! P: Ja, det kommer først bagefter. Maja: Du skal hele tiden også spørge mig! P: Jeg spørger da også dig, Maja.

Børns spontane tale Men man kan også støde på spontan børnetale som ikke er metakommunikation 'til proceduren', men altså om emnet således at barnet overtager pædagogens rolle som den der må definere emnet for den følgende samtale: P: Ja de rev sig til blods; de kunne ikke komme igennem hækken, der var så tæt. Julie: Ja P: Ja, det var den nemlig. Julie: Vi har også en hæk derhjemme; den kan vi heller ikke komme igennem. P: Er det rigtigt? Julie: Det kan vores kat. P: Men det var katten. Efter mange år. hvad skete der så, Jonas?

Børns spontane tale

Øvelsestekster

Tornerose Pædagogen (P) og børnene: Bettina, Dorthe, Espen, Jonas, Julie, Lars og Maja. P: Hvad er det kongen og dronningen så gerne vil have? Alle: Et barn. P: Kan hun få det? Alle: Jah P: Hvad siger Maja, kunne hun få et barn, Maja? Maja: Ja, åh, frøen sagde .... P: Ja, mm de kunne ikke få noget barn, men hvad var det der hjalp dem til at få et barn, --- Julie? Julie: Frøen. P: Det var frøen. Hvad sagde frøen, --- Espen? Espen: Æh ... P: Hvad sagde frøen, Espen? Hvor var frøen henne? Espen: I ... P: Hvem var det den snakkede med, Espen? Espen: med Torne ... P: med dron/ Espen: med dronningen. P: Hvad var det det sagde til dronningen, frøen? Espen: æhh... P: Hvad sagde frøen til dronningen, Lars? Lars: Hun skulle få et barn P: ... at hun skulle få et ønske opfyldt... Lars: Inden ... P: inden hvad? Julie: inden det næste år kom. P: Ja, det er rigtigt Julie, og Bettina, hvad skete der så? Fik kongen og dronningen et barn?

Tornerose Bettina: ....... P: Gjorde de, Bettina? Bettina: .....
P: Dorthe, fik kongen og dronningen et barn? Dorthe: Ja. P: Hvad fik de? Dorthe: Et barn. P: Hvad var det for et barn, Jonas: Jonas: En pige. P: En pige, og hvad kom hun til at hedde? Jonas: Tornerose. P: Jah, det gjorde hun nemlig /Rejs dig op du du kan trække vejret, Lars. / Det var Tornerose, ja; og hvad var det så der skete, blev der holdt en fest? Jonas: Ja. P: Hvorfor blev der holdt en fest, Jonas? Jonas: Det kan jeg ikke huske. P: Ja, Julie! Julie: Fordi barnet blev født. P: ... fordi de havde flet et barn, ikke? Julie: Jo. P: Og hvem var det der var med til festen, Dorthe? Dorthe: Dronningen. P: Ja, hvem var det dronningen havde inviteret med til festen, Bettina? Prøv at se på billedet! Hvem var det de havde inviteret? Hvad var det de hed, de der? Bettina: P: Hvad hed de, Lars? Lars: De hed feer. P: Feer, ja; og hvad kan de nogen gange gøre?

Morlille MONTANUS. ...a) Morlille, jeg vil giøre jer til en Steen.
NILLE. b) Ja Snak, det er end meere konstigt. MONTANUS. c) Nu skal I faa det at høre. d) En Steen kand ikke flyve. NILLE. e) Ney det er vist nok, undtagen man kaster den. MONTANUS. f) I kand ikke flyve. NILLE. g) Det er og sant MONTANUS. h) Ergo, er Morlille en Steen. i) (Nille græder.)

Morlille MONTANUS. j) Hvorfor græder Moorlille?
Nille. k) Ach jeg er saa bange, at jeg blir til Steen; l) mine Been begynder alt at blive kolde. MONTANUS. m) Gif jer tilfreds Morlille, n) jeg skal strax giøre jer til Menniske igien. o) En Steen kand ikke tænke eller tale. NILLE. p) Det er sandt. q) Jeg veed ikke om hun kand tænke, r) men tale kand hun ikke. MONTANUS. s) Morlille kand tale. NILLE. t) Ja Gud skee Lof, u) som en stakkels Bonde-Kone kand jeg tale. MONTANUS. v) Got. x) Ergo er Morlille ingen Steen. ACTUS II, SCENA 3

Månen JESPER. a) Hør min kiære Monsieur Montanus Berg! jeg har hørt at lærde Folk skal have saa underlige Meeninger. Er det sandt, at man holder for i Kiøbenhavn, at Jorden er rund? b) her paa Bierget vil ingen troe det; c) thi hvor kand det være, efterdi Jorden synes jo gandske flack? MONTANUS. d) Det kommer deraf, at Jorden er saa stor, at man ikke kand merke dens Rundhed. JESPER. e) Ja det er sandt, Jorden er stor, det er fast den halve Deel af Verden. f) Men hør, Monsieur! hvor mange Stjerner vilde der vel til at giøre en Maane?

Månen MONTANUS. g) En Maane! h) Maanen er mod en Stierne ligesom Pebling Søen mod heele Siælland. JESPER. i) Ha ha ha ha, j) de lærde Folk ere aldrig rigtige i Hovedet. k) Jeg har min Troe hørt dem, der siger, at Jorden løber, og Solen staar stille. l) Monsieur troer vel ikke det ogsaa? MONTANUS. m) Ingen fornuftig Mand tviler meer derom. JESPER. n) Ha ha ha, o) skulle Jorden løbe, maatte vi jo falde iblant og slaae Halsen i stykker... ACTUS III, SCENA 2.

Månen JESPER. ...a) men min kiære Monsieur Berg, hvoraf kommer det, at Maanen er undertiden saa liden, undertiden saa stor? MONTANUS. b) Om jeg nu siger jer det, vil I dog ikke troe det. JESPER. c) Ach vær saa god og siig mig det. MONTANUS. d) Det kommer deraf, at naar Maanen er voxen til, klipper man stykker af den for at giøre Stierner af. JESPER. e) Det er min Troe curiøskt, f) jeg vidste det min Troe ikke tilforn. g) Dersom man klippede ikke Stykker af den, vilde den voxe alt for stor, og blive saa bred som heele Sælland. h) Naturen regiærer dog alting meget viseligen; i) men hvoraf kommer det at Maanen varmer ikke saa vel som Solen, da den dog er ligesaa stor? MONTANUS. j) Det kommer deraf, at Maanen er intet Lys.... ACTUS III, SCENA 2.

Hane MONTANUS. ... a) Jeg siger I er en Hane, og b) skal bevise det saa klart, som 2 og 3 er 5. c) See ogsaa i kort Begreb, hvilken Eenstemmelse, der er imellem jer og en Hane. d) En Hane har en Kam i Hovedet, e) I bær ogsaa Takker udi Panden; f) en Hane galer, g) I galer ogsaa; h) en Hane giør sig til af sin Røst, og bryster sig, i) I ligeledes; j) en Hane varer ad, naar det er Tid at vaage, k) I, naar det er Tid at gaae i Messe. l) Ergo er I en Hane. m) Har I ellers noget at sige? n) (Per Degn græder). JESPER. o) Ej, græd ikke Per, hvad vil I agte saadant? PER. p) Det er, gid jeg faar en Ulykke, lutter Løgn. q) Jeg kand skaffe Attester fra heele Byen, at jeg er ingen Hane, eller at nogen af mine Forældre har været andet end Christne Mennisker. MONTANUS. r) Refuter da denne Syllogismum, qvem tibi propono. s) En Hane har disse Egenskaber, hvorved den kiendes fra andre Dyr. t) Den varer Folk ved Lyd, naar de skal staa op; gir Timerne tilkiende; bryster sig af sin Stemme; fører Takker udi Hovedet. u) I har de samme Egenskaber. v) Ergo er I en Hane. ... ACTUS IV, SCENA 2

Dukat LIEUTENANT.a) Men jeg har hørt sige at Monsieur kand bevise, at det er børns Pligt, at slaae deres Forældre. b) Det synes mig at være u-rimeligt. MONTANUS. c) Har jeg sagt det, er jeg og Mand for at forsvare det. LIEUTENANT. d) Jeg tør vedde med ham om en Ducat, at hand ikke er capabel dertil. MONTANUS. e) Jeg vover en Ducat der imod. LIEUTENANT. f) Top, det er sagt, lader os nu høre. MONTANUS. g) Den man elsker mest, slaar man mest. Man bør ingen elske meer end sine Forældre, ergo bør mand ingen slaae meer. End udi en anden Syllogismo: Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte. Jeg har i min Barndom oppebaaret hugg af mine Forældre, ergo bør jeg give dem hugg igien. LIEUTENANT. h) Nok nok. Jeg har tabt. i) I skal min troe have jer Ducat.

Dukat MONTANUS. j) Ey, det er ikke Lieutenantens Alvor; jeg vil profecto ingen Penger have. LIEUTENANT. k) Hand skal parole tage dem, jeg svær derpaa. MONTANUS. l) Ja saa vil jeg tage dem, for ikke at giøre Lieutenanten meensvoren. LIEUTENANT. m) Men maa jeg og ikke forsøge, om jeg ikke kand giøre ham til noget, par exemple, jeg vil giøre ham til Soldat. MONTANUS. n) Ej, det er gandske læt, o) alle Studentere ere aandelige Soldater. LIEUTENANT. p) Ney jeg vil ogsaa viise, at hand er en legemlig Soldat. q) Hvo som har taget Penge paa Haanden, er en værved Soldat, I har saadant giort, Ergo ... MONTANUS. r) Nego Minorem. LIEUTENANT. s) Et ego probo minorem, af de 2 Rixdlr. I fik paa Haanden.

Dukat MONTANUS. t) Distinguendum est inter nummos.
LIEUTENANT. u) Ingen Distinction. v) I er Soldat. MONTANUS. x) Distinguendum est inter tò simpliciter & relative accipere. LIEUTENANT. y) Ingen Snak, z) Contracten er sluttet, og I har faaet Penge. MONTANUS. æ) Distinguendum est inter contractum verum & apparentem. LIEUTENANT. ø) Kand I nægte at I jo har faaet en Ducat af mig? MONTANUS. å) Distinguendum est inter rem & modum rei. LIEUTENANT. aa) Kom, følg mig strax, Camerad, ab) nu skal du faa Mundering. MONTANUS. ac) Der har I jere toe Rigsdaler igien. ad) I har derforuden ingen Vidner, at jeg har taget Penger SCENA 3.

Dukat JESPER: ae) Jeg kand vidne, at jeg saae Lieutenanten gav ham Penge paa Haanden. NIELS. af) Jeg ligsaa. MONTANUS. ag) Men hvorfor tog jeg de Penge? ah) distinguendum est inter ... LIEUTENANT. ai) Ej, vi vil ingen Snak høre. (...) ACTUS V, SCENA 2-3.

Flack PER. Holder I det da for Synd, at sige at Jorden er flack eller lang? MONTANUS. Ney det giør jeg ikke; men jeg holder det for en Skam og en Vanære for mig, som er en Baccalaureus Philosophiæ at staa fra hvad jeg engang publicè har sustinered, og at giøre noget som er Ordenen u-anstændigt; min Pligt er at see til, ne qvid detrimenti patiatur respublica Philosophica. PER. Men naar I kand overbevises, at det er falskt, som I troer, holder I det da for Synd, at staa fra jer Meening? MONTANUS. a) Beviis mig at det er falsk, og det methodicè.

Flack PER. b) Det er mig en læt Sag. Her boer nu saa mange brave Folk her i Byen; først, jer Svigerfar, som har bragt sig frem allene ved Pennen; dernæst jeg u-værdig, som har været Degn udi 14ten samfulde Aar; siden denne gode Mand Ridefogeden, foruden Sognefogden, og adskillige andre brave boesiddende Mænd, der har svaret deres Skat og Landgilde baade udi i onde og gode Tider. MONTANUS. c) Det vil blive en forbandet Syllogismus. d) Hvor vil vel all den Snak hen? PER. e) Nu kommer jeg strax til det jeg vil sige. f) Spør nu enhver af disse gode Mænd, som boer her i Byen, og hør om nogen skal holde med jer derudi, at Jorden er rund. Jeg veed, man maa jo troe meer hvad saa mange siger, end een alleene. Ergo har I uret.

Flack MONTANUS. I maa tage heele Biergets Folk hid, og lade dem opponere baade mod den Materie, og andre; jeg skal binde Munden paa dem alle. Slige Folk har ingen Troe; de maa troe hvad jeg og andre Folk siger. PER. Men om I vilde sige, at Maanen var af grøn Ost, skulle de ogsaa troe det? MONTANUS. Ja, hvad andet?... ACTUS IV, SCENA 2

Flack MONTANUS. a) Jeg beder eder da ydmygst med grædende Taare alle om Forladelse, og b) lover at føre et gandske andet Levnet herefter, c) fordømmer mit forrige Væsen, fra hvilket jeg er bragt ikke meere ved den Tilstand, jeg er geraadet udi end ved denne brave Mands grundige Tale og Lærdom, hvilken jeg derfor, næst mine Forældre, skal altid have meest estime for. JERONIMUS. d) Saa holder I da ikke meere for min kiære Svigersøn, at Jorden er rund? e) thi den post ligger mig meest om Hiertet. MONTANUS. f) Min hierte Svigerfar, jeg vil ikke disputere videre derom. g) Men jeg vil allene sige dette, at alle lærde Folk er nu omstunder af de Tanker, at Jorden er rund. JERONIMUS. h) A ...Hr. Lieutenant! Lad ham blive Soldat igien, til Jorden bliver flack. MONTANUS. i) Min kiære Svigerfar, Jorden er saa flack, som en Pandekage;... ACTUS V, SCENA 5

Flack ... en lærd Mand burdte fornemmelig kiendes frem for andre der paa, at han er meere temperered, modest og føyelig udi sin Tale end en Ulærd. Thi den sunde Philosophie lærer os, at vi bør dempe og stille Tvistigheder, at staa fra vore Meeninger, saa tit vi overbeviises af den ringeste at være Vildfarende. Det første Bud i Philosophien er at kiende sig selv, og jo meere en forfremmes derudi, jo slettere Tanker har han om sig selv, jo meer synes ham der staar tilbage at lære. Men I giør Philosophie til Fægtekonst, og holder den for Philosophus, der ved subtile Distinctioner kand forvende Sandhed, og reede sig udaf alle Meeninger;... SCENA V, ACTUS 5

Sproglig interaktion Samtaler

Lignende præsentationer

Præsentationer af emnet: "Sproglig interaktion Samtaler"— Præsentationens transcript:

Lignende præsentationer

Om projektet

Feedback

Log ind

Logge ind via sociale netværk:

Sproglig interaktion Samtaler

Lignende præsentationer

Præsentationer af emnet: "Sproglig interaktion Samtaler"— Præsentationens transcript:

Lignende præsentationer

Om projektet

Feedback