Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Habermas’ hovedtese: Al erkendelse er interesseledet.

Præsentationer af emnet: "Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Habermas’ hovedtese: Al erkendelse er interesseledet."— Præsentationens transcript:

1 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Habermas’ hovedtese: Al erkendelse er interesseledet

2 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Habermas regnes for at være en af de fremmeste eksponenter for den såkaldte kritiske teori. Kritisk teori har været et livskraftigt paradigme inden for filosofi og videnskabsteori. Én af de vigtigste for- gængere for kritisk teori er den tyske filosof G. W. F. Hegel, der med sit hovedværk, Åndens fænomeno- logi, fra 1807 er med til ikke blot at grundlægge fæ- nomenologien (jf. titlen på Hegels værk), men også den kritiske teori i europæisk filosofi og videnskabs- teori. Lad os se på fænomenologien og den kritiske teori i tur og orden og herigennem tegne et rids af bag- grunden for Habermas‘ tænkning.

3 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- kategori anskuelse Ding-an-sich tid, rum øje KANTS ERKENDELSESTEORI [TRÆ] Fænomenologien er læren om genstandsverden, sådan som den fremtræder for bevidstheden. Pointen hos Hegel er, at alle genstande i virkeligheden kun kan være bevidsthedens egen frembringelse. Derfor eksisterer der i virkeligheden ingen Ding-an-sich – ting i sig selv uaf- hængigt af tanken om den – sådan som oplysningsfilosof- fen Immanuel Kant mener: forstand

4 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- [TRÆ] kategori anskuelse Ding-an-sich tid, rum øje forstand KANTS ERKENDELSESTEORI Fænomenologien er læren om genstandsverden, sådan som den fremtræder for bevidstheden. Pointen hos Hegel er, at alle genstande i virkeligheden kun kan være bevidsthedens egen frembringelse. Derfor eksisterer der i virkeligheden ingen Ding-an-sich – ting i sig selv uaf- hængigt af tanken om den – sådan som oplysningsfilosof- fen Immanuel Kant mener:

5 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- [TRÆ] transcendentale instanser Det vigtige for Hegel bliver ikke – som hos Kant – forhol- det mellem en empirisk givet uformelig Ding-an-sich på den ene side, og det erkendende subjekts anskuelse og forstand som universelt formende eller – som Kant selv kalder dem – transcendentale instanser på den anden side: kategori anskuelse Ding-an-sich tid, rum øje forstand KANTS ERKENDELSESTEORI

6 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ]Objektiv Ånd Absolut Ånd historien Vidensmængden (= den blå farves tæthed) - men bevidsthedens eller Åndens kommen til bevidst- hed om sig selv gennem historien; det centrale er ikke genstandserfaringen, men refleksionserfaringen (fæno- monologien), hvor det reflekterende subjekt gennem- løber historien som henholdsvis Subjektiv Ånd (individ) … Subjektiv Ånd historiens endepunkt historiens begyndelsespunkt

7 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ]Subjektiv Ånd Objektiv Ånd Absolut Ånd Objektiv Ånd historien Vidensmængden (= den blå farves tæthed) historiens endepunkt historiens begyndelsespunkt - men bevidsthedens eller Åndens kommen til bevidst- hed om sig selv gennem historien; det centrale er ikke genstandserfaringen, men refleksionserfaringen (fæno- monologien), hvor det reflekterende subjekt gennem- løber historien som henholdsvis Subjektiv Ånd (individ), Objektiv Ånd (samfund) …

8 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ]Subjektiv Ånd Objektiv Ånd Absolut Ånd Subjektiv Ånd Objektiv Ånd Absolut Ånd historiens endepunkt Vidensmængden (= den blå farves tæthed) historiens begyndelsespunkt historien - men bevidsthedens eller Åndens kommen til bevidst- hed om sig selv gennem historien; det centrale er ikke genstandserfaringen, men refleksionserfaringen (fæno- monologien), hvor det reflekterende subjekt gennem- løber historien som henholdsvis Subjektiv Ånd (individ), Objektiv Ånd (samfund) og Absolut Ånd (historiens ende- punkt.).

9 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ]Subjektiv Ånd Objektiv Ånd Absolut Ånd Subjektiv Ånd Objektiv Ånd historien Absolut Ånd Vidensmængden (= den blå farves tæthed) Hegels efterkommere angriber en af Hegels antagel- ser, nemlig antagelsen om et historiens endepunkt kendetegnet af en tilstand af fuld viden, dvs. Absolut Ånd. historiens endepunkt historiens begyndelsespunkt

10 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ]Subjektiv Ånd Objektiv Ånd Det højeste vi kan nå med hensyn til viden er histo- risk-kontingent viden. Ånden vil altid kun kunne være Subjektiv Ånd eller – gennem interaktion med andre i samfundet – undertiden Objektiv Ånd. historien Subjektiv Ånd Objektiv Ånd historiens endepunkt historiens begyndelsespunkt

11 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ]Subjektiv Ånd Objektiv Ånd Subjektiv Ånd Objektiv Ånd historien historiens endepunkt historiens begyndelsespunkt Det højeste vi kan nå med hensyn til viden er histo- risk-kontingent viden. Ånden vil altid kun kunne være Subjektiv Ånd eller – gennem interaktion med andre i samfundet – undertiden Objektiv Ånd. Samtidig sætter en fløj blandt Hegels kritikere, de såkaldte Venstrehegelia- nere, et grundlæggende angreb ind over for Hegels idealisme. Verden er ikke udelukkende en bevidsthedsmæs- sig størrelse, dvs. ånd. Verden er ma- teriel. Den har eksistens uafhængigt af bevidstheden, men står samtidig i kontinuitet med den. Den er på den ene side tilgængelig fra bevidstheden, nemlig via handlingen, men bevidst- heden er på den anden side bestemt af materien, nemlig via kausale pro- cesser.

12 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ]Subjektiv Ånd Objektiv Ånd Subjektiv Ånd subjekt Objektiv Ånd samfund Det højeste vi kan nå med hensyn til viden er histo- risk-kontingent viden. Ånden vil altid kun kunne være Subjektiv Ånd eller – gennem interaktion med andre i samfundet – undertiden Objektiv Ånd – og den vil al- tid kun kunne være det, hvis den står i et vekselfor- hold til handlingen og til den natur, handlingen dels retter sig mod (grøn pil) og dels er kausalt påvirket gennem (rød pil). HANDLING KAUSAL- PÅVIRKNING den materielle virkelighed

13 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ]Subjektiv Ånd Objektiv Ånd Subjektiv Ånd subjekt Objektiv Ånd samfund Det højeste vi kan nå med hensyn til viden er histo- risk-relativ viden. Ånden vil altid kun kunne være Subjektiv Ånd eller – gennem interaktion og samfund - Objektiv Ånd – og den vil altid kun kunne være det, hvis den står i et vekselforhold til handlingen og til den natur, handlingen dels retter sig mod (grøn pil) og dels er kausal påvirket gennem (rød pil). HANDLING KAUSAL- PÅVIRKNING den materielle virkelighed ”Hovedmangelen ved al hidti- dig materialisme […] er, at tingen, virkeligheden, sanse- ligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneske- lig sanselig praksis, ikke sub- jektivt.” (Karl Marx)

14 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ] SubjektSamfund HANDLING KAUSAL- PÅVIRKNING den materielle virkelighed Hermed er kritisk teori født: Som en teori om, hvordan bevidsthedens akter er bestemt af de kontingente hi- storiske situationer, de er indfældet i og udspringer kausalt af. Marx’ forståelse af det materielles indvirkning på bevidst handlen: Overbygning: sprog, politik, kultur osv. (bevidsthed) produktionsrelationer Den materielle basis (fx relationen mellem arbejder og kapitalist ) (det organiserede arbejde)

15 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ] SubjektSamfund HANDLING KAUSAL- PÅVIRKNING den materielle virkelighed Den kritiske teoris hovedretninger: Karl Marx Friederich Nietzsche Sigmund Freud Max Horkheimer Theodor W. Adorno Jürgen Habermas Michel Foucault Kritisk teori omfatter forskellige skoledannelser, afhæn- gigt af, hvordan forholdet til kausalitetsbegrebet forstås: Mens nogle mener, kritisk teori indbefatter kausale teo- ridele, er andre mere af den opfattelse, at kausaliteten skal forstås som et kontingent indbrud i og forvrængning af subjektivitet og samfund.

16 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ] SubjektSamfund HANDLING KAUSAL- PÅVIRKNING den materielle virkelighed Den kritiske teoris hovedretninger: Karl Marx Friederich Nietzsche Sigmund Freud Max Horkheimer Theodor W. Adorno Jürgen Habermas Michel Foucault Marx og Freud tolker kausalite- ten i analogi til kausaliteten i na- turvidenskaberne. Her er ud- gangspunktet for den kausale analyse ideologiske tankefore- stillinger (falsk bevidsthed, ube- vidste motiver). Selve den kausale analyse består så i at opspore år- sagerne hertil, hvor ideen er, at i det omfang man kan gennemskue årsagerne til de falske tankefore- stillinger, vil man have mulighed for at fjerne dem og erstatte dem med en mere sand bevidsthed. a er årsag til b

17 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ] SubjektSamfund HANDLING KAUSAL- PÅVIRKNING den materielle virkelighed Den kritiske teoris hovedskikkelser Karl Marx Friederich Nietzsche Sigmund Freud Max Horkheimer Theodor W. Adorno Jürgen Habermas Michel Foucault Kritisk teori omfatter forskellige skoledannelser, af-hæn- gigt af, hvordan forholdet til kausalitetsbegrebetfor- stås: Mens nogle mener, kritisk teori indbefatter kausale teoridele, er andre mere af den opfattelse, at kausaliteten skal forstås som et kontingent indbrud i og forvrængning af subjektivitet og samfund. Marx og Freud tolker kausalite- ten i analogi til kausaliteten i na- turvidenskaberne. Her er ud- gangspunktet for den kausale analyse ideologiske tankefore- stillinger (falsk bevidsthed, ube- vidste motiver). Selve den kausale analyse består så i at opspore år- sagerne hertil, hvor ideen er, at i det omfang man kan gennemskue årsagerne til de falske tankefore- stillinger, vil man have mulighed for at fjerne dem og erstatte dem med en mere sand bevidsthed. Nietzsche og Foucault derimod tolker kausaliteten som uigen- nemskuelige indbrud af kontin- gens. Nok er der årsager, men de er så komplekse, at de ikke vil kunne gøres til genstand for videnskabeligt studium. Menne- skets forsøg på at få videnska- beligt hold på sig selv er udtryk for et forfængeligt håb, som kontingensen hele tiden vil skuf- fe. ? a er årsag til ? ?

18 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- forstand anskuelse Ding-an-sich begreb tid, rum øje [TRÆ] SubjektSamfund HANDLING KAUSAL- PÅVIRKNING den materielle virkelighed Den kritiske teoris hovedskikkelser Karl Marx Friederich Nietzsche Sigmund Freud Max Horkheimer Theodor W. Adorno Jürgen Habermas Michel Foucault Kritisk teori omfatter forskellige skoledannelser, af-hæn- gigt af, hvordan forholdet til kausalitetsbegrebetfor- stås: Mens nogle mener, kritisk teori indbefatter kausale teoridele, er andre mere af den opfattelse, at kausaliteten skal forstås som et kontingent indbrud i og forvrængning af subjektivitet og samfund. Marx og Freud tolker kausalite- ten i analogi til kausaliteten i na- turvidenskaberne. Her er ud- gangspunktet for den kausale analyse ideologiske tankefore- stillinger (falsk bevidsthed, ube- vidste motiver). Selve den kausale analyse består så i at opspore år- sagerne hertil, hvor ideen er, at i det omfang man kan gennemskue årsagerne til de falske tankefore- stillinger, vil man have mulighed for at fjerne dem og erstatte dem med en mere sand bevidsthed. Nietzsche og Foucault derimod tolker kausaliteten som uigen- nemskuelige indbrud af kontin- gens. Nok er der årsager, men de er så komplekse, at de ikke vil kunne gøres til genstand for videnskabeligt studium. Menne- skets forsøg på at få videnska- beligt hold på sig selv er udtryk for et forfængeligt håb, som kontingensen hele tiden vil skuf- fe. Marx og Freud vil tolke mennesket i lyset af naturvidenskabelig teori- dannelse (om årsager). Nietzsche og Foucault sætter spørgsmålstegn ved denne mulighed. Men hvor finder vi nu Habermas midt i dette?

19 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Som vi har set er kritisk teori et forsøg på at nedbryde den opspaltning af erkendeforholdet, hvor vi på den ene side har en selvstændigt eksisterende verden, og på den anden side en teoretisk indstillet bevidsthed stillet over for denne verden, sådan som hos Kant. Hos Kant er subjektet aktivt: Det er subjektet, der konstitu- erer den Ding-an-sich, det er rettet mod, som en bestemt ting i tid og rum (anskuelse) underlagt kausalitet (forstand). Subjektet kan imidlertid også forstås efter vokstavle- eller filmlærredmodellen, hvor det ses som et passivt medium for, hvad verden måtte vise sig som. Her tilføjer subjektet ikke noget; erkendelse er efterligning, mimesis.

20 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Denne måde at skildre erkendeforholdet på – som vi ken- der fra Platon til Husserl, og som vel er den mest udbredte stereotypi i dag – kalder Habermas for objektivisme.

21 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Denne måde at skildre erkendeforholdet på – som vi ken- der fra Platon til Husserl, og som vel er den mest udbredte stereotypi i dag – kalder Habermas for objektivisme. I sin karakteristik og i sit forslag til, hvor- dan man kan forstå erkendeforholdet kritisk teoretisk, er Habermas inspireret af Max Horkheimer, den såkaldte Frank- furterskoles stifter (Habermas selv tilhø- rer Frankfurterskolens anden genera- tion). Horkheimer taler ikke om objekti- visme, men om traditionel teori, men der er for så vidt det samme.

22 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Denne måde at skildre erkendeforholdet på – som vi ken- der fra Platon til Husserl, og som stadig er en udbredt stereotypi om erkendeforholdet i dag – kalder Habermas for objektivisme. Det er i den forbindelse vigtigt, at man forstår objektivis- men korrekt. Der er her ikke blot tale om en skildring af, hvordan mennesket faktisk erkender. Der er i virkelighe- den tale om en normativ teori. Det er en teori om, hvor- dan mennesket bør forholde sig, hvis det skal erhverve teoretisk viden om verden. Det er en dannelsesteori om, hvordan man skal være forsker; man skal være en flue på væggen. Man skal afskrælle sig sin subjektivitet. Være værdifri.

23 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Denne måde at skildre erkendeforholdet på – som vi ken- der fra Platon til Husserl, og som stadig er en udbredt stereotypi om erkendeforholdet i dag – kalder Habermas for objektivisme. Det er i den forbindelse vigtigt, at man forstår objektivis- men korrekt. Der er her ikke blot tale om en skildring af, hvordan mennesket faktisk erkender. Der er i virkeligheden tale om en normativ teori. Det er en teori om, hvordan mennesket bør forholde sig, hvis det skal erhverve teore- tisk viden om verden. Det er en dannelsesteori om, hvor- dan man skal være forsker; man skal være en flue på væg- gen. Man skal afskrælle sig sin subjektivitet. Være værdifri. Det gælder også inden for den videnskabsstrøm- ning, der har præget store dele af det 20. år- hundrede, og som vi kan finde under betegnel- sen positivisme. Med de empirisk-analysiske videnskaber som forbillede gælder det om i videnskaberne at beskrive verdensaltet som det eksisterer i sig selv i dets lovmæssige orden. Videnskaben skal være værdifri, som man siger. Det gælder også inden for de historisk-herme- neutiske videnskaber. Også de skal tilstræbe en scientistisk tankegang og skildre ”Wie ist eigentlich gewesen ist” (Ranke). Og det gælder i socialvidenskaberne. Også de bør tilstræbe et empirisk-analytisk eller i det mindste et teknisk (normativt-analytisk) viden- skabsideal. Når vi har med menneskelige hand- linger at gøre, må vi kun beskræftige os med midlerne – hvordan finder vi de teknisk set mest egnede midler – men ikke med målene (værdier- ne). Altså igen: værdifrihed som ideal.

24 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Men en sådan adskillelse mellem teori og praksis – mellem erkendelse og interesse – mener Habermas er udtryk for en fejlagtig teori om erkendelsen. Tværtimod: Erkendel- sen må altid ses under handlingens form, den må altid ses i lyset af et formål eller – som Habermas vælger at sige det her – en interesse. Men hvad mener Habermas nu nærmere med, at erken- delsen altid er interesseledet?

25 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- I sin bog Erkendelse. Grundlag og gyldighed siger David Favrholdt: ”Ifølge Habermas har al erkendelse en iboende politisk karakter.” Men det er ikke, hvad Habermas mener. Så Favrholdt mis- forstår Habermas: Når Horkheimer i sin artikel Traditionel og kritisk teori siger: ”Hypotesernes forhold til fakta, fuld- byrder sig i sidste instans ikke i de lærdes hoved, men i industrien” er Favrholdts karakteristik for så vidt dækken- de for den udgave af kritisk teori, Horkheimer står for. Men Habermas mener noget mere alment og radikalt med sit udsagn, hvilket netop adskiller ham fra de ældre Frank- furterfolk.

26 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- For Habermas er det ikke sådan, at mere eller mindre tilfæl- dige politiske eller forretningsbaserede interesser ligger bag en given erkendelse. De interesser, Habermas taler om, er helt anderledes dybtliggende interesser, interesser, der står i forbindelse med erkendelsens almene form. At is smelter ved 0°, er en specifik erkendelse, som godt kunne tænkes fremkaldt af en konkret politisk interesse, fx interessen i at spise iskager. Men det er ikke den slags tilfældige sammen- hænge mellem en interesse i at opnå et eller andet konkret gode og erkendelsen af de betingelser, der gør det muligt at tilfredsstille den, Habermas tænker på, når han taler om, at erkendelsen er interesseledet. Det, Habermas tænker på, er i stedet det forhold, at der bag en sådan tilfældig sam- menhæng ligger en helt generel sammenhæng, nemlig mel- lem det forhold, at is smelter ved 0°, og så muligheden for at manipulere dette forhold frem, når vi måtte ønske det.

27 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- De interesser, Habermas taler om, betegner han selv som ”transcendentale”; men det skal ikke forstås i Kants betyd- ning af ordet, hvor det trandenscendentale vedører ”betin- gelserne for muligheden og gyldigheden af erkendelse overhovedet.” For Habermas er der ikke tale om erkendel- se overhovedet: ”Det transcendentale subjekts ytelser har sin basis i menneskeslektens naturhistorie.” (23) Men det er netop Habermas’ særlige bidrag til kritisk teori: På den ene side, er erkendelsen af så almen art, at den kal- der på en kantiansk problematik. Derfor bruger han ordet ”transcendental”. På den anden side er erkendelsen også et kontingent fænomen i verden, som har sine årsager, nemlig i menneskeartens evolutionshistorie. Andre steder taler Habermas om, at forholdet er kvasi- transcendentalt for at understrege denne dobbelthed.

28 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Nu mener Habermas, at denne kvasitranscendentale for- bindelse mellem erkendelse og interesse manifesterer sig ikke blot på én, men på hele tre måder, alt afhængig af, hvilket genstandsfelt den er rettet mod: Den ydre verden, den indre, mentale verden eller den intersubjektive verden. Faktisk er der til hver erkendelsesart knyttet en bestemt interesse og et bestemt medium:

29 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Nu mener Habermas, at denne kvasitranscendentale for- bindelse mellem erkendelse og interesse manifesterer sig ikke blot på én, men på hele tre måder, alt afhængig af, hvilket genstandsfelt den er rettet mod: Den ydre verden, den indre, mentale verden eller den intersubjektive verden. Faktisk er der til hver erkendelsesart knyttet en bestemt interesse og et bestemt medium: genstandsfelt interesse medium ydre natur teknisk arbejde intersubtiv verden praktisk sprog indre verden frigørende herredømme

30 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Teknisk interesse Når vi retter os mod naturen, gestalter den sig som ting i tid og rum underlagt kausalitet. Men naturens kausalitet kan kun afsløre sig for os, i det omfang vi udfører handlinger, for at se, hvad der så vil ske. Men har vi handlinger, har vi samtidig midler og mål, dvs. interesser. De kan så være mere eller mindre specifikke, såsom at få frisk luft ind i stuen eller få en is. Én ting er i hvert fald sikkert: Alle handlinger vil altid have det formelle mål om teknisk beherskelse indskrevet i sig. Vi kan simpelthen ikke tænke os en vellykket handling involverende naturen, uden at det opnåede mål samtidig er udtryk for en teknisk interesse. Det er et kvasi-transcendentalt forhold.

31 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Teknisk interesse Når vi retter os mod naturen, gestalter den sig som ting i tid og rum underlagt kausalitet. Men naturens kausalitet kan kun afsløre sig for os, i det omfang vi udfører handlinger, for at se, hvad der så vil ske. Men har vi handlinger, har vi samtidig midler og mål, dvs. interesser. De kan så være mere eller mindre specifikke, såsom at få frisk luft ind i stuen eller få en is. Én ting er i hvert fald sikkert: Alle handlinger vil altid have det formelle mål om teknisk beherskelse indskrevet i sig. Vi kan simpelthen ikke tænke os en vellykket handling involverende naturen, uden at det opnåede mål samtidig er udtryk for en teknisk interesse. Det er et kvasi-transcendentalt forhold. Tekster underlagt en teknisk interesse er forklarende tekster

32 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Praktisk interesse Når jeg som menneske handler inden for rammerne af et menneskeligt fællesskab, har jeg en interesse i, at andre mennesker forstår mine handlinger. ligesom andre har en interesse i, at jeg forstår deres handlinger. Disse handlinger kan være af to typer: instrumentelle handlinger som at åbne et vindue eller spise en is eller sproglige handlinger som et sige ”goddav” eller ”det er vel nok et fint vejr i dag.” I det første tilfælde retter interessen sig mod mine instru- mentelle mål (motivforståelse), i det andet tilfælde mod forståelse af, hvad det er der bliver sagt (tegnforståelse). Men det vil sige, at interessen i at forstå enten motiver eller tegn er indbygget i selve det at forstå enten et motiv eller et tegn. Altså: igen et kvasi-transcendentalt forhold.

33 Praktisk interesse Når jeg som menneske handler inden for rammerne af et menneskeligt fællesskab, har jeg en interesse i, at andre mennesker forstår mine handlinger. ligesom andre har en interesse i, at jeg forstår deres handlinger. Disse handlinger kan være af to typer: instrumentelle handlinger som at åbne et vindue eller spise en is eller sproglige handlinger som et sige ”goddav” eller ”det er vel nok et fint vejr i dag.” I det første tilfælde retter interessen sig mod mine instru- mentelle mål (motivforståelse), i det andet tilfælde mod forståelse af, hvad det er der bliver sagt (tegnforståelse). Men det vil sige, at interessen i at forstå enten motiver eller tegn er indbygget i selve det at forstå enten et motiv eller et tegn. Altså: igen et kvasi-transcendentalt forhold. Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Tekster underlagt en praktisk interesse er forstående tekster

34 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Frigørende interesse Når vi som mennesker retter os mod vores eget indre, vores tanker og følelser, kan vi gøre det alene for at beskrive vores mentale tilstand. Her finder vi ingen speciel interesse i det, vi foretager os, ud over den at skabe forståelse for det, vi beskriver. Imidlertid findes der en interesse, som specielt knytter sig til vores tanker og følelser og vores evne til at udtrykke dem i handling og tale, nemlig interessen i, at det sker frit eller autonomt i Kants forstand, dvs. uden at vi er underlagt nogen form for restriktioner. Det betyder, at vi i det omfang, vi faktisk er underlagt restriktioner, har en interesse i, at vi ikke er underlagt dem. Dvs. vi har en interesse i at frigøre os selv fra sådanne restriktioner, en interesse i at gøre os herredømmefri. Også denne interesse er kvasi-transcendental.

35 Frigørende interesse Når vi som mennesker retter os mod vores eget indre, vores tanker og følelser, kan vi gøre det alene for at beskrive vores mentale tilstand. Her finder vi ingen speciel interesse i det, vi foretager os, ud over den at skabe forståelse for det, vi beskriver. Imidlertid findes der en interesse, som specielt knytter sig til vores tanker og følelser og vores evne til at udtrykke dem i handling og tale, nemlig interessen i, at det sker frit eller autonomt i Kants forstand, dvs. uden at vi er underlagt nogen form for restriktioner. Det betyder, at vi i det omfang, vi faktisk er underlagt restriktioner, har en interesse i, at vi ikke er underlagt dem. Dvs. vi har en interesse i at frigøre os selv fra sådanne restriktioner, en interesse i at gøre os herredømmefri. Også denne interesse er kvasi-transcendental. Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Der er det specielle ved den frigørende interesse i forhold til den tekniske og praktiske interesse, at den ikke har noget selvstændigt medium at realisere sig igennem. Som tilfredsstillet interesse manifesterer den sig som bemestring, men her vil der altid være tale om en bemestring af de medier, der knytter sig til de to andre interesser, den tekniske og praktiske, nemlig forklaring (arbejde) og forstå- else (sprog). Der findes ikke noget yderligere medium at beherske. Men hvad består vejen til frihed fra herredømme da i? Den består ifølge Habermas i virke- ligheden i en kombineret anvendelse af de to andre medier.: Den frigørende interesse realiseres alene gennem en kombineret anvendelse af forklarende og forstående procedurer.

36 Frigørende interesse Når vi som mennesker retter os mod vores eget indre, vores tanker og følelser, kan vi gøre det alene for at beskrive vores mentale tilstand. Her finder vi ingen speciel interesse i det, vi foretager os, ud over den at skabe forståelse for det, vi beskriver. Imidlertid findes der en interesse, som specielt knytter sig til vores tanker og følelser og vores evne til at udtrykke dem i handling og tale, nemlig interessen i, at det sker frit eller autonomt i Kants forstand, dvs. uden at vi er underlagt nogen form for restriktioner. Det betyder, at vi i det omfang, vi faktisk er underlagt restriktioner, har en interesse i, at vi ikke er underlagt dem. Dvs. vi har en interesse i at frigøre os selv fra sådanne restriktioner, en interesse i at gøre os herredømmefri. Også denne interesse er kvasi-transcendental. Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Der er det specielle ved den frigørende interesse i forhold til den tekniske og praktiske interesse, at den ikke har noget selvstændigt medium at realisere sig igennem. Som tilfredsstillet interesse manifesterer den sig som bemestring, men her vil der altid være tale om en bemestring af de medier, der knytter sig til de to andre interesser, den tekniske og praktiske, nemlig forklaring (arbejde) og forstå- else (sprog). Der findes ikke noget yderligere medium at beherske. Men hvad består vejen til frihed fra herredømme da i? Den består ifølge Habermas i virke- ligheden i en kombineret anvendelse af de to andre medier.: Den frigørende interesse realiseres alene gennem en kombineret anvendelse af forklarende og forstående procedurer. Frigørelse er at befri sig selv fra de re- striktioner, der gør at vi ikke frit kan udfolde vores kognitive evner til at for- klare og forstå. Men sådanne restriktio- ner har altid en konkret anledning: Jeg kan være for uudviklet, jeg kan være for fuld, jeg kan være ramt af en hjerne- blødning osv. Under alle omstændighe- der kræver det, at jeg gennem teknisk handling bliver i stand til at fjerne disse restriktioner. Dvs. frigørelse finder sted gennem forklaring af og i sidste instans bortfjernelse af de specifikke omstændig- heder, der gør, at jeg ikke kan realisere min tekniske og praktiske interesse, dvs. ikke kan forklare eller forstå.

37 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Frigørende interesse Men det er nu netop Habermas’ bud på, hvad kritisk teori er: Kritisk teori er det samme som en bestemt form for selvrefleksion: ”I den kraft som ligger i selvrefleksjon er erkjendelse og interesse ett.” (s. 24). Men hvad vil det nu sige? Det vil sige, at vi gør speciel anvendelse af vores evne til at forklare for at frigøre selv samme evne til at forklare og forstå: ”Enheten av erkjennelse og interesse står sin prøve i en dialektikk som ut fra de historiske spor etter den undertrykte dialog rekonstruerer det undertrykte.” Altså:

38 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Frigørende interesse Men det er nu netop Habermas’ bud på, hvad kritisk teori er: Kritisk teori er det samme som en bestemt form for selvrefleksion: ”I den kraft som ligger i selvrefleksjon er erkjendelse og interesse ett.” (s. 24). Men ved vil det nu sige? Det vil sige, at vi gør speciel anvendelse af vores evne til at forklare for at frigøre evnen til at forklare og forstå: og og forstå: ”Enheten av erkjennelse og interesse står sin prøve i en dialektikk som ut fra de historiske spor etter den undertrykte dialog rekonstruerer det undertrykte.” Det er det, der manifesterer sig i ideolo- gikritik og psykoanalyse: Begge de steder gælder det om gennem forklarende pro- cedurer og teoridannelse at fremdrage en undertrykt dialog (så vi igen kan forklare og forstå) : Elizabeths lamme ben i Freuds & Breuers Studien über Hysterie er i virke- ligheden en ytring i en sådan undertrykt dialog: Den fremstår ganske vist først som noget, der kræver sin forklaring: det lamme ben. Men er den givet, fremstår den som et forståeligt motiv og en forståelig ytring: Elizabeths lammelse er en manife- station af interessen i at kunne realisere sig selv seksuelt og som hustru (= kunne dan- se), en interesse, hun er forhindret i at rea- lisere, da hun føler sig forpligtet til at pleje sine gamle forældre.

39 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Frigørende interesse Men det er nu netop Habermas’ bud på, hvad kritisk teori er: Kritisk teori er det samme som en bestemt form for selvrefleksion: ”I den kraft som ligger i selvrefleksjon er erkjendelse og interesse ett.” (s. 24). Men ved vil det nu sige? Det vil sige, at vi gør speciel anvendelse af vores evne til at forklare for at frigøre evnen til at forklare og forstå: og og forstå: ”Enheten av erkjennelse og interesse står sin prøve i en dialektikk som ut fra de historiske spor etter den undertrykte dialog rekonstruerer det undertrykte.” Det er det, der manifesterer sig i ideolo- gikritik og psykoanalyse: Begge de steder gælder det om gennem forklarende pro- cedurer og teoridannelse at fremdrage en undertrykt dialog (så vi igen kan forklare og forstå) : Elizabeths lamme ben i Freuds & Breuers Studien über Hysterie er i virke- ligheden en ytring i en sådan undertrykt dialog: Den fremstår ganske vist først som noget, der kræver sin forklaring: det lamme ben. Men er den givet, fremstår den som et forståeligt motiv og en forståelig ytring: Elizabeths lammelse er en manife- station af interessen i at kunne realisere sig selv seksuelt og som hustru (= kunne dan- se), en interesse, hun er forhindret i at rea- lisere, da hun føler sig forpligtet til at pleje sine gamle forældre. Vores forestilling om frihed i det kapitalistiske samfund er forvrænget og ideologisk: Det frie og lige varebytte fører reelt til undertrykkelse af arbejderklassen, der kun har sin arbejds- kraft at bytte med, et forhold, der udnyttes af kapitalisten til at frembringe merværdi gennem (Karl Marx). At indse, at frihed i det kapitalistiske samfund forvandler sig til sin mod- sætning – undertrykkelse – repræsenterer en mulighed for at ændre disse vilkår. Der er tale om et stykke ideologikritik.

40 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Kritisk teori ifølge Habermas: Men det er nu Habermas program for kritisk teori: Gennem forklaring og efterfølgende fjernelse (af sporene af en undertrykt dialog), er det den kritiske teoris opgave at sørge for, at vi i almindelighed vinder evnen til at føre herredømmefri dialog, så vi kan udfolde vores væsenskræfter gennem arbejde og sprog.

41 Erkendelse og interesse Jürgen Habermas 1929- Omkring 1970 bliver Habermas opmærksom på, at der er noget i vejen med dette program. At opspore og fjerne de betingelser, der hindrer, at der kan etableres forståelse, er ikke det samme som at tilvejebringe selve forståelsen. Forståelsen – der opererer i dimensionen vellykket/mislykket – må have sine normative betingelser: Men disse betingelser vil ikke kunne tilvejebringes alene gennem kausal-analyse. Kausal-analyser er analyser af, hvilke årsager der er til, at en bestemt situation foreligger. Men hvad der foreligger, situationen, kan ikke i sig selv give oplysning om, hvad der bør gøres. Det normative er i den forstand sui generis. Og det er det, vi må starte med, hvis vi vil forstå.

42 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas’ selvkritiske tese: Frigørelse af dialog opnås ikke alene indirekte gennem ideologikritisk opsporing af undertrykt dialog, men også direkte gennem selve det at lade dialogen udfolde sig som den normative beskæftigelse, den i sig selv er.

43 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas’ selvkritiske tese er foranlediget af en kritik fremført bl.a. af Hans-Georg Gadamer. Ifølge Gadamer er betingelserne for forståelse ikke noget, der allerførst skal fremdrages gennem terapeutiske tiltag. Tværtimod må de altid allerede være forudsat hos alle som forståelsens normative baggrund.

44 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas’ selvkritiske tese er foranlediget af en kritik fremført bl.a. af Hans-Georg Gadamer. Ifølge Gadamer er betingelserne for forståelse ikke noget, der allerførst skal fremdrages gennem terapeutiske tiltag. Tværtimod må de altid allerede være forudsat hos alle som forståelsens normative baggrund. De kan midlertidigt og lokalt være sat ud af kraft, fx under søvn eller besvimelser, eller de kan være mere eller mindre til stede, fx under indtagelse af alkohol eller ved afasi. Og det er vel også her psykoanalytisk terapi kan give mening, fx når der foreligger manglende erindring om en traumatisk situation.

45 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas’ selvkritiske tese er foranlediget af en kritik fremført bl.a. af Hans-Georg Gadamer. Ifølge Gadamer er betingelserne for forståelse ikke noget, der allerførst skal fremdrages gennem terapeutiske tiltag. Tværtimod må de altid allerede være forudsat hos alle som forståelsens normative baggrund. De kan midlertidigt og lokalt være sat ud af kraft, fx under søvn eller besvimelser, eller de kan være mere eller mindre til stede, fx under indtagelse af alkohol eller ved afasi. Og det er vel også her psykoanalytisk terapi kan give mening, fx ved foreligger manglende erindring af en traumatisk situation Gadamer: ”I psykoanalysen finder vi et bæren- de grundlag i patientens lidelse og helbredel- sesønske og i det terapeutiske tiltag fra lægens side, hvor han sætter sin autoritet ind for at oplyse om et fortrængt motiv. Her er den enes frivillige underordning under den anden den bærende basis.”

46 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas’ selvkritiske tese er foranlediget af en kritik fremført bl.a. af Hans-Georg Gadamer. Ifølge Gadamer er betingelserne for forståelse ikke noget, der allerførst skal fremdrages gennem terapeutiske tiltag. Tværtimod må de altid allerede være forudsat hos alle som forståelsens normative baggrund. De kan midlertidigt og lokalt være sat ud af kraft, fx under søvn eller besvimelser, eller de kan være mere eller mindre til stede, fx under indtagelse af alkohol eller ved afasi. Og det er vel også her psykoanalytisk terapi kan give mening, fx ved foreligger manglende erindring af en traumatisk situation IMIDLERTID: Gadamer: ”I psykoanalysen finder vi et bæren- de grundlag i patientens lidelse og helbredel- sesønske og i det terapeutiske tiltag fra lægens side, hvor han sætter sin autoritet ind for at oplyse om et fortrængt motiv. Her er den enes frivillige underordning under den anden den bærende basis.”

47 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas’ selvkritiske tese er foranlediget af en kritik fremført bl.a. af Hans-Georg Gadamer. Ifølge Gadamer er betingelserne for forståelse ikke noget, der allerførst skal fremdrages gennem terapeutiske tiltag. Tværtimod må de altid allerede være forudsat hos alle som forståelsens normative baggrund. Udstrækkes den psykoanalytiske model til også at være model for ideologikritik og samfundskritik generelt, sådan som Habermas gerne vil have det, ændres billedet ifølge Gadamer radikalt.

48 Habermas’ selvkritiske tese er foranlediget af en kritik fremført bl.a. af Hans-Georg Gadamer. Ifølge Gadamer er betingelserne for forståelse ikke noget, der allerførst skal fremdrages gennem terapeutiske tiltag. Tværtimod må de altid allerede være forudsat hos alle som forståelsens normative baggrund. Udstrækkes den psykoanalytiske model til også at være model for ideologikritik og samfundskritik generelt, sådan som Habermas gerne vil have det, ændres billedet imidlertid radikalt. Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Gadamer: ”I det sociale liv … er modpartens modstand mod den modstand, man sætter ind over for modparten, et fælles vilkår for alle." Dvs. i det sociale liv vil ingen kunne opkaste sig til autoritet over for andre. Her deler alle i lige grad de betingelser, der gælder for den filoso- fisk-hermeneutiske samtale. Her har ingen ret til at objektgøre andre.

49 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas siger herom: „H. G. Gadamer og H. J. Geigel vender sig med rette mod udifferentierede forsøg på at overføre en fra psykoanalysen lånt model på store grup- per.“ Altså: Vi må skelne mellem det, der finder sted i psyko- analyse, hvor det, der sker, med rimelighed i starten kan opfattes som et stykke meningsløs adfærd, som kræver objektivering. Men man kan ikke lægge hele samfundsklasser på den analytiske briks. Her vil summariske objektiveringer ikke kunne retfærdiggøres. Her må vi møde hinanden i åben- hed under en fælles normativ horisont.

50 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Gadamer taler ikke direkte om samtalens normer, men om, at samtalen altid vil være styret af en fuldkommenhedsfo- regriben (Vorgriff der Vollkommenheit), som kun vil kunne indløses gennem den fortløbende samtale. Dette synspunkt på samtalens forudsætninger kan Haber- mas ikke acceptere. Han accepterer fuldt ud, at situations- analyser ikke per se vil kunne garantere samtalens mulig- hed og gyldighed. På den anden side vil Habermas ikke acceptere den relativisme, der ligger i Gadamers begreb om fuldkommenhedsforegriben. Over for denne relativisme mener Habermas, at det vil væ- re muligt at vende tilbage til Kant og hans forestilling om et a priori givet almenforbindtligt grundlag for fornuftsudøvel- se – en (kvasi)transcendental platform.

51 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Gadamer taler ikke direkte om samtalens normer, men om, at samtalen altid vil være styret af en fuldkommenhedsfo- regriben (Vorgriff der Vollkommenheit), som kun vil kunne indløses gennem den fortløbende samtale. Dette synspunkt på samtalens forudsætninger kan Haber- mas ikke acceptere. Han accepterer fuldt ud, at situations- analyser ikke per se vil kunne garantere samtalens mulig- hed og gyldighed. På den anden side vil Habermas ikke acceptere den relativisme, der ligger i Gadamers begreb om fuldkommenhedsforegriben. Over for denne relativisme mener Habermas, at det vil væ- re muligt at vende tilbage til Kant og hans forestilling om et a priori givet almenforbindtligt grundlag for fornuftsudøvel- se – en (kvasi)transcendental platform. Dette grundlag mener han at finde i visse formelle betingel- ser for at føre samtale og forbedre den, når der er behov for det. Disse betingelser kalder han talens universal- eller for- malpragmatiske betingelser. Metoden til at fremdrage og gøre opmærksom på disse be- tingelser, som i virkeligheden er unddraget kritisk teoretisk selvrefleksion, kalder han for rekonstruktion.

52 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas siger: ”Hidtil har jeg ikke tilstrækkelig omhygge- ligt skelnet mellem rekonstruktion og selvrefleksion. Selv- refleksion bringer gennem dannelsesprocessen de deter- minanter for dagen, der ideologisk bestemmer en aktuel handlepraksis og verdensanskuelse. Den analytiske erin- dring udstrækker sig derfor over noget partikulært, over et individuelt subjekts (eller et via gruppeidentitet sammen- holdt kollektivs) opståelseshistorie. Rationel rekonstruk- tion derimod omfatter anonyme regelsystemer, som vilkårlige subjekter kan følge, såfremt de har erhvervet de tilsvarende regelkompetenser." (Habermas 1973) Universaliteten af disse regelsystemer mener Habermas skulle kunne garanteres gennem en særlig form for tran- scendental argumentation (Austin, Strawson, Peters).

53 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas siger: ”Hidtil har jeg ikke tilstrækkelig omhygge- ligt skelnet mellem rekonstruktion og selvrefleksion. Selv- refleksion bringer gennem dannelsesprocessen de deter- minanter for dagen, der ideologisk bestemmer en aktuel handlepraksis og verdensanskuelse. Den analytiske erin- dring udstrækker sig derfor over noget partikulært, over et individuelt subjekts (eller et via gruppeidentitet sammen- holdt kollektivs) opståelseshistorie. Rationel rekonstruk- tion derimod omfatter anonyme regelsystemer, som vilkårlige subjekter kan følge, såfremt de har erhvervet de tilsvarende regelkompetenser." (Habermas 1973) Universaliteten af disse regelsystemer mener Habermas skulle kunne garanteres gennem en særlig form for tran- scendental argumentation (Austin, Strawson, Peters). Et transcendentalt argument er et argument, som stiller sig det stærke krav at være i stand til at tilbagevise enhver skep- ticisme. Kravet om en given samtaleforudsætnings transcendentalitet lyder: ”Hvis jeg kan vise, at én, som stiller sig skeptisk over for denne samtaleforudsætning, i praksis forudsætter den for at gøre sin skepsis mulig, har jeg godtgjort, at samtaleforudsæt- ningen er transcendental – og derigennem åbnet for en rekon- struktion af samtaleforudsætningens formalpragmatisk træk.”

54 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Ud fra denne transcendantalpragmatiske restriktion me- ner Habermas at kunne rekonstruere fire gyldighedskrav til enhver form for samtale: Enhver tale skal være: (1) sproglig korrekt (2) sand i teoretisk-empirisk forstand (3) rigtig i praktisk-etisk forstand (4) vederhæftig eller autentisk Den institution, der skal garantere, at en samtale over- holder disse fire gyldighedskrav, kalder Habermas for den diskursive prøvelses institution eller kort: diskurs. Som man kan se, afspejler kravene (2), (3) og (4) den klas- siske treenighed: det sande, det gode og det skønne.

55 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Ud fra denne transcendantalpragmatiske restriktion me- ner Habermas at kunne rekonstruere fire gyldighedskrav til enhver form for samtale: Enhver tale skal være: (1) sproglig korrekt (2) sand i teoretisk-empirisk forstand (3) rigtig i praktisk-etisk forstand (4) vederhæftig eller autentisk Den institution, der skal garantere, at en samtale over- holder disse fire gyldighedskrav, kalder Habermas for den diskursive prøvelses institution eller kort: diskurs. Som man kan se, afspejler kravene (2), (3) og (4) den klas- siske treenighed: det sande, det gode og det skønne. Samtidig finder vi bag dem de fire typer diskurser, der i øvrigt prototypisk svarer til de tre universitetsfakulteter: det filosofiske-æstetiske fakultet eller humaniora (1 og 4) det naturvidenskabelige fakultet (1 og 2) det samfundsvidenskabelige fakultet (3)

56 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Hvad den teoretisk-empiriske og praktisk-etiske diskurstype angår, mener Habermas at kunne vise, at de er principsty- rede: mens den teoretisk-empirisk diskurs er underlagt et generaliseringsprincip, som kendes fra empirisk hypotese- dannelse, er den praktisk-etiske underlagt et universali- seringsprincip, som minder om Kants kategoriske imperativ. Habermas har især viet sin interesse til at analysere den praktisk-etiske diskurs som principsammenhæng. En væ- sentlig forskel i forhold til Kant ligger her i, at mens Kants kategoriske imperativ er et princip til umiddelbar testning af enhver handling, gælder hans universaliseringsprincip i første række kun for diskurser. Dette princip lyder: Du skal altid tillade andre at komme til orde i en diskurs (Haber- mas’symmetriprincip). Dette princip er dog for Habermas ikke blot et princip for organisering af diskurser, men også – indirekte – en anvis- ning på en ideal livsform.

57 Hvad den teoretisk-empiriske og praktisk-etiske diskurstype angår, mener Habermas at kunne vise, at de er principsty- rede: mens den teoretisk-empirisk diskurs er underlagt et generaliseringsprincip, som kendes fra empirisk hypotese- dannelse, er den praktisk-etiske underlagt et universalise- ringsprincip, som minder om Kants kategoriske imperativ. Habermas har især viet sin interesse til at analysere den praktisk-etiske diskurs som principsammenhæng. En væ- sentlig forskel i forhold til Kant ligger her i, at mens Kants kategoriske imperativ er et princip til umiddelbar testning af enhver handling, gælder hans universaliseringsprincip i første række kun for diskurser. Dette princip lyder: Du skal altid tillade andre at komme til orde i en diskurs (Haber- mas’symmetriprincip). Dette princip er dog for Habermas ikke blot et princip for organisering af diskurser, men også – indirekte – en anvis- ning på en ideal livsform. Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Habermas har op gennem firserne og halvfemserne helliget sig konkretiseringen af dette princips brug dels i sin diskurs- etik, dels i sine demokratiteoretiske overvejelser, bl.a. gen- nem diskussion med den amerikanske politiske filosof John Rawls. En vigtig del af bestræbelserne på at konkretisere dette princip har været at vise, at princippet indirekte danner forbillede for en ideel livsform. Denne bestræbelse har mange – inklusive undertegnede – stillet sig skeptisk over for.

58 Formalpragmatik og diskursteori Jürgen Habermas 1929- Hvad den teoretisk-empiriske og praktisk-etiske diskurs- type angår, mener Habermas at kunne vise, at de er prin- cipstyrede.: mens den teoretisk-empirisk diskurs er under- lagt et generaliseringsprincip, er den praktisk-etiske under- lagt et universaliseringsprincip, som minder om Kants ka- tegoriske imperativ. Habermas har især viet sin interesse til at analysere den praktisk-etiske diskurs som principsammenhæng. En væ- sentlig forskel i forhold til Kant ligger her i, at mens Kants kategoriske imperativ er et princip til umiddelbar testning af enhver handling, gælder hans universaliseringsprincip i første række kun for diskurser. Dette princip lyder: Du skal altid tillade andre at komme til orde i en diskurs (Haber- mas’ symmetriprincip). Dette princip er dog for Habermas ikke blot et princip for organisering af diskurser, men også – indirekte – en anvis- ning på en ideal livsform. Habermas har op gennem firserne og halvfemserne helliget sig konkretiseringen af dette princips brug dels i sin diskurs- etik, dels i sine demokratiteoretiske overvejelser, bl.a. gen- nem diskussion med John Rawls. En vigtig del af bestræbelserne p å at konkretisere dette princip har været at vise, at princippet indirekte danner forbillede for en ideel livsform. Denne bestræbelse har mange – inklusive undertegnede – stillet sig skeptisk over for. Baggrunden for denne kritik skal findes i Habermas’ opfattelse af regulativer, dvs. forsøg på gennem tale at styre de talendes handlinger.